{LesMis} The Artist, the Actor - and the Revolution

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2015
  • Opdateret: 4 okt. 2016
  • Status: Igang
Med en dyster fortid, snigende alkoholisme og symptomer på depresssion, har Grantaire ikke andet glæde i livet end at male. Da han en dag overværer sine venners møde i den lokale aktivist-forening, finder han ikke kun inspiration i den enorme passion der emmer i lokalet, men også en muse: En smuk, blond Apollo. Han er om dagen glødende aktivist og menneskerettighedsforkæmper - om aftenen en aspirerende musicalstjerne.

2Likes
9Kommentarer
550Visninger
AA

4. Matisse

Frank Sinatra: Fly Me To The Moon

---

Følelsen kan nok bedst sammenlignes med at være under vand. Altså, i minutterne efter at en fucking engel lige åbenbarede sig for mig. Det lyder garanteret sindssygt åndssvagt, heck, jeg ser garanteret sindssygt åndsvag ud som jeg står der og bare overbeglor den stakkels fyr. Men jeg kan ikke gøre for det, prøver jeg at overbevise mig selv om. Det er kunstnergenet der gør at jeg kan se symmetri og skønhed alle mulige steder. Jeg har nok set ham før på campus, men aldrig tæt på. Denne mand, han er fandeme et artistisk mesterværk. For helvede da også.

Christ, måske skulle jeg tage hans udstrakte hånd.

Jeg rækker hurtigt hånden frem og tager fat i omtalte hånd, mens jeg får mumlet et hej. Det kan godt være at han hedder Enjolras, men han er i virkeligheden Apollon i forklædning - så det bliver Apollon fra nu af. Han er en af de typer man ser på forsiden af alle de fine blade, bortset fra at ham her, han er ikke photoshoppet til ukendelighed. Han er ægte, han har blonde krøller der indrammer hans ansigt, og blå øjne, som jeg slet, slet ikke skal kigge ind i. Så ville jeg aldrig komme videre med mit liv. Mens jeg er igang med mit intensive studie af hans ansigt, kan jeg se at hans mund bevæger sig. Så er det pludselig som om at jeg bliver hevet om af det føromtalte vand, op til overfladen hvor alting er klart og tydeligt.

"Hvad?" Mumler jeg af refleks, og manden kigger lidt underligt på mig. "Dit navn. Du hed..?" Gentager han så lidt mere tydeligt, og jeg kan mærke at mine kinder bliver varme.

"Grantaire, jeg hedder Grantaire," siger jeg hele to gange. Godt førstehåndsindtryk. Det her bliver min død, det er der ingen tvivl om. Men heldigvis bryder Courfeyrac ind og redder mig fra yderliger ydmygelse.
"Det er tid!" Siger han begejstret, og tager fat om mit håndled for at føre mig ned i det fjerneste hjørne. Jeg modstår fristelsen til at kigge mig over skulderen for at se på Apollon igen.

 

Jeg får heldigvis set rigeligt til Apollon i løbet af mødet, for selvom forsamlingen egentlig er demokratisk, og alle kan sige deres mening, så vælger de fleste at lytte til ham. Deres uformelle leder. Han sidder for enden af langbordet, eller nærmere står op, for han har travlt med at fare frem og tilbage, forklare, skifte PowerPoint-slides, hælde mere kaffe op i sin kop. Jeg tror at jeg talte to eller tre kopper i løbet af mødet.

Selvom der egentlig ikke var særlig mange punkter i løbet af mødet som jeg lyttede efter, så fik jeg alligevel en del viden om deres... Bevægelse, eller klub. De kæmper for social retfærdighed i hvert fald. Hele gruppen består af en del mennesker, men inderkredsen var dem der var fast inventar til alle møder. Der var mine venner; Courfeyrac, Bahorel som jeg bokser med hver torsdag, spinkle Jehan, og Eponine. Eponine var ingen steder at se til mødet, men jeg ved at hun plejer at komme til de større begivenheder. Så det var stort set alle mine venner. Derudover tæller inderkredsen også gruppens 'mor' Combeferre, Feuilly og Joly som jeg havde mødt tidligere, Marius, og naturligvis Enjolras. Min Apollon. En hel del nye navne som skulle læres, men det betød også nye mennesker. Jeg ved godt at der nok ikke går så lang tid før de finder ud af hvordan jeg sådan rigtigt er, men indtil da... Ja, så føles det normalt at sidde i blandt disse mennesker. Den følelse blev hængende efter mødet, da Courfeyrac og jeg gik ud fra Musain.

"Så... Hvordan var det?" Spørger han så med det mest uskyldige smil han kan mønstre (det vil sige, ikke så uskyldigt). Jeg trækker bare lidt på skuldrene.
"Det var vel okay," siger jeg vagt. Jeg har stadig ikke helt kommet mig over min nye besættelse.

"Så vi ses også næste gang?" Tilføjer han så håbefuldt. Jeg laver en træt lyd og kører en hånd igennem krøllerne.

"Altså... En enkelt gang skader vel ikke," mumler jeg så endelig, og ruller med øjnene da jeg ser et stort smil dukke op på min vens læber. Endelig har de fået hivet mig med til deres skide aktivisme. Måske havde de planlagt at jeg skulle møde Apollon med det samme, så jeg blev hængende. Det er sgu lige før at det virker helt sandsynligt. 

 

Men uanset om mine venner havde planlagt et storstilet forsøg på at lokke mig i gruppen eller ej, så varede den varme følelse i maven ved hele vejen hjem. Og hjem i seng, under dynen, under navlen, under bukserne.

Det hjalp lidt. Fuck mand, hvis nogen slog ordet 'patetisk' op i ordbogen, så ville der være et stort, grimt billede af mig. Apollon bliver min død. Det var min sidste tanke, efter jeg havde vasket hænder, skiftet boxershorts, og lagt mig til at sove igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...