Fight for the immortals

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2015
  • Opdateret: 29 jul. 2016
  • Status: Igang
Fire havguder bliver sendt på en mission for at redde Hera, gudernes dronning. Forhindringer og udfordringer bliver konstant kastet i deres retning, så vil de inden solhverv nå deres mål, eller vil de give op på vejen? (Denne "Historie" har snupset missionen fra HOO, og er skrevet som et emne/teen/forum)

3Likes
3Kommentarer
455Visninger
AA

2. 1.

Rowen

Rowen stod uroligt og trippede ved indgangen til Halvblodslejren. I går aftes var beskeden om missionen blevet meddelt og hun var blevet valgt til missionen. Hun vidste ikke rigtigt hvordan hun havde det med det, for hvad kunne hun dog gøre godt for den her tur? Det eneste hun kunne var basicly at brænde som en anden levende fakkel og hvis de manglede en mekanisk fugl, så kunne hun vel også bruges, men ellers følte hun sig ret uduelig i forhold til de andre.

De virkede bare så seje; det lød nærmest fangirl agtigt, men det var rigtigt. De havde utrolige kræfter og var sønner og datter af nogle af de mest stærke guder. Hun var bare datter af Hefaistos som var udstødt og underlig i låget. Hun sukkede kort, imens hun pillede ved sin gyldne svensk nøgle, som hun bagefter proppede ned i lommen af hendes smæk bukser igen. De var ret praktiske, de bukser. Hun rystede på hovedet af sig selv, men sørgede for at smile indbydende, til når de andre kom.

 

Brice

Brice smilede stort og selvsikkert, da han kom gående hen imod porten, hvor en pige fra i går aftes stod og trippede. Han trak på skulderne. Han så frem til det her, og hun virkede som en der helst ville blive hjemme. Han havde næsten ikke kunne sove i nat af ren spændthed – måske burde han havde prøvet bedre, da man jo nødigt skal være søvnig på en mission som denne.

Pigerne fra Afroditehytten havde flippet over, at han skulle på mission og havde hængt op af ham hele morgenen – ikke at han havde noget imod det altså. Han proppede en hånd i lommen og uglede i hans hår med den anden, da han nåede helt hen til pigen.

Han løftede kort et øjenbryn, da han så at hun havde snavs i ansigtet – det måtte være noget med at hun var fra Hefaistoshytten. De børn var altid beskidte.

 

Miles                                                                                                                       

Miles havde næsten lige vågnet op, han stod foran spejlet og kiggede på sit hår, "Burde jeg gøre noget ved det?... nej.." sagde han til sig selv. Miles skulle på en mission idag, igår var han virkelig spændt men idag havde han bare lyst til at ligge sig i sin seng og sove. 

Miles gik ud af døren da nogle piger fra Apollonhytten kom hen til ham, "Jeg håber du klarer missionen" sagde en af dem, "lad mig gætte, Zack fortalte jer det!" svarede han så.         

 Han skal også bare sige alt!. Zack kom gående hen til Miles, "Så du skulle bare sige det til dem?" spurgte Miles, "du kan jo ikke bare forlade dem uden at de ved hvor du tager hen" svarede Zack og slog ham lidt på skulderen. Miles havde forladt Zack og pigerne og var begyndt at gå hen til porten hvor han så en pige og en dreng stå. Hvorfor skulle han også lige med på den her mission! Han hadede at arbejde sammen med andre. Da han så at drengen var Zeus's søn, den berømte Brice, tænkte han at det hele nok skulle blive sjovt.    

     

Ambrose                                                                                                                                   

Ambrose stod ved kampbanen under et træ så hun fik lidt skygge. Hvorfor skulle de også lige tage af sted om morgenen, hvorfor ikke aftenen? Hun prøvede at få sig selv ud i sollyset det gik bare ikke særlig godt, den sidste uges tid havde Ambrose nemlig siddet i sin hytte med gardinerne trukket for og bare siddet og læst og spillet kort med sine søskende.

Det var lidt svært at læse i mørket men Ambrose havde det fint nok med det; hendes øjne vendte sig til det lidt bedre end andres. Ambrose var glad for at hun endelig skulle ud på en mission igen. Hun havde glædet sig så meget at hun havde været oppe hele natten. Oppe hele natten er nok mere en vane.

 Ambrose havde endelig fået taget sig sammen og gik ud i sollyset, hun havde taget sine solbriller på. Hun søgte hele tiden hen hvor der var lidt skygge. Da hun var noget hen til porten så hun nogle andre der. Hun vidste godt at hun skulle arbejde sammen med nogle på denne her mission og det var hun også glad for.

 

Rowen

Da de alle var samlede, prøvede hun bare at smile så venligt som muligt. De havde fået instrukser i går; Brug det magiske kompas i har fået, pas på monstre, finde Hera, lad være med at dø. Rowen kunne ikke sige at hun var blevet beroliget af den sidste kommentar. Hun gengældte Brices løftede bryn, da han så på hende. Hun rettede dog i en fart blikket mod de andre, der lige var kommet. Skyggetøsen og Sønnen af Hades. Hun tillod sig selv at pille videre ved sin svensknøgle, imens hun begyndte at sige noget; ”Nåeh, ørhm, skal vi så komme af sted?” Hun trak lidt akavet på smilebåndet.

Hun brød sig ikke om at stå så tæt på Brice, så hun tog et uskyldigt skridt til højre. Det så ikke ud til at han lagde mærke til det. Faktisk så det ud til at han havde for travlt med at rode i sit hår til at ligge mærke til noget som helst. Hun fnøs. Hun vidste ikke hvorfor, men hun brød sig bare ikke om ham; måske var det de rygter om hans mange ’damer’ der pissede hende af. Det var det sikkert.

Hun kendte ikke så meget til de andre, altså jo, hun havde set dem i lejren før, men nu tilbragte hun mest tid i sit værksted og langt væk fra folk der ikke var immun over for ild.

 

Brice

Brice var ret tilfreds med sine makkere på denne udflugt. De virkede alle ret dygtige. Til hvad end det nu lige var de kunne. Han smilede skævt, da han så Miles komme gående og stoppede omgående med at rode i hans hår. Han havde hørt en del om ham, Hades Søn, og om hvor ’fantastisk’ han var – det var ikke hans egne ord, det var en Apollotøs, der havde sagt det en gang. Han rystede tanken af sig.

”Det må vi vel hellere,” Svarede Brice, imens han kort betragtede Nyx’s datter. Han skrev bag øret, at han skulle huske at selv Nyxs døtre kunne være kønne. For det var hun helt bestemt. Han smilede kort til hende, før han rettede blikket mod skoven, der begyndte lige så snart de trådte ud fra lejren. Lige så snart de forladte stedet ville de være uden beskyttelse, monstre ville kunne lugte dem flere kilometer væk. Han undgik at tænke mere over det.

 

 

Miles

Miles smilede venligt tilbage til pigen som vist var kaldet Rowen. ”Ja, vi burde nok smutte, vi skulle jo nødig komme for sent” sagde Miles med en lidt ligeglad stemme. Miles stod i sin egn verden og tænkte på hvorfor mon at lige at vi skulle tage den her mission. Miles havde allerede fået lidt af vide om de andre der skulle med på missionen, det fik han af vide af Zack i går.

 Der var Rowen som var datter af Hefaistos, Brice som var søn af Zeus, ham kendte han allerede da han har set ham rundt omkring med nogle piger og sidst Ambrose som var datter af Nyx som han allerede også kendte, de havde snakket før sammen.

Miles smilede svagt til Ambrose som så ud som om hun morede sig i skyggen. Han vendte hovedet mod Brice som så ud til at rode i sit hår også til sidst på Rowen som kiggede på Brice. ’Sikke en mærkelig blanding vi er’ tænkte han.  Miles syntes ikke selv han var særlig kendt her i lejren fordi han næsten kun var sammen med Apollon børnene, der var bare et eller andet ved dem han godt kunne lide.

 

Ambrose

”Jeg er klar” svarede Ambrose og kiggede på de andre.

 Hun gik langsomt ud i lyset og tog en dyb indånding. Hun stirrede lidt på Brice og spurgte ham så ”hvem var det nu at du var søn af? Undskyld, det er bare fordi jeg ikke kan huske særlig godt” med et lille smil på læben. Hun kunne høre at Miles begynde at grine bag ved dem. ”Hvad er der så sjovt ved at jeg ikke kender hans navn?” spurgte hun og kiggede rundt mellem de tre. Hun var forvirret, burde hun kende hans navn? Hun tænkte sig om men kunne simpelthen ikke huske hvad han hed. Hun kunne huske Rowen hende havde hun set et par gange i lejren og Miles havde hun snakket med før, de havde været på vaske-op-hold sammen engang. Det var længe siden men hun kunne dog stadig huske hans navn.

Ambrose smilede et meget lille smil uden tænder og vendte så hovedet mod Rowen, ”skal vi se komme afsted?” spurgte hun så.

Hun kiggede ud af porten og tog endnu en dyb indånding, hun tog et skridt ud af porten også gik missionen i gang.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...