Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
447Visninger
AA

14. 14. december

Augusta

faktisk med at pjække den dag. Vi havde fået fat på nøglen. Jeg havde været så tæt på at finde ud af, hvem ham var. Og så var de idioter dukket op, og havde taget den fra os.

Men nu ville jeg tage den tilbage. På et par uger, havde jeg udviklet mig til et helt andet menneske. På nogen punkter var jeg glad for det. På nogen andre, var jeg mindre glad. Bl.a. det med, at jeg følte mig helt fanatisk indimellem. Jeg rystede på hovedet. Jeg sad og spiste morgenmad.

Mine forældre var taget tidligt afsted, så de ville ikke ligge mærke til, at jeg ikke tog i skole. Men jeg ville heller ikke blive hjemme. Jeg ville finde banden. Ikke at jeg havde så meget at gør efter.

Min ide var at tage til det busstoppested dreadlocks og ham med ringen var steget af ved dagen før. Det var langt fra sikkert, at de holdt til der i nærheden, men det var alt jeg havde.

Jeg havde intet buskort, og jeg var ikke interesseret i at betale for bussen, så jeg måtte gå. Jeg kunne have cyklet, men jeg gad ikke slæbe på den op af bakken. Desuden kunne den komme i vejen.

Min rute gik hen af Parkboulevarden, ned ad Vester boulevarden og ud af Viborgvej. Jeg kom hurtigt ned til busstoppestedet. Hvad nu? jeg havde set at drengen løb den modsatte vej af bussen. Jeg gik længere ud af Viborgvej.

Da jeg havde passeret træerne, som adskilte vejen fra togskinnerne, og var nået det første stakit, så jeg en fyr. En fyr jeg genkendte. Det var ham med øreringen. Han havde en anden T-shirt på i dag, men det var ham. Jeg gemte mig bag et hus. Han så mig ikke.

Han stod med en telefon et par meter væk. Jeg sneg mig til at kigge på ham. Han lagde på og gik længere ud af Viborgvej. Jeg sneg mig efter. Jeg gemte mig så meget som muligt.

Efter ganske lidt tid, drejede han af. Han gik ned mod Vasen. Jeg fulgte efter, men var forsigtig med mine skridt. Jeg kunne høre øreringens skridt knase da han trådte ud på stykket med sand og grus.

Flere gange vente han sig om, og jeg måtte ty til improviserede gemmesteder. På et tidspunkt drejede han igen. Jeg vidste at vejen – eller stien? – havde et navn, men jeg kunne ikke huske det. Holdt banden til i et sommerhus? Eller var det et kolonihavehus? Det kunne jeg ikke huske. Det gav egentlig god nok mening. Det var vinter, og de fleste stod tomme.

Han gik ind på en grund. Jeg ventede ude på stien, til han var gået indenfor. Så skyndte jeg mig over græsplænen. Stort set hele grunden på omkranset med træer. Jeg kiggede gennem et vindue. Alle fem drenge stod derinde. De havde nøglen fremme. Jeg knyttede hænderne. Jeg ville få den tilbage. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om.

Ravnetrøjen stod med kæden og nøglen i hånden. Det var øreringen som snakkede. Ham med kasketten stod afslappet op af væggen. Dreadlocks stod og betragtede ravnetrøjen.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg stod der. Deres samtale trak ud.

Efter noget tid lagde ravnetrøjen kæden i en æske og lukkede låget. Så gik han, dreadlocks, øreringen og ham med ringen ud af rummet.

Et øjeblik efter åbnede hoveddøren. Jeg fór sammen, og skyndte mig om hjørnet på huset.

Jeg hørte slutningen på en sætning fra ravnetrøjen:

”… bogen. Du bliver og holder øje med nøglen!”

Ham med kasketten nikkede fraværende og gik ind igen.

De fire andre gik ud fra grunden og ned af grusstien.

Jeg sneg mig ind foran huset igen. Kasketfyren stod igen afslappet op ad muren. Jeg holdte øje med ham i så lang tid, at jeg frygtede at de andre drenge ville vende tilbage.

Så tog han en cigaret frem. Han gik ud af rummet. Denne gang var jeg forberedt, og jeg skyndte mig om på siden af huset. Kasketfyren kom udenfor og tændte sin cigaret. Jeg betragtede ham.

På et tidspunkt var jeg lige ved at snuble, så jeg måtte flytte fødderne. Desværre trådte jeg på en tør gren så den knækkede. Kasketten kiggede mod mig. Jeg smuttede hurtigt at gemme mig. Kasketten kom mod mig.

Så gik det op for mig, det var min chance! Hvis jeg kunne få ham herom, kunne jeg snige mig indenfor imens.

Kasketten fulgte efter mig hele vejen rundt om huset, men jeg nåede at smutte indenfor, før han kom om foran huset. Jeg kiggede på ham gennem net gardinet, som var foran ruden i døren. Han trak på skuldrene.

Jeg smilede for mig selv. Jeg smuttede ind i rummet, hvor jeg havde set dem snakke. Jeg gik ned i knæ og bevægede mig mod skrinet. Det var ulåst. Jeg snuppede hurtigt kæden.

Så var det bare at komme ud igen. Kasketten stod stadig ude foran. Jeg bevægede mig ud af stuen og ind på et værelse bag i huset. Jeg åbnede et vindue og klatrede ud.

”Hey, du der!” sagde en stemme.

Jeg så forskrækket op. Selvom grunden var omkranset af træer, var det stadig lykkedes de andre drenge at se mig gennem planterne. Kasketten kom om bag huset. Jeg satte i løb den anden vej rundt. Han løb efter mig. Jeg løb ud på stien. Hvad nu? Vejen endte blindt, og drengene var på vej mod mig.

Jeg løb ind på grunden ved siden af. Der var en hæk hele vejen rundt. Jeg var fanget. Eller? Der stod en stabel træ tæt på hækken. Jeg satte kursen mod den og klatrede op. Jeg kæmpede mig over hækken.

Jeg endte på en ny grund. Her kunne jeg komme ud. Jeg skyndte mig ud og ned af stien. Så tog jeg et sats. Jeg løb mod Viborgvej igen. Jeg fortrød det næsten øjeblikkeligt, men gjorde det alligevel. Jeg løb alt, hvad jeg kunne.

Ravnetrøjen var kommet ud på vejen. Jeg fintede uden om ham og løb så med alle drengene i hælene. Nøglen knugede jeg i hånden. Hvis bare jeg kunne nå ud til Viborgvej, ville der være for mange mennesker. Jeg spurtede, men det gik op af bakke. Mit hjerte hamrede der ud af. Det kunne umuligt være sundt. Ikke når det var blandet med frygt. Da jeg nåede asfaltdelen, stoppede drengene forfølgelsen. Jeg havde klaret det.

 

Hjemme sad mine forældre i køkkenet. Jeg skyndte mig forbi dem, med en hurtig hilsen.

 Inde på mit værelse fandt jeg bogen med digte frem. Jeg slog op på siden med låsen. Med bankene hjerte satte jeg nøglen i låsen. Jeg drejede nøglen rundt. Et lille klik lid. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg åbnede. I en lille udhuling lå en helt ny bog. Jeg tog den op.

Historierne som gik tabt.

Jeg rynkede panden. Hvad betød det? Jeg slog op på den første side. Et billede af Jesus på korset. En bibel! Det var det største antiklimaks nogensinde. Jeg brød mig ikke om biblen. Ikke at jeg havde noget imod kristne, men jeg kunne ikke lide at læse biblen.

Jeg bladrede igen. En titel med et digt.

Den tabte

Ham var engang blevet betegnet som den tabte. Var det her fortællingen om ham.

Jeg læste digtet:

 

Den tabte

Den navnløse

Hans sjæl får aldrig fred

 

Den glemte

Den hvileløse

Hans forbandelse hviler over korset

 

Den forsvundne

Den fortrængte

Bær korset da han døde, eller hans skæbne bliver din

 

”Augusta!” sagde en streng stemme.

Jeg fór sammen og smækkede bogen i og gemte den under min pude.

”Jeg læser,” sagde jeg.

”Det er ingen undskyldning for at pjække,” sagde min mor vredt.

Det havde jeg næsten glemt.

”Undskyld,” sagde jeg prøvende.

”Det hjælper ingenting unge dame. Vi skal til samtale på skolen. Nu!”

Min mor gik ud af værelset. Hvordan kunne jeg ikke have tænkt over det. Men at pjække var vel ikke det værste jeg havde gjort den december. Jeg havde slået en fyr i ansigtet – han fortjente det – jeg havde stjålet – ingen undskyldning her. Det var næsten ikke faldet mig ind at pjække kunne give problemer.

Så kunne jeg ikke læse mere om ham den dag. Men jeg var blevet klogere. Ifølge skulle Summer bære sit kors, den dag ham døde, ellers ville der ske noget forfærdeligt med hende. Hvad vidste jeg ikke. Endnu! 

Summer

Jeg vågnede ved den sædvanlige alarm som ringede 07:00, jeg sukkedehøjt og satte mig op i min seng.
Jeg så ud af det mørke vindue, men selvfølgelig kunne jeg ikke se noget.
Jeg strakte min krop og mine fødder landede ned på gulvet, ned i mine futter.
Mine fødder slæbte sig hen ad gulvet, og jeg endte foran mit spejl - som altid.
Min hånd greb straks ud efter børsten, og jeg begyndte at børste mit hår.
Jeg var ikke helt vågen, så jeg endte faktisk med at tabe børsten - og der vågnede jeg da, for det efterlod en høj lyd.
Et gab forlod min mund, og jeg bukkede mig ned over min kommode, for at finde noget tøj.
Det blev i dag til en stor sweater med et julemønster på, og nogle sorte bukser.
Nu gik vejen ned af trappen, og da jeg kom ned sad min far ved bordet.
"Godmorgen," sagde jeg efterfulgt af et gab.
"Godmorgen," svarede han med et smil på læben.
Jeg gik ud i køkkenet, og fandt en pakke cornflakes, noget mælk og en skål.
Derefter gik jeg hen til bordet, som min far sad ved.
Jeg stillede skålen på bordet, hældte nogle cornflakes op i den, og derefter noget mælk.
Jeg tog min ske op i hånden og begyndte at spise, mens min far drak sin morgenkaffe som altid - når han altså var hjemme.
Da jeg havde spist op puttede jeg min tallerken i opvaskeren, og gik ud i gangen for at tage mine sko og min jakke på.
Men det endte med at jeg sukkede højlydt, over snørebåndene på min ene sko, som ikke ville løsne sig.
Jeg besluttede mig for at tage nogle andre sko på, og derefter gik jeg hen til busstoppestedet.
Jeg stod der i nogle minutter før bussen kom, og jeg viste som sædvanlig buschaufføren mit buskort, og han nikkede.
Jeg satte mig helt forrest I bussen, og den kørte afsted.
Kl. 08:00 sad jeg på min plads og ventede på, at læreren skulle komme.
"Hej allesammen!" sagde min engelsklærer på en glad måde, da hun kom ind i klassen.
"I dag skal vi lave opgaver til den film vi så sidste gang," sagde hun imens hun begyndte at dele nogle papirer ud.
Engelsk timen gik hurtigt, og derefter skulle vi have fysik/kemi.
Jeg fulgte egentlig ikke rigtig med i fysik/kemi timen, men sad bare og tænkte på min halskæde.
Jeg overvejede om jeg skulle gå ind af døren igen i dag, bare alene denne gang.

Jeg så på min halskæde som jeg havde om halsen, den skinnede af det svage sollys som skinnede ind ad vinduet.
Jeg nikkede for mig selv, jeg ville gå ind ad døren alene, det var ikke farligt.
Endnu 1 time gik og vi gik alle sammen op i klassen, hvor vi begyndte at spise.

Jeg havde en salat med som jeg ikke kunne lide, så jeg gav den til Lilly.
Hun spiste den gladeligt, og gav mig hendes sandwich til bytte.
Men vi fik spist og alle timerne gik, da vi fik fri gik jeg over til bussen, som jeg tog hjem.
Jeg smed mig tungt på min seng, og sukkede højlydt.
Endnu en dag hvor gået og nu hvor vi kun fire dage væk fra juleferien, og det var en ting jeg så frem til.
Jeg så nu på min halskæde, ligesom jeg har gjort tidligere i skolen.
Jeg havde besluttet mig jeg ville igennem døren alene, nu skulle jeg bare finde ud af hvilke byer som vi kunne besøge igennem denne fantastiske dør.
Jeg tog min halskæde af min hals og rejse mig op, hvor jeg trykkede på knappen bag på halskæden.
Jeg ventede på at døren kom helt til at syne, hvor jeg så hernede i håndtaget og tog en fast beslutning om at gå ind af døren.
Jeg trådte ind i en by - eller nærmere en landsby.
Den så meget anderledes ud end den sidste by, der var ikke nær så mange huse her og der var meget varmere.
Jeg så mig omkring, en kvinde stod sammen med en bonde længere henne.
Jeg gik langsomt hen mod dem og så noget skinnende, som lignede min halskæde.
Jeg gik tættere på og så, at bonden gav kvinden en halskæde - helt præcist min halskæde.
Da jeg kom lidt tættere på, kom der pludselig et lysglimt fra himlen som fløj længere og længere ned mod halskæden.
Jeg gjorde store øjne, lysglimtet ramte ned i halskæden og lyste meget op.
"Det her må betyde at Maria skal føde Guds søn, jeg er ked af det Sofia men du har mistet dit barn," sagde den bonden da lyset var forsvundet.
Kvinden som så åbenbart hed Sofia gjorde store øjne, "hvad? Det kan da ikke passe! Jeg vil jo bare gerne have et barn," sagde hun med en trist hævet stemme.
"Jeg er ked af det," sagde bonden og gik.
Jeg så på Sofia, hun så rigtig ked af det ud så jeg besluttede mig for at gå hen til hende.
"Hvad er der galt?" spurgte jeg, selvom at jeg godt vidste hvad det var.
Hun så overrasket på mig, "hvem er du?" Spurgte hun forvirret.
"Jeg er lige kommet hertil, og jeg så at du var ked af det så jeg
ville trøste dig," svarede jeg.
"Nårh, men der er ikke noget galt," sagde hun og begyndte at gå.
Jeg blev stående og tænkte over om jeg skulle gå efter hende, men jeg
besluttede mig for at tage hjem, denne oplevelse var nok for idag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...