De ukendte

Den handler om en person som oplever stemmer i skoven.

0Likes
0Kommentarer
47Visninger

1. Søen

Jeg sad i den kolde skovbund, jeg frøs, og mine hænder rystede. Mørket var som en tung tåge imellem træerne og deres grene. Månen lyste igennem tågen og ned på den kolde skovbund, som var dækket af træernes faldne blade. Jeg tog mig sammen til, at rejse mig op og følge den lange mørke sti, som jeg ikke viste hvor førte hen. For hvert skridt jeg tog blev mine ben tungere og lysten til at sætte mig ned blev større og større. Men jeg forsatte. Træernes grene og månens lys dannede forskellige mønstre på den mudrede sti. Stien forsatte i store sving og det føltes som den forsatte i en uendelighed. Ud af det mørke dyp kom der pludselig en stemme, stemmen sagde noget der var uforståeligt. Uvidenheden, den som skaber frygten og angsten efter at vide og at forstå.

 

Jeg satte farten op og mine tunge ben blev tvunget frem af frygten. Stemmen gentog det samme igen og igen, som den prøvede at fortælle mig noget. Jeg følte mig overvåget af stemmen, som fulgte hvert et skidt jeg tog. Jeg nåede ud af den kolde og mørke skov, som jeg før var omgivet af og ud til en lille sø, månens lys blev spejlet i søen. Der var endeligt helt stille, ingen stemme, ingen frygt, kun tryghed. Jeg stirrede ned i vandet og i månens spejlbillede. Overraskelsen af stemmen overvældede mig og jeg panikkede. Jeg stillede mig op, og gjorde mig klar på det værste. Stemmen kom tættere og tættere på, men forblev stadig usynlig. Jeg blev forventningsfuld efter at se hvem, eller hvad det var, adrenalinet pumpede rundt i kroppen og min puls steg. Forventninger, det som får en til at længdes efter noget uopnåelig, det som gør os skuffede  og det der stiller krav.

 

En skikkelse viste sig i lyset af månens lys. Jeg bevægede mig ikke, og håbede på at personen ikke havde set mig. Skikkelsen blev til to og så til tre, de to skikkelse stod bag den ene. De tre skikkelser bevægede sig hen mod mig, og jeg lukkede øjnene, håbede at alt var en drøm, at jeg ville vågne op lige om lidt, men nej. De tre skikkelser var endnu tættere på, men stadig ikke tæt nok på at man kunne se deres ansigt. Men nok til at man kunne se, at de to skikkelser bagved havde langt flagrende hår, og personen længst fremme havde en sort hætte kappe på. De to bagerste stoppede, men den forreste forsatte. Håbet, det som skaber glæde, det som skaber liv og det som får os til at se det bedste i andre og i os selv. 

 

 

 

Personen var kommet tæt nok på. Man kunne se det af ansigtet, som ikke var skjult af hætten. Det var en mand og han var ikke meget højere end mig selv. Jeg var bange, bange for hvem han var, og hvad han ville gøre. Han tog et skridt nærmere og hans blege hud lyste op. Han begyndte at snakke, som han gjorde før, uforståeligt og ord som lød opdigtede. De to som stod længere bag ved manden, gik langsomt tættere på og gentog det som han sagde. I frygt tog jeg et skridt tilbage og jeg mærkede vandet som strømmede ind i min sko og mine strømper blev genblødte og kolde. De to som før stod bagved stod nu ved siden af manden. Frygten og panikken fyldte hele min krop. Jeg tog et skridt længere bag ud. De snakkede højere og højere, til sidst overdøvede det resten af skovens lyde. ”Du kan ikke løbe fra skæbnen,, sagde manden, derefter var alt frygten væk, alt panikken, jeg frøs ikke mere. Jeg var omgivet af varme og tryghed. Midt i al freden opstod et skarpt hvidt lys som blændede mig og pludselig var alt væk. Døden, det som skaber sorg, det som skaber fred, og det som man stiller spørgsmålstegn ved.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...