Kongedatter

Jeg er datter af den mest fantastiske konge, faktisk er jeg adopteret, min og alle mine søskende. Han valgte os. Det eneste biologiske barn han har er hans elskede søn, min fantastiske storebror, jeg kunne ikke ønske mig en beder bror. Min far har aldrig for travlt til mig eller mine brødre og søstre, vi er hans øjesten. Dette er en ægte historie fra mit eget liv. Jeg håber at i kan forstå at jeg har brug for at dele den med jeg, for jeg har fundet noget der er så stort at jeg ikke kan lade vær med at fortælle det til jer! PS. Jeg er ordblind😀 Jeg har ikke fået den rettet igennem endnu, hvis der er nogen der vil er i meget velkommen til at skrive

0Likes
0Kommentarer
151Visninger
AA

5. Den rette vej

Den rette vej

 

Jeg satte mig under et træ der stod i vejsiden, han havde sagt at jeg skulle dreje til højre, men jeg var drejet til venstre. Jeg var flygtet, jeg havde gjort det jeg ikke måtte. Jeg er en fiasko, hvordan kan han sige at jeg skal gå hen til hans far når han vidste at han ville blive pisket. Jeg er en kujon, hvordan kan nogen elske mig? Og hvorfor lige mig?

"Hvad er der galt?" En blid stemme nåede mig, den var ikke blid som prinsens, men på en sukker agtig måde, næsten for sød.

"Jeg er en fiasko" jeg så op, jeg havde ventet en lille pige, men der stod en mand, han var ikke gammel, men heller ikke ung, jeg kan ikke sige præcis hvor gammel han er. "Jeg er en kujon, og jeg kan ikke finde ud af at gøre noget rigtigt"

"Det tror jeg nu ikke, kom med!" Der var noget dragende over ham, jeg rejste mig godt nok op, der var noget jeg skulle huske, noget jeg skulle gøre. Jeg kan faktisk ikke huske hvorfor jeg var en kujon og en fiasko, JEG slap jo væk fra Tyrannen.

 

Jeg sidder og kigger ud af vinduet i den lille hyggelige hytte, manden tog mig med til. Jeg er ved at glemme, jeg har kun været her nogle få dage, eller var det uger? Måneder? Har jeg været her i flere år? Jeg rejser mig, det er ved at blive mørkt, jeg er træt, jeg laver ikke noget, ikke noget.

 

Jeg vågner med et set, jeg havde en mærkelig drøm, en drøm om to øjne, to varme, brune øjne. To øjne jeg husker fra en svunden tid, for lang tid siden, eller ikke SÅ lang tid siden. Jeg må afsted, jeg skal noget, noget vigtigt. Jeg går hen mod døren

"Hvor skal du hen?" Den sukker søde stemme nåede mig lige da jeg lagde hånden på dør-håndtaget.

"Jeg skal..." Min stemme døde hen, inde i mit hovede sagde de varme brune øjne at jeg skulle komme, komme hjem. "Jeg skal hjem" jeg er sikker nu, jeg skal hjem.

"Men det her er da dit hjem" stemmen var lige ved at viske billede af de varme øjne ud. Jeg skal huske de øjne.

"Nej, jeg skal rigtigt hjem, til det hjem hvor min far elsker mig, til et hjem fyldt med kærlighed" billedet af de kærlige, varme øjne blev stærkere.

"Kærlighed? Der findes ikke kærlighed. Det eneste du kan FÅ er det du selv kan skaffe." Den sukker agtige stemme var væk, denne gang var stemmen kold, kold som is. Mit behov for varme blev stører, det samme med billedet af de kærlige øjne. Jeg tog i døren og gik ud, jeg holdte fast i billede af de brune øjne. Jeg KAN kun gå når jeg fokusere på de varme øjne og den dejlige stemme der bliver ved med at sige: 'kom hjem, mit barn, kom hjem.' Jeg nåede ud til korsvejen, jeg tog en dyb indånding og gik af vejen til højre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...