Angel Of Small Death

Dana er en helt normal pige, ligesom alle andre, men så alligevel ikke. Hun vil blive udvalgt, som englenes høster. Hun kan frit gå rundt iblandt mennesker, men ingen vil kunne se hvem hun virkelig er. Hun vil lære hvor vigtigt det er, at elske det man har, istedet for det man ikke kan få. Hun vil have op og nedture i sine forhold, og sætte pris på livet mere end nogensinde før.

1Likes
6Kommentarer
333Visninger
AA

2. Darkness

Hendes bløde hånd kærtegnede hans kind. Han havde sin ene hånd begravet i hendes fyldige, mørke hår. "Du er så smuk..." Sagde han, og fik hende til at smile. "Schh" Tyssede hun, inden hun overvældede ham med våde kys. De lå i mørket på hendes seng, og lyttede til bilerne der kørte forbi. Der var en behagelig stilhed, inden farens høje røst fyldte rummet.
"Og hvad fanden tror i så lige i laver?" Han kiggede med lynende øjne på Dana. "Hvem er han, og hvad helvede laver han i mit hus?" Dana var sekunder fra at få et raseri anfald. Hun var så træt af at bo hjemme. Hendes mor er bange for hendes far, og Dana må aldrig noget. "Jeg er Jared, hyggeligt at møde dig." Forsøgte Jared, men det gjorde bare hendes far endnu galere. "Far! Vil du ikke godt lade være? For min skyld! Jeg beder dig!" Dana kiggede bedende på sin far. Ville han ikke bare stoppe? "Han skal ud, NU! Og jeg vil aldrig se dig sammen med ham mere, er det forstået Dana?" Hun kiggede håbløst på faren. Jared rejste sig uroligt op for at gå, men faren spærrede vejen. "Prøvede du at forføre min datter?" Hvislede han koldt. "Min søde lille Dana fortjener ikke en som dig, din usle kujon!" Dana's hjerte bankede som en hammer mod et søm. "Far! Jeg elsker ham! Vil du ikke nok lade være?" Bad hun. "Dana, du er for god til ham!" Hun rystede febrilsk på hovedet. "Nej... Nej jeg er ej!" Stammede hun. "Han er helt perfekt til mig!" Faren knyttede sine store næver, og man kunne se alle hans spændte muskler. Hvis Jared rørte sig ville han slå. Dana faldt klodset ud af sengen med tårer i øjnene. Hun kom hulkende op at stå, og løb med det samme hen og stillede sig imellem Jared og hendes far. "Far, han betyder alt, vil du ikke no-" Dana fik ikke gjort sin sætning færdig før farens knytnæve fløj, ind i kæben på Dana. Slaget var så hårdt, at Dana blev slået direkte i gulvet. Sekunder efter blev Jared taget hårdt i armen, og skubbet, hele vejen ud af huset. Dana blev bare liggende, uden kræfter til at rejse sig. Smagen af jern bredte sig i hendes mund, og blod trængte ud igennem hendes svagt adskilte læber. Var det virkelig sådan hun skulle leve resten af hendes liv? Hvis svaret var ja, kunne hun jo ligeså godt forsvinde nu.

"Hvad? Slog han dig?" udbrød Kenna forbavset. "Det havde jeg ikke regnet med. Er du okay?" Dana nikkede langsomt og viste Kenna sin kind. Hun tog hænderne op foran munden. "Oh my god!" Røg det ud af hende. "Ej seriøst Dana, er du sikker på du er okay?" Dana nikkede igen, og trak hendes mørkebrune, næsten sorte hår om bag øret. "Og Kenna, lige en anden ting." Kenna kiggede afventende på hende. "Jeg tror ikke på gud. Så vær sød ikke at nævne ham i nærheden af mig." De smilede begge to, og Kenna nikkede. "Tak." Sagde Dana, og gav hende et hurtigt kram. 

Dana gik langsomt og usikkert ned af gaden. Hun overvejede at tage hjem til Jared, og sige at hun var ked af det der var sket den anden aften. Han vil sikkert ikke se mig, tænkte hun. Skyer dækkede himlen, og solen forsvandt. Men de her skyer så ikke normale ud. De var lige så kulsorte som natten, og intet lys trængte igennem.
Dana drejede ned af vejen til sit hus, da regnen skyllede ned. Det gav et sæt i Dana da der pludselig stod en skikkelse foran hende. Hun kiggede undrende på skikkelsen. Krops bygningen lignede en mand, og han havde en lang sort kappe på. Dana kunne ikke se hans ansigt. Han havde foldede hænder, og så ud som om han kiggede ned i jorden. Dana løftede sit øjenbryn og spurgte: "Hvem er du?" Han kiggede op, men Dana kunne kun se lidt af hans hage. Han svarede ikke, han gik bare tættere på. "Skal du besøge mine forældre eller noget, for de er altså ikke hjemme endnu?" Han svarede stadig ikke. Dana kiggede sig hurtigt over skulderen, men da hun vendte sig om, kiggede hun direkte ind i den fremmede mands øjne. Men der var noget galt. Manden havde ingen øjne, det var bare sorte huller. Dana skreg af sine lungers fulde kraft, og håbede at hendes naboer var hjemme. Men det var som om ingen hørte hende skrige. Manden tog et skridt imod hende, stirrede stadig med sine tomme øjenhuler, og tog fat i hendes skuldre. Det var som om et elektrisk stød, skød igennem Dana. Hun rystede, og hendes øjne blev tomme. Næsten lige så tomme som mandens. Der gik ikke lang tid, før Dana faldt om på jorden. Hun er vågen, men hun kan intet se, høre, eller føle. Alle hendes sanser er forsvundet. Hun kan ikke bevæge sig, eller gøre modstand. Hun følte sig tommere indeni end nogensinde før. Som om der intet er. Kun tomrum. 

Dana slog øjnene op og stirrede ud i det uendelige mørke. Hun sad op ad væggen i en seng og blinkede med øjnene. Hendes hud var blevet kridhvid og mager, ligesom mandens. Hendes hår var blevet kulsort, ligesom mørket der omringede hende. Det var en uendelig verden af mørke. Tankerne fløj igennem hendes hoved, og skubbede til hinanden. 

"Hvorfor er jeg her? Er jeg død? Hvem var manden, og hvad ville han mig? Hvorfor er her så mørkt? 

En kold tåre faldt ned af Dana's kind. Hun rejste sig langsomt fra sengen, og bevægede sig ind i mørket. 
Mørket var som kolde, fugtige hænder som klamrede sig om hende. Et svagt blåt skær stod frem i mørket. Jo tættere Dana kom på det, jo skarpere blev det. Da hun kom helt tæt på, kunne hun se skikkelsen der stod bag ved. Manden fra før. Frygten spredte sig som en virus i Dana's krop. Det blå skær kom fra et lille glas, som stod på en piedestal. Det skinnede med en meget klar blå farve. Lyset ramte manden i ansigtet, og afslørede hans mange rynker, og hans tomme øjenhuler. 
"Hvem..." Dana sank en klump inden hun fortsatte. "Hvem er du?" Manden løftede langsomt hovedet og stirrede på Dana. Hans stemme var som et iskoldt vindpust. Som en en kold og hæs hvisken i mørket. Og hans svar fik Dana til at stivne på stedet. 
"Døden." Dana begyndte at skælve, men døden fortsatte. "Jeg ved hvad du tænker, Dana. Du er ikke død, bare rolig." Dana's hjerte hamrede endnu hurtigere nu. Hvis hun ikke var død, hvad var hun så? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...