Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
156Visninger
AA

7. Digterens forudsigelser

Digternes forudsigelser

 

Jeg så op på den mand der lige perserede mig, hans tøj var andreledes, alle de andre gik i jakkesæt og slips, ikke ham her. Der var noget andet, noget mystisk over ham. Han stoppede og så mig i øjnene, hans øjne havde ikke nogen farve, de var hvide. Jeg ved ikke om han er blind, men jeg kunne mærke noget mystisk over ham, han kunne FORNEMME mig. Så skete det, han åbnede munden og talte:

"Han vil trække dig op af undergangens grav,
op af elndighedens slam og dynd;
han vil sætte din fod på den faste grund,
da vil du stå fast.
" Han SÅ mig i øjnene, forsvandt og efterlod mig i kølvandet på det mystiske digt, måske havde han sagt det til den forkerte? Jeg vist at det ikke var sandt, jeg kunne mærke at digtet var direkte til mig. Jeg sank og lukkede øjnene, de varme brune øjne kom til syne på min nethinde.

Jeg sank, digtet kørte stadig rundt i hovedet på mig, det var dage siden den underlige mand havde stået der og sagt det højt for mig. De varme brune øjne kørte stadig rundt sammen med digtet, som en smertelig påmindelse om det jeg havde gjort og ikke gjort. Jeg slog øjnene op, jeg blinkede en gang, hvorfor ville de varme, tilgivende, brune øjne ikke forsvinde?

"Hvorfor gik du overhovedet til venstre? Jeg sagde jo du skulle dreje til højre." Stemmen var varm og på ingen måde fordømmende, HAN omfavnede mig. Jeg græd stille, jeg havde svigtet ham. "Det gør ikke noget! Kom vi skal hjem nu." Han tilgav mig, trods alt.

"Hvor er hjem?" Jeg kan ikke tro ham, jeg kan ikke tro DETTE.

"Min fars palads, der høre du hjemme nu!" Ham tark mig op i sine stærke arme, jeg kan mærke hans varme arme omslutte mig. "Trods alt."

Vi var nået hen til krydset, der hvor jeg var drejet til venstre. Solen skinnede, prinsen satte mig ned, han havde båret mig hele vejen tilbage til den rette vej. Jeg vente mig om og så på ham, hans krop var fuld af blodige sår, hans ansigt var dækket af hans eget blod. Jeg gispede.

"Hvorfor...?" Jeg kunne ikke få mere frem.

"For dig!" Hans stemme var stadig den samme, hans øjne lyste stadig kærligt og tilgivende.

"Vidste du det hele tiden?" Jeg lukkede øjnene. Han nikkede.

"Ja, jeg gjorder det af kærlighed. det var planen helt fra begyndelsen, at rede dig og alle de andre ud af klørene på den Tyran. Jeg gjorder det for at i kunne komme og bo på min fars slot, sammen med mig." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...