Ensomheds bloggen

Denne blog er dedikeret til alle, der er ensomme. Alle der prøver at kæmpe sig igennem verdens ulykker. Alle dem som prøver at finde ledetråden til et bedre liv. Jeg er ensom, og med denne blog, så håber jeg, at jeg kan hjælpe alle jer, som har det på samme måde. (Dette er det mest personlige, jeg har udgivet, så lad gerne være med at skrive noget mega negativt<3)

8Likes
14Kommentarer
810Visninger
AA

1. .

Har du det som om, ingen lægger mærke til dig, som om du er anderledes, du føler dig udenfor, malplaceret, og du kæmper hele tiden med at holde smilefacaden på. Når du så kommer hjem ligner dine øjne et ustoppeligt vandfald, og hovedet er bagefter tungt som bly. Du tænker, at du skal skubbe dig mere ind i varmen, men vil gerne gøre alle glade og ikke udelukke nogen. Du vil gerne være tilfreds, glad, og den udadvendte type, men det er svært. Når du sidder alene efterladt af en ven, tænker du på, hvordan du havnede der, alene. Hvad skal der ske nu, skal du blive ved med at kæmpe?

 

Du vil gerne have det hele til at slutte og så alligevel ikke, for det betyder jo, at du ikke mere eksisterer. Stop lige der! Denne blog er til dig, før du tænker mere over dit hårde liv.

 

Jeg er ensom, det har jeg været i et stykke tid. Jeg føler mig anderledes, udenfor og malplaceret. Jeg tror, der er mange, som ikke forstår det, mange som nok vil sige: ”Du har alt.” Men sådan føles det ikke.

Når jeg snakker med mine såkaldte venner, så lyder det på dem, som om jeg er kedelig at høre på, og nogle gange siger de til mig, at stilhed er guld.

De holder mig sommetider udenfor og behandler mig som om, jeg er deres hund, som de bare kan flytte rundt på, når det passer dem. Jeg vil gerne være der for dem, men jeg ved, at bagefter så vil de igen lade som om, jeg er tom luft. En rigtig ven vil da spørger, om man er okay, i stedet for bare at gå, så man sidder alene og spiser for sig selv i frikvarterene ikk'? 

 

Jeg har mange gange haft selvmordstanker, og det har jeg desværre stadigvæk. Nogle gange har jeg også sultet mig selv, fordi jeg synes, jeg var ulækker og usund at kigge på. Hvilket lyder helt skørt, når folk finder ud af, at jeg er 20 kg undervægtig. Men jeg er slidt ned af alle de idealer, om hvordan en kvinde skal se ud, og hvordan hun bestemt ikke skal se ud. Jeg troede ikke, de ville påvirke mig, men det gør de åbenbart. Alt dette får mig bare til at indse, at jeg er endnu mere ensom og forkert, end jeg i starten havde troet.

Jeg græder næsten hver dag når jeg kommer hjem, og jeg fortryder, at jeg ikke gjorde noget for at hjælpe mig selv.

Hvorfor er det så forbandet hårdt at blive accepteret, som den man er? Hvorfor er det så svært at føle sig inde i tryghedens varme? Og hvorfor føler man sig alene, når man har allermest brug for støtte?

Jeg laver denne blog for at I ikke kommer så langt ud som mig. For at dem af jer som har det på samme måde kan få en slags støtte. Den støtte jeg ikke mærkede. Problemerne skal stoppes før de hober sig op, det lærte jeg forsent. 

 

På de næste sider skriver jeg forskellige forslag til hvordan, man kan få det bedre. Hvordan man får ensomhedens mørke til at stoppe sin negative tankestrøm, og hvordan man kan blive i bedre humør på kort tid. Tro mig du er ikke den eneste, som går rundt med den tunge byrde. Det er både beroligende, men også træls, for man har jo ikke lyst til at andre skal føle den samme dybe smerte som en selv.

 

"Jeg er så ensom, at jeg nogle gange føler, jeg har krydset grænsen, krydset bristepunktet og er på vej over kanten mod intetheden."

 

Dette er ikke for at støde nogen, men for at hjælpe dig som kender det at komme hjem og græde hver dag på grund af ensomhedens klump, som strammer i dit bryst.

Få klumpen væk, hiv den ud, og tramp på den, efterlad den så, og kig ikke mere tilbage. Jeg håber denne blog bliver en hjælp:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...