UDE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2015
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Færdig
Jeg forstår det ikke. Natten er blevet stille. Der er ingen larmende motorer i nærheden, ingen dunkende bas et sted i det fjerne. Det eneste lys, jeg kan se, er stjernerne på nattehimmelen og den ensomme telefonboks midt på gaden et stykke væk. Jeg knuger mine forfrosne hænder sammen. Det gør ikke længere ondt. Til at starte med begyndte det bare at stikke en smule, og så begyndte det at gøre ondt. Men nu kan jeg ikke mærke mine hænder længere. Det er, som om mine led er frosset fast. Min søster ligger ved min side med det sølle tæppe omkring sig. Hun sover tungt. Jeg har lige set et ubrugt hjørne af tæppet, som jeg nu knuger mine hænder i. ... Denne korte novelle "Ude" er inspireret af Niels Barfoeds digt "Aften i staten". Det er en opgave, jeg fik i folkeskolen en gang for nogle år siden, og jeg ved, at andre også har delt deres besvarelser på opgaven her.

0Likes
0Kommentarer
210Visninger
AA

2. Ude

”Og så kørte de bare,” siger jeg og putter mig bedre ind til min søster under det slidte tæppe, ”Uden os.”

Jeg forstår det ikke. Jeg kan ikke lide det. Jeg knuger mine forfrosne hænder sammen. Det gør ikke længere ondt. Til at starte med begyndte det bare at stikke en smule, og så begyndte det at gøre ondt. Men nu kan jeg ikke mærke mine hænder længere. Det er, som om mine led er frosset fast.

Min søster ligger ved min side med det sølle tæppe omkring sig. Hun sover tungt. Jeg har lige set et ubrugt hjørne af tæppet, som jeg nu knuger mine hænder i.

 Jeg ligger og fører en halv samtale ud i ingenting. Jeg snakker med Gud. Han svarer mig bare ikke. Men mor har altid sagt, at han ser alt, og han hører alt.

”Jeg er sulten,” siger jeg. Jeg kan knapt nok høre min egen stemme. Jeg har det, som om den forsvandt, da mor og far kørte fra os, ”Og jeg fryser. Jeg savner mor. Hvorfor tog hun os ikke med hjem? Hvorfor skulle vi blive her? Vil hun ikke have os længere?”

Men Gud må ikke tro, at jeg er et pattebarn. Jeg er stor, og jeg kan godt klare mig. Mor siger altid, at der er så mange, der har det værre end os, så jeg skal ikke have ondt af mig selv. Men det har jeg. Jeg kan ikke gøre for det.

”Undskyld,” slipper det stille fra mine læber. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort galt. Noget må der jo være, ellers ville vi ikke være her i kulden nu. Jeg ved bare ikke, hvad det er.

Jeg ligger og stirrer op i himmelen. Den er mørk. Mørkere end den plejer. Men stjernerne er for store. De lyser for meget. Jeg kan ikke lide det her. Det er alt for anderledes. Jeg græder ikke. Mor har altid sagt, at man må være tapper, modig og stærk for at overleve i denne verden. Og det vil jeg være.

”Det lover jeg hende i morgen, når de kommer og henter os. Jeg vil sige til hende, at jeg kan. Simpelthen at jeg kan. Bliver det overhovedet morgen her? Her er så mørkt, så mørkt,” nærmest hvisker jeg. Men Gud hører mig. Det er jeg sikker på.

Det stikker og gør ved i hele kroppen nu. Det startede i tæerne, og så fingrene, men det værste er min mave. Jeg er så sulten. Hvad skal der nu blive af os?

”Jeg ved, at mor kommer og henter os,” siger jeg bestemt. Mest af alt til mig selv. Men er jeg nu sikker? Nej, ikke den mindste smule.

Jeg hoster, fordi min stemme lyder så tøset. Men jeg er ingen tøs. En lille stemme inde i mit hoved siger mig imod. Siger, at jeg skal lade være med at være sådan et pattebarn. At jeg må blive voksen. Og pludselig lyder stemmen uhyggeligt meget som mors.

”Du er nødt til at lære at klare dig selv,” siger hun til mig, ”Bliv voksen.”

Jeg ser rundt med øjne oplyst af håb. Hendes stemme lyder så virkelig, så tæt på. Jeg kan næsten se hendes store blå øjne se ned på mig. Men hun er ingen steder at se. Det er bare noget, jeg forestiller mig.

Natten er blevet stille. Der er ingen larmende motorer i nærheden, ingen dunkende bas et sted i det fjerne. Det eneste lys, jeg kan se, er stjernerne på nattehimmelen og den ensomme telefonboks midt på gaden et stykke væk. I lyset fra den løber en halt hund. Det tror jeg, det hedder. Den halter i hvert fald. I et øjeblik er jeg helt tavs, og mine fingre glider fra hinanden og søger min søsters hånd. Jeg ser hunden forsvinde ud mod horisonten, og så ser jeg op i den klare himmel igen.

”I morgen kommer vi hjem. Vi skal sove i vores egne, varme senge igen… Tror jeg,” siger jeg lavt, ”Lov mig det, Gud. Lov mig, at du vil få mor tilbage til mig. Tilbage til os. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...