som mor

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2015
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
"...han følte sig kun tæt på sine drømme, når han følte sig tæt på sig selv."

32Likes
35Kommentarer
997Visninger

2. --

 

 

 

Adam blev født med hovedet først, hverken for stor eller lille. Han var ligesom bare gledet væk fra normalen(?), som årene gik, på samme måde som en fiskebåd glider fra strandbredden, hvis der ikke er nogen til at holde den på plads og forhindre den i at svømme væk.

 Som så mange drenge på sin egen alder var Adam vokset sine forældre over hovedet, hvilket gjorde det nemmere for ham at tage og føle på sine drømme, der for længst var forsvundet op i skyerne. Men det hændte alligevel nogle gange, at Adam var så langt fra dem, at han blev nødt til at finde nye måder at fiske dem ned fra himlen på.

 Lige meget hvor hårdt han hev i sine hårstrå, eller hvor meget han strakte sine tæer, synes himlen stadig uendeligt mange kilometer væk, som tilhørte den i virkeligheden en helt anden planet. Det var derfor, at han begyndte at snuppe mors stiletter, når hverken hun eller far var hjemme. På den måde blev afstanden imellem ham og drømmene en smule mindre.

 I starten synes de umulige at gå i, og selvom han ikke var meget tykkere end hælen på skoene, havde Adam det hele tiden som om, at de ville knække sammen med ham og resten af verden, hvis mor og fars fodtrin pludselig ville lyde i opgangen, og han ville blive nødt til at tage springet fra sin plads syv centimeter tættere på sine drømme, for igen at have begge fødder på jorden.

 

Adam kunne sagtens forestille sig, hvordan ordene ville give genlyd i hans hoved, lang tid efter at deres ekko havde forladt verden, hvis nogen så ham sådan, som han helst ville ses. Iført damesko og med munden kysset rød af mors læbestift.

 “Du har hele verden liggende for dine fødder, men du vælger alligevel at se den fra et par sko, SOM ER LAVET TIL PIGER.”

 Måske ville ekkoet hurtigt dø ud, men betydningen ville blive hængende i luften og klistre sig fast til lejlighedens vægge, så stedet langsomt ville blive forvandlet til noget, som Adam ikke længere ville kunne kalde for hjem.

 Men Adam kunne ikke bare smide stiletterne, læbestiften og sine drømme så langt ind i skabet, at han aldrig vil kunne få dem ud igen. Og han ville aldrig kunne lukke lågen i, for han følte sig kun tæt på sine drømme, når han følte sig tæt på sig selv.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...