Fight for the immortals

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
Fire havguder bliver sendt på en mission for at redde Hera, gudernes dronning. Forhindringer og udfordringer bliver konstant kastet i deres retning, så vil de inden solhverv nå deres mål, eller vil de give op på vejen? (Denne "Historie" har snupset missionen fra HOO, og er skrevet som et emne/teen/forum)

3Likes
3Kommentarer
456Visninger
AA

3. 2.

Rowen

Rowen nikkede til de andre, før hun trådte et skridt ud af lejren. Hun kunne nærmest mærke hvordan monstrene bare ventede på at de skulle nærme sig. Hun fik helt gåsehud ved tanken – og det var ikke den gode slags.

Hun så rundt på de andre, da Ambrose spurgte hvem Brice var. Hun kunne ikke undgå at undslippe et fnis. Hvis hun ikke engang vidste hvem, Overguden af alle overguders søn var, så var det godt nok imponerende. Hun kiggede med fryd i maven hen på Brice, der så ud som om nogen lige havde slået ham i ansigtet med overraskelse. Det så ret komisk ud. Han troede nok at alle elskede og kendte til ham; men næh nej du.

Allerede nu elskede Rowen Ambrose for at kunne få Brice til at se sådan ud – så hvis hun fortsatte sådan, så skulle de nok komme godt ud af det med hinanden. Hun trak på smilebåndende og besluttede sig for at gå bagi, for Brice ville tydeligvis være forrest. Men nu var det jo også ham der havde kompasset.

 

Brice

”Lad os komme af sted så,” Han smilede skævt til dem, før han med raske skridt begyndte af gå ud fra lejren. Han følte sig ret sikker i situationen, ikke kun fordi at han havde været på mission før, men også fordi at han havde været den heldige at få det magiske kompas fra Chiron. Han måtte stole ret meget på hans lederevner, nu hvor han satte ham til at lede vej.

Han åbnede kompassets låg og kiggede ned på viseren der styrede mod nord, så den retning gik han.

Ambroses spørgsmål overraskede Brice ret så meget. Faktisk kunne han ikke huske en eneste gang at nogen havde spurgt ham om det. Han løftede begge øjenbryn med blikket rettet mod hende. Latteren fra de to andre, irriterede ham mere end det burde. Han forestillede sig i sit stille sind at han satte tape for munden af dem.

”Brice, søn af Zeus. Du ved vel hvem Zeus er, ikke?” Hans stemme lød en anelse snerrende, men mest af alt fornærmet. Hvordan kunne hun ikke vide hvem han var? Han var jo yderst attraktiv og kendt vidt og bredt. Han rystede indvendigt på hovedet. Det lød ret så selvisk, selv for ham.

 

Miles

Miles stod lidt og kiggede tilbage på lejren inden han selv trådte ud af porten.

Miles kunne simpelthen ikke lade være med at grine over Ambroses spørgsmål, han havde bare lyst til at rulle om på ryggen og grine endnu mere. Han kiggede lige hurtigt hen på Brice som så yderst fornærmet ud og så tilbage på Ambrose. ”Du og jeg skal nok blive gode venner” sagde han i mellem hans grin som nu var dæmpet ned.

Miles havde ikke lyst til at blive bagi, så han tog hurtigere næsten løbende skridt op til Brice. ”Når hvordan føltes det så at vide at ikke alle kender ens navn? Den almægtige Brice?” spurgte han så og puttede den ene arm op på hans skulder og den anden holdte han på en måde så hans arm lignede en mikrofon. Miles så dybt seriøs ud, men var overhovedet ikke seriøs over spørgsmålet. Miles var god til at lade som om han er seriøs, trist eller glad. Men den ting han nok var bedst til var at lyve. Miles nød faktisk at lyve overfor andre. Han kunne godt lide tanken om at han vidste en ting som var sand og en anden som vidste en ting som var en løgn.

 

Ambrose

Ambrose kiggede underligt på Miles og Rowen som nu var begyndt at grine. Hun forstod det ikke. Ambrose fik store øjne da hun hørte at han var selveste Zeus’ søn. ”Nååårrhhh…. Okay så du er ham” sagde Ambrose og kiggede op på ham. ”Og mig som havde troet at du var pænere” sagde Ambrose og grinte. Det var en joke, Ambrose syntes faktisk at han var meget pæn, men hun havde hørt lidt om Zeus’ søn og det var ikke særlig gode ting hun havde hørt. ”Og jo jeg kender godt Zeus. Din far er jo bange for min mor så… Jo jeg kender ham” sagde Ambrose og grinte lidt ved tanken om at Zeus faktisk var lidt bange for Nyx. Det havde hun engang læst i en bog om Nyx.

Ambrose gik ved siden af Rowen. Hun kiggede lidt op på Miles og Brice som gik forrest og snakkede sammen. Hun vendte sit hoved mod Rowen ”er der noget jeg skal vide om dig før vi helt starter missionen?” spurgte Ambrose og smilte. Hun kendte ikke rigtig nogen, kun Miles men hun vidste intet om ham, kun at han var Hades søn.

 

Rowen

Rowens fnis blev til en mere konstant latter, på grund af alle de kommentarer der blev smidt i ’stakkels’ Brices ansigt. Hun følte et stik af samvittighed, men huskede hurtigt sig selv på hvor åndssvag han var og hvor meget han fortjente at blive drillet lidt en gang i mellem og endelig var der nogen der sagde noget til ham. Hendes blik flakkede imellem Miles og Ambrose, da Miles spurgte ham om noget mere. Det virkede bare så komisk.

Rowen fulgte Ambrose med blikket, da hun begyndte at gå omme bagi sammen med hende. Hendes spørgsmål vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle besvare. Faktisk var det egentlig lidt underligt at hun allerede godt kunne lide Ambrose som person, nu hvor hun var datter af noget af det hun frygtede mest. Mørke. ”Altså, øhm, hvad mener du med det?” Hvis hun blev spurgt om hvad hendes svaghed var, så ville hun nok ikke sige sandheden – det ville være for underligt ’altså, øh, ja, jeg er jo bare totalt bange for mørke, oh vent, det er jo din mor der styre det ikke? Eeeej hvor fedt.’ Hun rystede tanken af sig.

 

Brice

Han fnøs lavmælt, da Ambrose sagde at hun havde troet at han var pænere. Han ville have sværget at hvis han kunne ose ud af ørerne af fornærmelse og vrede, så havde han gjort det. ”Det gør mig ondt at jeg ikke lever op til dine forventninger.” Snerrede han.

”Min fader er bestemt ikke bange for en undergud. Han er himlens hersker, helt ærligt, hvad skulle en smule skygge gøre ved ham.” Han stemme lød stensikker (og en smule vrede var der også at spore i den), men inderst inde var han nu ikke helt klar over om det nu også var sandt. Hans far havde han jo aldrig rigtigt snakket med, så hvordan han skulle vide det var et godt spørgsmål. Han håbede vel bare at hans far var mere modig end hun fik ham til at lyde.

Han rettede opmærksomheden mod kompasset, da Miles kom hen. Tydeligvis for at gnide salt i såret. Han sukkede, imens han prøvede at ryste Miles af ham. ”Det er da fløjtende lige meget at der er én i hele lejren der ikke kender til mig. Og jeg er da også pænt ligeglad.” Det var en løgn, men heldigvis var han ikke en dårlig løgner, så han regnede ikke med at nogen kunne se det på ham.

 

Miles

”Så siger vi det” sagde Miles til Brice.  ”Så din far er bange for Ambroses mor?” sagde han med en latter.

”Men hvordan går det med alle dine kærester?” spurgte Miles Brice. Miles syntes faktisk at det var sjovt at Brice altid havde mange piger omkring sig, fordi at Miles ikke syntes han var så pæn igen. Han lignede mere en nål i en høstak.

Han vendte hovedet mod pigerne som gik bagved dem, ”Hvad snakker i om?” spurgte han med en rigtig uskyldig lydende stemme.

Miles var begyndt at kede sig, han havde ingen ide om hvad han skulle lave, så han gik op til Brice og spurgte ”Hvad laver du?” og kiggede over hans skulder og så det kompas han havde i hånden. ”Sikke et sejt kompas!” sagde Miles med en sarkastisk stemme. Miles syntes faktisk overhovedet ikke at kompasset var særlig pænt. Tværtimod syntes han at det var grimt.

Miles havde selv fået noget, han havde fået et armbånd og når man tog det på ville man blive usynlig og tro mig det havde han allerede brugt et par gange. Han havde ikke vist det til nogle og det havde han heller ikke lyst til.

 

Ambrose

”Skygger kan gøre mange ting ved ham. Og jeg har selv læst at Zeus frygter min mor” sagde Ambrose og kiggede på Brice. Hun syntes at det var sjovt at han ikke vidste at selve hans far var bange for hendes mor.

Bagefter kiggede Ambrose på Rowen, ”Jeg mener at er der nogen ting du godt kan lide at lave?” spurgte hun så og sendte et smil til. Ambrose syntes at Rowen virkede som en flink og interessant person så derfor havde hun lyst til at vide mere om hende.

”Vi snakker ikke om så særlig meget” svarede Ambrose Miles og kiggede tilbage på Rowen.

Hun vendte så hovedet igen mod drengene ”er der noget specielt vi skal vide om jer?” spurgte hun så og var lidt nysgerrig på hvad de to kendteste drenge i lejren havde at skjule på. Det skulle hun skam nok finde ud af.

Ambrose havde også fået noget, hun havde fået en elastik og når man tager den i håret kan man gå igennem vægge. Hun turde ikke rigtig at bruge den. 

 

Rowen

Rowen fnisede kort, da Brice endnu en gang blev angrebet fra alle sider. Hun ville nok have haft ondt af ham hvis det ikke havde været fordi at han var en komplet idiot. Hun rystede smilende på hovedet, og rettede blikket mod Ambrose for at besvare hendes spørgsmål. ”Jo, altså, jeg er ret god til at opfinde dimser, så det gør jeg ret meget, hvilket nu også er ret spændende. Ja, også læser jeg også en del. For det meste manualer, men same difference.”

Hun trak lidt på skulderne, da hendes interesser måske var lidt tamme i forhold til andre i lejrens, de ville sikkert svare; at kæmpe mod løver eller at svømme i lava eller sådan noget.

Hun rettede kortvarigt på hendes hår, før hun trak den gyldne svensknøgle op fra sine bukser for at rulle den imellem fingrene og så putte den på plads i baglommen igen. Det magiske objekt hun havde fået fra lejroverhovedet var en sølv ring som hvis man kunne få den åben skulle kunne charmetale folk i ubestemt tid. Den sad og prydede hendes højre tommelfinger, fordi at den var alt for stor til hendes ringfinger.

 

Brice

”Mhm, sikke en løgnagtig bog du har fået fat på.” Mumlede han for sig selv, og var ikke helt sikker på om de andre også kunne høre det. Hans far kunne umuligt være bange for skygger, han var jo gudekongen, guden over alle guder, hvad skulle skygger kunne gøre? Var han måske mørkerad? Nej, det var Brice ret sikker på at han ikke var.

”Nej, han er ej,  Stark.” vrissede han og kunne mærke hvordan, det begyndte at prikke i hans fingre. Ikke nu, tænkte han og prøvede at sætte en dæmper for vreden der pumpede i hans blod. Han rettede blikket mod kompasset for at have noget andet at fokusere på.

”Jeg har bestemt ikke nogen kærester, jeg tror at betegnelsen du leder efter er ”flirt”, men på den anden side, hvor skulle du vide det fra, du hænger jo kun ud med Apollonbørnene og de tænker vidst ikke på meget andet end at synge sange, spille på harpe og at – hvis de gør sig virkelig nyttige – skyde med bue og pil.” Det var ikke hans mening at lade det gå ud over Apollonbørnene – dem havde han bestemt ikke noget imod, men hans spydigheder tog over ham.

Han sukkede fornærmet og rettede et lynende blik mod Miles. ”Jeg viser vej, hvis du skulle være i tvivl.” Han rystede på hovedet af ham. Han kunne sagtens spore ironien i hans stemme. ”Har du ikke andet at tage dig til end at være anstrengende? Måske kunne du prøve at provokere et par trænymfer eller noget. De ville sikkert synes det er langt mere underholdende end mig.”

 

Miles

”Så siger vi det hvis det gør dig glad” sagde Miles og smilede lidt over sin egen kommentar. ”Du skal ikke sige noget ondt om dem” sagde Miles med en kold stemme. Han blev lidt vred over at han snakkede sådan om dem. ”Det er nok derfor at de hader dig og elsker mig. Du taler bare grimt om alle folk bag deres ryg. Gør du ikke?” sagde Miles igen med en kold stemme. Miles plejede kun at være sådan hvis folk talte grimt om hans nærmeste. ”Jeg tror faktisk at der ikke er særlig mange der kan lide dig i lejren. De hænger kun ud med dig, fordi du er søn af Zeus.” sagde Miles.

”Så du viser vej, er du sikker på at du kan det?” sagde Miles hånende. Miles var virkelig i humør til at svine Brice til. ”Er du ikke i familie med de trænymfer? Eller er det bare mig der tager fejl?” spurgte Miles og rystede på sit hoved og ladet som om at han tænkte sig rigtig godt om.

Miles strøg sin hånd igennem sit hår og sukkede. Hvad lavede han over hovedet her? Hvorfor skulle det lige være ham, kunne det ikke have været en anden end ham. Lige nu havde han bare lyst til at vende snuden hjem igen. Men et eller andet fik ham til at blive, som om at noget ville have at han skulle med.

 

Ambrose

Ambrose prøvede at lade være med at lytte på Miles og Brice som vist diskuterede lidt foran hende og prøvede at lytte til Rowen som fortalte om sig selv. ”Det lyder spændene, jeg laver ikke sådan nogle ting som dig, jeg er for det meste bare i min hytte sammen med mine søskende og spiller kort i mørket.” sagde Ambrose og smilede i mens hun grinede lidt.

Ambrose begyndte at høre efter da Miles sagde at folk kun hængte ud med Brice fordi han var søn af Zeus. Måske var det en lille smule rigtigt, men hun var sikker på at nogle godt kunne lide Brice for den han var. ”Miles jeg tror du går en lille smule over kanten nu” sagde hun. Da hun bare fik den kolde skulder af ham, begyndte hun at snakke med Rowen igen. ”Hvornår kom du så til lejren?” spurgte hun. Hun prøvede bare at sige et eller andet som holdte hende fra at kigge på Miles og Brice. 

Ambrose begyndte at gå lidt hurtigere. ”Hvor er vi egentlig på vej hen? Er der et bestemt sted vi skal hen? F.eks. en togstation? Eller måske en lufthavn?” Spurgte hun. Hun havde ikke rigtig lyst til at gå ude i solen mere. Hun hadet det virkelig og kunne bare mærke sveden på sin hud.

Længere fremme var der et stort træ og Ambrose løb hen for at få noget skygge.

 

Rowen

Da samtalen mellem Brice og Miles lige så stille blev mere hånende og tarvelig, kunne hun mærke samvittigheden igen. Hun kunne næsten ikke koncentrere sig om samtalen med Ambrose. "Det lyder da også hyggeligt.. Men hvordan ser i på kortene i mørket?" Bare det at nævne mørket gav hende myrekryb. Hun pressede dog et ret sandfærdigt smil frem på læberne. 

Hun holdt vejret, da Miles begyndte at blive "led", hvilket Brice jo egentlig også havde været, men på en eller anden måde lød det bare værre i hendes ører, når han sagde sådanne ting. "Det var da jeg var ni, min tante satte mig af der. Hvad med dig?"

Hun rettede blikket mod drengenes nakker. Hun lagde mærke til at Brices fingre gnistrede. "Gider I to godt lige tage jer sammen?" Hun blev helt overrasket over sin egen stemme, og mærkede ringen kortvarigt brænde mod hendes hud på fingeren. 

"Av for en i Hades da også.." Mumlede hun og kiggede på ringen, der lyste grønt fra den store sten der sad i den. Hun tog en dyb indånding, da smerten fortog sig igen. Måske var det sådan den virkede? Set gjorde skide ondt på den der prøvede at charmetale? EJ HVOR FEDT, NOT. Hun sukkede. Kort tid efter lagde hun mærke til en lyd nede fra jorden. Det brummede ved hendes fødder.  "Kunne I også mærke det?"

 

Brice

Han prøvede at køle sig selv ned, ved at tænke på alt andet end elektricitet. Isvafler. Potteplanter. Alt andet. Han tog en dyb indånding og skulle til at undskylde for hans Apollonhytte kommentar, da Miles fortsatte. "Hvis du nu havde ladet mig være i fred så ville jeg ikke have sagt noget om dine små venner!" Han tog endnu en dyb indånding. Hvis nogen rørte ham ville han komme til at støde personen til døds, det var han næsten helt sikker på.

"Hvad ved du om det!? Jeg har massere af venner, der kan lide mig og ikke kun på grund af min far! Hvad er det for noget at sige!" Han rystede på hænderne.

"Stark, ja, det kan jeg godt." Han stoppede sig selv fra at sige mere. Han rettede kort blikket mod Ambrose, dog tog han endnu en dyb indånding før han svarede hende. "Chiron sagde at den ville føre os til byen, andet ved jeg ikke." Brummede han.

"Det er bare dig der tager fejl." Han sendte Miles at pivende falsk smil. Han sparkede til en kogle, da Rowen sagde noget. Han kunne mærke noget kilde i hans tanker, og pludseligt fik han lyst til at gøre lige som hun beordrede. Han rystede på hovedet. Følelsen forsvandt.

Efter få minutter at have fulgt kompasset, mærkede han noget ryste under ham. Jorden. Han så undrende ned og rynkede nikkende på brynene som svar på Rowens spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...