Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
447Visninger
AA

12. 12. december

Augusta

Selvom det var lørdag, stod jeg faktisk tidligt op den dag. Summer og jeg skulle afprøve døren. Og da vi ikke havde fået fat på nøglen til min poesibog endnu, kunne det måske fortælle, hvem ham var. Han var ved at gøre mig sindssyg, og jeg vidste ingen gang, hvem han kunne være. Jeg gjorde mig klar og skyndte mig ud i gangen.

”Hvorfor så travl skat?” spurgte min mor.

”Jeg skal over til en,” sagde jeg.

”Hvem?” spurgte hun og tog en slurk kaffe.

”Bare en…” sagde jeg undvigende.

Min mor så undersøgende på mig.

”Du er ikke blevet rodet ud i noget, du ikke burde, vel?”

”Hvad! Nej da, bare rolig,” forsikrede jeg hende.

Hun så skepisk på mig, men lod til at godtage undskyldningen.

Jeg vinkede og gik ud af døren.

Luften var kølig. Jeg begyndte at gå mod Summers hus. Da jeg nåede huset, gik jeg op til hoveddøren og bankede på. Summer kom et øjeblik efter og åbnede døren.

”Hej,” sagde hun med et smil.

”Hej.”

Vi gik op på hendes værelse igen. Det gyldne kors lå på skrivebordet. Summer tog den op.

”Så vi går gennem døren nu?” sagde jeg.

Ville ham mon være på den anden side af døren? Det gik op for mig, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvad der var på den anden side. Jeg kastede mig bare hovedkulds ud i det.

Summer nikkede og trykkede på knappen. Døren tonede frem, og da den havde fast form trak Summer i håndtaget, og en gammel by kom til syne.

”Er du klar?” spurgte hun.

Jeg nikkede. Samtidig trådte vi ind gennem døren.

 

Vi trådte ud på brosten. Jeg brugte et sekund på at vende mig til underlaget, før jeg så mig omkring. Bag os forsvandt døren. Et øjeblik følte jeg mig panisk. Hvordan skulle vi komme tilbage igen. Jeg så på Summer. Halskæden sad trygt og godt rundt om hendes hals. Vi stod på en markedsplads af en art. Mange mennesker var rundt om os, og det var et held, at de ikke havde lagt mærke til os, eller døren. Det gjorde de til gengæld nu. Jeg så ned ad mig selv. Vi skilte os helt klart ud. Menneskene omkring os havde ældre tøj på.

”Jeg tror vi skal gå et andet sted hen,” hviskede Summer til mig.

Jeg nikkede, og vi skyndte os væk fra markedspladsen, og ind i en gyde. På vej væk så jeg en kvinde. Hun skilte sig ikke så meget ud. Grunden til, at jeg lagde mærke til hende, var hendes halskæde. Det var et gyldent kors. Magen til Summers.

”Hvor er vi?” spurgte jeg.

Jeg vil lige påpege, at jeg ikke regnede med, at Summer vidste det. Alligevel spurgte jeg.

”Jeg aner det ikke,” sagde Summer.

”Hvad skal vi gøre?” spurgte jeg.

Summer rystede på hovedet og sagde:

”Jeg ved det ikke.”

Jeg tænkte mig om. Jeg anede ikke, hvad jeg havde forventet, men nok ikke et her. Det var fuldstændig urealistisk. Jeg var kommet for at finde ud af, hvem ham var. Men hvordan skulle jeg det, når jeg ingen gang vidste, hvor vi var. Jeg tænkte mig om.

”Måske skal vi tage tilbage,” sagde jeg.

”Jeg ved ikke helt…” sagde Summer.

”Vi kan vel spørge en eller anden, hvor vi er,” foreslog jeg.

”God ide,” svarede Summer. ”Men hvem?”

”Pas, en eller anden fra markedet?”

Summer nikkede.

”Kom lad os finde en.”

Summer førte an ud på markedspladsen.

”Kan vi spørger hende derovre?” spurgte hun lavt, og nikkede mod en ældre kvinde, som stod ved en frugtbod.

Jeg nikkede. Vi gik hen til kvinden.

”Undskyld, må vi spørge dig om noget?” spurgte Summer hende.

Kvinden så uforstående på os. Summer og jeg kiggede på hinanden. Kvinden sagde noget, på et andet sprog. Tysk. Det mindskede i hvert fald mulighederne. Desværre var tysk ikke mit bedste fag. Jeg kastede et blik på Summer. Hun sagde noget på tysk til kvinden. Hun svarede. Jeg fik fat i nogle få ord. Summer afsluttede samtalen og vi gik lidt væk fra markedspladsen.

”Hvor er vi så?” spurgte jeg.

”Vi er i Wien,” sagde hun. ”I Østrig.”

”Hvorfor Østrig?” spurgte jeg.

”Det ved jeg ikke,” sagde Summer.

Det havde jeg sådan set heller ikke regnet med, men helt ærlig, hvorfor Østrig. Af alle steder, hvorfor så Østrig.

”Hvad med at vi tager hjem nu?” spurgte Summer.

”Lyder fint,” sagde jeg.

Jeg var en smule skuffet. Jeg vidste stadig ikke, hvem ham var, men når vi fik fat i nøglen, ville jeg måske få svar. Summer så sig omkring. Pludselig gik hun et par meter væk og samlede noget op. Hun holdt tingen mod solen.

”Hvad laver du?” spurgte jeg.

”Mine forældre samler på mønter,” fortalte hun rakte en bronzefarvet mønt frem.

Jeg nikkede.

”Kan vi prøve at tage den med tilbage?” spurgte hun.

”Hvorfor ikke,” sagde jeg og trak på skuldrene.

Jeg så ikke noget galt i at tage mønten med hjem.

Summer tog halskæden frem og trykkede på knappen. Døren tonede frem på gaden. Summer åbnede døren og vi trådte tilbage på hendes værelse.

 

Vi kom faktisk ikke gennem døren, da vi kom tilbage. Jeg lå på ryggen og så op i Summers loft, mens døren forsvandt. Jeg satte mig op. Det samme gjorde Summer. Vi så forvirret på hinanden. Hvorfor i al verden var vi havnet på gulvet?

”Hvorfor lå vi ned?” spurgte Summer og satte ord på min tanker.

”Jeg ved det virkelig ikke,” sagde jeg.

Summer mærkede efter på sine lommer. Jeg betragtede hende forvirret. Havde hun tabt noget i Østrig?
”Mønten er væk,” konstaterede hun.

”Mærkeligt,” sagde jeg.

Vi kunne åbenbart ikke tage noget med fra den anden side af døren. Vi var stille i lidt tid.

”Jeg skal nok hjemad,” sagde jeg. ”Ses vi i morgen?”

Jeg rejste mig op.

”Ja… Hvornår?”

”Klokken 10?” forslog jeg.

Jeg foreslog med vilje det tidpunkt, min familie normalt skulle i kirke.

”Det kan vi godt sige,” sagde Summer.

”Super,” sagde jeg.

Jeg vinkede og gik ud af værelset.

 

”Du er tidligt hjemme,” sagde min mor, da jeg kom ind ad døren.

Jeg trak på skuldrene.

”Hyggede du dig?” spurgte min mor.

”Ja meget,” sagde jeg. ”Jeg går ind på mit værelse, hvis det er ok?”

”Selvfølgelig skat.”

Jeg smed skoene og smuttede ind på mit værelse. Jeg anede stadig ikke, hvem ham var. Men forhåbentligt, ville vi få fat i nøglen i morgen, og så kunne, hvad der så var låst inde bagerst i min bog, sikkert fortælle det. Forhåbentligt.

 

Summer
En solstråle ramte mit ansigt, og derved var jeg vågen.
Jeg satte mig op i min seng og greb ud efter min mobil som lå på mit natbord.
Jeg så på klokken, den var 10:24 så jeg besluttede mig for at stå op.
Jeg trådte ned i mine futter som stod ved siden af min seng.
Derefter vadede jeg hen til mit spejl, for at børste mit hår igennem
en enkelt gang.
Derefter satte jeg mit hår op i en 'rodet morgenknold', som jeg ville kalde det.
Så gik jeg ned af trappen og ned i stuen, hvor mine forældre gik rundt
i køkkenet og lavede mad.
Da jeg kom ned af trappen, så det dog hurtigt på mig med et smil på læben.
"Godmorgen Summer," sagde min mor smilende, imens hun stod og lavede røræg.
"Godmorgen mor," svarede jeg med et stort smil på læben.
Hun så på mig, "har du sovet godt?"
"Jeg har sovet super godt, hvad med dig?" svarede jeg og så på min
far, som lavede pandekager.
"Super," svarede hun. "Ja jeg har også sovet super," tilføjede hun.
De fik lavet maden færdig, og vi satte os ved bordet og spiste.
"Nå.. Summer, du skal da vist lige til fest idag," sagde min far med
en pinlig stemme.
"Ja.. Far, det skal jeg," svarede jeg da min mor afbrød mig:
"Jack, lad være med at drille hende," sagde min mor og smilte til min far.
"Det gør jeg da heller ikke!" sagde min far med en barnlig stemme.
"Jo du gør!" sagde jeg med en babystemme.
"Så så I to," min mor havde lagt en hånd på hver vores skulder, imens
hun grinte vildt.
Vi blev færdige med at spise, og taget af bordet, hvorefter jeg havde
sat mig på mit værelse igen, men så kom jeg i tanke om at Augusta
snart ville komme.
Jeg tog tøj på, og gik ud på mit badeværelse hvor jeg børstede mine tænder.
Efter at have børstet mine tænder, satte jeg mig ned i stuen med min
mobil, hvor jeg ventede på at Augusta kom.
Lidt efter kunne jeg høre at der bankede på døren, jeg gik hurtigt ud
til den og åbnede den, hvor Augusta stod der.
"Hej," sagde jeg smilende.
"Hej," svarede hun på vej ind af døren.
Hun fik sine sko af, hvorefter at vi gik op på mit værelse.
Da vi kom derop, så Augusta meget på min halskæde.
Jeg greb halskæden og holdt den frem foran mig.
"Skal vi gå gennem døren nu?" spurgte Augusta henkastet til halskæden.
Jeg nikkede og trykkede langsomt på knappen, som gjorde så døren tonede frem.
Da den var helt fremme, tog jeg et skridt tættere på og åbnede den.
"Er du klar?" spurgte jeg og kiggede på Augusta ved siden af mig.
Hun nikkede, og vi trådte begge ind af døren på samme tid.
Vi stod foran døren som langsomt tonede væk, og min halskæde var
pludselig om min hals igen.
Jeg så rundt omkring, der var brusten på jorden og folk strømmede
rundt over det hele.
Folk begyndte langsomt at kigge på os, og det gik op for mig at vi
skilte os ret meget ud, grundet vores tøj.
"Jeg tror at vi skal gå et andet sted hen," hviskede jeg til Augusta.
Hun nikkede, og vi gik hen mod et sted hvor folk ikke ville lægge
mærke til os, da jeg så en pige omkring i midten 20'erne, som bar en
halskæde magen til min.
Jeg så på Augusta, for at se om hun også havde set hende, men det
virkede det ikke til.
Vi endte i en gyde, hvor folk ikke rigtigt lagde mærke til os.
"Hvor er vi?" spurgte Augusta.
"Jeg aner det ikke," svarede jeg og så rundt.
"Hvad skal vi gøre?" spurgte hun.
Jeg rystede på hovedet, "jeg ved det ikke."
Jeg så hurtigt rundt, for at se om der kom nogle.
Jeg tænkte mig om, vi kunne jo sagtens tage tilbage nu, men det ville
på en måde være spild.
Jeg kiggede på Augusta som så væk, så jeg kiggede omkring mig.
Der var ikke noget spændende, "måske skal vi tage tilbage," sagde
Augusta pludselig.
"Jeg ved ikke helt..." Svarede jeg og så ned i jorden.
"Vi kan vel spørge en eller anden, hvor vi er," foreslog Augusta.
"God idé, men hvem?" svarede jeg og så spørgende på hende.
"Pas. En eller anden fra markedet?" foreslog hun.
Jeg nikkede, "kom. Lad os finde en."
Jeg gik tilbage mod hvor vi var startet, altså ved markedet.
Jeg så mig omkring, der var en masse folk men især én kvinde fangede
min opmærksomhed.
Hun var omkring i slutningen af 60'erne, og hun stod og så på frugt.
"Kan vi spørge hende derovre?" foreslog jeg Augusta med en dæmpet
stemme, og nikkede over mod kvinden.
Augusta nikkede, og vi gik hen imod hende.
"Undskyld. Må vi spørge dig om noget?" spurgte jeg da vi var kommet
helt tæt på hende.
Hun kiggede uforstående på mig.
Jeg så forvirret på Augusta, men kiggede så på kvinden igen.
Hun sagde noget på tysk, og jeg nikkede forstående.
Jeg prøvede igen at sige det som jeg sagde før, bare på tysk denne gang.
Kvinden nikkede med et smil, og jeg spurgte hende om hvor vi var henne
- jeg var ikke den bedste til tysk, men det vigtige var at hun forstod
mig.
Hun svarede at vi var i Wien i Østrig, og jeg takkede hende for at
have fortalt os det, og hun vendte sig om mod frugten igen.
Vi gik lidt væk fra markedspladsen, i et hjørne.
"Hvor er vi så?" spurgte Augusta og hentydede til kvinden.
"Vi er i Wien," svarede jeg og tilføjede: "i Østrig."
"Hvorfor Østrig?" spurgte Augusta.
"Det ved jeg ikke," svarede jeg og kneb mine øjne sammen.
"Hvad med at vi tager hjem nu?" spurgte jeg og åbnede mine øjne igen.
"Lyder fint," svarede Augusta.
Jeg så mig omkring, der lå en gammel mønt nogle meter væk.
Jeg gik hen mod mønten og samlede den op, jeg holdt den op mod solen
og drejede den mellem mine fingre.
"Hvad laver du?" spurgte Augusta.
Jeg rettede hurtigt min opmærksomhed tilbage til Augusta.
"Mine forældre samler på mønter," svarede jeg og viste hende den
bronze-farvede mønt.
Augusta nikkede forstående.
"Kan vi prøve at tage den med tilbage?" spurgte jeg og så på hende.
"Hvorfor ikke," svarede Augusta og trak på skuldrene.
Jeg tog halskæden af, og holdt den i min hånd i nogle sekunder før jeg
trykkede på knappen.
Som sædvanlig fløj den ud af mine hænder, og landede på jorden.
Den bekendte dør tonede langsomt frem igen, og da den var helt fremme
trådte vi igen ind af den på samme tid.
Da vi var kommet ind af døren havde jeg en lidt underlig følelse i
kroppen, som om at jeg lå ned.
Jeg åbnede mine lukkede øjne og så mig omkring, vi var hjemme hos mig
igen men vi stod ikke op, vi lå på gulvet.
Jeg satte mig langsomt op og fandt ud af, at Augusta havde gjordt det samme.
Vi så forvirret på hinanden, hvorefter jeg gned mig i øjnene.
"Hvorfor lå vi ned?" spurgte jeg forvirret.
"Jeg ved det virkeligt ikke," svarede Augusta.
Jeg så ned af mig selv, og lagde hurtigt mærke til en ting.
Møntet var ikke i min hånd.
Jeg klappede på alle mine lommer, men jeg kunne ikke finde den.
"Mønten er væk," sagde jeg og så på Augusta.
"Mærkeligt," svarede hun.
En stilhed opstod og jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville bryde den.
"Jeg skal nok hjemad. Ses vi imorgen?" spurgte Augusta, imens hun rejste sig op.
"Ja.. Ehm ja. Hvornår?" svarede jeg, og rejste mig op ligesom Augusta.
"Klokken 10," foreslog hun.
Jeg nikkede, "det kan vi godt sige," svarede jeg med et smil på læben.
"Super," svarede hun, og gik ud af min dør.
Jeg satte mig på min seng, og åbnede min computer igen.
Jeg havde været ved at se nogle youtubevideoer, da Augusta var kommet.
Videoen som jeg var igang med inden Augusta kom, afspillede med det samme.
Jeg så en masse forskellige videoer, indtil at min mor kaldte på mig
og sagde at vi skulle spise.
Som sædvanlig løb jeg ned ad trappen, og da jeg kom ned i køkkenet sad
min mor og far ved bordet.
"Hej Summer," sagde min mor da jeg kom ned.
"Halløjsa," svarede jeg med en sjov accent.
Jeg satte mig hen til bordet og vi spiste, vi fik kartofler med brun
sovs og frikadeller.
Vi spiste i stilhed, indtil at min mor åbnede munden.
"Hende som du har været meget sammen her for tiden, Summer," sagde min
mor og tyggede af munden. "Hvad hedder hun egenligt?"
Jeg så op på min mor, "Augusta," svarede jeg og smilte.
"Hun virker rigtig sød," fortsatte min mor.
"Ja, det er hun også," svarede jeg og rodede lidt i min mad med min gaffel.
"Hun virker også lidt genert" indskød min far.
"Ja, men det har alle vel lov til at være," sagde min mor hurtigt, og
smilte svagt til mig.
"Tak for mad," sagde jeg og smilte til min mor.
"Velbekomme," svarede hun. "Og husk nu at stille din tallerken ud."
"Jaja, selvfølgelig," svarede jeg og rejste mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...