Made In The A.M. - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2015
  • Opdateret: 20 mar. 2016
  • Status: Igang
17 historier bliver her skabt taget ud fra hver af de 17 sange på One Directions nye album; Made In The A.M.

146Likes
108Kommentarer
16882Visninger
AA

2. Hey Angel

H e y A n g e l

Do you know the reasons why
We look up to the sky

⚛⚛⚛

     Mørket havde lagt sig over Englands hovedstad, og den travle trafik var alt der hørtes. Månen stod klart på himlen og stjernerne blinkede i takt med hinanden. Skyerne var ikke at se i miles omkreds, hvilket netop var derfor han elskede nætterne så meget.

     Et smil viste sig på hans læber i det han trådte ud på den kolde tagterrasse. Her elskede han at bruge sin aften oppe - især når natten var så fredfuld som den var i dag.
Trafikkens larm irriterede ham ikke som sådan. Alt han fokuserede på var den ene stjerne, der så tydeligt, lyste ned på ham. En stjerne han mente reflekterede hans skytsengel, der hver aften kiggede ned på ham.

     Smilet voksede sig større. ”Hey Angel,” hviskede han sagte. Vinden begyndte stille at lege med hans mørke krøller, dog var brisen ikke just kølig. Tværtimod. Ligesom med den larmende trafik, irriterede den brisen ham heller ikke. ”Er det underligt at jeg stadig tænker på dig? Også selvom det er så lang tid siden du var hos min side?”

     Sorgen ramte hurtigt den 21-årige dreng. I en alder af blot nitten år, havde han mistet sin bedste veninde til kræften. En forfærdelig sygdom, der pludseligt havde overtaget hendes liv, og som endte med at gøre en ende på det også.

     Sammen var de vokset op i en lille engelsk by, og havde brugt hvert eneste mulige øjeblik i hinandens selskab. Som små havde de tilmed aftalt, at når de ramte de tredive, ville de gifte sig, hvis ingen af dem havde fundet deres soulmate. Ja - deres plan var at bruge resten af livet sammen, som vidste de begge, inderst inde, at de var skabt for hinanden.
Bedste venner var hvad de havde været indtil hun gik bort. Bedste venner var dog ikke hvad han så dem som. For ham var hun mere end det. For ham var hun den eneste ene - hun var hans soul mate, og den person han ville vokse sig gammel med. Hun var den pige der skulle føde hans børn. Den han skulle gå på knæ for, i det han ville fri til hende, og tilmed den han ville kysse godnat om aftenen.

     Men sådan ville skæbnen ikke have det til at være.

     ”Folk spørger mig tit hvorfor jeg af og til kigger op mod himlen. Og ved du hvorfor jeg gør det?” Hans tommelfinger holdt han op mod månen, hvorefter han lukkede det ene øje i. Som små havde hendes familie rejst meget, grundet hendes forældres job. At holde fingeren for månen når det blev aften, var deres måde at holde kontakten på. For uanset hvor i verden man var, ville månen altid være den samme. Hvis de begge gjorde som han gjorde nu, ville de på den måde føle sig forbundet på. ”Fordi jeg ønsker at være mere som dig.”

     Et kort grin undslap hans læber. Var det dumt af ham at ønske han kunne være ved hendes side? Eller at hun i det mindste kunne være ved hans. Hun ville aldrig komme tilbage, uanset hvor meget han end ønskede det. To år var trods alt gået, og han følte sig stadig fanget. Fanget i fortiden.

     Et tot hår strøg ind foran hans øjne, hvorved han langsomt sukkede. Som årene var gået, var hans hår begyndt at blive alt for langt. De ellers så markerede, mørke krøller hang nu slatten, mens de omfavnede hans skuldre. Spidserne var ligeledes begyndt at spalte. Selvom han vidste, at han burde gå til frisøren, nægtede han.
Hun havde rørt ved hans hår som det var nu, og hun havde altid beundret hans evne til at se godt ud med langt hår. Hvis han derfor valgte at blive klippet, følte han, at han forrådte hende. Han følte at han gik imod hende, ved at klippe sig kortere, når hun så godt kunne lide det langt.
Og egentligt var det dumt tænkt - han vidste jo, at hun alligevel ville støtte ham i alt, så hvorfor ikke bare få det klippet? Hvis han klippede sig, ville hun heller ikke kunne konfrontere ham med det.

     ”Til tider hører jeg stadig din stemme for mig.”

     Folk ville tro han var tosset, hvis de så ham stå på taget et en høj bygning, med hovedet rettet mod himlen for dertil også at snakke ud i intetheden. Men han var ligeglad. Dette var hvad han holdt af at gøre. Dette var også grunden til, at han hver aften befandt sig på dette sted, og at han fandt tagterrassen så interessant. Sammen havde de plejet at tage herhen, hvilket var derfor det bragte så mange minder med sig fra deres tid sammen.

     Her havde han kysset hende da de begge var seksten år. Hun mente ikke at han turde kysse hende, og for at bevise overfor hende hvor meget hun tog fejl, smedede han deres læber sammen. Hun var hans første kys, lige så vel som han var hendes. Af os til når som han stod her, genlevede han det øjeblik, hvor deres læber så perfekt faldt i spænd.

     ”Og at høre din stemme for mig, er den smukkeste lyd jeg kan tænke på.”

     Forsigtigt satte han sig hen på kanten af taget. Her havde han frit lejde ud over London, og i det fjerne kunne han ane omridset af både London Eye samt Big Ben. Udsigten elskede han, af den simple grund, at hun ligeledes gjorde. De mange millioner lys, lyste så smukt hovedstaden op. Måske det var derfor de elskede at tage herop i sin tid - fordi omgivelserne var så ubeskrivelige. Så romantiske.

     ”Det får mig vakt til live igen. Din stemme får mig til at vågne igen,” indrømmede han over for sig selv, stadig spejdende udover gaderne der strakte sig flere kilometer foran ham. ”Mindet om dig får mig vakt til livs.”

     Han sendte et luftkys mod himlen i håb om, at det ville ende hos hende. Hun plejede altid at sende disse kys til ham, når hun sad for enden af hans seng, efter at de havde haft deres populære sleep-overs. Deres sleep-overs der egentligt bare bestod af, at de genså Harry Potter filmene gang på gang. Hun havde altid været fan af den serie. Selv havde han dog en anelse om, at når hun så dem og snakkede om hvor sød Harry Potter var, at hun så i hemmelighed refererede til ham selv. Selv når de mødtes på den lokale bar, blev disse luftkys sendt i hans retning, og sågar også når hun i protest satte sig ind på bagsædet i hans bil.
Alle handlingerne genspillede sig i baghovedet på ham, mens han tænkte tilbage på deres tid sammen. De genspillede sig mens han prøvede på at holde deres minder i live.

     ”Hey Angel.” To simple ord havde han en tildens til at gentage utallige gange. ”Jeg ville ønske jeg kunne være mere som du.” Med de ord lukkede han hårdt øjnene i, for at glemme tårerne der hobede sig op i øjenkrogene på ham. Han ville glemme savnet til hende han mistede, og han ville glemme et liv uden hende.

     Alt han ville huske, var hendes stemme, hendes smil og de dejlige, varme blå øjne. Dog var det hele så svært, når alt han ønskede var at hun var hos ham.

     ”Hey Angel,” hviskede han endnu en gang, inden trafikken igen blev den eneste lyd der kunne høres. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...