Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
154Visninger
AA

10. Imaginære lænker

Imaginære lænker

 

"Fortæl mig hvad der tynger dig, søster." Prinsen stod ved siden af mig på balkonen hvor vi kunne se ud over den fantastiske have jeg kente så godt. Jeg havde gået lange ture i den, både med kongen, men også alene eller med andre af mine nye brødre og søstre. Jeg har været på slottet i nogle måneder, med det er dog et helt år siden jeg forlod Tyrannens fort.

"Jeg er bange, men jeg ved ikke hvad jeg er bange for." Prøvede jeg stille, jeg kunne mærke Prinsens arm om min skuldre, den var varm og tårne pressede sig langsomt på. "Jeg ved det ikke."

"Du skal ikke være bange, du er fri!" FRI ordet genlød i mit hovede, jeg trak mig væk fra ham. Tyrannens stemme skar igennem den kærlighed der havde holdt den ude i måneder.

"FRI!" Han lo. "Frihed eksistere ikke, uanset hvad vil du være bundet, lænket, til et eller andet, nogen." Tyrannens stemme døde hen, jeg bakkede væk, Prinsen rakte ud efter mig. Jeg vente mig om og løb, jeg løb hele vejen ned til den åbne port, da jeg nåede den stoppede jeg. Hvad nu hvis jeg ikke kunne komme ud her fra? Hvad nu hvis jeg var lænket til stedet her som jeg før havde været lænket til Tyrannens fæstning? Jeg trak vejret. Jeg trak vejret en gang til, bage for en sikkerheds skyld. Så tog jeg et skridt, da der ikke skete noget tog jeg et skridt mere. Jeg var virkelig fri. Jeg hørte Prinsens stemme inden i mit hovede.

"Jeg gjorder det fordi jeg elsker dig" Hans stemme var ikke vred eller anklagende, kun kærlig. "Valget er dit." Jeg satte i løb for at slippe væk fra skyldfølelsen. Den blev, den fyldte hele mit hovede, jeg kunne ikke tænke. Jeg løb ind i skoven, jeg ville jo ikke tilbage. Noget hårdt ramte mig, eller jeg ramte noget hårdt. Et træ?. Mørke?.

 

Jeg lå på noget blødt. Varmt lys ramte mit ansigt. En kærlig hånd lagde sig på min pande. Jeg var bange for at jeg var tilbage på slottet, men jeg var også bange for at jeg ikke var. Jeg åbnede øjnene lidt og så at jeg var i en lysning i skoven. Mit hovede dunkede. Prinsens stemme nåde mig.

"Slap af, det hele skal nok gå, jeg ville dog ikke bære dig hjem hvis du ikke ville med hjem." Stemme var kærlig, helt uden spor af at jeg lige var løbet væk. "Du skal vide at du ikke er budet af noget, du kan gå som du ønsker, men tænk på hvilken pris jeg har betalt for dit liv." Jeg åbnede øjnene og så på ham.

"Vil du tage MIG med hjem? VIL du?" Jeg var overrasket. Han nikkede. "Må jeg snakke med din far?"

"DIN far." Han smilede da han løftede mig op. "Du skal ikke spørge, han vil altid snakke med dig, og han har altid tid!" En tåre fandt vej ned af min kind, en tåre af lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...