Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
437Visninger
AA

2. 2. december

Summer

Jeg vågnede ved et sæt, da alarmen på min mobil ringede. Jeg greb ud efter den og tog den op, jeg låste den op og alarmen stoppede. Jeg smed den tilbage på bordet, og satte mig op. En ny dag var startet, og den skulle nok blive god. Idag skulle vi have juleklippedag på skolen, og hvis jeg selv skal sige det så er det den bedste skoledag på hele året. Jeg rejste mig fra min seng, og gik hen til mit spejl. Jeg stod foran spejlet og sukkede, jeg anede ikke hvordan mit hår skulle sidde. Jeg prøvede i et mislykket forsøg, at sætte mit hår op i en hestehale. Jeg besluttede mig for at tage en nissehue på, nu hvor det jo var juleklippedag. Igen idag havde jeg tøjkrise, jeg gik hen til mit skab hvor jeg stod i adskillige minutter inden jeg fandt noget tøj. Jeg tog en hvid sweater med en snemand og nogle sorte stramme bukser på.

Jeg løb ned ad trappen og så til min store overraskelse, at der ikke sad nogen i køkkenet. Jeg gik ned i køkkenet og fandt et knækbrød frem, som jeg smurte smør på. Jeg tog en kop te, satte mig hen til bordet og begyndte at spise. Jeg tog én bid af mit brød, men så hørte jeg skridt bag mig. Jeg lagde mit knækbrød på min tallerken, trak på skulderen og tænkte ikke rigtigt over det, men så kom skridtene igen.

"Er der nogen?," råbte jeg. Intet svar.

Jeg tog mit knækbrød igen men kort efter mærkede jeg et par hænder i min nakke.

"Bøh!," råbte min far og jeg kan love dig for at jeg fik et chok. "Far!" råbte jeg og min far begyndte at grine. Jeg pegede på gulvet hvor mit knækbrød lå.

"Se hvad du har gjort!"

"Hey hey hey! Det var ikke min skyld, du kunne bare holde bedre fast i det," sagde han og grinte.

Jeg rejste mig op og samlede mit knækbrød op, som jeg smed i skraldespanden. Jeg vaskede min tallerken op, hvorefter jeg gik op på mit værelse og tog min kalender frem på min seng. Jeg tog det lille stykke chokolade, som lå i låge nummer to. Derefter lagde jeg min kalender tilbage på plads, og tog min skoletaske over skulderen.

Jeg gik igen ned ad trappen - og denne gang, sad min far der ikke længere. Jeg gik ud fra at jeg skulle tage bussen, så jeg gik ud i gangen og tog mine støvler og jakke på. Jeg kastede et blik på mit håndled - naturligvis der hvor mit ur sad, og så at jeg havde 5 minutter til at bussen kom. Jeg gik ud ad døren og låste den. Jeg proppede min høretelefoner i ørene, og startede musikken på min mobil. Jeg hørte Mistletoe med Justin Bieber, og hans rolige stemme fløj rundt i mit hoved sammen med mine tanker.

Vi skulle jo juleklippedag hvilket gjorde så vi havde tidligt fri, derfor skulle jeg ned til byen sammen med nogle fra min klasse. Jeg havde tænkt mig at købe nogle julegaver til mine forældre, men jeg vidste ikke helt hvad. Bussen kom og jeg fandt mit buskort frem og viste det til buschaufføren, han nikkede kort til mig og smilte.

Jeg gik ned i bunden af bussen og satte mig med min lektier, jeg havde lektier for, de var godt nok først var til imorgen, men jeg lavede dem alligevel i bussen. Det var matematik, det var og forbliver mit hade-fag, uanset om jeg så var verdensmester i det.

Jeg nåede lige at lave mine lektier færdige, før bussen stoppede foran min skole. Jeg smilte til den venlige buschauffør og gik ud af bussen, og lige da jeg kom ud af bussen, mærkede jeg noget koldt på min næse. Jeg kiggede op og så at der var begyndt at sne, jeg smilte stort.

Jeg gik hen mod indgangen til skolen og mødtes igen med Lilly, og vi satte os på en bænk og snakkede. Pludselig hørte jeg nogle højlydte drengestemmer lidt væk, jeg sagde til Lilly at vi nok skulle tjekke hvad der skete, så vi gik rundt om hjørnet hvor det kom fra.

"Pattebarn! Gå hjem til din mor og tud videre! Barnlige lille dreng!" var der en af drengene der råbte, efterfulgt af et spark over skinnebenet.

Drengen som de råbte af var omtrent et år yngre end dem, og enhver kunne se at det var uretfærdigt. Han var lille og spinkel, og lignede mest af alt en som ikke kunne holde til et slag mere.

"Hey! Stop!" råbte jeg og gik et skridt tættere på dem.

"Og hvorfor skulle vi lytte til en pige som dig?" spurgte en af drengene uden at kigge på mig.

Han vendte sig om og gjorde store øjne, han vidste nok ikke at det var mig. Han smed drengen i jorden.

"Kom drenge," sagde han og de gik modsat vej.

Jeg gik hen til drengen og rakte min hånd ud mod ham, han tog imod den og rejste sig op.

"Tusind tak for hjælpen," sagde han og smilte svagt til mig.

"Det var så lidt, ingen fortjener at blive behandlet sådan."

Klokken ringede og han løb hurtigt ind på skolen, efterfulgt af Lilly og jeg.

 

Kl. Halv 1 ringede klokken, og vi havde endelig fri. Dagen havde slet ikke være slem - tværtimod, vi havde jo juleklippedag men jeg ville bare gerne hjem igen.

Jeg satte mig ind i bussen og hev min mobil op af lommen, og åbnede Facebook. Jeg rullede ned af startsiden og så, at Sabrina fra 9. klasse, havde delt et link med teksten: Læs det her! Har aldrig læst noget bedre! Jeg åbnede linket og så at det var et digt.

 

Et Sort Hul

Hvor Du Plejede At Gøre Mig Ondt

Det Sorte Hul I Mit Hjerte

 

Et Sort Hul

Som Opsluger Ord Og Gør Mig Immun

Det Sorte Hul I Mit Hjerte

 

Et Sort Hul

Som Fjerner Dine Ord Før De Gør Skade

Det Sorte Hul I Mit Hjerte

 

Et Sort Hul

Det Vil Altid Forblive

Det Sorte Hul I Mit Hjerte

 

Jeg havde aldrig været meget for poesi, men det digt, det var utroligt godt! Jeg læste det igennem igen.

Nej det var ikke bare utroligt godt, det var fantastisk. Jeg trykkede på personen som havde skrevet digtets profil, og et navn kom til syne. Augusta Lena Sørensen. Jeg trykkede på hendes profilbillede, og så en pige med en mørk rød hårfarve. Hendes hår krusede en smule, og hun havde grønbrune øjne. Jeg overvejede stærkt at skrive til hende, hun skulle vide at det var et godt digt som hun havde skrevet. Men hvis nogle fra skolen fandt ud af det, ville det bare være pinligt. I stedet tog jeg et screenshot af hendes profil, og lagde min mobil tilbage i min lomme.

 

Augusta

Den anden december vågnede jeg op til duften af æg. Det fik mig til at tvinge min trætte krop ud af sengen, og ud i køkkenet, hvor min mor stod og lavede morgenmad, mens far sad ved køkkenbordet og drak kaffe.

”Godmorgen søde,” sagde hun og vente hovedet mod mig.

”Godmorgen. Jeg troede i skulle tidligt afsted i dag,” sagde jeg.

”Altså, i går aftes da du var gået i seng fik vi et opkald,” begyndte min mor.

Det skal lige nævnes, at selvom jeg var gået i seng, sov jeg højst sandsynligt ikke. Jeg havde ligget og læst i noget tid, hvorefter – mens jeg prøvede at falde i søvn – ikke kunne få digtet, jeg havde lagt på Facebook, ud af hovedet. Jeg havde ligget og fortrudt, og overvejet af tage det ned, i jeg ved ikke hvor lang tid.

”Det er Nor. Han kommer på besøg i dag,” fortalte min far.

Mit ansigt lyste op i et smil.

”Kommer Nor?” spurgte jeg glad, selvom det egentlig var, hvad han lige havde sagt.

Er skal det måske lige nævnes, at Nor er min bror. Og haha det rimer, hvor er det dog sjovt, men videre i teksten.

”Ja, men gå nu ind og få noget tøj på, så du kan nå i skole til tiden,” sagde min mor med et falsk irettesættende smil.

Jeg sukkede og vendte mig mod værelset. Hvis mor og far kunne få fri, hvorfor kunne jeg så ikke. Det kunne jeg selvfølgelig ikke bruge som argument. Mine forældre forstod ikke rigtigt, hvordan jeg har det i klassen. Hvis jeg prøvede at forklare dem det med Christoffer, ville de bare skælde mig ud og sige at jeg ikke skulle omgås de større elever, fordi de alle sammen ryger eller sådan noget. Hvis jeg bare kunne holde op med at ”omgås” ham, ville jeg egentlig ikke have et problem med det. Og Raven? Hun kunne på en eller anden måde fortrylle alle voksne i miles omkreds, og den ene gang jeg sagde noget om hende, så gæt hvem der fik skældud, for at lyve om søde lille Raven. Men sådan var det ikke med Nor. Engang da jeg fortalte ham, at de andre drillede mig, havde han truet med at lammetæve dem. Det var da jeg var ni og han fjorten.

Da jeg havde fået tøj på vendte jeg tilbage til køkkenet, hvor min mor holdte en tallerken med æg frem mod mig. Jeg tog imod og satte mig over for min far.

”Nårh ja, det glemte jeg. Vi har noget til dig,” sagde han.

Han rakte mig en skrabe kalender.

”Vi ville have givet den i går, men du stod så sent op,” sagde min mor.

”Tak,” sagde jeg med et smil. ”Har du en mønt?”

”Her.”

Min far rakte mig en halvredsøre fra den lille skål på bordet. Jeg skrabede de to første låger. Så tog jeg den første bid i munden.

”Så Nor kommer senere i dag?” spurgte jeg.

”Jeps, men først efter du er kommet hjem fra skole. Og husk at tygge med lukket mund,” tilføjede min mor med et smil.

Jeg sank maden.

”Du skal vel også afsted nu ikke?”

”Når jeg lige har spist færdig,” sagde jeg undvigende.

Min mor sendte mig et skeptisk smil, og jeg skyndte mig at spise færdigt.

 

Skolen fløj for en gangs skyld afsted. Jeg glædede mig så meget til at se Nor igen. Jeg kunne endda ignorer Christoffer, som prøvede at snuppe min notesbog, og Ravens overlegne attitude og konstante forsøg på at få mig i ballade. Engang havde hun prøvet at få det til at se ud som om jeg røg på skolen. Og det lykkedes rent faktisk for hende. Og gæt engang; jeg fik ballade.

Da jeg kom hjem fra skole, sad min storebror i køkkenet. Han så op da jeg lukkede døren, og jeg brød ud i et stort smil.

”Hva’ så søster,” sagde han med smilende blå øjne.

”Hvordan går det?” spurgte jeg og skævede til hans bryst og mave.

Han så meget tynd ud. Men det gjorde han altid. Og hans hår var helt klart længere end sidst jeg så ham, men han kunne bære det.

”Helt fint,” sagde han.

Så fangede hans øjne mine øre.

”Du har fået nye øreringe,” sagde han og pegede på mine øreflipper.

”Åh, ja,” sagde jeg og dækkede skyndsomt ørene med håret.

Han rystede let på hovedet de sorte lokker bevægede sig og faldt ned i hans øjne.

”Nå, skriver du stadig digte?” spurgte han.

”Ja.”

”Må jeg se?” spurgte han.

Jeg smilede og fandt min notesbog fra min skoletaske, som stadig stod ved i gangen. Jeg rakte Nor bogen. Han bladrede gennem siderne, og læste hvis noget fangede hans øje.

”Er det her færdigt?” spurgte han pludselig og vendte bogen mod mig.

Det var haikudigtet jeg var begyndt på dagen før i skolen.

”Nej, jeg vil gerne have et par ekstra vers,” fortalte jeg.

”Ah.”

Nor bladrede igen. Det var det nyeste digt. Hans øjne bevægede sig over linjerne.

”Du har tegnet et hjerte,” konstaterede Nor.

Min kinder blev let lyserøde.

”Jeg ville have tegnet en ravn, men det så ikke ud som jeg ville have den, så jeg viskede det ud,” fortalte jeg.

”Irritere hun der stadig?”

Jeg trak sigende på skuldrene.

”Vent lidt! Jeg kan tegne din ravn!” udbrød Nor og hans store blå øjne lyste op.

”Virkelig! Tusind tak!”

Jeg omfavnede min bror, hvorefter han tog en blyant og begyndte at tegne. Jeg så næsten fascineret til, mens han lod blyanten glide over papiret og ravnens hoved, næb og fjer kom frem. Da han var færdig var mine forældre kommet ind i køkkenet.

”Værsgo,” sagde han og rakte mig bogen.

”Tak!” sagde jeg og krammede min bror igen.

”Har i haft en god dag?” spurgte min mor.

”Ja,” sagde jeg.

”Hvad er klokken egentlig?” spurgte Nor.

”Ca. 18.00,” svarede min far efter at have kigget på uret.

”Nå, så må jeg vist afsted,” sagde Nor og rejste sig.

”Kan du virkelig ikke blive længere?” spurgte jeg.

”Desværre lillesøster. Men jeg kommer hjem til jul,” sagde han.

”Så har jeg endnu en grund til at glæde mig,” sagde jeg.

Han gav mig et kram, vinkede til vores forældre og smuttede.

”Nå, var det godt at se din bror igen?” spurgte min mor.

”Det var super,” sagde jeg og greb min bog.

 

Senere den aften lå jeg igen og læste. Den bog jeg læste i, var delt op i følelser, hvilket jeg elskede. Jeg læste de forskellige kapitler afgørende af mit humør. Den aften læste jeg om savn. Jeg elsker virkelig min bror, og jeg hader at vi ikke kan se ham mere ofte. Hvorfor? Jaa… det er lidt kompliceret 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...