Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
432Visninger
AA

16. 16. december

Augusta

Næste dag var det lidt lettere at komme i skole. De andre snakkede nok stadig om, at jeg havde pjækket. Men jeg havde ikke fortrudt det. Alt jeg fortrød var, at jeg havde glemt at komme på en måde, så mine forældre og lærere ikke havde fundet ud af det.

Desuden havde jeg købt alle de julegaver jeg skulle, så det var altid noget.

Jeg gik hjem direkte efter skole den dag. Jeg skulle ingenting, så hvorfor få flere problemer end jeg allerede havde? Mine forældre var hjemme, men de var ret stille da jeg kom indenfor.

”Hej…” sagde jeg.

”Havde du en god dag i skolen?” spurgte min mor.

”Den var fin.”

Samtalen gik i stå. Jeg gik roligt ind på mit værelse. Gav dem mulighed for at stoppe mig, hvis de havde lyst. Det gjorde de ikke.

Min digtbog lå på natbordet. Jeg havde puttet biblen ind i det aflåste rum. Jeg tænkte ikke, mine forældre behøvede at vide noget om den.

Jeg slog op på siden med låsen. Jeg havde haft nøglen om halsen igen. Jeg trak den frem fra trøjen og låste op. Jeg fandt siden med digtet om den tabte. Jeg genlæste det:

Den tabte

Den navnløse

Hans sjæl får aldrig fred

 

Den glemte

Den hvileløse

Hans forbandelse hviler over korset

 

Den forsvundne

Den fortrængte

Bær korset da han døde, eller hans skæbne bliver din

Den bedste tid til skolen for mig, var den gang vi skulle analysere digte. Inden jeg læste historien, ville jeg se, hvad jeg kunne få ud af digtet. Var jeg bange for at finde ud af, hvem ham var. Bange for endelig at få svar. Det lød underligt, men jeg brød mig på en eller anden måde ikke om at skulle vende siden. Jeg trak simpelthen bevidst pinen ud. Jeg rystede på hovedet af mig selv, men… Jeg kunne altid se, hvad jeg kunne få ud af digtet først…

 

Ikke særlig meget faktisk. Digtet var overraskende konkret. En eller anden fyr – den såkaldte ham – var hvileløs, og han havde smidt en forbandelse på et kors – højst sandsynligt Summers halskæde, og hun skulle have den på en speciel dag, eller der ville ske et eller andet slemt.

Alt der var tilbage at finde ud af, var hvornår han døde, og hvad forbandelsen gik ud på. Jeg havde dog en fornemmelse af, hvad svaret på det spørgsmål var. Den 24. december. Men på forbandelses siden var jeg blank.

Så måtte jeg vel til at læse. Jeg rørte forsigtigt siden og skulle til at vende den, da en besked tiggede ind på min telefon:

Hej Augusta!

Det her kommer nok til at lyde underligt, men jeg har en historieopgave for. Og denne her opgave, må jeg selv bestemme hvad handler om, så jeg tænkte på om du ville med ind af døren i dag, så vi kan få nogle oplysninger til opgaven?

xx Summer

Hvorfor ikke. Jeg skrev et hurtigt svar:

Hej Summer.

Jeg vil gerne med gennem døren, skal jeg bare komme over til dig?

Augusta

Jeg kastede et blik på bogen. Jeg kunne tage den med. Så kunne vi læse i den, mens jeg var der. Hvis det rent faktisk var Summers halskæde, der var tale om, så kom det jo også hende ved.

Ja, bare kom så hurtigt kan.

xx Summer

Kom Summers svar kort efter. Jeg smed biblen ned i en skuldertaske og gik ud i køkkenet.

”Hvor skal du hen?” spurgte min mor.

”Over til en veninde,” svarede jeg.

”Hvad skal du der?” spurgte min far.

Agh, jeg fortrød virkelig, at jeg ikke havde skrevet til min lære på forhånd eller noget. Nu skulle jeg krydsforhøres, hver gang jeg ville ud af en dør.

”Hjælpe hende med nogle lektier,” svarede jeg sandfærdigt.

Det var jo det jeg skulle. Det indebar bare, at vi gik gennem en underlig dør som fungerede som en anden tidsmaskine.

”Kan hun ikke klare det selv?” spurgte min mor.

Helt ærligt, havde jeg nu husarrest?

”Det handler om digte,” fortalte jeg.

Denne gang var det en løgn.

”Godt smut så, men husk at skrive hvis du kommer sent hjem,” sagde min far.

Jeg nikkede og smuttede ud af døren.

Jeg var kommet senere ud af døren, end jeg oprindeligt gerne villet. Jeg snuppede min cykel og cyklede ned mod Summers hus.

 

Da jeg nåede derud på nogle minutter. Jeg parkerede cyklen og gik op til døren. Jeg bankede på og en kvinde åbnede døren.

”Jeg skulle besøge Summer,” fortalte jeg.

”Det er fint, hun er på sit værelse,” sagde kvinden, som jeg regnede med var hendes mor.

Inde i huset lugtede der af brunkager. Det mindede mig om mine bedsteforældre. Min mormor bagte altid et eller andet.

Jeg stillede mine sko og gik op mod Summers værelse. Jeg bankede på døren, før jeg forsigtigt åbnede døren.

”Hej,” sagde Summer og smilede. ”Jeg tænkte, at vi kunne gå ned i kælderen?”

”Det lyder super, skal du have en notebog eller noget med?” spurgte jeg.

Summer havde jo sagt, at det var til historie.

”Jeg har mit hæfte,” sagde hun og viftede med hæftet.

”Super, jeg tænkte, om vi bagefter kunne læse i den her?”

Jeg trak biblen op af min skuldertaske og viste Summer den.

”Ja, men skal vi ikke gå derned nu?” spurgte Summer.

Jeg lagde bogen tilbage i tasken.

”Jo, lad os det.”

Summer førte an ned i kælderen. Hun gik mod en dør og sagde:

”Vi er aldrig herinde, så ingen vil opdage os.”

Hun åbnede døren, og vi gik indenfor. Summer trykkede på knappen på halskæden, og da døren var kommet helt frem, trak hun i håndtaget. Jeg hankede op i tasken. Jeg ville under ingen omstændigheder efterlade den. Hverken bogen eller nøglen – som jeg stadig havde om halsen. Summer gik langsomt ind og jeg fulgte efter.

 

Vi var på en havn. Det så bekendt ud, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvorfor. Der var et par både i vandet.

”Her ser bekendt ud,” sagde jeg.

”Ja, jeg har det som om, jeg har været her før,” svarede Summer.

”Lad os spørge en eller anden,” foreslog jeg.

”En eller anden endte” med at blive en mand, som hjalp med at læsse vare af en båd.

”Undskyld, må jeg spørge om noget?” spurgt jeg og håbede at manden snakkede dansk.

”Det kan du vel,” sagde han og holdt pause med arbejdet, så han kunne se på mig.

Han betragtede vores tøj et øjeblik. Det kunne jeg sådan set ikke betænke ham i.

”Hvor er vi?” spurgte jeg hurtigt.

Jeg følte mig helt utrolig dum ved at spørge. Som et lille idiotisk barn, som ikke fattede en brik.

”På havnen,” sagde manden og så underligt på os.

Jeg kunne mærke min kinder blussede, da jeg sagde:

”Nej, jeg mener, hvilken by?”

”Randers selvfølgelig,” sagde manden forvirret.

”Okay, tak for hjælpen, ca. hvad år er det?”

Jeg ville nok aldrig se manden igen, så hvad så, hvis han syntes jeg var en tåbe.

”Det kan jeg ikke huske helt præcist,” sagde han og kløede sig i håret. ”1800 et eller andet.”

”Tak for hjælpen, vi skal nok gå nu.”

Jeg trak Summer med mig væk fra manden. Det havde været en virkelig kikset samtale.

 

Vi endte med at bruge et par timer på at gå rundt. Det var overraskende interessant at gå rundt i sin hjemby, i et helt andet årstal. Vi undgik så vidt muligt at snakke med folk, så vi undgik flere akavede samtaler.

Efter nogle timer sagde Summer:

”Jeg tror, at jeg har nok nu, skal vi tage hjem?”

”Ja lad os det.”

Vi gik mod en gyde, hvor vi kunne være i freds for andres blikke. Og undgå at de flippede ud eller sådan noget. Summer tog hænderne op til nakken, for at løsne halskæden. Men da hun åbnede låsen, begyndte halskæden at flimre, og efter kort tid, forsvandt den fra hendes hals. Hun kiggede rundt, som for at se, om hun havde tabt den. Men hun havde ikke tabt den. Den var simpelthen forsvundet.

”Augusta, så du hvad der skete med min halskæde?” spurgte hun.

Jeg blinkede forvirret, for at få det til at passe en i mit hoved.

”Den forsvandt. Nogen må have fjernet den fra din krop i nutiden,” sagde jeg og gøs, da det gik op for mig, hvor klamt det lød.

En eller havde været inde ved os.

”Kan vi så slet ikke komme hjem?” spurgte Summer panisk.

”Jo! Der må være en eller anden måde. Jeg har bare ikke regnet den ud endnu,” sagde jeg i et forsøg på at være beroligende.

Jeg tror ikke det lykkedes særlig godt.

Såå... Vi var strandet fortids versionen af Randers, uden nogen som helst ide om, hvordan vi skulle komme hjem. OG jeg kunne regne med at få skæld ud når jeg før eller senere kom hjem. Skønt ik’?

Summer

Min morgen startede udemærket, jeg vågnede ved at min mor ruskede i mig.

Jeg så hurtigt op på hende, da hun begyndte at tale.

"Summer, klokken er kvart over 9!" sagde min mor med en hævet stemme.

Jeg satte mig hurtigt op, "hvad?" sagde jeg højt.

"Hvordan kommer jeg i skole?" spurgte jeg, da jeg rejste mig op fra min seng.

"Jeg kan køre dig," svarede mig mor, da hun gik ud af døren.

Jeg fandt hurtigt noget tøj fra min kommode - helt tilfældigt, for jeg skulle skynde mig.

Jeg tog tøjet på, og derefter min halskæde hvorefter jeg børstede mine tænder og mit hår.

Jeg løb ned af trappen, hvor min mor stod klar ved døren. Jeg begyndte at tage mine sko og min jakke på, og da jeg var færdig, hentede jeg min taske.

"Så kører vi," sagde min mor halvvejs ud af døren, imens jeg var på vej ned af trappen.

Min mor startede bilen og kørte det hurtigste som var tilladt, og jeg følte næsten at jeg var ved at ryge igennem ruden.

"Farvel skat, vi ses senere," sagde min mor da hun satte mig af ved skolen.

"Vi ses," svarede jeg imens jeg gik over mod skolen i fuld fart, og jeg nåede lige ind da det ringede til tredje time.

Jeg satte mig hurtigt på min plads, hvor folk kom hen og spurgte om, hvorfor jeg kom så sent.

Jeg trak blot på skulderen og svarede at jeg sov over mig, hvilket jeg egenligt havde.

Men skoledagen gik - for mig, meget hurtigere end den plejede da jeg jo kun skulle have 4 normale skoletimer.

Klokken havde ringet og jeg var på vej hen til bussen, som jeg satte mig i.

Busturen gik ligesom skoledagen meget hurtigt.

Da jeg blev sat af bussen, gik jeg de ca. 150 meter som man skulle gå, for at komme hjem til mig.

Da jeg åbnede døren kunne jeg som mange af de andre dage, dufte en dejlig duft af brunkager.

Jeg lukkede øjnene og snusede ind, der var ikke nogen mere julet duft end brunkager - i hvertfald ikke efter min mening.

Jeg tog mit overtøj af og gik igennem stuen og op af trappen, hvor jeg smed mig på min seng.

Jeg havde en historieopgave for, som jeg virkelig ikke magtede at lave.

Og dér fik jeg en idé.

Jeg tog min mobil op af min lomme og besluttede mig for, at skrive til Augusta:

Hej Augusta!

Det her kommer nok til at lyde underligt, men jeg har en historieopgave for. Og denne her opgave, må jeg selv bestemme hvad handler om, så jeg tænkte på om du ville med ind af døren i dag, så vi kan få nogle oplysninger til opgaven?

xx Summer

Jeg trykkede send, og afventede svar.

Jeg var faktisk en smule spændt på, hvad hun ville svare.

Ville hun mon svare ja eller nej?

Det fik jeg svar på nu, da min telefon vibrerede.

Jeg låste den op og åbnede messenger, hvor Augusta havde skrevet:

Hej Summer.

Jeg vil gerne med gennem døren, skal jeg bare komme over til dig?

Augusta

Jeg svarede hurtigt tilbage:

Ja, bare kom så hurtigt du kan.

xx Summer

Igen trykkede jeg send, men denne gang med en god fornemmelse i maven.

Jeg lagde mig på min seng med min mobil i et stykke tid, indtil at jeg hørte en banken på min dør.

Jeg så over mod døren, som langsomt åbnede og Augusta kom ind.

"Hej," sagde jeg og smilede, "Jeg tænkte at vi kunne gå ned i kælderen?"

"Det lyder super, skal du have en notesbog eller noget med?" Svarede hun spørgende.

"Jeg har mit hæfte," svarede jeg og viftede med det hæfte, som jeg lige havde taget op af min skoletaske.

"Super, jeg tænkte, om vi bagefter kunne læse i den her?" spurgte hun og trak en lille bog op af sin skuldertaske.

"Ja, men skal vi ikke gå derned nu?" svarede jeg med et smil.

"Jo, lad os det," svarede Augusta.

Jeg rejste mig op fra min seng, og gik hen til Augusta som stadig stod ved døren.

Jeg viste hende ned i kælderen, hvor gik hen til døren ind til det rum som vi aldrig brugte.

"Vi er aldrig herinde, så ingen vil opdage os," sagde jeg og åbnede døren.

Det var flere år siden jeg sidst havde været derinde, og der var kommet massere af spindelvæv siden da.

Vi gik ind i rummet og jeg tog min halskæde af, vendte den om og trykkede på knappen som sad på bagsiden.

Døren kom langsomt frem, og jeg trak ned i håndtaget.

Jeg trådte langsomt ind af døren, efterfulgt af Augusta.

Vi landede på en havn, jeg havde ingen anelse om hvor det var, men det så bekendt ud.

"Her ser bekendt ud," sagde Augusta og jeg kiggede straks på hende.

"Ja, jeg har det som om jeg har været her før," svarede jeg og så rundt omkring.

"Lad os spørge en eller anden," sagde Augusta og så rundt.

"Ja, men hvem?" svarede jeg spørgende.

Vi kiggede lidt rundt omkring, da Augusta foreslog at vi kune spørge en mand, som stod længere henne.

Han var ved at læsse nogle ting af en båd, men vi gik hen til ham - vi ville jo vide hvor i verden vi var.

"Undskyld, kan jeg spørge dig om noget?" spurgte Augusta da vi nåede hen til manden.

"Det kan du vel," svarede han og holdt op med at aflæsse tingene.

Manden så kort på os, men rettede så sit blik mod os igen.

Jeg kunne se at han så på vores tøj, "hvor er vi?" spurgte Augusta.

"På havnen," svarede han og så underligt på os.

Augusta's kinder blussede en smule op, "nej, jeg mener, hvilken by?"

"Randers selvfølgelig," svarede og kløede sig forvirret i nakken.

"Okay tak for hjælpen, ca. hvad år er det?" spurgte hun, og jeg var lige ved at bryde ud i grin.

"Det kan jeg ikke huske helt," svarede manden og kløede sig i håret. "1800 et eller andet."

"Tak for hjælpen, vi skal nok til at gå nu," forklarede Augusta og begyndte at trække mig med væk fra manden.

Vi gik rundt i byen i nogle timer, og det var faktisk virkelig underligt at gå rundt i Randers, imens der ikke var noget som hed H&M eller Matas.

Der var ikke nogle butikker overhovedet, udover markeder.

Jeg havde noteret nogle ting undervejs, da vi jo var der for at lave min historieopgave.

Så efter nogle timer, havde jeg fået fyldt mit hæfte godt ud og jeg ville gerne hjem.

"Jeg tror at jeg har nok nu, skal vi tage hjem?" spurgte jeg Augusta.

"Ja, lad os det," svarede hun.

Igen gik vi hen i en gyde hvor vi stillede os, og var klar til at tage hjem.

Mine hænder var på vej om til låsen af halskæden, så jeg kunne tage den af, men lige da jeg havde fået den op, var det som om at den bare forsvandt.

Jeg så ned på jorden, havde jeg mon tabt den?

Jeg kiggede omkring, men den var der ikke.

"Augusta, så du hvad der skete med min halskæde?" spurgte jeg og så forvirret på hende.

Hun blinkede et par gange, "Den forsvandt. Nogle må have fjernet den fra din krop i nutiden?" sagde hun og gøs. "Kan vi så slet ikke komme hjem?" spurgte jeg panikken.

Bare tanken om at nogle havde fjernet den fra min krop i nutiden, jeg lå på jorden og det lignede sikkert at jeg var død! Hvad nu hvis det var min mor? Så ville hun jo gå fuldstændig i panik!

"Jo! Der må være en eller anden måde.

Jeg har bare ikke regnet den ud endnu," svarede hun og så ned i jorden.

 

Ukendt synsvinkel

Han vidste præcis, hvad han skulle gøre. Han gik langs de hvidkalkede mursten om til bagsiden af huset, hvor det lille kvadratiske kældervindue var, helt nede ved jorden. De havde forklaret, at han skulle skubbe til den øverste del af ruden, og så ville den så nemt som ingenting gå op. Han prøvede at skubbe til den let støvede rude, og den åbnede sig så nemt som ja... Ja som den skulle.

Han smøg sig ind gennem det det let støvet vinduet. Han gættede på der kom lidt støv på hans tøj, men han var ligeglad, for han kunne se målet lige frem. De to piger lå på gulvet, den ene kende han udemærket godt, og den anden havde han set før, det var hende som ejede halskæden.

De lå på gulvet med lukkede øjne, han grinede en lav og ru latter, det her var alt for nemt. Han gik med lange og overlegne skridt over til pigerne, han bøjede sig frem, og tog halskæden af den blege hals. Han smilede skævt, da han holdt det kolde gyldne metal mellem fingrene, han drejede smykket let rundt mellem fingrene, så lyset kunne komme ind gennem det støvede vindue, og den skinnede, meget fascinerende. Han gemte den i hans slidte baglomme, og så løb han væk, vel vidende at han nu ville få sin belønning...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...