Det Splintrede Hjerte

Dette er historien om en pige. Læs den, og du vil forstå.

1Likes
1Kommentarer
180Visninger
AA

1. Det eneste kapitel.

Der stod hun alene i den tomme indkørsel. Bilen drejede til højre og baglygters lys forsvandt i tågen. Hun hørte en lyd, lyden af hendes hjerte der splintrede. 

En tåre trillede langs hendes kind som blussede voldsomt. Hun var fyldt med en følelse af både sorg og vrede. 

Hvordan kunne han bare forlade hende? Han sagde ikke engang farvel. Hvis det ikke var fordi at hun følte at noget var galt, ville hun ikke engang have set ham køre sin vej. Hun ville først have fået det at vide på mandag, når han ikke kom i skole. 

Hun slentrede ned af den lange vej, som hun kendte så godt. Tårerne løb ned af hendes smukke ansigt og ned på hendes gule regnjakke. 

Hvad skal hun nu gøre? Gå hjem, fortælle dem alle sammen at hun er helt okay. For det er det jo, hun er kun lige blevet forladt af den som holdt mest af hende. Eller det troede hun ihvertfald. 

Han havde været fraværende i en måneds tid og ville ikke bruge hans tid med hende som han plejede. Det var som om at han langsomt forsvandt mentalt. 

Billeder af deres minder dukkede op i hendes hoved. 

Deres romantiske tur til stranden, hvor det begyndte at storme. De krøb sammen under en efterladt sejlbåd og blev der indtil at stormen var ovre. Tanken gjorde hende blød i knæene. Selv i den værste storm i 15 år, var de sammen. Han passede på hende og beroligede hende med historier om deres fremtid sammen.  De havde så mange drømme og hende troede helt inde i hende hjerte at de ville blive til virkelighed. 

 

Tusmørket sneg sig langsomt ind på hende og gadelygterne gjorde hendes skygger større og større for hvert skidt hun tog. Men atter der følte hun kun at hun blev mindre og mindre. 

Hun gik ned af stien til deres lejlighed. Deres have var groet til en urskov siden hendes var blev indlagt. Og ingen havde overskuddet til at få det gjort. 

Hun lagde sin hånd på det kolde håndtag. Tog en dyb indånding, tørrede tårerne af i hendes regnjakke. Vægten på håndtaget blev øget og døren gik op. 

Hun trådte ind ad døren, lugten af mad ramte hende og hun tog endnu en dyb indånding for ikke at bryde sammen. 

“Godt du er hjemme!” lød det ude fra køkkenet. “Der er mad om et kvarter!” 

Hun havde en lyst til mange ting, men en af de ting indebar ikke  mad. Det følte som om at hun skulle kaste op. 

Hun gik stille ind på hendes værelse og i det at hun drejer nøglen om og døren låser med et klik, falder hun sammen på det kolde gulv. Alt i hende faldt sammen og alt føltes nytteløst. Der var intet tilbage. Hun var alene og forladt. 

 

På gulvet tænker hun mere over de ting de lavede sammen og hvilke minder han havde skabt. Minderne ville blive der for evigt, men sorgen ville gøre dem triste og bare tanken om at hun ville glemme dem med tiden, gjorde ondt helt inde i maven. Hun græd så voldsomt at det gjorde fysisk ondt og hun kunne ikke få vejret. Men den psykiske smerte var  den værste. Hun kan ikke stoppe hendes tanker og det er det eneste der vil hjælpe lige nu. 

Ud af hende smerte hørte hun 2 stille bank på døren. Et tag i håndtaget, men det gik opgivende op igen, da personen fandt ud af at døren var låst. 

Hun hørte skridtene tilbage til køkkenet. 

 

10 sekunder senere kommer der en besked på hendes mobil. 

 

“Der R mad nu. Kommer du ikke ud?:-)” 

 

Hun gad ikke engang svare. De kunne ikke engang spørge om hun var okay. De må vel have lagt mærke til at der var noget galt, hun plejede jo aldrig at låse døren. De er bare sådan nogle kujoner som ikke engang ved hvordan hun har det. Kender de hende overhovedet? 

 

Hendes tanker flyder over på ham igen. Han var fantastik.. 

Han var nok det bedste der var sket for hende. 

Han var måske ikke perfekt. 

Han havde jo været sammen med andre, men det betød ikke noget for hende. Hun havde ham stadig. Han var hendes kæreste. Hendes veninder havde godt fortalt hende om hvad han lavede til festerne hver weekend. Men de var bare jaloux fordi at de ikke havde en fantastisk kæreste som holdt af dem. 

 

Den gang hendes bedste veninde havde fundet det blå-lilla mærke på hendes hals, var nok det tidspunkt hun forsvarede ham allermest. Han mente det jo ikke. Han var blevet vred fordi at hun kom for sent og ikke havde det tøj på som han bad om. Men det var jo også hendes egen skyld. Hun skulle have taget en tidligere bus og vasket tøj dagen inden, så ville det aldrig være sket. Hendes veninde gik til en lærer og fortalte det. Hun blev kaldt til samtale hos skolepsykologen, men løj igennem hele samtalen. Det skulle ikke gå ud over ham, at hun var så dumdristig.  Skolen troede på hende og sagen sluttede der. 

Hendes veninde derimod var vred på hende. Hun sagde hvorfor hun løj og forsvarede ham. 

Hun kunne ikke svare. 

Det som fik dråben til at flyde over, var da hun sagde at han var ligeglad med hende og overhovedet ikke elskede hende. 

Hun blev vred. 

Hvordan kunne hun sige sådan?! Hvis han ikke elskede hende ville han jo været gået fra hende. Det havde han i pricippet også gjort 5 gange inden for 2 måneder, men han blev jo ved med at tage hende tilbage. Hun følte sig kun hel når hun var med ham. 

 

Hun blev grebet af en ide, hun ville gå en tur. Hun greb sin gule regnjakke, låste døren op og skyndte sig ud af døren. Hun ville ud. Ud til vandet. 

Hun rodede i sin lomme efter små mønter til en busbillet. 23 kroner. 

Hun kigger op mod skyerne, farven falmer fra den rødlige aftensol til den blålige nat. Enkelte stjerne titter frem på himlen og  forvandler det til kunst. 

Bus-skiltet kan ses på lang afstand i mørket. Hun løber over til stoppe-stedet og når det lige i tide til at bussen holder. Hun stiger på, buschaufføren er en ældre herre med gråt hår og små runde briller. 

“Til broen, tak” sagde hun stille, for hun kunne ikke længere huske hvad de nærmeste by hed. Det var som om at hendes hukommelse blevet skyllet væk med tidevandet. 

“20 kr.” Siger han. Hans stemme er hæs og lyder som en ryger som aldrig har tænkt sig med at stoppe, det der er ved at slå ham ihjel. 

Hvis bare hun kunne slå det ihjel, som er ved at fortære hende indefra. Det er en en måde. 

Hun kaster tanken væk og prøver at huske hans ansigt. 

Hun prøver at finde et minde hvor han smiler. Men af en eller anden grund, kan hun kun finde dem hvor han er vred på hende. Eller dem hvor han har gjort grin af hende, fordi at han mente at hun bare var en dum blondine som ingenting fattede, han kunne koste rundt me hende som han ville. Men det gjorde hende ikke noget. Hun havde en som hun kunne være sammen med, så hun ikke var alene med sig selv. 

Det var måske selvisk af hende at tænkte sådan, men hun fortjente ikke bedre. Hun fortjente det. Hun var for dum til at være sammen med en som behandlede hende ordenligt. 

 

Måske var det slet ikke ham hun savnede, eller det var det nok. Men hun var nok mere forelsket i tanken om at have nogen. Hun var der altid for ham, men hvornår var han der for hende? 

 

 

Bussen stoppede brat og motoren slukkede. Vi var ved broen. 

 

 

Hun tænkte over hvad hun egenligt var igang med, hun ville over broen til glæde. På den anden side ville der måske være lykke. Han kunne være på den anden side af broen. 

Hun trådte det første skridt ud på broen, hendes ben rystede. Skidt efter skidt bliver hun kun mere og mere nervøs. Men også spændt. Midt på broen stopper hun. 

 

Er hun klar til de ting som det indebærer at være sammen med ham, eller klar til at være glad igen? Hun vender sig ud mod vandet. Vandet er mørkt, koldt og dybt. 

Hun sætter sig op på kanten og kigger ned. Hun vil ikke være sådan her. 

En mand sagde engang til hende at den dag man dør, genopstår man som noget nyt. 

 

Hun vil gerne leve videre. Måske bare ikke i den krop. Hun kunne leve videre i menneskerne, i naturen, i fuglene. Det ville alligevel være ret smukt, hvis hun levede videre som en fri fugl. Så kunne hun flyve hvorhen hun ville og glemme at det dårlige. 

I et splitsekund satte hun fra. Hun faldt ned i det dybe kolde vand. Hun så intet andet end sort. 

Hendes sidste tanke var, “Hvis det er sådan her døden ser ud, håber jeg at jeg overlever.” 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...