{LesMis} The Artist, the Actor - and the Revolution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2015
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Med en dyster fortid, snigende alkoholisme og symptomer på depresssion, har Grantaire ikke andet glæde i livet end at male. Da han en dag overværer sine venners møde i den lokale aktivist-forening, finder han ikke kun inspiration i den enorme passion der emmer i lokalet, men også en muse: En smuk, blond Apollo. Han er om dagen glødende aktivist og menneskerettighedsforkæmper - om aftenen en aspirerende musicalstjerne.

2Likes
9Kommentarer
558Visninger
AA

2. Picasso

Frank Sinatra: Come Fly With Me

---

Det er onsdag. Vejret passer ganske udmærket til mit humør - gråt og trist. Jeg er på vej hjem fra universitetet. Vi har malet stilleben i tre timer, og hvis der er noget der er dødssygt, så er det sgu at male stilleben. Det har ikke just oppet min motivation for resten af dagen, men jeg har sat mig et mål. Jeg skal nå på apoteket i dag. Jeg har mest af alt lyst til at gå direkte hjem, lægge mig i sengen og så stirre tomt op i loftet indtil det bliver aften, men nu må jeg bide tænderne sammen. Jeg skal udføre én ting. Det er de små sejre der tæller, eller sådan noget.

Så jeg går ind på apoteket og lugten er, som altid, det allerførste der slår mig. Det er ligesom en mild version af et hospital, måske på grund af al medicinen. Folk på min alder kommer normalt kun på apokteket efter glidecreme eller kondomer, noget i den stil i hvert fald. Det er sgu sjældent at nogen gider at lave lagengymnastik med mig, så jeg har trods alt ikke det problem. Jeg trækker et nummer der indikerer at jeg har en recept, hvorefter jeg stiller mig i kø. Der er heldigvis ikke særlig lang kø og snart står jeg foran disken.

"Hej. Jeg har en recept på antidepressiver," siger jeg så og viser hende en krøllet seddel.
"Javel. Må jeg se din sygesikring?" Jeg fremdrager mit kort og langer det over disken. Hun tager et blik på det, derefter på mig.

"Ah, javel.. Grantaire. Jeg finder din medicin." Hun forsvinder ind mellem rækkerne af æsker og pilleglas og jeg tillader mig at skotte over mod nabodisken hvor en anden apoteker er ved at give udførlige instruktioner til fortrydelsespiller. Stakkels pige.

Apotekeren vender tilbage med min medicin og jeg betaler for den, inden jeg forlader apoteket med en plastikpose i hænderne. Det var vist nok den længste samtale jeg har haft hele dagen. Jeg går tværs over torvet, for nu hvor jeg har klaret mit mål for dagen, kan jeg vel godt lige fordoble successen ved at gå i supermarkedet. Godt nok efter en flaske vin, men det tæller vel stadig, ikke?

Da jeg er færdig med at bruge penge på min alkoholisme, har jeg kun lige akkurat nået at stoppe flasken i min taske, før jeg hører nogen råbe mit navn. Jeg vender mig om og ser Bahorel og Jehan komme gående. Åh nej. Godt nok skal de forestille at være mine bedste venner, sammen med Courfeyrac selvfølgelig, men jeg er ikke i humør til deres aktivistiske pladder. Yeah, alle mine venner kæmper for en eller anden ligegyldig sag. Jeg er ikke engang sikker på hvad det er. Jeg burde virkelig finde nogle venner som ikke er så idealistiske.

"Grantaire! Sikke et sammentræf. Vi skulle faktisk snakke med dig," siger Jehan med et kæmpe smil på læben. Den spinkle mand ser virkelig begejstret ud. Det kan kun betyde én ting. Fuck også.

"Ja, vi ville lige høre om du ville med til mødet i dag på Musain. Vi er ved at arrangere en happening, og det ville være vildt fedt hvis du ville deltage," tilføjer Bahorel så, tydeligt begejstret. Dobbelt fuck.

"I ved godt at jeg ikke deltager i den slags," prøver jeg forsigtigt, men Jehan ryster bare på hovedet og slår mig på skulderen med sin hånd. Det føles lidt som hvis en flue fløj ind i mig. "Du behøver heller ikke være aktivt deltagende. Bare duk op og se hvad vi bruger vores tid på. Både Courfeyrac og Feuilly synes det er en god idé," siger han. De vil tydeligvis ikke give op. Jeg vil mest af alt bare gerne hjem og tage hul på min vin, men jeg kommer sgu nok ikke hjem før jeg siger ja. Så jeg ender altså med at nikke, dum som jeg er.

".. Okay, fint. Hvad tid?"
"Klokken halv syv. Og vær der til tiden!" De griner begge to og vinker til mig inden de begiver sig videre ned af gaden. Jeg står og glaner lidt efter dem som en fortabt hundehvalp. Jesus fucking Christ, mand.

 

Hvis blot jeg bare havde vidst hvad der ville ske på grund af det møde, var jeg aldrig taget afsted.

 

---

Whew. Så fik jeg taget mig sammen til det første kapitel. Det er måske ikke noget at råbe hurra for og de vilde tudeture, men som min lærer siger, så er det nødvendigt med noget fodarbejde. At min computer så besluttede sig for at slette hele kapitlet omtrent halvvejs gjorde det ikke nemmere.
I hvert fald: Jeg skal lige finde balancen når det angår Grantaire's følelsesliv, da der selvfølgelig er noget depression der spiller ind over. Men forvent at følelserne bliver lidt mere.. vilde i næste kapitel. //

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...