De magiske søskende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Den handler om to søskende som aldrig har mødt hinanden, lige pludselig mødes de, og de kommer ude for en hel del

0Likes
1Kommentarer
107Visninger

1. Venskabet

 

Engang var der to små babyer, de var begge udødelige, det var hvad folk sagde, begrund af deres forældre.

Deres far var satan selv og deres mor var den smukkeste, modigste, stærkeste og venligste engel, alle elskede hende og hendes navn var Amare, faren hed Lucifer.

De døbte deres to piger Solis og Luna, men lidt efter de to piger var blevet født, kom der endnu en krig imellem engle og djævle, deres mor Amare flygtede med sine to børn, hun søgte tilflugt nede på jorden, men hun vidste at hun ikke kunne beholde dem, for det var børne de ville have, Die og Nox besad en stor kraft, de var harmonien i det helle, og hvis de blev forenet ville ingen kunne slå dem, ingen ville kunne stå imod dem.

Gud ville have dem begge, han ville lade dem vokse op som kriger, faren ville have sine børn til at herske over alle, det var mange djævler og engle imod, for så skulle de blive forenet igen, den tanke kunne de ikke lide, så de gik også efter børne.

Amare gav sine børn væk til at pleje hjem, med en ting hun ville have de skulle tage hensyn til, og det var at de skulle vokse op i to forskellige hjemme, men tæt på hinanden.

Begge tøser blev adopteret, de voksede op, den ene i en svær barndom, for hun blev altid mobbet af de andre, bare fordi hun elskede natten og tit ikke kom i skole fordi hun havde varet ude i en skov hele natten, hun gik også meget rundt i mørkt tøj og med en halskæde som var den mørke halvdel af Jing og Jang, hun vidste ikke selv hvor hun havde fået den eller hvor den anden halvdel var, denne pige hed Luna.

Den anden pige, var elsket af alle som mødte hende, hun var den populære pige på hele skolen, hun lignede sin mor virkelig meget, hun var venlig, hvis hun så et såret dyr på sin vejstoppede hun op og gjorte alt hvad hun kunne for at hjælpe det, hun var også alles voksenes lille ynglings, for hun var altid pligt opfyldende, og tog sig af alle.

Hun bar også en halskæde, det var den anden halvdel af Jing og Jang, bare den lyse del, hun vidste heller ikke hvor hun havde den fra og hvem der havde den anden halvdel, hendes navn var Solis.

Hun gik tit ud i skoven for sig selv, satte sig ved en sø og sang, alle dyrene kom til hende, de var hendes trøst, de hørt på hende om alle de tanker hun havde i hovedet, som ingen andre vidste fandtes, men en dag gik hun der ud om aften, da hun var nogle meter væk kunne hun høre at der var en der sad og sang, det var en yndig sang, men meget trist sang, den handlede om natten og dens skønhed, og om den manglende halvdel, dagen.

Solis nærmede sig stille, da hun kom tæt nok på til at se hvem det var så hun en meget smuk pige, hun lignede meget mg tænkte Solis, bortset fra at hendes hår var bølget og længere.

Solis kom til at træde på en gren, ved den lyd stoppede Luna med at synge, Solis skynde sig at kæmme sig for Nox, men da Solis igen kikkede op var Luna væk, eller i dette til fælde en helt fremmede person.

Die tænkte meget på den aften i lang tid efter, sangen kunne hun ikke få ud af hovedet, den minde meget om hendes egen, og deres stemmer var tæt på hinanden, plus de lignede hinanden, men så blev Solis enig med sig selv om at hun måske bare havde set synerne, der gik nogle år, Solis havde meldt sig ind på en efterskole, det samme havde Luna.

 

Nox glæde sig virkelig meget, og da hun startede var hun meget alene de første par uger, men så skete der noget, for der mødte hun Solis, Solis som lignede hende, havde næsten samme stemme som hende.

Nox kunne ikke tror at hun havde fundet en der lignede hende, måske bare i den positive ende, det var helt mærkeligt, men på en måde også rart, Solis og Luna blev hurtigt bedste veninder, men hvad de ikke vidste kom der til at ske mange ting under vejes, deres fremtid, var blevet lagt i en spådom.

Hvis man havde fortalt dem det den gang ville de nok bare havde grinet, men det gjorte de ikke.

For en uge før juleferien, blev hele efterskolen angrebet af dæmoner, eller som de også selv kalde sig børn af djævlene, og andre sagde at de var børn af englene og ville have hævn over to børn som var blevet født for 15  år siden, Solis og Luna som stod tæt på hinanden kikkede bare på hinanden og tænkte hvad fuck sker der her, efter der var der en af drengene fra efterskolen som gik hen til dem og skubbede dem frem, de fik begge et sjok, dæmonerne kikkede mærkeligt på dem og spurte hvorfor sådan to uduelige mennesker turde gå imod dem, lige indtil at drengen træde frem, vi råbte pigerne råbte i munden på hinanden hvad Frederik havde gang i.

 Han sagde at hans navn ikke var Frederik, men Oblitus, pigerne troede ikke på at det de så var rigtigt. Men det var de, imellem tiden at de havde siddet og tænkt det var en dæmon kvinde kommet hen til dem, hvis pigerne skulle være helt ærlig så lignede hun en skobion, altså hun havde halen  og lange skarpe negle, hun spurte Oblitus ad, om hvorfor han havde skubbet de to tøser her frem, Oblitus fortalte at, det var fordi de begge bar en halvdel af Jing og Jang, han fortalte også at der sad en lille blå sten i som lignede at der var et hav inden i, Solis og Luna kikkede på hinanden med meget forbløffende blikke, Oblitus gik hen og fik halskæderne frem, han satte dem sammen og de lyste.

Alle kikkede forbløffende på Solis og Luna, ikke nok med det, for da han gav slip og halskæderne faldt fra hinanden, blev pigerne ved med at lyse kraftigere, de forvandlede dem selv indtil hvad de virkelig var, deres mors magi var brudt, Solis fik flotte hvide ørnevinger, og Luna fik Store rød-sorte læder vinger, de fik også deres kræfter.

Alle dæmonerne gik til angreb, men Solis og Luna vidste ikke hvad de skulle gøre, uden at de selv lagde mærke til det, affyrede det hver i sær et skud af, de ramte begge plet, de dæmoner som blev ramt lå helt stille på jorden, de var alle blevet dræbt, Solis og Luna besluttede hurtigt at forsvare dem de holdt af, så de lod deres instinkter tage over og gik i krig med alle de andre.

De kæmpede mange dage efter, da der var gået en uge, kunne de ikke mere, det var der kun en som havde lagt mærke til, mange var flygtet for skolen eftersom der ikke var andet end kamp der, men den ene dag kom en ærkeengen og en højranet djævel, Solis og Luna var total smadret de kunne ikke mere, Dilexi som gik på deres skole havde udtænkt en flugt plan, og nu tog han den i brug, for han holdt meget af de tog piger, det var også dem der havde givet ham det kælenavn, hans rigtige navn var Hannibal.

Solis og Luna flygtede sammen med Dilexi væk fra skolen, da de var nået ind til byen og helt hen til vandet faldt Solis og Luna sammen, Dilexi satte sig ned ved den og lod Luna hvile sit hoved i hans skød, Solis lagde sit hoved på Lunas mave og faldt i søvn, det samme gjorde Luna, efter hun havde takket Dilexi for at det han havde gjort.

Da tøserne vågnede, var det blevet nat, mørket rundt om dem skræmte dem begge, Solis klamrede sig til Luna og Luna klamrede sig til Dilexi, Da der var gået noget tid gav pigerne slip og rejste sig op, det samme gjorde Dilexi også, de begyndte at gå, de vidste ikke hvor til, men de vidste at de skulle langt væk, Solis og Luna havde skrevet til hele deres familie om det og at de ville være i sikkerhed hvis de ikke så dem igen, og hvis nogle spurte indtil tøserne, skulle hele familien sige at pigerne var forsvundet, og at ingen vidste hvorhen til, Dilexi havde gjort det samme, de begyndte at gå stille og roligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...