Den røde by

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2015
  • Opdateret: 15 dec. 2015
  • Status: Igang
Jorden er på randen af total ødelæggelse efter mange års forurening, og verdens regeringer bliver efterhånden mere og mere desperate. Det hele kulminerer i en lodtrækning, hvor der udtrækkes 500 unge mellem 13-18 år, som sammen bliver sendt til Den røde by på Mars, for at de kan sørge for, menneskeheden ville leve videre på Mars. Heriblandt er Leia, som da hendes navn blev trukket ikke på nogen måde var klar til , at forlade sin familie for at leve i Den røde by. Men trods sin dybe modvilje, bliver hun tvunget til Mars, hvor hun pludselig må vende sig til sit nye liv med visheden om, resten af menneskeheden er blevet på Jorden uden noget håb for at slippe væk fra den dødsdømte planet.,

6Likes
2Kommentarer
341Visninger

1. 1

Når Leia tænkte tilbage, kunne hun ikke lade være med at fortryde, hun ikke havde rettet lidt mere opmærksomhed mod fjernsynet den aften. Det kunne jo være, at det ville have gjort det en lille smule mindre chokerende, hvis hun ikke kun havde opfattet programmet som baggrundstøj, men rent faktisk fuldt med i hvad der skete.

Selvfølgelig havde det været svært at forudse, da det bare virkede, som endnu et af regeringens mange påfund for at sørge for, at befolkningen ikke brød helt sammen til små fortvivlede stumper og var i stand til at blive distraheret en gang i mellem. Leia havde slet ikke tal på, hvor mange konkurrencer og lodtrækninger, der havde været, om at få lov til at flytte op i rigere miljøvenlige bydele eller måske bare penge. Helt fra starten af, havde hun aldrig brudt sig specielt op hele det koncept, da hun udmærket godt vidste, at alle de præmier, verdens regeringer udlovede, egentlig bare var undskyldninger for, at de stadig ikke havde fundet en løsning på alle de relevante problemer, såsom den globale opvarmning, masseuddøen af verdens dyrearter og det stigende befolkningstal. 

Så for at være ærlig, var Leia ved at være meget træt af alle konkurrencerne, og hun var ved at rive håret af sig selv - hårstrå for hårstrå - hver gang en ny energisk vært med en krøllet skjorte og sorte skygger under øjnene, som makeuppen ikke helt kunne skjule, trådte ind i et tv-studie for at proklamere vinderne af den nye luftrenser, der kunne filtrere den forurenede luft eller noget andet, hun anså for latterligt. Hun blev derfor også ved med at forsikre sig selv om, det var naturligt, hun ikke havde lyttet meget efter, da regeringen bekendtgjorde, de ville holde en lodtrækning, hvor alle mellem 13 og 18 år var med, og de femhundrede vindere ville få lov til at flytte til Den røde by, hvad det så end var. 

Måske hvis hun havde lyttet lidt bedre efter, kunne det være, at hun havde opfanget nogen af de hviskende samtaler, der stillede spørgsmålstegn ved om det her virkelig var den rigtige måde at redde menneskeheden på, eller de mange spekulationer, alle skolens gange havde summet af i dagene op til lodtrækning om, hvordan det mon var oppe på Mars. 

Uheldigvis havde ingen af disse samtaler nået Leias øregange, så hun lige nu sad foran fjernsynet og var fuldkommen uanende om, hvad alt dette indebar. 

Hun havde trukket benene op under sig og gjort sig selv så lille som muligt i hjørnet af sofaen. Både for ikke at fylde i sofaen, som var lille nok i forvejen, men også fordi, at det så ville være nemmere for hende at ignorere de jævnlige udbrød af spænding, der stammede fra hendes lillesøster. I modsætning til Leia havde hun øjnene klistret til skærmen, og Leia tvivlede stærkt på, at hun ville være i stand til at løsrive sig, da det virkede som om hun slugte hvert ord råt, også selvom st de ord stammede fra endnu en af de opstyltede værter mundes. 

Leia måtte pludselig tilbageholde et hånligt fnys, men nøjedes i stedet med at sende lillesøsteren et blik fuld af foragt, før hun endnu en gang, hengav sig til at stirre på den løse tråd, der hang fra sofaens armlæn. Hun hev den rastløs længere og længere ud fra det slidte betræk alt i mens, hun betragtede sine fingres bevægelser med fraværende øjne, da den tråd dybest set ikke intresserede hende, men blot var en måde og sørge for, hun ikke kiggede på skærmen. Det kunne dog ikke undgå hendes opmærksomhed, at værten lige nu talte om hendes egen aldersgruppe også selvom, hun stirrede så intenst som overhovedet muligt på sine flossede negle. 

Hun burde virkelig holde op med at bide negle, tænkte hun, mens hun lyttede til den svage lyd af moderen, som rumsterede rundt i køkkenet. En klirren fra potter og pander blandedes med klangen fra værtens stemme. Man kunne tydeligt høre, hans stemmebånd efterhånden var blevet slidt helt op af alle de vindere, han havde råbt op gennem tidens løb. 

Leia rettede på sig, og blev dermed nødsaget til at give slip på sin tråd. Det var sikkert for det bedste, da den allerde havde efterladt et rødt mærke på fingerspidsen af hendes tommelfinger, da hun havde klemt fingere så hårdt sammen op den i sit ihærdige forsøg på at få den revet helt løs og ikke at følge med i programmet. Nu når hun tænkte over det, vidste hun faktisk ikke, hvorfor det var så vigtigt at være ligeglad med det. Måske var det bare fordi, hun kunne mærke, at det var ekstra spændende i aften - i hvert at dømme ud fra hendes lillesøster, der da kendingsmelodien spillede havde trukket været i lange, dybe ind og udåndinger, men de var nu blevet til små hektiske åndedræt, der fik hendes brystkasse til at hæve og sænke sig hurtigere end det blotte øje kunne følge med. Måske var Den røde by et ekstra fint kvarter. Selv Leias mor kastede en gang i mellem et blik ind i stuen, der flakkede mellem tv'et og Leia. Det var sikkert bare indbildning, men Leia kunne ikke lade være med at syntes, det næsten så ud som om moderen var bekymret for hende, da der opstod små rynker omkring hendes øjne, hver gang hun skævede ind i stuen og det så ud som om hendes mundvige snart ville ramme gulvet i ængstelse.

Det var lige før, Leia opgav at være ligeglad med lodtrækningen og satte sig hen ved siden af sin lillesøster, men hun ville ikke se triumfen hele hendes families øjne ville glimte af,  når de så, hun fulgte med, da hun i så lang tid havde leet af dem, når de med knugede hænder, og naive blikke sad og ventede på, om det mon var dem, der vandt. 

Hun måtte da også indrømme det var et smart træk fra alle politikernes side. Sådan at fodre befolkningen af med alle disse tusinder af lodtrækninger, der var ment til at forbedre forholdene. Det forhindrede de fleste i at befinde sig i den tilstand af total panik, som de egentlig burde, da Jorden befandt sig på randen af total ødelæggelse. Men nu var alle de problemer gemt væk, alle de tanker som kun måtte eksistere i den yderste del af bevidstheden. Nogle gange tvivlede hun på, at befolkningen overhovedet  vidste, hvor lidt lys, der var for enden af tunnelen. Det virkede tit som om, hun var den eneste, der tænkte på, den virus, som var brudt ud, der næsten spredte sig lige så hurtigt, som alle dyrearterne blev udryddet i takt med at havene steg, regnskoven forsvandt, og de fleste glemte, hvordan ren luft føltes i lungerne. 

Leia lod endnu en gang hovedet synke tilbage i sofaen og var næsten så meget væk i sine egne tanker, hun ikke engang lagde mærke til, at hendes eget navn lige var blevet råbt op af tv-værtens monotone stemme. 

Leia drejede brat hovedet i en så hurtig bevægelse, mange af hendes hårlokker blev revet løs fra hestehalen, og piskede rundt om hendes ansigt. I et øjeblik var hele hendes udsyn spærret af hår, men det varede ikke længe, før hun igen var i stand til at ane fjernsynet. Tv-værten gentog hendes navn endnu en gang, som for at sikre sig at selv de tungnemme, havde opfanget det. Bag ham stod en skærm hvor hendes navn ligeså lyste op med neongule bogstaver ved siden af tallet 409., så det snart var fuldkommen umuligt for hende at overbevise sig selv om, der var en mulighed for, hun havde hørt forkert. 

Alligevel blev hun ved med at stirre vantro på navnet, som kunne det få det til at forsvinde. Men der var sikkert bare tale om en anden, forsøgte hun at sige til sig selv, selvom hendes fødselsdato stod under navnet. Måske var hendes navn meget specielt, men det udelukkede ikke, at der mindst var en anden på Jorden, der var blevet født samme dag med det samme navn. For hun kunne ikke have vundet! Den tanke var absurd, fuldkommen fremmed i hendes hoved. Hun vidste ikke engang, hvor den såkaldte Røde by var, eller hvad det ville sige, at flytte der til. 

Leia blev pludselig kaldt tilbage til virkeligheden, da hun hørte et højt brag bag sig. Som i trance vendte hun sig om for at opdage, hendes mor havde tabt en gryde på gulvet. Leia var ikke tvivl om, at hendes mors skrækslagne ansigtsudtryk afspejlede hendes egen, da det først var nu Leia var kommet i tanke om sin familie. For hvis hun skulle flytte til "Den røde by", hvad skulle der så ske med hendes famile? Men nej, selvfølgelig skulle hun ikke det, hun kunne da vare nægte, give sin plads til en anden, for hun ville på ingen måde forlade dem. Det var også det første ord, der nåede over hendes læber efter lang tid at have stirret sin mor i øjnene i en forfærdet tavshed, der kun blev brudt af glædesudbrødende fra Leias lillesøster, som virkede henrykt over, at Leias navn var blevet trukket.

"Nej." Det var næppe hørligt, da det var som om Leias overfladiske vejrtrækning overdøvede det. Alligevel opsummerede det alt det, som Leia måske burde have sagt. Nej, de mente ikke mig. Nej, jeg vil ikke flytte til endnu et af deres overklassekvartere. Nej, der må være sket en fejl. 

Det lod dog ikke til, at moren hørte det, da hun var travlt optaget af at holde øje med lillesøsteren, der også var umuligt at få kontakt med, da hun stadig var så begejstret på Leias vegne. Nu var hun faktisk i stand til at skelne de ord, den lille pige blev ved med at gentage i takt med, at hendes fødder dundrede mod gulvet. 

"Leia skal til Mars, Leia skal til Mars". Leia undrede sig svagt over, hvorfor hun skulle til Mars, men måske var det bare et andet navn for Den røde by. Det kunne også være, at lillesøsteren råbte noget andet, da det stadig var svært at høre noget for den konstante ringen i øret, hun havde fået i det øjeblik, hun havde hørt sit eget navn. 

"Maria,"  lykkedes det hende til sidst at kalde efter lillesøsteren. Hun stoppede brat op, så brat, Leis syntes det var et under, hun ikke væltede forover. 

"Kom lige herhen," sagde hun langsomt, mens hun nøje overvejede sine ord, selvom hendes hjerne ikke var helt sammenarbejdsvillig endnu. Men så intenst som Maria havde fulgt med, burde hun vel vide, hvad alt det her drejede sig om, for Leia selv blev mere og mere forvirret , der var lige før, hun måtte tage dig selv til hovedet, så hun kunne slippe for alle de tanker, der syntes at ræse om kap. Hun havde stadig svært ved at tro på, det virkelig var sket, og syntes at hendes mors fortabte, glasagtige blik stadig rummede meget af det, hun følte. Hun spekulerede på, hvad hendes far ville sige, hvis han kom hjem lige nu, og så hvordan hendes mor sad på stolen og stirrede tomt frem for sig, mens hun selv krummede sig sammen med neglene borende ind i armene, så de efterlod blege halvmånedeformede mærker. 

Og midt i alt dette, var der Maria med de blussende røde kinder og hektiske øjne, der indtog sin plads på sofaen med et afventende blik kastet i Leias retning. 

"Maria, ved du, hvad Den røde by er for noget?" spurgte hun langsomt, hvilket straks fik et ivrigt udtryk til at glide ind i Marias øjne. Sætningen hang kun i luften et øjeblik, før Maria begyndte at tale så hurtigt, det næsten var umuligt at følge med. Det lød som noget, hun havde lært udenad, hvilket det sikkert også var, da man ikke havde kunne gå udenfor en før uden at høre om den by. Hvis bare Leia havde hørt bedre efter.

"Har du virkelig ikke hørt om den? Leia, du må virkelig se at følge bedre med. Den røde by skal redde menneskeheden. Der bliver sendt 500 unge til Mars, som skal viderebære menneskeheden, fordi de siger, at Jorden er ved at gå i stykker. Og alle mellem 13 og 18 år, var med i lodtrækningen, selvfølgelig medmindre de meldte sig fra inden, for når man først er udtrukket så skal man til Mars". Maria sagde hvert ord med iver, mens julelysene tændte i hendes øjne. 

Men det lagde Leia knap mærke til, for i det øjeblik ordet Mars havde forladt Marias læber, havde rædslen skyllet ind over hendes krop i bølger, så gåsehuden sprang frem på armene og en begyndende koldsved piblede frem på hendes pande, for hun ville ikke til Mars. Endnu en gang bad hun inderligt til, at hun havde hørt forkert, selvom hun godt vidste, det ikke var tilfældet. 

Hun kunne bare ikke forstå, hvordan Maria kunne se på det som så ærefrygtindgydende at flere milliarder blev efterladt på Jorden...- hun sank en klump - ... for at dø, mens en utrolig lille brøkdel fik lov at leve videre. Måske var de grufulde konsekvenser ike gået op for hende, i hvert fald ikke på samme måde, som hvert eneste scenarie var udpenslet i Leias hoved. Hvordan hun tårevædede ville sige farvel til sin famile og blive trukket afsted, bundet på hænder og fødder af noget maskerede mænd, der til sidst kastede hende ind i en mørklagt rumraket.  Og hvordan vendes far ville komme hjem og kigge chokerende på dem allesammen, men inderst inde vide, hvorfor de alle sammen var så kede af det. Og så ville hun sidde alene på Mars og stirre på det golde landskab og store kratere. Hun kunne mærke, hvordan alt farven forsvandt fra hendes kinder, mens hun bed dig så hårdt i læben for at holde et gisp inde, at en lille dråbe blod piblede frem. Den røde planet, Den røde by, alt spændingen, nu gav det hele pludselig meget mere mening. 

"Mars?" fik hun endelig fremstammet efter en længere indre kamp. 

"Ja, Mars, du ved, planeten. Den røde by er under en stor kuppel, de siger, det er en meget luksuriøs by, og de udvalgte er meget heldige," sagde Maria meget langsomt på den særlige måde, der indikerede, hun var dum. "Tænk lige, du skal bo i rummet resten af dit liv og flyve i meget lang tid i en rumraket og...". Julelysene slukkedes, og hendes ivrige stemme knækkede sammen på det sidste ord. 

"Er der overhovedet ingen chance for at en anden kan tage min plads?" spurgte Leia grædefærdigt med en stemme der rystede og vaklede ved hver eneste stavelse 

"Han sagde, at det var kun, hvis man havde meldt sig fra på deres hjemmeside, ellers var man forpligtet til at redde menneskeheden, hvis ens navn blev råbt op og de ville snart kontakte vinderene". 

Leia lukkede øjnene et sekund, som ville det få tiden til at stoppe, bare for et øjeblik, så hun kunne nå at følge med i alt det her og forstå, hvad det betød. Men i stedet fyldtes de med desperate tårer, da hun endnu en gang åbnede dem. Uden et ord, tog hun hårdt fat om Maria og knugede hende tæt ind til sig, som kunne det forhindre, at hu, nogensinde behøvede at give slip. De sank sammen i en stor, rodet bunke på sofaen og græd over, hvor hurtigt alting havde ændret sig 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...