Magikeren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 nov. 2015
  • Opdateret: 10 nov. 2015
  • Status: Igang
Dronning Dove har sit eget rige. Da hun var lille lod hendes far, den gamle konge, en mur bygge rundt om hans land. For at beskytte mennesker, der levede under hans magt. Kongen døde af mystisk oversager og nu hviler magten på Doves skuldre. Da en forbandelse, får de døde til at rejse sig op, bliver Dove nød til at tage ud i den store skov. For at finde magikeren, der skulle kunne hjælpe hende. Men han/hun er aldrig blevet set, af nogen i Doves rige. Fortabt, klamrende til håb, gennemsøger hun skoven for denne ukendte person. Samtidig med hendes folks liv tungere hendes skuldre.

1Likes
1Kommentarer
257Visninger
AA

3. Den Første Nat

Selv efter dronningen havde lagt sig til at sove, kredsede hende tanker eller rettere sagt drømme omkring det grønne lyn​. Der var noget magisk omkring det. Hendes rige indhold ikke magikere. Da hendes far havde annonceret at muren ville blive lukket på grund af pesten, havde de fleste magiker flygtet. Hendes far havde sagt, at de var fri væsner, der havde brug for at bevæge sig fra sted til sted. Så de ikke ville bruge for meget energi det ene sted. Det vigtigste for magiker var at balancen altid var lige, og hvis de brugte for meget energi fra et sted. Ville der ikke være balance i riget. Mange af de andre almindelig mennesker, der havde nemmere ved at blive syg, blev i skyggerne af muren. Folk fra andre lande kom også for at søge tilflugt. Men hendes far havde været en streng konge og havde ikke lukket dem ind. Dove havde aldrig forstået hvorfor? Galt det ikke om at hjælpe alle dem man kunne, fra døden. Men hendes far havde sagt at de mennesker kunne medføre død.

   I rapporten havde der stået, at der ikke var sket noget usædvanligt efter lynet var slået ned. Kun at energi niveauet var steget. At den lokale gamle dame, Martha, havde fornemmet. Men energier havde det med at stige og dale i nogen over gange. Men Dove forstod ikke. Der var magi involveret, hvad kunne ellers forklare det?   "Dronning Dove! Dronning Dove!"   En eller anden ruskede Doves skuldre. Kvinden bag Dove havde rødbrunt hår, der lå flettet bag hendes ryg. Hun var i ført en natkjole og havde et stearin lys i hånden. Hun var Dove egen tjeneste pige, Zoey. Hun fulgte efter Dove næsten alle stede, ved mindre det var noget med at reagere og få opdateringer på rapporter, i de forskellige områder.   Zoey var vågnet på grund af et skrig, hun boede nede sammen med alle de andre tjeneste folk. Da de havde kigget ud, havde byens borgere løbet rundt i panik. Skreget og løbet hen mod slots dørene. Zoey havde været så meget sammen med Dronning Dove, at hun havde i denne situation overtaget magten over de andre. Hun havde sendt folk, hen for at få fat i vagterne og nogen hen for at vække de andre på slottet op. Hun havde selv taget opgaven at vække Dronningen. Da det også var hendes job.   Dronningen åbne tungt sine øjne. Da hun opdagede at der var lys i sit vindue. Men ikke gulligt, som om morgen. Det var et rødligt lys, som ild. Hun smed dynen af sig og løb hen til sit stor vindue. Uden for løb hendes befolkning rundt omkring. Hun kunne se sine slots soldater kommer gående i deres grå rustning og vagterne fra muren løbe rundt i deres røde kapper. Rundt over det hele løb uskyldige landsby folk rundt, i deres nattøj.   "Zoey, kom," råbte Dove efter sin tjeneste pige. Lige udenfor hendes dør, klar til at bryde ind,stod Damian. Dove tog fat i hans hånd og fik ham til at løbe med sig. Da hun kunne mærke han ville blive ved med at løbe efter hende, gav hun slip.   "Vi bliver nød til at få åbnet portene til slottet. Vi må hjælpe," råbte hun bag ud til dem. Med et skuldre kig, kunne hun se Zoey nikke til hende.   "Men Dronning..." sagde Damian.   "Det er her mit folk, Damian!" råbte dronningen tilbage. Det gav genlyd i det store slot.   Da hun var kommet hen til hendes vagter, der kæmpede for at holde porten lukket, skubbede hun sig igennem dem og åbnede døren. Hele hendes befolkning i storbyen, kom skubbende igennem døren. Hun var ved at blive trampet ned, hvis det ikke var for Damian, der havde lagt armen omkring hende og hevet til i et hurtigt øjeblik. Hun smilede op til ham, før hun vendte opmærksomheden tilbage til sit folk. Da de sidste var kommet ind, lukkede hun døren igen. Hun kunne se vagterne for første gang i deres karriere havde trukket deres sværd. De blokkerede hendes syn, så hun ikke kunne se deres modstander.   Hun gik hen til sin øverste soldat. "Jeg har brug for at sende vagterne hen til de andre landsbyer, for at se om der er lige så stor katastrofe som her. Og hvis der er, så bring folkene her til," sagde hun.   Hun havde overhovedet ikke tid til at tænke over hvad hun gjorde. Alle de års træning og iagttagelse af hendes far, tog over hende og førte hende igennem det.

  "Damian," sagde hun og vinkede til ham. Hun gik forbi Jack, der var i gang med at ordre tjeneste folkene omkring, med at bringe te, kaffe, sukker kager og tæpper rundt til folkene. Andre af tjeneste folkene, tog sig at grædende børn og chokket forældre.   Dove blev nød til at finde ud af hvad der havde angrebet sit folk indefra. Men lige nu havde de brug for hjælp. Den gamle Konges kontor var blevet låst ned, intet var blevet rørt. Sådan var hans soveværelse også. Hun ønskede ikke at slette de sidste minder om hende far. Nøglen var gemt over døren, hun fik hurtigt fat i den og låste op. Alt i værelset var dækket til med lagner, det havde hun selv gjord. Værelset havde en svag lugt af hendes far, derfor gad hun ikke andre skulle være her inde. Blande deres lugt med hendes fars. Hun gik direkte hen til skrivebordet og løftede lagnet. Lyset blev pludselig tændt inde i rummet. Hun kiggede op og så Jack havde løftet kontakten. Hun satte sig ned i sin fars stol, og følte sig med et tilpas i den gamle blød lænestol. Hun rodet igennem hendes fars papir og hylder, til hun fandt hvad hun ledte efter. Kontakt oplysninger på hendes fars kongelige venner.       Zoey stod overfor Avril, byens bedste skrædder. Hun havde fået et stort rødt tæppe omkring sig, og prøvede at gemme sig for verden.   "Det var Henry," sagde hun stille. Hendes stemme rystede.   "Undskyld?" sagde Zoey, hun måtte have hørt forkert.   "Det var min mand, Henry," sagde Avril igen, efter en dyb rolig indånding. Zoey rynkede sine øjenbryn. Det kunne ikke passe. Zoey huskede Henrys begavelse, hun havde været med til den. Det var flere år siden.   "Han var stået op fra de død. Al...le de ting... var mennesker! Døde mennesker," Avril hviskede det sidste helt stille.   "Undskyld mig," sagde Zoey. Selv om  de lød umuligt, havde hun hørt med halv ører, at ordet "død" var kommet op i alle beskrivelser. Zoey løb efter Dronningen og hendes rådgiver. Hun blev nød til at vide om det var sandt og hvad de nu skulle gøre.   "Deres Majstæt," sagde Zoey, da hun endelig fandt dem ved kongens gamle kontor. Hun havde først undersøgt Dronningens værelse, så rådgivernes værelser, storsalen: hvor alle var inde i, køkkenet og til sidste havde hun tænkt hvad ville den gamle konge gøre i denne situation og havde fundet frem til hans kontor.   Dronning Dove kiggede op på hendes tjeneste pige Zoey, hun var i gang med at skrive breve, der skulle sende til hendes fars venner. Hun havde skrevet to per person, en ville blive sendt med due, en anden ville blive sendt med mand. Manden ville komme til at klatre ned af muren for så at finde frem til hver eneste modtager. Men hun vidste ikke om duerne ville kunne huske vejen hjem til deres oprigtiglige herrer.   "De... angriberne ..." Zoey bevægede munden, uden der kom ord ud, prøvede at komme op med de rigtige ord til at beskrive det hele, " de er døde."   Dronningen kiggede undrende på hende.   "Magi må have vækket dem. Lynet må have vækket dem," sagde Zoey.

  "Hvis det er sandt, må vi fortælle det til de andre. Vi må også finde en magiker til at ophæve forbandelsen, det så må være," sagde Dove.   "Men vi ved ikke hvornår de 'døde' ligger sig ned eller hvordan de bliver besejret," pointerede Damian.   "Vi må vente og se, og finde på en plan i mens. Hvor ved vi med sikkerhed der vil være en magiker?" spurgte dronningen og kiggede forventningsful på de folk samlet i kontoret.            

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...