Daggry

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 nov. 2015
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Færdig
På en bænk i en nordsvensk landsby sidder den gamle, ensomme Karl hver aften og ser solen gå ned ude over vandet. En gammel stridighed har holdt ham væk fra sin familie i rigtig mange år, og solnedgangen er nu den eneste lykke, som han har tilbage. I samme landsby nyder den lille, femårige Ida hver dag solopgangen fra bænken. En lykkefølelse rammer hende, hver gang hun ser solen stå op. Men hun må altid skynde sig hjem, så hendes forældre ikke opdager, at hun er gået alene hjemmefra. Som solopgangen og solnedgangen kommer tættere og tættere på hinanden, jo mere midsommer nærmer sig, desto tættere kommer Karls og Idas skæbner på at mødes. Da de endelig mødes ved sommersolhverv, finder Karl ud af, at han har mere til fælles med den lille Ida, end han umiddelbart skulle tro. Dette giver ham en sidste chance for at få rodet op i fortiden.

1Likes
3Kommentarer
263Visninger

1. Daggry

Arjeplog, Nordsverige, juni 1957

 

 

Solen forsvandt længere og længere ned over vandet. Samtidig blev den mere og mere rød, og til sidst begyndte den langsomt at forsvinde ude i horisonten. Da den var forsvundet helt, var der dog stadig flot lys ude over vandet. Det var den eneste livsglæde, som den gamle og forladte Karl havde tilbage. Hver aften sad han helt alene på denne bænk og nødt solnedgangen. Lige siden han var en lille dreng, havde solen over vandet interesseret ham. Da han var mindre, var det bare altid solopgangen, som han så. Nu var det mere solnedgangen, som interesserede ham. Gad vide, om det var fordi, hans liv selv var ved at gå ned, tænkte han. Han var nu 91 år, så meget længe endnu kunne han vel ikke leve, tænkte han. Slet ikke når man nu var så ensom, som han var. Karl havde ikke set sit eneste barn i 37 år, og han anede heller ikke, om hun havde fået nogen børn eller børnebørn. Han havde heller ikke nogen kone og havde ikke haft det i 37 år. Deres datter gik fuldstændig på moderens side efter skilsmissen og nægtede at se sin far igen. For Karl var det uforstående, at en fælles arv kunne skille folk ad og nu have holdt dem adskilt i 37 år. Karl gik alene hjem - igen.

 

Just over den lille mark gik den lille Ida. Det måtte hun ikke. Men hun ville se solopgaven fra bænken. Solen over vandet interesserede hende meget, men solopgangen var alligevel lidt mere interessant end solnedgangen, syntes hun. Hun satte sig på bænken. Hun kunne godt ane, at solen var på vej op ude i horisonten. Det blev langsomt lysere og lysere derude. Hendes hjerte bankede, og hun kunne mærke en indre glæde, da det øverste af solen kom til syne i horisonten. Hun fulgte med store øjne solens opstigen, indtil hele solen var oppe. Hun blev siddende lidt og nødt daggryet og udsigten over vandet, hvori solens stråler reflekterede. Men nu måtte hun vist hjem, inden nogen fra hendes familie vågnede og opdagede, at hun var gået. Denne nat sov meget af hendes familie nemlig hos hende og hendes forældre. Både fastre, onkler, bedstemødre og bedstefædre. Men ingen af hendes oldeforældre var der. De var nemlig alle sammen døde, før hun blev født, havde hendes forældre fortalt hende.

 

Næste aften sad Karl igen på bænken og ventede på, at solen skulle gå ned. Denne aften ville det naturligvis ske en lille smule senere end i går. Han vidste godt, at der ikke ville gå mange dage, før solen holdt op med at gå ned. Han befandt sig nemlig nord for polarcirklen, og lige omkring midsommer gik solen aldrig ned. Idet solnedgang var hans eneste glæde, så han ikke frem til de uger, hvor solen aldrig ville gå helt ned. Det kunne stadig være flot at se solen over vandet, men når den ikke gik helt ned, var hans glæde ikke fuldendt. Han sad sådan og tænkte på, hvad han mon af personlighed havde givet videre til sine potentielle børnebørn og oldebørn, som han aldrig havde set. Mindede de om ham? Lignede de ham? Det ville han nok aldrig få svar på. Han nødt at se solen forsvinde ud over vandet. Derefter rejste han med besvær sin gamle krop og vandrede hjemad. 

 

Uret ringede hjemme hos den lille Ida. Nu skulle hun op for at se solopgangen. Solen stod jo op midt om natten på denne tid af året, så hun måtte hver nat stille sit vækkeur for at kunne komme ned at se solopgangen. Hun satte altid uret 25 minutter før, at solen stod op. Så kunne hun nemlig lige nå at få tøj på og gå ned til bænken. Hun havde fået en bog med alle solopgangs- og solnedgangstider i deres by. Derfor vidste hun, hvad tid solen stod op de forskellige dage. Der var bare én ting, som hun ikke forstod. Fra den 12. juni og nogle uger frem stod der ikke nogen tidspunker for solopgange og solnedgange i bogen. Ud fra dagene stod der bare nogle bogstaver i stedet for tidspunkter. Hun var kun fem år, så hun kunne ikke læse, hvad der stod. Men hun tænkte, at solen vel bare måtte fortsætte med at stå lidt tidligere op dag for dag, som den plejede at gøre. Hun gik ned til bænken og ventede på solens kommen. Endnu engang var det en smuk oplevelse for hende, da den kom til syne. Hun gik hjem igen. Hun listede ind af døren, så der ikke var nogen, der kunne høre hende. Stille gik hun ind på sit værelse og lagde sig til at sove igen.

 

De næste aftener sad Karl senere og senere og nødt de sidste solnedgange, inden det ville være slut med det for en periode. Ida satte stadig sit ur til at ringe tidligere og tidligere for at kunne komme ned at se solopgangen. Den 11. juni var en speciel og sørgmodig dag for Karl. Det var nemlig sidste aften i nogle uger, hvor han kunne se den smukke solnedgang. Han gik ned til bænken, lidt tidligere end han plejede for at få det hele med. Ida havde sat sit ur noget tidligere, end hun gjorde i går. Der stod jo ikke i hendes bog, hvornår solen stod op. Men hun vidste jo, at solen stod op tidligere og tidligere for hver dag. Hun tog sit tøj på og gik ned mod bænken over marken. Samtidig sad Karl på bænken. Solen var nu få sekunder fra at gå ned for sidste gang i mange uger. Han lænede sig tilbage, tog en dyb indånding og nødt solens endelige nedgang ude over vandet. Han ville dog lige blive siddende lidt og nyde den flotte udsigt. Det var jo sidste gang i mange uger, at han kom til at sidde her. Et par minutter senere fik han øje på en lille pige, der kom gående ned imod ham. Han tænkte, hvad hun dog lavede herude så sent. Hun kom hen til bænken og satte sig lige ved siden af ham uden at sige et ord. Hun kiggede bare ud over vandet. Karl blev af en eller anden grund næsten helt misundelig på hende. Hun havde garanteret en stor og kærlig familie og en tryg barndom i dem. Og lige ved siden af hende sad han selv helt ensom og forladt. Hun kiggede ud over vandet, som om hun ventede på et eller andet. Mon det var solopgangen? Den ville i hvert fald komme meget snart, vidste han. Faktisk kiggede hun ud over vandet på næsten samme måde, som han selv gjorde, dengang han var barn og sad og så solopgangen. Det undrede ham alligevel lidt. Da solen kort tid efter stod op ude over vandet, kunne han tydeligt se lykken i den lille piges ansigt. Med store øjne og en begejstret åben mund strålede hun af lykke. Lykke var der dog ikke ligefrem i Karl. Der var derimod en stor undren over hele situationen. For da han var barn og så solen stå op, reagerede han også altid med store øjne og åben mund, da solen kom til syne. Hvem var den lille pige, der mindede så meget om ham? Det ville han nu finde ud af, så han startede med at spørge hende, hvad hun lavede ude så sent. Hun kiggede lidt genert op på ham og svarede, at hun elskede at se solopgangen og derfor altid stod op for at se den. Hans hjerte bankede hurtigt, da han nu fik en lille mistanke om, at hun måske kunne være et af hans ukendte oldebørn. Folk, der ikke var i familie med hinanden, plejede ikke at reagere så ens på noget, som de gjorde med solopgangen. Han turde dog ikke rigtig tro på, at han var i familie med hende, men for at prøve at finde ud af det, spurgte han diskret lidt ind til hendes familie. Det var et emne, der interesserede hende, så hun startede en lang smøre om sin familie. Da hun midt i det hele sagde, at hendes mormor hed Hanne, blev hans mistanke virkelig forstærket. Det var navnet på hans datter, som han ikke havde set i 37 år. Pigen fortsatte med at snakke, men han var nu helt optaget af sine egne tanker. Kunne det virkelig passe, at denne pige var hans oldebarn? Kunne det virkelig ske, at han med sine 91 år nu endelig skulle genforenes med sin familie? Karl afbrød pigen og spurgte hende, hvad hun hed. Hun svarede Ida. Da han derefter spurgte om hendes efternavn, gav alting mening, samtidig med at en kæmpe lykkefølelse nu gik igennem hele hans krop. Hendes efternavn var identisk med hans eget, og det var et meget sjældent ét. Det kunne kun være hans oldebarn, som sad her. Han ville finde ud af, om Ida vidste, at hun havde en oldefar i live, eller om hans familie, som han havde været i strid med i 37 år, ikke havde fortalt hende om ham. Han spurgte hende derfor, om hun ikke havde nogen oldeforældre. Nej, de var alle sammen døde, før hun blev født, svarede hun. Okay, hans familie havde løget om ham. Det blev han selvfølgelig skuffet over, men glæden over, at han nu stod til en potentiel genforening med sin familie fyldte mere hos ham. Mon ikke, at de kunne tilgive ham efter 37 år? Idet Ida ikke havde nogen oldeforældre tilbage, måtte det indebærer, at hans ekskone også var død. Men det havde han nu også en stærk formodning om. Det var ikke mange, som blev så gammel som ham. Han ville gerne hjem til Ida og hilse på hendes mor, hans barnebarn. Han sagde til Ida, at han hellere måtte følge hende hjem, når nu det var så sent. Det var fint med hende, så de gik nu hjemad mod hende.

 

Karl ringede på Idas dør, selvom hun ikke ville have det. Så ville det blive opdaget, at hun havde været ude om natten, og det måtte hun jo ikke. Moren åbnede døren. Han sagde, at han meget gerne ville ind at tale med dem. Moren var selvfølgelig i første omgang interesseret i, hvad Ida dog lavede ude midt om natten. Da de havde fået vendt den sag, satte Karl og moren sig ved spisebordet. Han hev sit sygesikringskort op af lommen, lagde det på bordet og sagde, at han var hendes morfar. Hun blev selvfølgelig chokeret, men hun kunne se det sjældne efternavn på hans sygesikringskort, så hun var ikke i tvivl. Hun sagde, at hendes mor havde fortalt så meget dårligt om ham. Hun var dog alligevel interesseret i ham, og han fortalte stille og roligt sin version af den gamle skilsmissehistorie og om, hvordan hans liv havde været efterfølgende. Hun blev ked af, at han havde været så ensom. Hun kiggede på ham og smilede. "Velkommen i familien", sagde hun. Karl fældede en tåre af lettelse og glæde. Endelig blev han genforenet med sin familie. Det havde han aldrig forestillet sig, at han ville. I hvert fald ikke, når han nu var blevet så gammel. Karl og moren gav hinanden et stort kram, og nu græd de begge to. Moren undskyldte også, at hun havde bildt Ida ind, at han var død. Men hun ønskede ikke, at hun skulle vide, at der var en stor familiestridighed. Moren og Karl gik ind på Idas værelse. Moren sagde til Ida: "Ida, det her er Karl, og det er din oldefar". Først troede hun ikke på det, men da de forklarede hende lidt nærmere, troede hun til sidst på det, og Karl fik sit oldebarn op i armene. Karl syntes også, at det var lidt sjovt, at han nu i 13 år havde boet i denne landsby med noget af sin familie, uden at nogen vidste noget som helst.

 

Aftenen efter sad Karl med hele sin familie samlet. Idas mor havde inviteret dem alle sammen for at de alle sammen kunne blive genforenet med Karl. Karls datter var der også. De havde selvfølgelig måttet have en alvorlig snak om fortiden, og om at hun ikke havde givet ham lov til at se sine børnebørn. Det endte dog alligevel med, at de slog en streg over det og nu begge sad omkring det store bord og hyggede sig med hele deres familie. Karl havde aldrig følt sig mere lykkelig, ikke engang da han var barn og så solopgangen. Da solen var på vej ned, gik Karl og Ida sammen ned til bænken og kiggede ud over vandet. Solen gik nu ikke helt ned, og dermed stod den heller ikke op. Den var oppe hele tiden. Men de nødt nu begge to udsigten alligevel. Arven er stærk - den har nu genforenet os, tænkte Karl. Tænk, hvis Ida ikke havde arvet denne specielle interesse for solopgange og solnedgange fra sin oldefar, så var han aldrig blevet genforenet med sin familie. Karl kom også til at tænke på, at hvis ham og Ida ikke havde boet nord for polarcirklen, ville de aldrig have mødt hinanden. Syd for polarcirklen går solen jo altid op og ned alle dage på hele året. Dermed ville der aldrig komme et tidspunkt som i går aftes, hvor deres skæbner som et resultat af deres interesser kunne mødes. Karl elskede allerede sit lille oldebarn rigtig højt. Han prøvede at forklare hende, hvordan det med solopgange og solnedgange hang sammen. Han sagde også, at om vinteren var der også en periode, hvor solen aldrig stod op. Idas hjerne arbejdede for at forstå alt det, han havde sagt. "Så når det bliver vinter, er det mig, der venter på dig, oldefar", sagde hun. Karl blev rørt. "Ja, lille skat. Det er det".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...