Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
433Visninger
AA

6. 6. december

Augusta

 

Selvom det var søndag blev jeg rusket vågen tidligt.

”Godmorgen,” sagde min mor spændt.

Jeg gabte og spurgte:

”Hvorfor skal jeg så tidligt op?”

”Søde, vi skal i kirke,” sagde hun.

Jeg stønnede, men tvang mig selv op. Mine forældre tog mig med i kirke vær søndag. Ikke fordi jeg gad eller bare var en smule interesseret idet, men bare fordi.

”Desuden har vi en adventsgave til dig,” lokkede min mor.

Jeg smilede overgivende.

Ude i køkkenet stod der ganske rigtigt en pakke, pakket ind i papir, jeg kunne genkende, som det vi havde liggende i skuffen.

”Værsgo at åbne, men vi skal afsted lige bagefter,” smilede min mor.

Jeg smilede tilbage og satte mig ved bordet. Jeg åbnede pakken, og en slidt læderindbundet bog kom til syne. Jeg trak den helt ud af papiret. Den var tyk. Ca. på tykkelse med mine tre midterste fingre. Omslaget var en smule slidt, men intakt. Den så gammel ud.

”Åben den!” sagde min mor spændt.

Jeg slog op på første side. Den var blank ud over en håndskrevet titel: De ting vi aldrig må glemme. Jeg var nød til at tyde bogstaverne, som var skrevet med en kalligrafi lignende skrift. Jeg bladrede. Mere af den gamle håndskrift kom frem.

Vinterens sang

Glem aldrig solen når mørket falder på.

Glem aldrig blomsten når bladende visner.

Glem aldrig græsset når det er dækket med sne.

Og glem aldrig ham selvom han aldrig blev kendt.

”Digte!” udbrød jeg.

”Nemlig. Jeg fandt bogen på et loppemarked og tænkte på dig,” smilede min mor.

”Tusind tak,” sagde jeg og krammede hende.

”Og nu er det kirketid. Far venter i bilen.”

Jeg prøvede at komme mig over, at jeg lige havde fået en hel bog fyldt med håndskrevne digte, men måtte vente med at læse til efter en dødssyg kirkeforestilling. Og undskyld til alle jer, som holder af at gå i kirke, men det gør jeg altså ikke!

På vej ud af døren til bilen, tænkte jeg på det digt jeg allerede havde læst. De første tre linjer havde givet mening. Husk sommeren, selv om vinteren, men den sidste linje forstod jeg ikke.

Og glem aldrig ham selvom han aldrig blev kendt

Hvem i alverden var ham, hvordan skulle jeg kunne huske en som aldrig blev kendt. Okay, selvfølgelig huskede jeg folk, selvom de ikke var kendte. Mine forældre f.eks. Men jeg havde ingen anelse om hvem ham var. Og der stod intet navn. Og heller ikke hvem der skrev digtet. Var det mon den samme, som havde skrevet resten af bogen? Sikkert, skriften lignede i vært fald den på den første side. Kunne der være spor om det i andre digte?

Hele vejen til st. Andreas kirken – hvor vi skulle hen – tænkte jeg over hvem ham mon var. (Angående kirken, var jeg helle ikke sikker på hvem St. Andreas var). Men det med ham virkede vigtigt, på en måde jeg end ikke kunne forklare mig selv.

Inden i kirken sad min familie og jeg, på en af de bagerste rækker. Der var en del mennesker i kirken. Sikkert fordi det var advent. Jeg var ikke så opmærksom på, hvad præsten sagde. Jeg havde ingen spor om, hvem ham kunne være. Jeg mener hvad havde jeg egentligt at gå efter? Havde han mon noget med vinter at gøre? Eller sommer? Jeg kom til at tænke på Summer. Havde hun mon set den underlige fyr igen? Måske refererede ham bare til enhver fyr som ikke gik hen og blev berømt? Men hvorfor så fremhæve det? Et gav ingen mening. Refererede forfatteren til sig selv? Pludselig ringede en telefon midt i det hele. Jeg fór forskrækket sammen, og der gik et øjeblik før det gik op for mig, at det var min telefon, som ringede. Med blussende kinder, kastede jeg et undskyldende blik på min forældre og skyndte mig ud af kirken. Jeg tog den stadig ringende telefon, og tog den op til øret:

”Hej det er Augusta,” sagde jeg.

”Hej Augusta det er Summer,” sagde en bekymret stemme.

”Øhm hej. Er den der fyr dukket op igen?” spurgte jeg.

”Ja, han var her lige før. Det var derfor jeg ringede,” sagde hun.

”Du siger her. Hvor er du lige nu?” spurgte jeg af mangel på bedre.

”Jeg er hjemme, og han kiggede ind af mit køkkenvindue,” sagde hun.

”Dit køkkenvindue?” sagde jeg forvirret.

”Ja, jeg stod og bagte småkager, med min mor og Christoffer…” forklarede hun.

”Christoffer?” afbrød jeg.

Jeg tænkte på Christoffer fra skolen. Jeg vidste godt, at jeg var paranoid, men det var bare buset ud af mig. Hvad nu hvis det var den samme?

”Ja, han er min fætter,” forklarede Summer.

Skulle Chrisoffer ikke være hos sin kusine i en uges tid?

”Nå, men vi kom fra din vinduesbelure,” sagde jeg skyndsomt.

”Jeg bagte småkager med min mor og Christoffer, da jeg så ham kigge ind ad vinduet,” sagde Summer.

”Så din mor eller Christoffer ham,” spurgte jeg.

”Nej, det tror jeg ikke,” sagde hun.

”Har du tænkt dig at fortælle dine forældre om det?” spurgte jeg.

”Det tror jeg ikke,” sagde hun. ”Kan vi ikke mødes i morgen?”

”Jo da. Hvor og hvornår?”

”Skal vi sige klokken 16:00 på Café Hugo?” foreslog Summer.

”Det lyder fint,” svarede jeg.

En lidt akavet stilhed indfandt sig. Jeg bed læberne sammen, men besluttede selv at bryde den:

”Nå, men jeg skal gå, jeg er egentlig i kirke lige nu,” sagde jeg med et lille grin.

Summer fnisede og jeg smilede ind i røret.

”Super vi ses i morgen,” sagde hun.

”Ja, hej hej,” sagde jeg.

Summer lagde på og jeg sænkede telefonen fra øret. Jeg kunne se Nørrevang skolen, hvor jeg gik ikke så langt væk. Jeg glædede mig ikke ligefrem til at tage i skole i morgen. Jeg sukkede og gik tilbage i kirken. Jeg listede så stille som muligt, ind ved siden af mine forældre. De så begge spørgende på mig. Jeg rystede på hovedet og mimede ”senere”.

Da vi var på vej hjem, havde jeg faktisk glemt alt om ham. Det var i vært fald, indtil jeg så den opslåede bog på køkkenbordet.

”Hvem var det så, som ringede?” spurgte min mor.

”En fra skolen. Vi skal mødes i morgen,” sagde jeg.

Jeg er udmærket klar over, at det var en lille hvid løgn. Men den fulde sandhed ville kræve for megen forklaring.

”Det er da super,” smilede min mor.

”Det er det vel,” sagde jeg og trak på skuldrene.

Jeg tog bogen fra køkkenbordet og gik ind på mit værelse. Jeg slog op på det første digt igen. Nope, intet tegn på, hvem ham var. Men jeg havde ikke tænkt mig at glemme det. Jeg ville finde ud af det. På den ene eller den anden måde.

Summer

Endnu en dag var startet og jeg stod i vores køkken, i fuld gang med at lave småkager sammen med min mor og Christoffer. Oliver var taget hjem til en ven, så der larmede ikke så meget hjemme hos os. Vi var i gang med at bage vaniljekranse, pebernødder og klejner, og klokken var kun lidt over 10.

Imens vi stod der og bagede hørte vi julemusik, og det var rigtig hyggeligt indtil at jeg opdagede en ting. Drengen fra i fredags, stod og kiggede på os igennem vinduet. Men han stod ikke bare og kiggede så vi kunne se ham, han gemte sig.

"Mor, jeg vil gerne lige have noget frisk luft," sagde jeg og gik ud i gangen og tog mine sko på.

Jeg skyndte mig at åbne døren men han var væk, jeg anede ikke hvordan han kunne være så hurtig, men det var åbenbart muligt.

Jeg mærkede min mobil vibrere i min lomme og jeg tog hurtigt op, og så at Augusta havde svaret på beskeden som jeg sendte dagen før:

Hej Summer Jeg er utrolig ked af at jeg ikke har set din besked tidligere. Det lyder vildt creepy! Jeg ved ikke om det er nødvendigt at gøre noget, så længe han ikke kommer igen. I det tilfælde skal du være velkommen at ringe, på dette nr; 26 49 17 40

Augusta

Jeg huskede på nummeret i hovedet: 26 49 17 40, så gik jeg ud af messenger og trykkede på telefon ikonet.

Jeg tastede nummeret ind: 26 49 17 40 og trykkede så på knappen, så jeg ringede hende op.

Der gik lidt tid med nogle bibbende telefon lyde:

"Hej det er Augusta," sagde hun da hun endelig dukkede op.

"Hej Augusta det er Summer," svarede jeg og så ned i jorden.

"Øhm hej. Er den der fyr dukket op igen?" spurgte hun.

"Ja han var her lige før. Det var derfor jeg ringede," svarede jeg og sank den klump som jeg havde i halsen.

"Du siger her. Hvor er du lige nu?" spurgte hun.

"Jeg er hjemme, og han kiggede ind af mit køkkenvindue."

"Dit køkkenvindue?," spurgte hun forvirret.

"Ja, jeg stod og bagte småkager, med min mor og Christoffer,"

"Christoffer?" afbrød hun.

Jeg havde slet ikke tænkt over, at hun ikke kendte ham.

"Ja, han er min fætter," forklarede jeg.

"Nå, men vi kom fra din vinduesbelure," svarede hun.

Jeg hostede, "jeg bagte småkager med min mor og Christoffer, da jeg så ham kigge ind ad vinduet."

"Så din mor eller Christoffer ham?" svarede Augusta spørgende.

"Nej, det tror jeg ikke." "Har du tænkt dig at fortælle dine forældre om det?" spurgte hun og jeg kiggede på min mor som havde stillet sig bag mig.

"Det tror jeg ikke," svarede jeg en smule afvisende.

"Kan vi ikke mødes imorgen?" foreslog jeg.

"Jo da. Hvor og hvornår?," svarede hun.

"Skal vi sige klokken 16:00 på Café Hugo?" spurgte jeg og smilte, selvom at jeg vidste at hun ikke kunne se mig.

"Det lyder fint," svarede hun.

En lidt akavet stilhed opstod.

Men så begyndte hun at tale igen:

"Nå, men jeg skal til at gå, jeg er egenlig i kirke lige nu," sagde hun med et lille grin.

Jeg fniste: "super vi ses imorgen."

"Ja, hej hej," svarede hun og jeg lagde på.

"Hvem snakkede du med?" spurgte min mor, da jeg vendte mig om.

"Ååh øhm, bare en fra klassen," svarede jeg tøvende.

Jeg var ikke helt sikker på om jeg ville fortælle hende, hvem det var.

"Hm, er du nu sikker på det?" svarede hun og puffede til min side.

"Er du sikker på at det ikke var en.. Kæreste?" fortsatte hun og lagde trykket på 'kæreste'.

"Mor, selvfølgelig er det ikke det," svarede jeg og slog mig selv i hovedet.

Jeg sneg mig forbi hende, men hun var hurtig til at afbryde:

"Summer, husk nu lige hvad du er i gang med."

Jeg kiggede over mod køkkenbordet, hvor Christoffer stod og trillede pebernødder. Jeg kiggede væk igen og bevægede mig over mod trappen, jeg så tilbage hvor min mor kiggede på mig med et trist blik. Jeg vendte mig om igen, og gik over til køkken boret hvor jeg begyndte at trille pebernødder sammen med Christoffer. Jeg kiggede på min mor, som smilede tilfreds.

"Der er kun pebernødderne tilbage, så er vi færdige," sagde hun og kiggede over på Christoffer som straks smilte.

"Godt, for vi har snart stået her i 2 timer og jeg har lektier for," sagde han og kiggede straks ned i jorden, som om han fortrød hvad han sagde.

"Åh Christoffer! Det vidste jeg ikke, du får lov til at gå nu! Summer og jeg kan sagtens klare det sidste," svarede min mor og jeg sukkede.

"Mor jeg har altså også lektier for, kan du klare det her alene?" spurgte jeg og så bedende på hende.

Hun så opgivende på mig, "er du sikker på at det her ikke er noget du bare siger, fordi du ikke vil bage mere."

"Hundrede procent sikker," svarede jeg.

"Så lad gå," svarede hun og jeg var allerede på vej hen til trappen.

Jeg var på vej op ad trappen, da jeg kom i tanke om noget. Halskæden, burde jeg ikke fortælle Augusta om den? Hvad den kunne og sådan.

Jeg rystede tanken af hovedet, det ville jeg ikke fortælle hende lige nu, det måtte vente.

Jeg fik lavet de få lektier som jeg havde for, som jeg brugte som undskyldningen for ikke at bage mere.

Jeg tænkte igen på drengen:

Hvad nu hvis han var kriminel? Tanken havde strejfet mit hoved engang før, men hvad nu hvis han var?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...