Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

4. Troens & Tvivlens datter

Troens & Tvivlens datter

 

"DU FIK TO, KUN TO, TING DU IKKE MÅTTE, OG DU GJORDER BEGGE DELE" Tyrannen var rasende, jeg krympede mig lidt, men så huskede jeg prinsens øjne og smil da jeg sagde at jeg ville fortælle de andre slaver om det jeg havde sagt. "Jeg burde få dig slået ihjel."

"Gør det, jeg er ikke bange for døden, jeg har noget der er værd at dø for." Jeg er heller ikke bange for dig tænkte jeg. Det gjorder ham bare endnu mere rasende.

"Tror du virkelig at han har gjordt dette her for dig? Tror du virkelig at hans far vil have noget med DIG at gøre?" Det var nok rigtigt, men en stemme, prinsens stemme, sagde at han gjorder dette fordi han elskede mig, MIG.

"Ja, for det siger han, og jeg stoler på ham" jeg følte en kraft jeg aldrig før havde haft strømme igennem mig.

"Hvordan kan en far sende sin søn, sin eneste søn, i døden for nogen han ikke kender? En søn der er perfekt, uden synd, frem for millioner uduelige mennesker fyldt med synd? Er det en god bytte handel? Er det fair?" Hans vrede var blevet til list, han var rolig og fattet, men jeg vidste at hans vrede lurede lige under overfladen. Ja, jeg er bange, men jeg bliver ved med at huske prinsens øjne, smukke og varme.

"Det er Kærlighed." Jeg gjorder noget jeg ikke ville havde turet at gøre for bare to dage siden. Jeg vendte mig om og gik.

 

Jeg gik ud i gården for at hente noget vand, jeg så hen mod udgangen, nogle få så sig nervøst omkring og smuttede ud af porten, frie. Jeg trak vejret og tog spanden med det kolde vand med ned i kælderen, ned til prinsen.

"Her, drik, det er godt for dig." Jeg gav ham spanden med vand og satte mig ned.

"Hvorfor er du ikke taget afsted endnu?" Hans stemme var ikke bebrejdende, men blid og venlig.

"Jeg kender ikke vejen, der en kors vej ikke langt herfra, jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå. Jeg tænkte at jeg vil spørge dig, du kender forhåbentligt vejen til din fars slot." Jeg så op på ham, han smilede. Han drejede ansigtet så hele hans ansigt var belyst af det svage lys. Jeg gispede, der gik en lang flænge fra hårrødderne og ned til hagen, hans øje var hævet. Men hans andet øje udtrykte klart og tydeligt en besked 'jeg gjorder det for dig.'

"Når du har forladt fæstningen her skal du følge vejen, du må slet ikke forlade vejen. Hvis der kommer et kryds skal du dreje til højer, altid." Jeg blev tryg da han sagde det, jeg lænede hovedet tilbage mod muren, selv vægen var ikke kold når han var der "lad mig fortælle dig om min far..." Han snakkede i flere timer, da han holdte inde var det ved at blive mørkt udenfor.

"Jeg bliver nødt til at gå nu, men jeg kommer tilbage" jeg rejste mig for at gå.

"Nej, i morgen skal du tage afsted, forlad dette væmmelige sted og drage hjem til min far" hans øjne lyste, jeg bliver nødt til at adlyde, trods alt andet i mig skriger at jeg skal blive.

Jeg gik over gården, hen til brønden for at hente noget vand jeg ville tage med ned til prinsen inden jeg forlod dette sted for evigt. På vej der over så jeg en klynge mennesker stå ved 'Pælen', den blev brugt når nogen blev pisket. Jeg gik der over for at se hvad der skete. Da jeg kom der over så jeg prinsen, hans ryg var dækket af lange blødende rifter, på hans hovede sad en krone af torne. Det var forfærdeligt at se på, det var Tyrannen selv der piskede ham. Jeg stod som lammet, jeg kunne hverken sige eller gøre noget, jeg kunne kun se den mand som havde givet sig selv for at jeg kunne gå fri. Så gjorder jeg det mest kujon-agtige, jeg smed spanden og løb, ud af porten, væk fra der hele, væk. Jeg drejede til venstre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...