Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

6. I Tvivlens varetægt

I Tvivlens varetægt

 

Jeg gik langsomt hen af stien, var det rigtigt det jeg havde gjort? Lige nu var du brune øjne langt væk, det var koldt, vinden blæste gennem mav og ben. Jeg så på himmelen, det ligende at det vil begynde at regne lige om lidt. Jeg var egnetligt lidt stolt af hvad jeg havde gjort. Jeg var jo ret sej at JEG sådan turer stå op foran manden med den mærkligt sukkersøde stemme.

Efter at lidt tid nåede jeg hen til endnu et kryds. Jeg kan se at der sidder en lille pige ved et træ lidt til venstre for vejen, hun ser tynd og syg ud. Jeg går hen til den lille pige, hun ser op på mig, hendes øjne er blå, en meget dragende blå, jeg kan ikke lade vær med at se ind i hendes øjne, det er slet ikke på samme måde som med prinsen og hans dejlige brune øjne, prinsen, varme øjne. Pigens øjne var kolde, ja jeg kunne mærke kulden helt ind i hjertet, det omsluttede mig. Jeg prøvede at tænke på de varme øjne, øjne, de blå øjne. Jeg kunne kun føle de kolde blå øjne, så åbnede pigen munden, hendes stemme var ikke ligesom mandens, den var kold og på en eller anden måde skarp:

"Hvad glor du på?" Pigens stemme var ikke svag som jeg havde ventet.

"Jeg trodede at du var syg, er du oaky?" Jeg ser på den spinkle krop med det tynde tøj.

"Jeg har det fint, og hvis ikke er det min egen skyld, du skal ikke gøre noget." Det hun sagde var det stik modsatte af hvad prinsen havde sagt, og gjort. "Dem der siger andet tager fejl, lige meget hvad du gør må du selv tage konsekvenserne, der er ingen kære mor." Eller far tænkte jeg langsomt, måske havde hun ret, hvad nu hvis der slet ikke fandtes et fantastisk slot med en far der var klar til at tilgive alt det lort jeg har lavet. Måske havde den lille pige ret?

"Okay, jeg må videre." Jeg tænkte at jeg ville gå videre og se hvad der ville ske.

"Hvorfor? Kom med mig, jeg kan give dig lidt hjælp i denne hjælpeløse verden." Stemmen var stadig den samme, men hvad havde jeg at satse på, det blev nok bare være. Jeg nikkede og fulgte med hende. Jeg skulle aldrig havde forladt manden med den søde stemme, hvorfor havde jeg egentligt forladt ham? Var det ikke bare en drøm, en dejlig drøm om et bedre liv? Fandtes der måske andet end dette her?

Vi kom til en stor by, hvorfor havde jeg ikke set den ude fra vejen? Pigen fortsatte foran mig.

"Her må vores veje skilles, jeg arbejder alene" og med de ord var hun væk, jeg stod tilbage helt alene på den overfyldte gade. Ingen så ud til at bemærke mig, jeg var ligesom den mørke postkasse lige ved siden af mig, en del af gadens inventar. Trods de mange mennesker kunne jeg langsomt mærke ensomheden komme krybende. Jeg sank og så rundt på de andre mennesker, ingen så ud til at bemærke hinanden, de gled ind og ud mellem hinanden som jeg havde et vandet løbe ud mellem fingerne på mig, som jeg nu så mit liv glide ud af hænderne på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...