{LesMis} The Artist, the Actor - and the Revolution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2015
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Med en dyster fortid, snigende alkoholisme og symptomer på depresssion, har Grantaire ikke andet glæde i livet end at male. Da han en dag overværer sine venners møde i den lokale aktivist-forening, finder han ikke kun inspiration i den enorme passion der emmer i lokalet, men også en muse: En smuk, blond Apollo. Han er om dagen glødende aktivist og menneskerettighedsforkæmper - om aftenen en aspirerende musicalstjerne.

2Likes
9Kommentarer
549Visninger
AA

3. Monet

Frank Sinatra: Witchcraft

---

Klokken bliver halv syv og jeg befinder mig ude foran "MUSAIN", en rimelig snusket udseendet bar med førstesal. Bygningen er gammel og garanteret ikke blevet renoveret siden i starten af 1900-tallet eller sådan noget. Skiltet med stedets navn hænger lige over døren og ser faretruende tæt ud på at falde ned. Inde fra baren er der højlydt snak, grin og lidt musik til at sætte stemningen. Jeg har stået her i snart fem minutter (hvilket nok forklarer alle de observationer) og overvejet hvorvidt jeg skulle gå derind eller brænde mine kammerater af. Det er det samme hver gang jeg skal foretage mig noget der kræver kontakt med andre mennesker. Jeg får en knude i maven, mit hjerte begynder at hamre afsted og jeg forsøger at finde på alle mulige undskyldninger for ikke at se de mennesker jeg holder af. Særligt i dag er det slemt, for jeg ved at jeg sikkert skal møde nye ansigter og jeg har ingen motivation for at gøre et godt indtryk. På den anden side, forsøger jeg at overbevise mig selv om, så har den her bar næppe vundet nogen anerkendelser og det er sikkert afspejlet i klientellet. Måske er jeg deprimeret og overvægtig, men dem derinde er meget værre. Enten bliver det et meget ynkeligt selvtillidsboost eller også vil jeg bare kunne se mig selv om 30 år hvis jeg fortsætter med at drikke i det tempo jeg gør nu.

Nå, fuck det. Jeg tvinger mine ben til at sætte i omdrejninger. Jeg skubber døren op til baren og bliver med det samme mødt af en ulækker blanding af sved og alkohol, men der lugter omtrent af det samme i min lejlighed, så jeg har ikke mistet modet endnu. Jeg trasker videre op til bardisken, hvor bartenderen, en frodig kvinde med forklæde og en nedringet bluse, står og snakker med to fyre. De ligner nogen på min alder. De ser temmeligt optagede ud, men der er to minutter til at der er møde herinde, så jeg vil gerne finde de hersens aktivister. Jeg rømmer mig lidt og det fanger kvindens opmærksomhed. Hun vender sig væk fra de to andre fyre.
"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spørger hun så med et venligt smil. Jeg slapper lidt af.

"Øh... Mine venner holder sådan et slags møde her, tror jeg, men jeg ved ikke lige hvor det er henne. Det er sådan noget aktivist-halløj," siger jeg så, mens jeg bliver mere og mere usikker efter hvert ord. Det lyder simpelthen for åndssvagt at nogen skulle lave politiske aktiviteter det her sted. Men hun lyser op ved mit spørgsmål og til min store overraskelse vender hun sig om mod de to andre fyre. "Joly, Feuilly. Han skal med til mødet," siger hun så. Hun kaster et blik op på uret bag ved hende. "Og det begynder om lidt, så I burde nok gå op til det." Hun vender sig igen tilbage mod mig. "Bare følg efter de to," siger hun så venligt. De to fyre giver hende et kindkys på samme tid, inden de gør tegn til at jeg skal følge efter dem. "Hvad er dit navn?" Spørger den ene så. De virker faktisk flinke nok, hvilket er en stor lettelse.

"Grantaire. De fleste kalder mig bare for R." Grand-r. Grantaire. Det er verdens dårligste pun som bare har hængt ved.

"Ah, du er ham Courfeyrac snakkede om. Jeg er Joly, og det her Feuilly," forklarer den ene fyr, den laveste af dem. De går afsted mod en trappe allerbagerst i lokalet og begynder at gå opad. Jeg følger bare med lige i hælene på dem. Gad vide hvad Courfeyrac har fortalt om mig. Vi træder op i lokalet, hvor 10-15 mennesker er samlet eller deromkring. Jeg prøver lige at skabe mig et overblik. De har bare smækket en masse borde sammen til ét langbord, og på væggen i den ene ende, hænger der en hvid papirstavle, ligesom på min gamle skole. Rummet er relativt stort og jeg havde måske forventet at der var lidt flere mennesker. Men Feuilly og Joly trækker mig bare tættere på gruppen, og jeg ved ikke om det er fordi at der bare er nogen der tilfældigt rykker sig i forhold til andre eller om det rent faktisk, utrolig nok er en eller anden overjordisk kraft der er på spil. Som om at jeg sakkede bagud og er den sidste jøde der skal igennem det Røde Hav og over til Moses, så Gud lader vandene dele sig endnu engang. For vejen er banet, direkte over til hjørnet, hvor en computer er koblet til fremviseren. Hvor en mand står bøjet henover computeren og taster. Og så kan man vel tænke, "jamen var det bare det," men så er der en der kalder, Joly måske, og manden vender sig om og ser på mig. Det føles som at få et slag i mellemgulvet. Det er en skovelver, som taget ud af en film. Det er en engel på jord. Det er Da Vincis muse for mennesketegningen. Det er en marmorstatue af det perfekte menneske, det ypperste værk af Michaelangelo, en græsk gud...

"Apollo."

Jeg indser først et par sekunder efter at jeg har hvisket det for mig selv. Hvad fanden var det der? Hvis jeg havde haft samme åbenbaring til min eksamen, havde jeg sgu nok ikke dumpet. Det bliver ved med at køre igennem knolden på mig, og det stopper først da manden går over imod mig og standser. Han har store blå øjne. Selvfølgelig har han det, han er jo lige hoppet ud fra forsiden af Vogue eller hvad fanden det hedder.

"Goddag," siger han så med et varmt smil og rækker hånden frem. "Jeg hedder Enjolras."

---

Så er vi sgu igang. Der blev skruet op for det sukkersøde nu, men det var vel også bare for at understrege at det er heftige sager vi har prikket hul på. Husk at smide en kommentar hvis du har læst hele den her smøre, hehehe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...