Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
436Visninger
AA

7. 7. december

Augusta

Skolen blev faktisk udholdelig med tanken om at jeg skulle mødes med Summer senere. Jeg var selvfølgelig stadig nervøs. Lige meget hvor asocialt det lød, var jeg ikke så tit sammen med folk på min egen alder. Så trist var mit liv. Desuden kunne jeg bruge skolen – især frikvartererne – på at tænke på digtsamlingen. Jeg havde læst et par flere, men havde også måttet bruge en del tid på lektier. Flere af dem nævnte på den ene eller anden måde ham. Et af dem lød ca. sådan:

Hvorfor husker vi det gode, men aldrig det onde

Hvorfor husker vi buskene, men aldrig krattene

Hvorfor husker vi sønnen, men aldrig den tabte

Jeg tror nok den hed to sider. Digtene var virkelig gode, men igen refererede den til en eller anden ukendt. Jeg anede ikke hvem sønnen var eller den tabte. Jeg tænkte dog at den tabte og ham var den samme. Et andet digt var noget i denne stil:

I sommerens luner glemmer vi skyggerne

Når foråret blomstre glemmer vi at bladene forgår

Han er skyggerne og han er de forgangne blade.

Og vi må aldrig glemme skygger, blade eller ham

Her blev han og ham fremhævet igen. Det var faktisk en smule uhyggeligt. Digtet altså. Søndag aften havde jeg prøvet at skrive alle oplysningerne om ham ned, men det havde stadig ikke givet mig et billede af en person. I det første digt jeg havde læst, blev han sammenlignet med solen og blomster, men i andet, det med sønnen og den tabte, blev han sammenlignet med ondskab og i det tredje med skygger og forgangne blade. Der stod faktisk direkte at han var dem. Jeg forstod det virkelig ikke.

 

I et frikvarter kom Raven hen til mig. Hun så ildevarslende ud.

”Jeg høre du spreder løgne på internettet,” sagde hun sukkersødt som sædvaneligt.

Der gik et sekund før jeg forstod, hvad hun snakkede om.

”Jeg har sagt det ikke handler om dig. Desuden selv hvis det gjorde, hvordan skulle folk så vide det.”

Og, tilføjede jeg i tankerne, hvordan kendte hun til det.

”Du må nok tage det ned. Ellers får en lærer det at vide,” truede hun.

”Jeg tager det ned efter skole. Jeg må ikke bruge mobilen i frikvarteret.”

”Men så er det jo for sent,” smilede hun koldt.

Okay så det var enten: få ballade fordi jeg lagde digtet på Facebook, eller chansen for ballede fordi jeg brugte mobilen i skoletiden.

Jeg sukkede og fiskede telefonen op af lommen. Jeg låste den op og loggede på Facebook. Raven så mig over skulderen, mens jeg gik ind på min væg og trykkede slet. Hun smilede ondt til mig.

”Det var godt lille mus. Den store stykke ravn, var jo ved at hive din hale af!”

Den dårlige trussel kom fra Ravens vinende Bella. Hun kunne virke sød, men også som en, der manglede situationsfornemmelse. Raven sendte hende et ’ti stille’ blik. Bella klappede omgående i som en østers.

”Nu må jeg vel tjekke om du ligger flere løgne ud.”

Med de ord snuppede Raven mobilen ud af hånden på mig.

”Hey!”

Jeg rejste mig og prøvede at få den tilbage.

Heldigvis endte jeg med at få den igen. Sekunden før læren kom ind, og så stod jeg der med et mobil i hånden. Mange tak Raven. Heldigvis blev det ikke til andet end en skideballe. Jeg slukkede telefonen og lagde den surt i lommen.

 

Da jeg kom hjem var klokken 15:30. En halv time til at jeg skulde mødes med Summer. Jeg smed hurtigt min taske ind i lejligheden før jeg skyndte mig at gå ned mod byen. Det havde været hurtigere med cyklen, men jeg gad virkelig ikke at cykle op ad bakken igen. Da jeg hastede ind på gågaden, var det allerede begyndt at blive mørkere. Det førte min tanke over på de håndskrevne digte og videre over mod ham. Var et virkelig for meget forlange, at få et navn. Eller en grund til at han var så vigtig.

Jeg rystede på hovedet og hen på Café Hugo. Ca. der gik det op for mig, at jeg ikke anede hvordan Summer så ud. Jeg stod lidt akavet og kiggede på caféen. En pige med lyst bølget hår og blå øjne trådte lidt tættere på mig.

”Er du Augusta?” spurgte hun.

”Ja,” sagde jeg prøvende. ”Er du Summer?”

Pigen lignede en Summer. Hun var slank og det lyse hår gik til midt på ryggen. Hun virkede elegant, og jeg følte mig pludselig helt klodset, med mit uglede hår. Noget jeg ikke kunne gøre for. Mit ville bare ikke blive ved med at være udredt.

”Ja,” sagde hun og nikkede.

Jeg begyndte at fnise, men stoppede hurtigt igen. Summer smilede til mig. Jeg gengældte smilet.

”Skal vi gå ind?” spurgte Summer.

”Ja,” svarede jeg en smule for hurtigt, men Summer lagde vist ikke mærke til det.

Jeg tog en dyb indånding. Jeg burde slappe lidt af, men som sagt jeg var ikke så meget sammen med folk. Summer gik ind på caféen og jeg fulgte efter. Vi satte os ved et bord. En tjener, kom og gav os to menukort. Jeg åbnede det og kiggede ned. Jeg læste ikke rigtigt, men det var vel ikke så vigtigt. Efter lidt tid kom tjeneren tilbage, og spurgte hvad vi ville have. Jeg tog bare det første og bedste jeg så, da jeg knap nok havde læst menukortet. Summer og jeg sad i tavshed i noget tid. Da tjeneren kom med maden, havde vi stadig ikke udvekslet et ord. Vi spiste også i tavshed.

”Har du fundet ud af noget om ham vinduesfyren?” spurgte jeg.

”Nej, men er er sket noget andet,” startede Summer, ”jeg var i byen her den anden dag, men så begyndte min halskæde af en eller anden grund at lyse.” Hun viste mig et guldkors hun bar om halsen. ”Jeg tog den op og så at der var en knap på bagsiden, jeg aldrig har set før.” Hun vendte korset om og viste mig en lille diamant på bagsiden. ”Jeg trykkede på den og der kom en dør frem.”

”Vent lid,” afbrød jeg. ”Det minder mig om noget…”

Et digt faktisk:

Husk altid korset, som med den rette bære vil åbne døren og vise vejen til ham.

”Et digt jeg har læst. Det lød nogenlunde sådan her: husk altid korset, som med den rette bære vil åbne døren og vise vejen til ham. Med tryk på ham,” sagde jeg ivrigt.

”Hvem er ham,” spurgte Summer.

”Jeg aner det virkelig ikke, men hvis din dør kan fortælle det, vil jeg gerne se den,” sagde jeg.

”Du kan tage med hjem til mig efter vi har betalt?” foreslog Summer.

”Det lyder super,” svarede jeg.

Selvom det ikke var det fedeste at indrømme, var hun en af de første jeg var hjemme ved i lang tid.

 

Vi betalte for maden og Summer viste mig ned til busterminalen. Her tog vi en bus hjem til hende. På busturen sagde vi ikke rigtig noget.

Summer i et toetagers hus. Da vi gik ind af døren råbte Summer en hilsen, og så gik vi mod Summers værelse. På vej derop fik jeg et mindre chok. Inde i Summers stue var Christoffer. Og ja, Christoffer som i ham, der hele tiden prøver at stjæle min bog. Han sagde heldigvis ikke noget til mig, men betragtede mig bare. Mit hjerte racede afsted. Christoffer var rent faktisk Summers fætter. Jeg tog en dyb indånding. Det betød ikke noget. Vi nåede Summers værelse. Summer tog sin halskæde af, trykkede på den underlige knap, og lagde halskæden på gulvet. Ganske rigtigt tonede en trædør frem. Den virkede gammel. Lidt på samme måde som min bog faktisk. Slidt, men intakt. Da døren så ud til at have fast form, tog Summer i det forgyldte håndtag og åbnede døren. Ville sandheden om ham virkelig være bag den dør. Døren åbnede sig på vid gab. En by viste sig bag døren. Jeg så forvirret på den. Var ham mon i byen?

”Det var ikke det jeg så sidste gang,” sagde Summer forvirret.

”Kan det ikke være lige meget?” spurgte jeg. ”Jeg vil vide hvem ham er!”

”Skal vi gå gennem døren?” spurgte hun langsomt.

Jeg nikkede og skulle til at stikke en fod gennem døren, da en stemme råbte nedefra:

”Der er mad!”

Jeg trak skuffet min fod til mig.

”Jeg skal også til at hjem. Vi ses vel,” sagde jeg.

”Kan vi mødes her på lørdag?” spurgte Summer.

”Lyder fint!” sagde jeg og vinkede.

Jeg skyndte mig ud af hendes værelse og helt ud af huset. På vej ud hørte jeg et barn råbe, men hans ord druknede i mine tanker. Jeg havde været så tæt på at finde ud af hvem ham var. Jeg ville hjem til min bog. Jeg var kun en fjerdedel igennem. Der var stadig sider, som kunne forklare, hvem det var!  

 

Summer

Jeg sad på en bænk i skolegården sammen med Lilly. Vi snakkede egenligt ikke rigtigt om noget, vi sad bare og kiggede på dem, som løb omkring os. Så kom en flok drenge over til os. "Hej," sagde en af dem og gik et skridt tættere på. "Hej," svarede jeg og smilte til ham. "Det var dig som stoppede os i onsdags," sagde han og gik endnu tættere på. Han prøvede nok gøre mig bange, men det lykkedes ikke rigtigt.   "Ja," svarede jeg og smilte flabet. "Det skulle du ikke have gjordt," sagde han og tog fat om min overarm. Jeg så chokeret på ham og lagde min hånd om hans håndled. "Hvad har du gang i?" spurgte jeg og fjernede hans hånd fra min arm. Han så noget overrasket ud, og gik lidt tilbage. "Du skal ikke gøre det igen," sagde han og tog endnu et skridt bagud, ved resulterede i at han var ved at falde. Jeg fniste kort, "hvorfor skulle jeg så ikke det? børn som ikke er blevet opdraget ordentligt, skal vel lære hvordan man skal være, på et eller andet tidspunkt." Hans kinder blussede en smule op, og han tog langsomt endnu et skridt tilbage. "Hvorfor drillede I den dreng?" spurgte jeg og trådte frem. Han tøvede lidt, "han har været ond mod os, så han skulle have gengæld." "Hhhmm.. Så det vil du have at jeg skal tro på?" svarede jeg og tog endnu et skridt frem. "Ja, det passer," svarede han med en antydning af løgn i stemmen. Jeg så mistænkeligt på ham, "fortæl mig nu den rigtige grund," sagde jeg og han tøvede. "Han drillede os til en fest sidste lørdag!" sagde han og begyndte at lyde selvsikker igen. Jeg rystede på hovedet og grinede af ham. "Du er forfærdelig til at finde på undskyldninger," sagde jeg og gik lidt tættere på ham. "Den lille uskyldige dreng havde ikke gjordt jer noget, så lad ham være i fred!" sagde jeg og rettede mig op. "Det er ikke den rette måde at få popularitet på," sagde jeg belærende. Drengen vendte sig om, hvor han snakkede til de andre drenge. Lidt efter gik de og drengen som jeg havde snakket med, kiggede usikkert tilbage på mig.    Jeg vendte mig om mod Lilly, som stadig sad på bænken. "Hvordan gør du det der?," spurgte hun med glæde i stemmen. "Gør hvad?" svarede jeg, som om at jeg var dum i hovedet. "Det der! Hvis du siger til en dreng, at han skal stoppe med noget, så gør han det! Hvordan kan du?" sagde hun med en dæmpet stemme. Jeg tænkte mig lidt om, "altså.. Det er ikke rigtigt noget som jeg tænker over." Hun så på mig med et blik, som ikke rigtigt var overbevisende. "Der må da være et eller andet?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, "hvis du prøver at sige dem imod, så er jeg sikker på at reagerer på samme måde," svarede jeg og smilte. "Hhhmm, det må jeg prøve," svarede hun lige inden det ringede ind. Vi havde dansk, og skulle egenligt bare se en film. Så den sidste time gik meget hurtigt, hvilket jeg var glad for, jeg skulle nemlig mødes med Augusta.   Efter skole gik jeg ind til byen og købte nogle gaver, imens jeg ventede på at Augusta kom. Klokken var blevet 15:56 og jeg havde stillet mig foran Café Hugo, hvor jeg ventede på at Augusta kom. En masse mennesker var gået forbi, men jeg kunne ikke spotte en rødhåret pige. Men endelig så jeg en pige som lignede hende. Hun havde en mørkerød hårfarve, præcis som på profilbilledet. Hendes øjne var grønbrune, så jeg gik ud fra at det var hende. Jeg gik langsomt et skridt tættere på og kiggede nærmere, hendes hår gik til skulderbladene jeg var næsten sikker. "Er du Augusta," spurgte jeg og gik en smule tættere på. "Ja," svarede hun og så på mig. "Er du Summer?" "Ja," svarede jeg og nikkede. Hun fniste lidt, men stoppede hurtigt igen. Jeg smilte til hende og hun gengældte. Der gik lidt tid hvor vi smilte til hinanden i stilhed. "Skal vi gå ind?" spurgte jeg for at bryde den. "Ja," svarede hun og jeg gik hen mod døren. Jeg gik forrest, så derfor måtte det vel være mig som skulle finde vores bord. Jeg gik hen til et tilfældigt bord, og kiggede hurtigt tilbage for at se om hun var med. Vi satte os på hver vores side af bordet, og en tjener kom hen til os med et menukort som han lagde på bordet. Jeg smilte til ham og han gik igen, og da jeg kiggede tilbage sad Augusta med menukortet i sine hænder. Hun sad og kiggede i det i et stykke tid, hvorefter hun gav det til mig. Vi fandt ud af hvad vi ville have og tjeneren kom hen til vores bord igen, hvor vi bestilte vores mad. Vi havde fået vores mad, og tavsheden var der stadig, men Augusta besluttede sig for at bryde den. "Har du fundet ud af noget om ham vinduesfyren?" spurgte hun. Jeg tyggede af munden, "nej men der er sket noget andet," svarede jeg og så på ned min halskæde, "jeg gik i byen her den anden dag, men så begyndte min halskæde af en eller anden grund at lyse," jeg viste hende hende halskæden. "Jeg tog den op og så at der var en knap på bagsiden, som jeg aldrig havde set før," jeg vendte korshalskæden om, og viste hende den lille diamant. "Jeg trykkede på den og så kom der en dør frem," afsluttede jeg. "Vent lidt!" Sagde Augusta, "det minder mig om noget.." Det så ud til at hun tænkte sig godt om, inden hun begyndte at tale. "Et digt jeg har læst. Det lød nogenlunde sådan her: Husk altid korset, som med den rette bære Vil åbne døren og vise vejen til Ham. Med tryk på ham." Sagde hun ivrigt. "Hvem er ham?" spurgte jeg og så undrende på hende. "Jeg aner det virkelig ikke, men hvis din dør kan fortælle det, vil jeg gerne se den." "Du kan tage hjem til mig efter at vi har betalt?" Svarede jeg og smilte. "Det lyder super," svarede hun.   Vi gik ud til disken og betalte, hvorefter vi gik over til busterminalen, som vi tog en bus fra hjem til mig. Busturen var meget stille og vi snakkede ikke rigtigt. Vi stod af bussen foran mit hus. "Jeg er hjemme!" råbte jeg da vi stod i gangen og havde taget vores overtøj af. Vi gik igennem stuen hvor Christoffer sad med sin mobil, som han dog hurtigt løftede blikket fra da vi kom. Vi gik op ad trappen med Christoffers blik i nakken, som jeg valgte at ignorere. Vi gik op på mit værelse og Augusta satte sig på min seng, imens jeg blev stående. Jeg tog min halskæde frem og trykkede på knappen hvorefter jeg lagde den på gulvet. Døren kom langsomt til syne igen, og jeg ventede på at den kom helt frem. Da døren var kommet helt til syne tog jeg fat i det rustne håndtag, og åbnede den. Men da den åbnede, var det ikke den by som kom til syne, det var en anden.. "Det var det ikke det jeg så sidste gang," sagde jeg og kiggede forvirret på Augusta. "Kan det ikke være ligemeget?" spurgte Augusta, "jeg vil vide hvem ham er." "Skal vi gå igennem døren?" spurgte jeg langsomt. Augusta nikkede, og lod sin ene fod træde ind ad døren. "Der er mad!" Råbte min mor, og vi fór begge forskrækket sammen. Augusta trak sin fod tilbage, "jeg skal også til at hjem. Vi ses vel," sagde hun. "Kan vi mødes her på Lørdag?" spurgte jeg og nikkede mod døren. "Lyder fint," svarede hun og vinkede. Jeg samlede halskæden op og døren forsvandt igen, og da jeg så tilbage var Augusta smuttet. Jeg gik ned ad trappen og satte mig ved spisebordet, imellem Christoffer og min mor. Vi skulle have spagetti men jeg kunne ikke rigtig spise noget, fordi at Augusta og jeg næsten lige havde spist. "Hvem var det, som du havde på besøg, hende har jeg da aldrig set før?" spurgte min mor, da hun havde hældt noget kødsovs over sin spagetti. "En fra den anden klasse," løj jeg. vi var på Café Hugo." "Ej hvor hyggeligt," svarede hun og smilte. Jeg nikkede kort, og min mor vendte sin opmærksomhed mod Christoffer.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...