Ræven

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2015
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre hvis din mor fik kræft og snart skulle dø? Hvordan ville du reagere? Hvordan ville du give slip på hende, og ville du overhoved kunne det?

1Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. Ræveblikket

Jeg gik hen til det samme træ, satte mig det samme sted, på det samme tidspunkt. Jeg var ked af det, min mor fik konstaterede kræft for nogle dage siden, og det er slemt, meget. Jeg må ikke besøge hende, min far er den eneste, som besøger, og tager sig af hende, jeg savner hende, og jeg vil ikke have hun dør. Jeg hørte nogle grene knække, og en smuk lille ræv kom gående længere henne. Jeg betragtede den flotte rødglødende pels, den sorte næse, de små, sorte poter, hvordan den let, og elegant bevægede sig gennem den flotte efterårsskov. Ingen lyd. Den var så lydløs, som man overhoved kunne være. Jeg åbnede min lille læder bog, som min mor havde givet mig, fandt min blyant frem, og tegnede små grå streger, jeg tegnede de fine små poter, den sorte næse så sort som kul. Jeg tegnede nogle små skygger rundt omkring den, jeg tegnede overgangene hvor pelsen går fra snehvid, til rødglødende. Jeg sørgede for, at få alle detaljerne med. Jeg kiggede op, men kunne ikke se andet end, de flotte, efterårsnuancer, de svajende træer og nogle egern, som løb, og legede.

Ræven var her jo lige. Nok er den stille, men den er ikke stille nok til, at gå ubemærket.

Jeg hørte et højt brag. Jægere. Fugle fløj op fra trætoppene af bare rædsel. Jeg rejste mig op på mine små bare fødder, og løb mod braget, som stadig gav genlyd i den nu vilde vind.

Jeg løb af min krops fulde kraft.

Jeg stoppede hårdt op, og kiggede over mod marken, jeg blev mødt af et par smertefulde øjne, jeg gispede kort, og hold mig for munden. Jeg gik langsomt tættere og tættere på, jeg kunne jo ikke vide, om det var lige præcis dén ræv, men mine tårer kom mig i forkøbet.

Ræven lå helt stille, den lod mig komme helt tæt på. Jeg satte mig stille og rolig ned ved siden af det, jeg kiggede den dybt inde i øjnene, den led. Jeg blev ved med at kigge den i øjnene, jeg kiggede dybere og dybere, dens blik rev mig ind i dens sind, og snart kunne jeg se noget helt andet, jeg kunne se min mor, jeg begyndte at græde, jeg løb ind i armene på hende, hun satte sig på hug og omfavnede mig. Jeg kiggede op på hende. Jeg strøg min hånd igennem hendes smukke røde hår, videre ned af hendes kind. Hun smilede. Hun var glad, men hvorfor græd hun?

“Hvorfor smiler du, når du græder?” spurgte jeg hende, hun omfavnede mig og svarede: “Fordi at jeg elsker dig så utrolig højt, og jeg vil ikke forlade dig og din far” Jeg vred mig ud af hendes favn, “hvorfor bliver du så ikke bare?” spurgte jeg, min mor kiggede på mig, vi stod et øjeblik i fuldkommen stilhed. Min mor trådte nærmere, “Fordi at min skæbne er deroppe”, hun pegede op på den klare himmel, “jeg har brug for din tilgivelse, jeg har brug for, at du sætter mig fri”, jeg hørte et brag mere. Jægerne var tæt på. Jeg kiggede rundt, min mor var væk, jeg kiggede ned på ræven, som bare lå lige så stille i mine arme, jeg hørte et ordentlig brag igen, det var jægerne. Jeg kom til at tænke på min mor. Jeg kiggede på ræven, måske var ræven min mor. Ræven blødte kraftigt, og jeg kunne mærke, at den næsten ikke trak vejret. Det gav et sæt i mig, “mor!” råbte jeg. Jeg tog ræven rundt om halsen, og satte kurs mod hospitalet. Jeg sparkede nærmest dørene op, jeg kiggede på kortet, og fandt etagen med kræftpatienter. Jeg kiggede på de mange forskellige navne, på de mange forskellige døre. Jeg fandt min mors dør, jeg åbnede forsigtigt døren, hun lå i hospitalssengen, med lukkede øjne. Jeg gik hen til hende. Jeg tog ræven, som hang rundt om halsen, og lagde ved hendes side i sengen, så tog jeg hendes hånd. Det var kold. Iskold. Hun drejede sit hoved, og åbnede øjnene halv, hun kiggede på mig, og den lille ræv, som jeg havde lagt ved hendes side. Hun smilede kort, inden hun lukkede øjnene.

Jeg begyndte at græde “Jeg tilgiver dig mor, jeg sætter dig fri” hviskede jeg. Rævens puls var væk, og inden længe var min mors også, jeg hørte den lange bip lyd fra apparatet ved siden af hendes seng.

“Jeg elsker dig, mor”

 

 

*Dette er bare en lille danskopgave jeg fik, som jeg lige ville dele.

Denne historie går ud til alle dem, som kender en, der har kræft eller mistet en til kræften. I må meget gerne kommentere på den, om hvad i synes, eller hvis i har gode ideer til en ny historie.*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...