Den røde by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 15 dec. 2015
  • Status: Igang
Jorden er på randen af total ødelæggelse efter mange års forurening, og verdens regeringer bliver efterhånden mere og mere desperate. Det hele kulminerer i en lodtrækning, hvor der udtrækkes 500 unge mellem 13-18 år, som sammen bliver sendt til Den røde by på Mars, for at de kan sørge for, menneskeheden ville leve videre på Mars. Heriblandt er Leia, som da hendes navn blev trukket ikke på nogen måde var klar til , at forlade sin familie for at leve i Den røde by. Men trods sin dybe modvilje, bliver hun tvunget til Mars, hvor hun pludselig må vende sig til sit nye liv med visheden om, resten af menneskeheden er blevet på Jorden uden noget håb for at slippe væk fra den dødsdømte planet.,

6Likes
2Kommentarer
342Visninger

2. 2

Alt det næste, som skete, var en tåge. Hun kunne kun svagt huske, hvordan hendes far var  kommet hjem, med et ansigt, der sank ned i ren elendighed, da hendes mor med en stemme, som var svær at forstå, fordi den blev gennemrystet af hulk hvert andet sekund, havde forklaret, hvad der var sket. Leia havde da stadig være overvældet af en følelse af uvirkelighed, det virkede ikke rigtig til, at hun var tilstede, det var ikke hende, som snart skulle til Mars. Selv da hun var blevet hentet af nogle mennesker - hun havde ingen ide om, hvem de var, da hun for at være ærlig, havde været ligeglad. - havde hun stadig ikke rigtig troet på, det var rigtigt, mens hun gennem tårer, fortalte sin familie, hvor meget, hun elskede dem, før hun fik forklaret, hun snart ville blive lagt i koma og først ville vågne op igen, når hun befandt sig i den røde by. 

Hun havde ikke engang, troet nok på det til, at hun turde kaste et blik tilbage over skulderen, da de gik ud af døren, for det ville være det samme som at  erkende, det var sidste gang, hun så sit hjem. Men selvom hun ikke havde gjort det, kunne hun stadig se den lille lejlighed, hvis gulv var plettet af tårer for sit indre blik. Med de fedtede vinduer og tunge gardiner, samt møblerne, der var presset tæt sammen for at få plads til det hele. Det var alt for overvældende at tænke på, hun aldrig ville sætte sin fod her igen. 

Men snart var hun ude af lejlighedskomplekset, og inden hun vidste af det, lå hun her. På Mars. I Den røde by.

Det var ikke engang så længe siden, Leia var vågnet op ude af stand til at huske, hvorfor hun lå i en blød seng i et kæmpestort værelse. Men som hun havde vendt sig om på siden, kom det hele væltende i sådan en fart, hun blev nødt til at krumme sig sammen til en lille kugle som for at beskytte sig selv mod savnet, fortvivlelsen og hadet mod regeringen, der var steget op i hende. 

Hun havde prøvet at lukke øjnene, men til ingen nytte, da der nu blot vældede tusindvis af billeder frem på hendes nethinde. Af hendes lillesøsters ansigt, da det var gået op for hende, hvad det ville sige, at Leia skulle flytte til Mars. Af sin egen krop, der lå slapt i en rumraket og havde gjort det i flere måneder. Hun kunne da også næsten forestille sig, at hun stadig var i lejligheden, og det var lige før, hun rakte hånden hen til det natbord, som plejede at stå ved siden af hendes seng for at se hvad klokken var. Ja, hun forventede nærmest, at Maria snart ville komme hoppende op i hendes seng, så alle de rustne fjedre gav en knirkende lyd. 

Hun skyndte sig at åbne øjnene igen, selvom hende øjenvipper allerde var ved at blive klistret sammen af tårerne, mens hun langsomt kastede et undersøgende blik rundt i det mørklagte rum, der bestemt ikke var lejligheden. Det så ud som om, at hele bagvæggen var dækket af et stort panoramavindue at dømme ud fra størrelsen  på de store røde gardiner. Nu når hun tænkte over det, så det nærmest ud som om, alt herinde var rødt. For selvom den lysstribe, som tittede frem mellem gardinerne, var det eneste lys, var det stadig tydeligt at se, både hendes dyne og gulvtæppet, der strakte sig fra væg til væg var røde. Det lignede næsten, at hendes seng svømmede i et hav af blod. Hun skubbede hurtigt det ubehagelige billede væk, men det nyttede selvfølgelig ikke noget, da hendes trætte hjerne stadig kunne forestille sig, hvordan det tykt og  klæbrigt slikkede op af sengebenene, indtil sengen til sidst blev båret på bølger af blod ud af det store vindue, så glasset blev knust. 

Leia prøvede endnu en gang at ryste billedet af sig ved at fokusere på de uformelige silhuetter af det, hun anså for at være møbler. Men det var alt for svært at skelne dem fra skyggerne, så hun måtte snart erkende, at hvis hun skulle finde ud af, hvad værelsets inventar bestod af, blev hun nød til at stå ud af sengen, men lige nu virkede det alt for overskueligt overhovedet at sætte sig op. 

For selvom Leia lå ned, syntes gråden igen og igen at kunne vælte hende omkuld, og tage pusten helt fra hende. Det var umuligt for hende at forestille sig, hun virkelig skulle lægge - hvad? - 200 millioner kilometer væk hjemmefra. Hun ville pludselig ønske, at hun i det mindste havde lyttet lidt bedre efter, da hun fik forklaret det hele af de mennesker, som kom for at hente hende, men dengang havde hun været for travlt optaget af, at holde opkastet inde, selvom kvalmen vedblev med at rumstere truende rundt i hendes mave. Og nu lå hun her - stort set uvidende om, hvad der gemte sig bag den dør eller de gardiner. 

Der havde snart dannet sig en lille våd plet, omkring hendes hoved - alt sammen bestående af de salte tårer, der løb ned af hendes kinder, mens hun kastede sig hvileløst rundt i sengen. Med jævne mellemrum kæmpede fortabte hulk sig op gennem hendes strube, så høje og skingre, hun virkelig håbede på, at de rødmalede vægge var lydtætte, for ellers kunne folk nemt komme til at forveksle hende med et dyr i dødskamp. Hun havde forgæves prøvet at kvæle dem ned puden for en vis værdighed, havde hun trods alt, men på den anden side, havde hun ikke noget i mod, at dem, som havde arrangeret dette, fik at vide, hvor dybt utilfreds, hun var med det.

Et lille suk eller nok nærmere et støn slap over hendes læber. For på den ene side havde Leia lyst til at rejse sig og tænde lyset og få at vide, hvordan det så ud på Mars, samt få svar på de millionvis af spørgsmål, hun havde, men på den anden side, vidste hun ikke helt, om hun havde kræfter til det, og hun syntes næsten, at hun skyldte sin familie samt resten af Jordens befolkning  at sørge lidt længere over dem og ikke bare lade sin nysgerrighed tage over med det samme. Et jag af dårlig samvittighed skød gennem hende, da hendes tanker endnu en gang strejfede dem. Det var næsten som om den luksuriøse bløde dyne pressede hende længere og længere ned i madrassen, som hun kom til at tænke på deres lille lejlighed derhjemme, som stort set var samme størrelse, som hendes seng  var her. Gad vide, hvordan alting så ud derhjemme? Hun måtte vel have været flere måneder undervejs, så de måtte efterhånden være blevet vant til det hul, hun havde efterladt.

Men det var faktisk utrolig svært at forestille sig, hvordan ville sidde omkring spisebordet med den undertrykke samtale, om hvor lidt mad, der var som det eneste, der kunne fylde hendes tomme plads ud. Og hvordan Maria ville sidde i sofaen og se alle lodtrækningerne uden hende i den ande, som kastede foragtede blikke efter fjernsynet. Nu ville hun gøre alt for at se en. 

Disse tanker burde have fremkaldt endnu flere tårer, gik det op for hende, men det var som om, alle følelserne snart var stilnet af, hun havde i hvert fald snart ikke flere tårer tilbage at græde. Alle de forfærdelige smertefulde tanker var tænkt, hun var blevet vant til at føle sig magtesløs, og hun ville sikkert ende som en udtørret klump, hvis hun skulle græde mere. 

Så langsomt tog Leia sig sammen til at rejse sig fra sengen. Det skete langsomt, først op på den ene albue, så have pusten igen, så op og sidde, benene svunget ud over sengekanten, vægten lagt på begge ben. Alle disse ting skete langsomt, da hun var forsigtig med ikke at overanstrenge sig, men samtidig med, at hun tøvede ved hvert trin, var det også en ubeskrivelig længsel, som på mystisk vis trak hende længere og længere hen mod vinduet. Det kunne godt være, hendes familie sultede derhjemme, og næsten hele menneskeheden snart ville uddø, men hun var virkelig nysgerrig efter at se, hvad der gemte sig bag gardinerne.

 Hun tog en dyb indåndning, og først da gik det op for hende, hvor ren, luften var. Måske ramte denne erkendelse hende først nu, fordi hun knap havde lagt mærke til, luften ikke længere var forurenet, da det at trække vejret nu føltes så let. Hu havde været så vant til, det føltes som om, hvert åndedræt stak i hendes lunger og pressede dem tungt sammen, men nu havde hun pludselig lyst  til at trække vejret i langtrukne indåndninger. Det var som om, hun kunne mærke, hvordan mange års forurening langsomt forsvandt fra hendes lunger, hver gang hun åndede ud. Denne tanke fik Leia til at rejse sig op i en flydende bevægelse. 

Det fortrød hun dog straks, da hun hurtigt kunne mærke svimmelheden skylle ind over sig. Det var lige før, hun satte sig ned igen, men hun vidste, at der så ville gå meget lang tid, før hun fik rejst sig op igen, da denne ene gang havde krævet alt, hvad hun havde i sig. Hun vidste ikke om svimmelheden skyldtes, hun havde rejst sig op for hurtigt eller bare det, at det lige pludselig gik op for hende, at hun snart ville komme til at skue ud over en anden planet. Måske havde hun bare skubbet alle de tanker om at befinde sig på Mars om i baghovedet, da hun havde taget beslutningen om at stå ud af sengen for lige nu virkede det utrolig skræmmende at skulle sætte den ene fod foran den anden for at tage de vaklende skridt hen til vinduet. Endda selvom hun blev ved med at berolige dig selv med, der ikke ville være meget at se, når de var under en kuppel.

Så for at gøre det lettere overskueligt, fokuserede Leia nu bare på, hvordan det røde gulvtæppe føltes mod hendes bare fødder. Hvis hun ikke havde vidst bedre, var hun sikkert gået ud fra, at der var en form for varmeanordning I det bløde stof, da det næsten føltes som om hun stod på gloende kul, så kolde var hendes fødder. De lyste blege op og stod I skarp kontrast til det mørke rum med de blålige årer, som de eneste farver, der prægede den hvidlige hud. 

Langsomt, uendeligt langsomt tog Leia et forsigtigskridt . Hun måtte række  ud efter væggen, som støtte, da hendes ben rystede og vaklede så meget, hun hvert øjeblik var i fare for at falde om. Hun kunne pludselig mærke noget vådt og fugtigt på hånden, der havde lagt sig op af væggen. Selv i det svage lys var hun i stand til at ane, det håndaftryk hendes hånd havde efterladt på væggen, samt se små flager af rød maling på sin håndflade. 

Malingen var helt klart ikke tør endnu, konstatere hun undrende. Burde de ikke have forberedt sig så meget til dette projekt, det ikke var nødvendigt at fortage en sidste minuts-vægmaling? Men hun tænkte nu ikke mere over det for det kunne da være de bare, først lige havde fundet ud af, hvilken farve væggene skulle have. 

Men Leia undgik dog trods sine beroligende tanker at røre ved væggen, da hun fortsatte sin tur over gulvtæppet. Men selvom hendes tempo steg og steg, syntes det store vindue ikke at bevæge sig tættere på, da rummet næsten var endeløst i mørket. Det var lige før, hun begyndte at tro, hun gik baglæns, hvis det ikke var forbi hendes famlende fingerspidser  til sidst strejfede en snor, der i miskendelig grad mindede om en, der skulle bruges til at trække gardinerne fra. 

Det ville i hvert fald være underligt, andet, da snoren hang så  tæt på gardinerne, den konstante rørte dem med en hvislende lyd. Men samtidig var der en lille del af hende, der håbede på, at snoren bare var en nytteløs pyntegenstand, som hang fra loftet, da hun ikke var helt sikker på, om hun virkelig havde lyst til at se andet af Mars, end det her værelse. Hun havde ikke engang haft lyst  tik at åbne de andre døre i rummet for at se, hvad der var bag dem. 

Men der var stadig en vis lyst, som drev hendes hånd mod snoren, og inden hun vidste af det, holdt hun den tynde tråd i e  greb så fast, hendes hånd blev lige så bleg som hendes fødder.  

Men trods hun holdt om snoren,  rystede den stadig ukontrollerbart frem og tilbage da hendes skælvende hånd ikke kunne blive holdt stille. Det var derfor også et uheld, da hun først begyndte at forstørre lyssprækken, da hendes hånd netop havde givet et hårdt ryk. Men da først gardiner lydløst var begyndt at bevæge sig væk fra vinduet, kunne hun ikke lade være med at trække snoren helt ned, så hendes værelse lige pludselig blev forvandlet til et stort virvar af skarpt lys. 

Leia blev øjeblikkelig blændet, så hendes syn på ingen måde havde været klar til alt det lys efter så lang tid fyldt med dunkelhed og tårer. Et lille gisp forlod hendes mund, da hun blev nødt til lukke øjnene. Men selv den rødlige farve på bagsiden af hendes øjenlåg var fyldt med lysende prikker, og hun var i et kort øjeblik bange for, at hun skulle blive blind. 

Men da hun slog øjnene op, begyndte konturerne af landskabet under hende heldigvis 
 at træde frem, og snart var hun  i stand til at se op på en blå himmel og opdage, hun befandt sig  højt oppe i luften. 

Leia måtte træde et uvilkårligt skridt tilbage, da vinduesglasset var så klart, det så ud som om, der ikke var noget mellem hende og det lange fald ned. En svag undren opstod i hendes baghoved, for himlen var der ikke blå på Mars? Men måske var der bare en illusion inde i kuplen. Hun erkendte hurtigt, at hun befandt sig i en skyskraber - selvom der vel ikke var nogen skyer at skrabe her - da hun så den svimlende udsigt af små huse under sig. Hun regnede med, at alle de uheldige vinderne skulle bo i dette højhus og at husene var beregnet til, at befolkningen udvidede sig. 

Hun stirrede med ærefrygt ud af vinduet og kunne næsten ikke få nok at udsigten også selvom den ikke viste noget som helst tegn på, at hun var andre steder end på Jorden. Hun havde bare aldrig været så højt oppe før. Hendes hånd var placeret på det forbløffende kolde glas, så hvis glasset pludselig krakelerede, ville hun falde ned, da hun havde lagt al sin vægt mod vinduet. 

 Pludselig var alle tanker om hendes famile og den dybe afsky, hun følte for dette projekt skubbet væk, og blot svage minder fra fortiden, da hun næsten ikke kunne vente med at komme ud fra sit værelse og finde ud af mere om Den røde by. 

I vinduet kunne man se det svage spejlbillede af døren, som forhåbentlig førte ud, og før Leia overhovedet nåede at tænke over, hvad hun var i færd med, var hun snublende løbet ud gennem døren

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...