Demonernes spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 nov. 2015
  • Opdateret: 13 nov. 2015
  • Status: Igang
Tråde. Der er røde tråde. De er overalt. Min arm snitter en og afmærker min arm med et mærkeligt symbol. Jeg hører en latter. Den runger over det hele og banker imod mit hoved. Jeg holder mig for ørene og bukker sammen. Da latteren er forsvundet kigger jeg op og se en fremmed. Han står på den anden side af trådende og smiler ondskabsfuldt mod mig. Fra begge sider af ham kommer to nye vildt fremmede frem. Deres øjne er så kolde som en vinternat. Jeg gemmer mit hoved ned imod mit skød og lukker øjnene. Da jeg endelig tør åbne dem igen, ser jeg flere farver. Jeg står omringet af kæmpe høje hække med roser. Jeg begynder at gå lidt, men intet forandre sig. Jeg ved jeg er fanget. Fanget i en djævels labyrint.

2Likes
1Kommentarer
196Visninger

1. Kapitel 1.

(Ikke læst igennem eller rettet)

 

Kapitel 1:

Det var en helt almindelig da hvor jeg var på vej i skole. Jeg gik tidligt ned igennem en gade hvor butikkerne var ved at vågne op. Jeg hilste på det fleste af dem, da jeg kendte dem rigtig godt. Jeg plejede at gå ned igennem gaden. Min mor havde en blomsterbutik her. Os der havde butik her var rigtig tætte og altid gode venner.

Jeg kiggede på mit armbåndsur og opdagede at jeg var ved at komme for sent til min morgentræning. Der var ved at være en kæmpe kamp. Vores skole mod andre. Jeg havde gået til fodbold siden jeg var fem, alle på skolen vidste at jeg var lidt af et talent til det meste. Det var blandt andet en af grundende til at jeg var kommet på skolens fodboldhold. Hver gang der var en klub eller en aktivitet var der var en syg, så var det mig de kom til.

Fordi jeg var så talentfuld og altid smilende, blev jeg en af de populære som de fleste så op til. Jeg ville ikke være populær, men der var intet at gøre. Jeg havde mange gode venner, det var ikke de der falske typer for dem havde jeg undgået hele mit liv. Hvad skal man med noget falsk, når det var meget nemmere at finde noget sandt.

Jeg skyndte min ind i omklædningsrummet og på rekordtid havde jeg skiftet. Jeg løb ud på fodboldbanen med mine fodboldstøvler i hånden. "Martine, du kommer for sent" Råbte min bedsteveninde Amanda. Jeg satte mig på bænken og begyndt at tage støvlerne på. "Det jo ikke første gang vel" grinte min anden bedsteveninde Tenna. Jeg løftede hurtigt hovedet og så dem komme hen imod mig.

"Jeg kan altså godt høre jer" sagde jeg fornærmet. De grinte begge to og klappede mig på ryggen. "Ja der skal jo være en ulempe ved alle de talenter du har" Jeg kiggede mut på Amanda og lagde armende over kors. "Det derfor vi holder af hende ik?" smilte Tenna til os.

Jeg rejste mig op og lagde en arm om hver deres skuldre og trak dem med ud på banen. "Når lad os varme lidt op" sagde jeg glad og hoppede rundt om dem. Amanda satte sit ene ben lidt ud til siden, det havde jeg så ikke set... så jeg væltede lige så lang jeg var. "Det der var ikke fair" mumlede jeg ned imod græsset.  Alle der var på banen og udenfor banen begyndte at grine. 

Jeg rejste mig op på alle fire og kiggede ned i græsset indtil jeg tog mig sammen og satte mig ned. Mine kinder brændte, jeg smilte flovt og kløede mig i nakken. Mine veninder hjalp mig op og stå igen og fjollede lidt med mig. "Du skal nok få hævn" Mumlede jeg imod Amanda. Hun begyndte at løbe og jeg satte af i en fart for at prøve at få fat i hende, og Tenna efter os for at stoppe os. 

Da jeg endelig fik fat i Amanda faldt vi begge om i græsset og kæmpede om at få vejret igen. Tenna kom pustenden hen imod os og smed sig ved siden af. "Det måtte så være dagens motion" prustede hun. Vi lå lidt og kiggede op på den blå himmel, da en af de andre fra holdet kom hen til os. "Er i klar på en træningskamp?" vi kiggede alle tre på hinanden inden vi nikkede i takt.

Jeg kom hurtigt op og hjalp de andre. "Okay. Catrine du hold 1, Simone du 2. Jeg vælges til sidst" råbte jeg og samlede alle i midten af banen. Efter lidt tid var holdene fordelt rimeligt. Tenna og Amanda på hver deres hold, jeg vidste bare at de var bedst når de var på samme hold. Jeg endte på det samme hold som Tenna. Vi trak uskyldigt på skuldrene da Amanda kiggede på os, Hun lavede en grimasse og fik os til at grine.

"Okay. gå ud på jeres pladser" råbte jeg og klappede i hænderne. Jeg endte med at være målmand på holdet, da de andre også skulle have en chance for at spille lidt. De fleste der var på holdet havde respekt for mig, da de havde set hvilket monster jeg var når jeg ville vinde. Åhh alle de gode miner. Drengende havde endnu ikke set mig spille, men det fleste af pigerne pralede med at jeg ville kunne slå dem alle.

Men det er jo ikke fordi det er det eneste jeg hjælper andre med. Hvis der er en fra teater der har brækket en arm, så er jeg stand-in, hvis det mangler en som kan synge eller spille et instrument, så hjælper jeg musikholdet. Jeg hjælper også dem som har brug for hjælp med lektierne. Min lære havde endnu fåreslået at jeg skulle lave en lektiecafe, så det gjorde jeg. Det bare ikke fordi man rigtigt laver lektier der, dem der kommer sidder bare og chiller. Men det ved lærende ikke, det behøver de heller ikke.

"Martine. Det din nu" råbte en fra mit hold og fik mine tanker tilbage til spillet. Jeg havde allerede læst spilleren, hun ville sparke bolden ned i venstre hjørne. Jeg smed mig efter bolden og nåede lige at stoppe den. Lidt efter blev kampen fløjtet af. Det endte 0-0.

Amanda, Tenna og jeg skyndte os i bad, vi gik i den samme klasse. Ja jeg indrømmer at jeg altid kommer for sent, men ikke kun derfor. Jeg skulle også på kontoret og hente nogle ark til klassen, som jeg skulle ligge på deres borde inden de kom.

Jeg kom i tøjet og det samme gjorde de andre to. Jeg skyndte mig ned på kontoret mens de andre to gik ned til vores gang, de skulle vidst snakke med en fra parallelklassen. Jeg fik hurtigt arkende og begyndte at gå mod min egen klasse

Jeg lagde hurtigt dem på bordende og satte mig på min plads, bagerst ved vinduet. Jeg kiggede på arkende og læste dem hurtigt igennem. Døren blev åbnet og ind kom Tenna og Amanda. Deres øjne glimtede da de fik øje på mig. "Martine, Martine, Maaarrrtine" hvinede Amanda. De skyndte sig hen til mig og satte sig på de tomme stole tættest på mig.

"Hvad er der sket?" spurgte jeg undrende. "Vi har lige været ude for noget... noget fantastisk" udbrød Tenna. Jeg forstod virkelig intet nu. "Vi var på vej mod kontoret for at finde dig. Men det sagde at du havde været der. Da vi var på vej ud stødte vi ind i en gruppe vildt lækre fyre" Sagde Amanda som skinnede som et juletræ.

"Det var nogle som vi ikke havde set på skolen før" forklarede Tenna da hun så mit ansigtsudtryk. Jeg nikkede forstående og lagde mit hoved på min hånd. "Jeg forstår ikke hvordan i kan gå sådan amok, bare fordi de var pæne" Det kiggede på mig med opspærret øjne. Havde jeg sagt noget forkert? "Når ja, det havde jeg helt glemt. Du er ikke til drenge. Pas på Tenna, hun kan falde for dig" Jeg Slog Amanda på armen. "Det var ikke det jeg mente" udbrød jeg irriteret.

"Når pyt. Joke til side. Du skal høre mere" Jeg nikkede og ventede på at de åbnede munden. "Da vi var gået ud og de ind, så lyttede vi igennem døren. De skal gå på skolen" De hvinede i kor og hoppede rundt og begyndte at danse fjollet. Jeg begyndte at grine af mine skøre veninder. Døren gik op og de stoppede deres bevægelser. Drengen der kom ind var Alfred, klassens stræber. Kan kiggede underligt på os, men ignorerede os så. Han havde aldrig været særlig glad for mig da tingene komme nemt til mig og hans skal knokle. Forståeligt nok. 

Der kom flere og flere ind og kiggede underligt på mine veninder. De smilte usikkert til dem der kom ind og rettede sig ordenligt op. "Jaer det var slet ikke underligt" grinte Tenna flovt. "Kan vi snakke mere om det i pausen? så kan vi gå ud og spise under det gode træ?" spurgte Amanda og kiggede usikkert, "Altså hvis du har tid Martine?". Jeg smilte afslappet og blinkede med det ene øje til hende "Selvfølgelig kan vi det". Hun så ud til at slappe mere af og kig hen mod sin plads, som var i midten af hele klassen. Tenna gik også hen til hendes plads som var forrest tættest på døren.

Min pause bliver et helvede. Jeg er bare glad for at kunne spise min frokost med dem., men jeg kunne godt undvære drenge-snakken. Jeg sukkede for mig selv og fandt mine høretelefoner frem. Jeg satte min nuværende ynglings sang på og kiggede ud af vinduet. Da timen begyndte fandt jeg mit tegnehæfte frem og begyndte at tegne nogle underlige mønstre som havde vist sig i min drøm i nat.

De så ukendte ud, men på samme tid følte jeg at der var noget ved dem. Jeg sad og lagde detaljer på da min sidemakker prikkede til min skulder. Jeg tog den ene høretelefon ud og kiggede spørgende på ham. Han pegede op mod tarvlen, hvor jeg vidste at min lære stod. Jeg tog hurtigt den anden høretelefon ud og kiggede uskyldigt op på ham. Han havde lagt armende over kors og stod og gav mig et sigende blik. Jeg smilte uskyldigt og rettede mig ordenligt op.

"Martine, det kan godt være du klarer dig godt i timerne, men derfor skal du alligevel lytte efter" sagde han mindre strengt end jeg havde forventet. Jeg fik øjenkontakt med Tenna, og sendte hende et spørgende blik. Hun trak på skuldrende og kiggede op på læren igen. "Jeg ved du har lidt af et talent, så jeg vil bede dig om at gå ned på depotet for at hente tre borde mere" Jeg rejste mig hurtigt op og gjorde honnør. "Skal ske" smilte jeg til ham.

Jeg kig først forbi Tenna, hvor vi udvekslede en highfive. Bagefter gjorde jeg det med Amanda. Jeg lukkede stille døren efter mig og fandt så mine høretelefoner frem igen. Jeg fandt den sang jeg skulle lære til musik, hvor jeg var stand-in for den kvindelige forsanger. Jeg nynnede med på sangen mens jeg gik ned af gangen og trapperne. Jeg åbnede døren og gik ind. Jeg skubbede bordende hen mod døren. Jeg startede med et bord og gik op med det, lidt efter var det det andet og til sidst var jeg virkelig irriteret. Mine høre telefoner havde viklet sig rundt om bordbenet.

Jeg fumlede med bordet på vej op af trapperne og ind i klassen. Jeg skulle ligge bordet ned så jeg kunne få min høretelefon fri, men da jeg gjorde det kom min hånd i klemme mellem det og gulvet. Jeg lavede en underlig pivelyd og skyndte at trække min hånd til mig. Jeg skyndte mig ud af klassen igen og skyndte mig mod toiletterne. Jeg tændte for det kolde vand og stak min hånd ind under.

Efter at havde fået lidt koldt vand på, gik jeg ind i sygeklinikken hvor jeg fik en ispose. "Mange tak" smilte jeg venligt til damen der tilfældigvis var derinde. Jeg gik med isposen om hånden og nynnede fredligt. Jeg stod nu ude på den anden side af døren til min klasse og overvejede hvad min lære ville sige.

Til sidst tog jeg en dyb indånding og åbnede forsigtig døren. "Undskyld jeg bare smuttede. Men der skete lige noget" sagde jeg undskyldende og viftede med min ømme hånd. Han nikkede forstående og smilte til mig. Jeg vaklede et par skridt tilbage og kiggede undrende på ham. Hvad er der sket med ham? Jeg gik ind i klassen, med blikke vendt ned mod gulvet gik jeg ned på min plads.

Men inden jeg satte mig, bankede jeg selvfølgelig min hånd ind i bordkanten. Jeg lukkede øjnene og skar en grimasse. Jeg satte mig opgivende ned på min plads og sukkede tungt. "Det lyder hårdt" var der en som hviskede bagved mig. Jeg faldt overrasket bagover på stolen så jeg landende på gulvet og slog hovedet ned i gulvet. En enkelt tåre sneg sig frem som den forræder den nu var.

Jeg udstødte et irriteret brøl, vil jeg nu helst kalde det, hvorefter jeg prøvede at komme op men mit hoved begyndte at banke voldsomt. "Det havde ellers være sådan en god morgen, hvad skete der så lige med det?" pev jeg. Jeg lukkede øjnene og endnu en tåre gled ned af min kind. "Kom" var der en blid stemme der sagde. Jeg havde stadigvæk lukket øjne da jeg kunne mærke at jeg blev løftet op. Jeg turde ikke åbne mine øjne af bare skræk for den smerte der ville smadre mig. "Undskyld, men jeg går lige ned på skadeklinikken med hende her. Er der en der kan vise mig vej?" Spurgte personen som havde mig i sine arme. "Vi er hendes bedsteveninder, vi vil gerne vise vej" Jeg vidste at mine piger var trofaste.

Efter et lille stykke hvor det havde hoppet lidt hver gang personen havde taget et skridt, fik jeg endelig lov til at ligge ned. Jeg faldt hen i en søvn af smerte og udmattelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...