Korsets hemmeligheder - en julekalender

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2015
  • Opdateret: 16 dec. 2015
  • Status: Igang
Denne julekalender handler om pigerne Augusta og Summer - to piger fra byen Randers, som aldrig har haft noget med hinanden at gøre. Men det vil ændre sig, da skæbnen føre dem sammen, i den magiske måned december. ps. vi vil lige huske at sige at vi bruger nogen skoler, som rent faktisk eksistere i denne historie, men hvad der sker har intet med virkeligheden at gøre. Så intet ondt ment til folk fra de skoler vi bruger.

2Likes
2Kommentarer
441Visninger
AA

10. 10. december

Augusta

Begivenhedsløs morgen, forfærdelig skoledag. Jeg havde faktisk fået noget søvn den nat. Det vil sige efter, at jeg legede indbrudstyv og prøvede at bryde låsen i bogen op. Det havde vist sig, at den var stærkere, end jeg troede. Jeg aner virkelig ikke hvordan, men det var den.

Jeg rejste mig fra min seng. Onsdag halvvejs i ugen. Jeg så på bogen, der lå på mit natbord. Gad vide om Summer havde fundet noget. Sikkert ikke. Jeg var jo ved at blive helt fanatisk.

Jeg smuttede ud i køkkenet, og tog noget morgenmad. Som sagt skete der ikke så meget den morgen, så vi hopper videre til det, der skete i skolen:

Jeg sad med min notesbog i et frikvarter, og kiggede den igennem. Vær af dem var et minde. De var ikke alle lige gode minder desværre: F.eks. havde jeg skrevet et da Nor flyttede. Jeg fik næsten tåre i øjnene. Ikke på grund af selve digtet, men fordi jeg huskede det så tydligt: Jeg var 12, da han flyttede. Det var ikke fordi, jeg havde været et lille barn, men det var stadig hårdt, at min bror skulle afsted. Han var 17, da han en dag skulle pakke sine ting og flytte. Jeg forstod ikke den virkelige grund den gang. Det gjorde jeg nu. Det gjorde det ikke lettere.

Jeg rystede mindet af mig og bladrede længere tilbage. Jeg havde skrevet siden jeg var ni eller sådan noget. Ja næsten siden jeg lærte at skrive. Jeg havde en fuld bog derhjemme. Jeg havde skrevet det sidste ind i den da jeg var 11. Der var kommet mere dybde i mine digte siden jeg begyndte. Dengang skrev jeg, hvad jeg så. Nu skrev jeg om, hvad jeg følte. Hvad jeg så bag facader. For jeg så bag folks facade. Jeg vidste at Raven kunne være nervøs og usikker. Og jeg havde mine ideer om, hvad hendes ”venner” tænkte om hende.

Men tilbage til skolen. Jeg sad og kiggede tilbage gennem mine digte, da Raven snuppede bogen ud af hånden på mig. Jeg drejede mit hoved hurtigt mod hende. Det ringede snart og vi havde dansk. Det var en klar fordel for mig. Hun bladrede frem i bogen igen. Hun så ud til at nå, hvad hun søgte. Digtet jeg havde lagt ud.

”Har du ikke skilt dig af med det endnu?” spurgte hun koldt.

”Jeg fik lov at beholde siden!”

Som sagt var digtene som minder, og jeg skilte mig ikke af med nogen af dem.

”Men ikke af mig,” sagde hun.

”Hvad betyder din mening om det?” spurgte jeg aggressivt.

Jeg ville beskytte mine minder med klør og tænder.

”Min mening betyder en del.”

Så rev hun siden ud. Jeg var stum. Tom fra ord. Mine øjne stak. Ikke at det var det bedste jeg havde skrevet i mit liv, men det var et minde. Desuden var Nors tegning på siden.

”Ingen kommentere?” spurgte hun.

”Må jeg få tegningen?” spurgte jeg.

Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg skulle sige.

”Kan hun det?” spurgte Raven henvendt til sine venner.

Ingen af dem så ud til at vide, hvad de skulle sige.

”Det kan hun vel,” smilede Raven.

Men hendes smil var forkert. Hun begyndte at rive siden ud. Langsomt, som for at sikre, at hun ikke rev hverken ord eller tegning over. Da hun var ca. halvvejs, stoppede hun med at være forsigtig og rev det sidste brutalt over. Hun smed den ene halvdel til mig. Den med tegningen. Den flagrede ned på gulvet. Jeg samlede den op. Halvdelen af hovedet manglede.

”Ups,” sagde Raven.

Jeg kunne ikke svare. Jeg bed mig læben for ikke at begynde at græde. Sådan havde jeg det. Som om jeg var ved at græde. Hun lagde min bog på bordet og smuttede. Jeg pakkede den stum ned i min taske. I det samme ringede klokken og læren kom ind. Og jeg styrtede ud. Jeg havde smidt min taske over skulderen og maste mig forbi læren, som så forvirret efter mig og kaldte. Jeg ignorerede det.

Jeg snuppede min jakke og løb ud til min cykel. Jeg låste den op og trådte i pedalerne. Hele vejen hjem hvor jeg smed mig hjælpeløst på min seng.

Det jeg havde gjort var hovedløst, men jeg havde ikke tænkt. Jeg havde reageret. Jeg kunne ikke udholde at skulle være til flere timer efter det. Jeg så på den overrevne ravn, som nu også var ret krøllet. Jeg havde haft den knuget i hånden hele vejen hjem. Klokken var kun 13:00. Jeg sukkede.

Jeg lå på sengen i noget tid, til det gik op for mig at læren nok ville skrive til mine forældre. Jeg tændte min computer og loggede på min mors intra. Jeg kendte hendes kode. Ganske rigtig, en besked var dukket op fra dansklæren. Jeg svarede selv på beskeden:

Augusta har forklaret hvad der skete, og vi har taget hånd om det. Hun har haft det lidt svært på det sidste på grund af hendes bror. Vi beklager meget, men regner ikke med at det gentager sig.

Jeg sendte beskeden, og håbede at mine forældre ikke ville se det. De brugte knap nok intra.

Klokken var blevet 14:00. Jeg trængte til luft. Jeg forlod lejligheden og gik ud på gaden. Det klarede mit hoved på et øjeblik.

Vinden er som ingen anden

Vinden klare mit hoved når ingen anden kan

Vinden beroliger mig når ingen anden kan

Vinden er den ven jeg aldrig havde, men heller ikke har brug for

Jeg har jo vinden

Det lød godt. Jeg ville skrive det ned, når jeg kom hjem. I mit sind tilføjede jeg en ekstra linje:

Vinden fortæller mig en dag hvem ham er

Hvis bare vinden rent faktisk kunne fortælle mig, hvem ham var. Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik videre.

Jeg gik rundt på må og få i lidt tid. Langt de fleste huse var pyntet op til jul. Der var lyskæder over alt, men fordi det var lyst, var det ikke så imponerende. Jeg ville næsten ønske, at solen gik ned, bare så jeg kunne se lysene i mørket. Sikke sjove tanker, som kom frem, når man var alene. Jeg rystede igen på hovedet af mig selv.

Uden at jeg havde lagt mærke til det, var jeg begyndt at gå ned mod byen. Jeg gik forbi realskolen, da det var den letteste vej, i forhold til, hvor jeg var. Ned ad Fabers Allé og forbi hallen. Det var begyndt at sne. Sneen lagde sig i mit rødlige hår, og jeg havde været så dum at glemme en hat. Jeg drejede ned mod byen af Gamle Hadsundvej. Da jeg passerede det røde hus, som lå der, så jeg en bevægelse. De par gange jeg havde været der, havde jeg ikke set nogen der inde. Det var begrænset, hvor tit jeg var her, men alligevel. Det jeg havde set, var i indkørslen. Jeg slog ind af grus indkørslen, bare et par meter for at se, hvad der skete.

Det var Summer. Hun stod sammen fem fyre. En af dem havde skulder lange dreadlocks og en camouflagejakke. En anden havde en ørering i højre øre formet som et kranie og under jakken, havde en sort T-shirt med en blodig hvid rose med teksten ”Kill Your Darlings”. En tredje stod op af muren, han havde en cigaret i munden og en kasket, med et slidt bandlogo. Den fjerde havde en kraftig ring på, samt et læderarmbånd. Den sidste stod med et fast greb i Summers arme. Jeg betragtede ham dem varsomt. Fyren som havde fast i Summer, havde fronten væk fra mig og en hætte trykket over sit hoved. Pludselig skubbede fyren hårdt til Summer. Hun væltede og tog fra med hænderne. Ørering fyren og Dreadlocks grinede. Rygeren smilede smørret, men blev stående. Ham med hættetrøjen, rakte en hånd ud mod Summer, hun tog den. Han hjalp hende op, blot for at skubbe hende hårdt mod en mur.

Først kunne jeg ikke helt se, hvad han havde gang i. Så så jeg kniven! Hættetrøjen havde presset en lommekniv mod Summers hals, som jeg havde set i utallige film. Bortset fra, at det ikke var en film.

”Hey!” råbte jeg.

Jeg anede ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Han stod og truede hende med en kniv!

”Jeg ringer til politiet!” sagde jeg.

Bandefyrene vendte sig alle mod mig. Også ham som holdt Summer. Han havde mørkt hår og hættetrøjen havde et logo med en metallisk tekst. Raven. Under teksten var et billede af en ravn.

Mens jeg havde talt, havde jeg bevæget mig nærmere.

”Når de kommer, er i begge to borte,” sagde fyren med kasketten.

Han trak selv en kniv op af lommen. Jeg skævede til den, og gik hen mod fyren, der stadig holdt Summer mod muren, selvom han havde fjernet kniven.

”Jeg er færdig med at blive terroriseret af ravne,” sagde jeg dødsens roligt.

Så slog jeg ham i ansigtet. Hårdt. Han slap Summer og tog sig til ansigtet. Før nogen af de andre nåede at reagere, tog jeg fat i Summer og trak hende med. Vi løb ned til enden af Gamle Hadsundvej, til højre af Markedsgade og ud på Vestervold. En del biler susede forbi så jeg tog som sikkert sted. Vi begyndte at gå opad, men stoppede da vi nåede den indgangen til værket.

”Hvad skete der?” spurgte jeg forpustet.

”Jeg var på vej hjem fra skole, da de overfaldt mig,” fortalte hun forpustet.

”Ved du hvorfor?”

”Det er jeg ikke helt sikker på.”

”Selvfølgelig. Du er i chok, eller sådan noget. Jeg tror det bliver bedre i morgen,” sagde jeg beroligende.

”Kan vi mødes i morgen. Jeg vil gerne hjem,” sagde hun.

”Det er helt fint. Hvor skal vi mødes?”

”Hos mig?”

”Super. Skal jeg følge med dig hjem?”

”Det behøver du ikke,” svarede hun med et lille smil.

”Så ses vi i morgen?”

”Ja, vi ses,” sagde hun og begyndte at gå.

Jeg blev ståenden til og så efter hende. Sneen var taget til, så den dækkede hurtigt hendes skikkelse, og jeg begyndte selv at gå hjemad.

 

Summer
"Summer, hvad er dit svar i opgave 3a?" spurgte min matematik-lærer, da jeg sad til sidste time.
Jeg så i mit hæfte, "9262," svarede jeg og smilte til ham.
Han smilte stort, "det var flot. Hvordan regnede du det-"
Han nåede ikke at tale færdigt før klokken ringede, og alle begyndte at pakke sine ting sammen.
"I har opgave 4 & 5 på side 47 for," sagde vores lærer, lige inden han trådte ud af klassen.
Jeg så på min mobil som lå på bordet, og overvejede om jeg skulle 
skrive til Augusta om nøglen.

Men jeg ventede, jeg skulle til gå hjem den dag. Så jeg måtte se at komme afsted.
Jeg rejste mig fra min stol, hvorefter jeg satte den op, tog min taske på ryggen og gik ud af klassen.
Jeg gik ned ad stien forbi idrætshallen, da det begyndte at sne og jeg smilte over hele mit ansigt.

Jeg gik over den lille vej og ind på den lille sti, som førte ned til den stejle trappe, som jeg dagligt gik

på.

Da jeg gik ned ad trapperne havde jeg stadig et smil plantet på mine læber, men det falmede hurtigt da jeg så drengene fra festen komme hen imod mig.
De havde ikke set mig, før at de kom tættere på og da de så mig smilte de stort.
"Nå så der er hun jo igen!" råbte en af dem og grinte.
"Det var jo hende som afviste os!" sagde en af de andre kort efter, og kom hen ved siden af mig og klappede mig på skulderen.
"Lad mig venligst være," sagde jeg imens jeg begyndte at gå igen.
De grinte højt, drengen med ravnetrøjen på standsede mig i at gå, og de stoppede med at grine.
"Hør lige her, du skal aldrig afvise os igen," hvæsede han af mig.
"Hvorfor ikke det?" spurgte jeg flabet, imens jeg skubbede til ham så jeg kunne gå igen.
Han stoppede mig dog hurtigt igen, "pas på, man skal ikke sige os imod," spyttede han mig ind i ansigtet.
Jeg skubbede hårdt til ham og begyndte at gå igen.
De andre drenge kom dog hurtigt op til mig, og begyndte at snakke til mig.
"Kom med os hjem. Vi holder fest i morgen, du kan sove hos os," var
der en som sagde.
Jeg rystede på hovedet, og gik med hastige skridt videre inden jeg blev stoppet igen.
Det var drengen i ravnetrøjen som holdt fat i mig, hans hænder holdt et fast greb om mine overarme og jeg prøvede at trække mig fra ham, men han trak mig ind mod sig. Jeg gik i panik.
Jeg sprællede med armene og benene, men han var for stærk.
Han skubbede mig ned i jorden, hvorefter han sparkede mig i maven.
Smerten stod op i mig, og jeg kunne se at der var gået hul på mine bukser ved knæet.
Drengen i ravnetrøjen gav mig en hånd, som jeg hurtigt tog imod.
En ting som jeg hurtigt fortrød at jeg gjorde, for lige da jeg kom på benene igen, skubbede han mig ind i en mur.
Kort efter mærkede jeg en krop som pressede op ad min, jeg så ind i et par grønne øjne som jeg gik ud fra var Ravnetrøjens.
Han pressede mig op af muren, og pludselig tog han en kniv frem foran sig.
Jeg gik gispede og begyndte at sprælle med mine arme.
"Rolig nu. Det gør ikke ondt," hviskede han en smule højt.
Han tog langsomt kniven tættere på, og jeg kneb mine øjne sammen.
"Hey!" var der en stemme som råbte, og jeg åbnede hurtigt mine øjne, da stemmen lød bekendt.
"Jeg ringer til politiet!" råbte stemmen kort efter.
Jeg så hen imod hvor stemmen kom fra, hvor Augusta kom gående hen imod os.
"Når de kommer, er I begge to borte," sagde en af de andre fra gruppen truende, og trak en kniv op ad lommen.
Ravnetrøjen trak hurtigt kniven væk fra min hals, og så på Augusta som kom gående imod os.
"Jeg er færdig med at bliver terroriseret af ravne," sagde hun og gik tættere på os.
Ravnetrøjen gik lidt tættere på Augusta, imens han stadig holdt fast i mig.

Han skulle til at slå hende, men hun kom ham i forkøbet med en lussing.

Han tog sig hurtigt til ansigtet og han lagde nok næsten ikke mærke til, at han slap mig.

Før han nåede at reagere, tog Augusta fat i min hånd og vi løb afsted.
Hvor vi løb hen bemærkede jeg ikke, jeg fulgte bare Augusta.
Vi endte omkring værket, hvor vi stod lidt før Augusta startede samtalen.
"Hvad skete der?" spurgte hun forpustet.
Jeg trak vejret dybt før jeg begyndte at tale.
"Jeg var på vej hjem fra skole, da de overfaldt mig."
"Ved du hvorfor?" spurgte hun og pustede ud.
"Det er jeg ikke helt sikker på," svarede jeg med et suk.
Jeg kiggede mig omkring for at se efter, om drengene kom tilbage.
"Selvfølgelig. Du er i chok, eller sådan noget. Jeg tror at det bliver bedre imorgen," svarede hun beroligende.
"Kan vi mødes imorgen? Jeg vil gerne hjem," spurgte jeg og lukkede i kort tid mine øjne.
"Det er helt fint. Hvor skal vi mødes?"
"Hos mig?" svarede jeg spørgende.
"Super. Skal jeg følge dig hjem?" spurgte hun bekymret.
"Det behøver du ikke," svarede jeg og tvang et lille smil frem på mine læber.
"Så ses vi imorgen?" svarede hun med et smil.
"Ja, vi ses," svarede jeg og vendte mig om for at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...