Made In The A.M. - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2015
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Igang
17 historier bliver her skabt taget ud fra hver af de 17 sange på One Directions nye album; Made In The A.M.

146Likes
108Kommentarer
16887Visninger
AA

7. If I Could Fly

I f I C o u l d F l y

For your eyes only
I'll show you my heart
For when you're lonely and forget who you are
I'm missing half of me when we're apart

⚛⚛⚛

     Vinden havde stille taget fat i hans lange, krøllede lokker, og legede lige nu med det brune hår. De grønne øjne spejdede ud over Santa Monica Beach, som han stod der, i det varme sand, og kiggede ud over Atlanterhavet.

     Uden selv at lægge mærke til det, sukkede han.

     Måske stod han placeret i de smukkeste omgivelser, med den varme Californiske brise der omfavnede ham. Men det gjorde ham ikke glad. Han manglede han noget.

     Han manglede hende.

     Touren ham og de andre tre drenge nu var på, havde været noget af en hård mundfuld. Alle nød de at optræde. Det lagde de heller ikke skjul på. For deres mange koncerter, hvor de fik lov til at gøre det de elskede, var noget de alle værdsatte. Dog havde der været tumult hen ad vejen.
Zayn havde valgt at forlade bandet i marts. Noget der syntes at komme bag på hele verden og på deres fans, men som ikke yderligt overraskede dem. De vidste hvordan han havde det. De vidste tilmed også, at han ikke følte sig til hjemme ved det de lavede. Hans smag for musik var at finde i en anden genre, så de ønskede ham alle det bedste held.

     Med en god støtte, både fra de tre andre drenge, fra folkene omkring dem, fra de absolut bedste fans, men også fra hende så var han kommet sig over det.

     Og at tænke på den pige, der nu lå i deres seng i England og sov, fik hans øjne til at lukke sig i. Han ønskede i dette øjeblik, at han havde evnerne til at flyve. En evne han ville bruge, så han kunne flyve hjem til hende. Alt var han villig til at opgive, hvis blot hun spurgte ham om det.
At opgive alt, vidste han dog godt, at hun aldrig ville byde ham.

     Dog vidste han også, at hvis spørgsmålet en dag skulle komme på banen, hvor han skulle vælge mellem hende og det job han havde, så var svaret klart. Uden hende var han nyttesløs. Han havde, kun for hende, åbnet op om ting som ingen andre kendte til. Hun kendte til de ar og de sørger han til dagligt gik rundt med. Ar som ikke altid kunne ses, men som de begge vidste nærrede ham til tider.

     Men arrene og sorgerne, ja ligefrem smerterne betød intet, når blot de var sammen. Der følte han intet. Med sine arme om hende, og med hendes hoved presset mod hans bryst - så vidste han, at alt nok skulle gå.

     Tankerne om hende, fik hans hjerte til at banke hurtigere. Synet at hende, der ville rende mod han i lufthavnen, når han om godt og vel to uger igen ville stå i London, gav ham et smil om læberne.

     Mens han smilede, ud mod vandet, greb han stille fat om den halskæde han havde om halsen.
Et kort var hvad der hang fra hans nakke. Et sølvkort som hun i sin tid havde givet ham. Det havde været hendes første gave, hun havde givet til ham, da de først var begyndt at komme sammen. En gave han nu havde ejet i tre hele år, og som han altid bar på sig.

     ”Hvorfor står du herude, så sent om aftenen?” En stemme hørtes bag ham, hvilket fik ham til at fare sammen. En grinende brunhåret ven, kom nærmest valsende mod ham i en hvid Adidas trøje. Grundet mørket, der havde lagt sig over Los Angeles, så fik den hvide og skrappe farve, ham nærmest til at knibe øjnene sammen.

     Den 21-årige dreng kiggede ned, og fik øje på sin nye tatovering på sin højre arm.  Derefter trak jeg blot på skuldrene. ”Jeg tror bare jeg havde brug for lidt frisk luft,” indrømmede han. Alligevel valgte han at udelukke den egentlige grund til at han stod her - han savnede hende jo, og at stå her, under de klare stjerne, fik ham til at føle sig som var han hos hende.
Mørket var faldet hurtigt over den amerikanske vestkyst, og derfor var det stadig nat i London.

     ”Du tænker på hende gør du ikke?” Den 24-årige dreng, som nu stod ved hans side, kendte ham ud og ind. I fem år havde de været tætte. Et tæt venskab som de havde været nødsaget til at gemme lidt væk fra offentligheden, grundet deres vilde fans. Åbenbart havde de et håb om, at de to drenge en dag ville finde sammen som et par. ”Du har intet at være bekymret for. Du ved hun vil vente på dig, uanset hvor lang tid I bruger fra hinanden.”

     Uden tøven blev han trukket ind i et kram af sin ven.

     ”Det er bare hårdt,” indrømmede han, stadig uden at give slip.

     Og det var hvad der fulgte med til det job drengene tilbage i 2010 havde startet. Deres eventyr betød, at de til tider måtte lade deres hjerte blive hjemme i England, mens de selv rejste ud i den store verden. Dog vidste de også, at når tiden var inde, ville de igen være i stand til at flyve hjem for at blive genforenet med deres kære. De kære der holdt hele deres verden i sin hule hånd.

     -- De kære der forevig ville bære deres kærlighed med sig. 

***

Har I set at der er kommet Movellys?

Føl jer mere end velkommen til at nominere 'Made In The Am' til årets fanfiction elllerrrrr min anden novelle 'Stockholm Syndrome'! ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...