Fight for the immortals

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
Fire havguder bliver sendt på en mission for at redde Hera, gudernes dronning. Forhindringer og udfordringer bliver konstant kastet i deres retning, så vil de inden solhverv nå deres mål, eller vil de give op på vejen? (Denne "Historie" har snupset missionen fra HOO, og er skrevet som et emne/teen/forum)

3Likes
3Kommentarer
454Visninger
AA

4. 3.

Miles

Miles var kølet lidt ned, men ikke helt. Han fik helt gåsehud, da Rowen spurgte om noget. Det var som om hans hjerne ville have ham til at stoppe og det gjorde han. Han stoppede faktisk helt og vendte hovedet og kiggede på Rowen som om han var hjernevasket. Tanken fløj dog hurtigt ud igen af hans hoved og han vendte tilbage til at gå uden at tænke mere over den mærkelige oplevelse.

Miles fik et chok da jorden begyndte at ryste, ”Jeg syntes nok, at der var et eller andet galt.” sagde han med en meget klog stemme.

Miles fik øje på noget som steg op af jorden eller nærmere gik op fra jorden som de døde gør. Det var et mærkeligt væsen eller vent der var to væsner. Da alt jordrøgen var så stille fløjet væk kunne han rigtig se hvad det var. Det var to mennesker eller det lignede i værtfald mennesker, men Miles havde dog aldrig set et menneske stige op fra jorden og så stadig være i live.

Det var to drenge. To faktisk meget attraktive drenge. De begge to var høje og havde blå øjne.

Den ene var mellem høj og havde lidt mørkeblondt hår som der var lidt krøller I. I mens at den anden havde mere blondt hår, nærmest hvidt hår faktisk. Hans øjne virkede også mere blå end ham den andens.

 

Ambrose

”Det er meget nemt, vi har allesammen vel en slags evne til at se i mørket. Det er noget vi alle har.” svarede Ambrose og smilede til Rowen. Ambrose var faktisk den bedste til at se i mørket ud af alle sine søskende. Det var vel bare en medfødt evne, som faktisk så ikke er en evne, bare noget hun er god til.

”Wow, kom du så let? Det tog mig så mange kræfter at komme til lejren. Der var et monster som var efter mig, et slags hundevæsen. Det jagtede mig hele vejen fra New York og her til!” sagde Ambrose og huskede tilbage på den gang. Det uhyggelige væsen. Hun vendte hovedet tilbage til Rowen og smilede.

Ambrose kiggede nysgerrigt på Rowen og så at hendes ring lyste op. Hun tænkte, at det nok bare var en effekt. Derefter kiggede hun på Miles og Brice som kiggede helt vildt underligt på Rowen. ’Hmmmm Mærkeligt’ tænkte hun.

Ambrose stoppede op da en mærkelig rysten og en slags lyd kom nede fra jorden. ”Tror I, at det er vores første monster?” spurgte hun og var helt vildt begejstret for det, lidt for meget.

Hun kiggede underligt på de to som steg op fra jorden. ”Jamen, jeg havde ikke lige forventet at to drenge ville stige op fra jorden på den her mission, men der tog jeg vidst fejl.” sagde hun og fniste lidt. 

 

Rowen

”Fedt,” Hun prøvede at lyde oprigtig, hvilket forhåbelig lykkedes. Hun smilede lidt. ”Altså vi stødte på en flok harpyer, men det var det. Min tante var ret god til selvforsvar, så vi kom hurtigt videre.”

Hun rystede kort sin hånd for at få smerten til at gå væk, hvilket efter et par sekunder også virkede. Det fik hende til at ånde lettet op.

Hvis hun skulle have lidt hele missionen havde hun nok givet op og gået hjem i seng for at lege med tandhjul og hendes gyldne svensknøgle. De gjorde hende i det mindste ikke ondt.

Hun glippede med øjnene, da hun så hvordan to menneskelige skikkelser blev formet af jorden foran dem. Hun sank en klump. Var det monstre? Så var det ikke nogle monstre hun havde set før. Hun trådte et skridt baglæns, imens hun kunne mærke hendes hjerte kæmpe om at bryde ud af hendes brystkasse.

”Det ligner ikke et monster,” Hun holdt vejret, indtil støven havde lagt sig. Foran dem stod nu to ”perfekte” drenge. Den ene med helt platinblondt hår og den anden med lysebrunt hår og ret charmerende øjne. Hun rømmede sig, satte sin pegefinger og tommeltot på hver side af hagen. ”Hvem er I? Og hvad i alverden er det for en intro? Brugte I mekanik, måske en slags opløftningsmaskine gemt i jorden? Eller var det bare tryl det hele?” Spurgte hun tænkende.

 

Brice

Hans blik fulgte de andres og til sidst endte han med at stå og glo på de to skikkelser der stod op af jorden. Hans mund var vidt åben, så al støven fløj ind på hans tunge. Han skyndte sig at lukke den igen og hoste med hånden for munden. Han så rundt på de andre for at se deres reaktion. Rowen så lige så overrasket ud som ham.

De to drenge så underligt fantastiske ud, men de lignede ikke hinanden på nogen måde. Det var som at se på en strand og en skov. Han rykkede akavet på sig. Han kløede sig i nakken, imens han så over mod Miles og Ambrose for at se om der var genkendelse i deres blik, hvilket der ikke var så vidt han kunne se.

Det der irriterede ham mest af det hele var at de var kønne. For at være ærlig; mere ’perfekte’ end ham, og den tanke pirrede hans tanker. Han var vant til at pigerne flokkedes om ham, men hvis de to, som de ikke engang vidste om var fjender allerede tiltrak sig positiv opmærksomhed fra pigerne, var han på skideren. Det var bare hans ting.

Da han blev sparket i hovedet, gik det næsten så stærkt at han dårligt nok kunne følge med. De tvillinge mennesker var bestemt ikke venligtsindede. Han blev kastet ned på jorden, men efterladt der, for at den hvidhårede gik hen til Miles. Han rynkede på brynene.

 

Blake

Han smilede tilfreds, da alt gik som planlagt. De sneg sig ind på de tåbelige halvguder, gik til angreb, myrdede dem og så var det game over og Gaia vandt. Simpelt, uden problemer. Han rystede sig for støvet der dækkede hans tøj i et tyndt lag.

Han løftede et øjenbryn, da en af pigerne, hende med det mørke brune hår, spurgte hvem de var. Han elskede at præsentere sig selv, før at han gjorde nogen ondt nok til, at de ville dø med det som den sidste tanke på deres hjerne. ”Blake Reed, og dette er skam min kære bror,” Han lavede en gestus mod hans bror, for at få ham til at præsentere sig selv.

Efter den korte og ikke uddybede præsentation, gik han hen imod den ene dreng – ham som stod nærmest for ham og sparkede ham i ansigtet. Derefter skubbede han ham, så han ramte jorden med et hårdt bump. Hans ansigt blødte ved øjenbrynet og læben. Stakkels beauty queen. Nu var hans ansigt ødelagt.

Han vente sig derefter mod den anden dreng; det hele var planlagt – Han tog sig af de to vatnisser af drenge og så ville hans bror tage sig af pigerne, hvordan det nu end blev fortolket. Han greb Miles om håndleddet, for at vende hans om på ryggen for at holde ham under kontrol. Derefter sparkede han ham i knæhasen, for at få ham på knæ.

Med lidt hjælp fra moder jord samlede han jord omkring den anden dreng fødder så han ikke kunne flygte. Han lignede lidt sådan en type.

 

Miles

Miles kiggede underligt på de to attraktive drenge og fulgte den ene med øjnene som gik hen til pigerne og hvis gjorde et eller andet mærkeligt ved dem. Han kiggede så hen til den anden som havde slået Brice i jorden. ”Hvad laver i!?” råbte han og så at ham den ene med hvidt hår kom gående i mod ham.

Miles mærkede at der blev grebet om hans håndled og at han blev vendt om og røg ned på jorden. Der sad han og prøvede at kigge op på ham som vidst kaldte sig selv Blake. Det var lidt svært at kigge op da der var samlet mere støv om dem.  Han hørte et skrig.

Han kiggede på pigerne som nu var omringet af flere mennesker, de lignede ikke rigtige mennesker, men noget lavet af jord. Han vendte hovedet og kiggede en sidste gang på Blake og så blev det hele sort.

 

Ambrose

”Det var da godt at i kom ud af det!” sagde Ambrose og smilede til Rowen.

Hun så at en af drengene kom gående mod hende og Rowen, hun prøvede at løbe den anden vej, men pludselig stod der en person bagved hende. Hun fik sådan et chok at hun skreg. 

Hun vendte sig så om og stod ved siden af Rowen igen og der var flere folk om dem. Hun kiggede hen på drengene som nu begge lå på jorden. Miles så vidst ud til at være slået bevidstløs og Brice var omringet af jord. ”Vi er kun noget omkring 50 meter ud fra lejren og så skete det her?!” sagde hun så og viftede med armene. ”Vi ved hvad i hedder, men hvorfor er i dog her?” spurgte hun ham som stod og grinte.

Hun kiggede ned på hendes elastik som hun havde rundt om håndledet, ’hvorfor skulle det også lige være igennem vægge? Hvorfor ikke usynlighed?’ tænkte hun og kiggede igen op på Chase. Hun prøvede virkelig at finde på noget som hun kunne gøre, men kunne ikke komme på noget.

 

Chase

”Mit navn er Chase Reed” sagde Chase og begyndte at gå hen mod pigerne. En af dem prøvede at flygte men hun vendte hurtigt om igen. ”I slipper ikke så let væk herfra” sagde han med et lille ondskabsfuldt grin. ”Vi er skam bare kommet for at sige hej og så bagefter det skal vi så dræbe jer. Selvom jeg faktisk ikke har lyst til at dræbe sådan nogle smukke piger som jer. Hvis i gerne vil slippe for at blive dræbt, burde i nok komme hen til vores side” sagde han og gik tættere på dem. ”Eller min side” og gik helt tæt på dem.

Chase kiggede hen på Blake hans bror og så at han allerede var godt i gang.  De begge var i jorden. ”Tror du, at hun vil have dem i live eller døde? Jeg ved godt, at hun sagde at vi skulle dræbe dem, men tror du måske hun ville have æren til det?” råbte han så hans bror kunne høre det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...