Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

3. Kærlighedens søn

Kærlighedens søn

 

En måned sener kom der en karet mere. En ung smuk mand trådte ud af den, han lignede en prins. Han gik ind på borgen og forsvandt.

Jeg var blevet bedt om at gå op med nogle nye "blomster" (det var ikke rigtige blomster, det var grene fra en tornebusk) til tronsalen. Da jeg næsten var fremme hørte jeg en blid stemme der fik mig til at gyse, men det var ikke som Tyrannen, dette var på en god måde.

"Dette er den pris du blev lovet, lad dem nu gå, alle sammen!" Stemmen vakte noget inden i mig til live, noget der har været dødt i flere år, et håb.

"Er du virkelig klar over hvad det er du gør? Jeg kunne gøre dig til hersker sammen med mig, du skal bare tilbede mig" Tyrannens stemme var kold og død

"Ja, og jeg gør det at kærlighed. Jeg tilbeder kun en og det er min Far!" Stemmen var ikke streng, men den havde autoritet.

"Okay, før ham væk" jeg hørte nogle fodtrin komme hen mod mig, mine øjne mødte hans. Ham, han smilede til mig, han var fanget, men han vakte noget i hende, noget rart. Tyrannen kom ud og opdagede mig, hans øjne skød lyn. "Hvor meget har du hørt?" Hans stemme angreb det håb og den fred den anden mand havde vakt i mig, jeg blev nødt til at forsvare det, og ham.

"At han er den pris du blev lovet, og at du skulle lade nogen gå" jeg vidste beder end at spørge ham om hvem det var.

"Gå ned i køkkenet og sig at du skal bringe mad til fangen, du må ikke snakke med ham, og heller ikke fortælle andre hvad du har hørt! Er det forstået?" Jeg nikkede og bukkede, jeg skulle ikke sætte mig op imod ham. Jeg gik ned i køkkenet og fik maden, det var ikke det bedste, det var halv gammelt og muggent, ikke en prins værdigt. Derefter gik jeg ned i fangehulet og sagde at jeg havde mad med til fangen, det hele gik meget godt, lige indtil jeg kom ind i cellen og han så op på mig. Hans øjne var nødebrune og så varme, jeg følte mig tryg, som jeg aldrig før havde følt mig tryg. Jeg glemte alt om hvad Tyrannen havde sagt.

"Hvorfor er du her?" Jeg satte mig ned ved siden af ham.

"Jeg er kommet for at rede dig, og alle andre inden for denne fæstning" hans øjne mødte mine og jeg mærkede hans kærlighed. "Det er min fars ønske, han ønsker at i alle skal komme til hans palads og blive hans børn."

"Men hvorfor? Han kender os jo ikke, hvorfor lige os? Hvorfor mig?" Jeg har aldrig mødt nogen der har elsker mig.

"Han elsker jer, han er kærligheden selv." Det virkede rigtigt da han sagde det, der var ingen anden løsning, dette var meningen med mit liv, at jeg skulle finde hjem til den far jeg endnu ikke kendte. "Fra den dag i dag kan i, jer alle sammen, forlade dette sted, fordi jeg er her." Hans øjne skindede.

"Jeg vil fortælle alle de andre om dig og det du har sagt" jeg følte at jeg var nødt til det, jeg kunne ikke holde noget så stort for mig selv. "Jeg håber at jeg kan komme igen i morgen." Jeg rejste mig og gik, da jeg vendte mig rundt og kastede et sidste blik på han smilede ham til mig, jeg havde et håb og en fremtid, jer er fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...