The special girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2015
  • Opdateret: 22 maj 2016
  • Status: Igang
Hun er bare en almindelig pige som går på almindelig skole, det er ihverfald det hun selv tror på. Der kommer en ny dreng i klassen og er virkelig tæt på Bell. Bell undre sig over hvorfor han hele tiden er i nærheden. Men det hun ikke for at vide før der er sket nogle alvorlige ting er at den nye dreng ikke er almindelig og at Bell heller ikke er en almindelig pige.. Mange mennesker hader Bell uden nogen grund fordi hun er speciel. Hun kommer ud for fare og kommer til en helt ny verden hvor hun ikke er i sikkerhed på noget tidspunkt. Hun kommer ud på en ufattelig og farlig rejse sammen med 4 drenge og en lille fe som holder hende med selskab. Hun er glad det meste af tiden samtidig med at hun er forvirret... Imens hun er på den farlige rejse sammen med de 4 drenge bliver hun forelsket. Kan hun få drengen og have klaret sin opgave eller?? Håber i kan lide bogen den er lidt lang men håber den er god ;) skriv en kommentar hvad i synes om den vil mægtig gerne høre det;-)

0Likes
1Kommentarer
322Visninger
AA

3. kapitel 3

Klokken ringede og vi havde fået fri. Jeg pakkede mine ting og gik over til Maria.

"Er du klar til at gå hjem?"

"Ja jeg er," Maria pakkede de sidste ting ned og vi gik ud af døren.

"Jeg er glad for at vi ikke har fået nogle lektier for." Sagde Maria glad.

"Heller ikke her, gider ikke at bruge min weekend på at lave lektier." Vi gik og hyggesnakkede indtil vi skulle skilles.

"Når men vi ses jo bare på mandag, og pas nu på når du skal hjem, vil ikke have at du kommer noget til."

"Bare rolig der sker ikke noget jeg lover det. Tak fordi du bekymre dig."

"Selvfølgelig bekymre jeg mig. Du er min bedste veninde og jeg elsker dig. Mange piger er efter dig og også nogle bøller. Det er et mysterie hvorfor de er men stadig pas nu på." Jeg smilte til hende. Jeg var virkelig glad for at have en sådan en god veninde som hende. Vi vinkede farvel til hinanden og gik. Denne gang kiggede jeg hvor jeg gik så jeg ikke kom til at gå ind i nogen. Jeg kiggede lidt omkring. Græsset havde aldrig været grønnere og træerne havde aldrig set så friske ud. Jeg kiggede over imod et træ. Der var en rede hvor der sad nogle unger i som snart skulle til at lære at flyve. Den ene stod allerede parat og hoppede ud fra reden. Den var i luften i noget tid og klarede sig rigtig flot indtil den røg ned. Jeg løb over for at gribe den og nåede det lige i tide. Fuglen så lidt skræmt ud og det kunne jeg godt forstå.

"Så lille pipper, du er i sikkerhed nu." Jeg smilte til den og fuglen var ikke særlig skræmt mere, den var faktisk ret så tryk hos mig. Jeg satte fuglen op i reden igen og nussede den lidt på hovedet.

"Pas nu på dig selv pipper, du skulle nødig komme noget til." Imens jeg stod der kom der en lyd bag mig.

"Du rede hvis den lille fugl der hva'?" Jeg vente mig hurtigt om, Det var Alex.

"Alex? Hvad laver du her, forfølger du mig?"

"Nej nej, jeg så dig bare tilfældig. Jeg så dig løbe over og redde den lille fætters liv." Jeg kiggede lidt væk.

"Hør Alex måske er det her et underligt spørgsmål men hvorfor er du altid så tæt på mig? Jeg mener du er altid i nærheden og hjælper mig altid når jeg er i problemer... Det minder mig om, min far sagde at der var en ung dreng ved navn Alex der fandt mig og bragte mig hjem det var dig ikke?"

"Jo det var mig. Jeg så dig sidde i det mørke hjørne og bragte dig hjem."

"Men hvorfra vidste du hvor jeg bor?" Alex blev lidt stille i noget tid. Han begyndte at fnise.

"Hehe, det er et godt spørgsmål." Ved han ikke hvorfor eller?

"Sandheden er at jeg måske gik med dig hjem i skjul så jeg kunne se hvor du boede. Undskyld det må virke lidt creepy." Han tog sin hånd bag på baghovedet og nussede sig lidt i skam.

"Når okay det forklare det lidt bedre." Jeg begyndte at smile og rødme på samme tid. Det var en lidt akavet situation.

"Når men jeg må heller smutte hjem ad, så vi ses på mandag."

"Ja det gør vi." Han vente sig om og gik. Så fik jeg da det opklaret. Men der er stadig en ting der undre mig, og det er hvorfor han altid er i nærheden af mig. Måske er han i nærheden hele tiden bare uden jeg ligger mærke til det. Han er stadig meget mystisk. Jeg traskede mig vej hjem.

"Jeg er hjemme." Jeg gik ind, lukkede døren og tog mit overtøj af.

"Var det en god skoledag?" Jeg kiggede på min far. Han havde et kaninkostume på.

"Den var okay, men hvorfor har du et kaninkostume på?"

"Det skal du ikke tage dig af, det var bare et væddemål jeg havde med en fra arbejdet." Jeg fniste og gik så ind på mit værelse og hoppede med hovedet i sengen.

"Endelig weekend, gider ikke skolen mere.. Gud ja har vi ikke snart lejrskole? Måske skulle jeg bare lave min egen pakkeliste istedet for at vente på en fra læreren." Jeg satte mig op tændte for min computer og begyndte at skrive ned.

Klokken slog 18:00 og der var aftensmad. Far havde stadig kaninkostumet på.

"Hvor lang tid skal du have det på?"

"Lige indtil mandag."

"Altså dine kollegaer er her ikke så du kan jo bare tag det af."

"Nej det kan jeg ikke fordi der er en slags sensor på som siger hvor lang tid jeg har haft den på og af."

"Nåår, jaer okay." Jeg satte mig på stolen og begyndte at øse op på tallerkenen. Der var stille imellem os. Der var ikke noget at snakke om.

"Bell vil du gerne have dessert og fredags guf? " kom det lige pludselig fra ham.

"J-ja det vil jeg gerne."

"Okay men bliver nød fil at sige at du selv skal ned i supermarket og købe det."

"Kunne du ikke sige det noget før?" Han smilte bare og spiste videre. Jeg gjorde det samme.

Vi var færdig med at spise og far tog opvasken imens jeg gik ned i supermarket.

"Men så ses vi om lidt." Da jeg åbnede døren var det ikke så lyst mere.

"Det var underligt, vi er midt i juni så det burde ikke være så mørkt." Jeg kiggede lidt op mod himlen og gik så. Der var ret så stille ude på gaden. Det var som om det var vinter og alle var gået i seng, men det var det ikke. Det var varmt og klokken var ikke mere end 18:45.

Da jeg var nede i supermarket så jeg en af pigerne fra klassen. Det var hende der gav mig næseblod. Jeg skyndte mig at finde de ting jeg skulle ha' og håbede på at hun ikke fik øje på mig. Jeg skyndte mig op til kassen og videre ud fra butikken.

"Pyha, hun så mig ikke." Jeg gik videre hjem. Jeg kunne høre mine egne fødder slå mod jorden. Men det der var underligt var at jeg også kunne høre en smule af nogen andens. Jeg vente mig lige så forsigtigt om og så mig tilbage. Der var en mand. En høj mand med en lang jakke på. Man kunne ikke se hans ansigt og heller ikke hans hår. Det eneste man rigtig kunne se var hans øjne der funklede i måneskinnet. Jeg vente mig om og gik så hurtigere. Da jeg havde gået forbi hjørnet løb jeg så hurtigt jeg kunne. Jeg kiggede tilbage og så manden gå rigtig hurtigt. Jeg drønede bare der ud af. Endelig var jeg kommet til mig hus og skyndte mig indenfor. Jeg trak vejret hurtigt.

"Det var hurtigt. Er du forpustet? Har du løbet?" Jeg fik vejret.

"Ja jeg har løbet, vil jo gerne hjem så vi kunne få noget is inden den smeltede." Han smilte og tog så isen og gik ud i køkkenet. Hvem var dog den mand? Jeg kiggede ud af vinduet, der var ikke et øje på vejen. Han var heldigvis væk. Jeg gik ud i køkkenet og spiste min is. Lidt efter tog jeg mit slik og gik ind på mit værelse. Jeg åbnede en af mine skuffer og fandt en halskæde. Jeg lukkede skuffen og lagde mig i sengen.

"Jeg savner dig mor. Jeg vil altid have det her smykke ved min side." Jeg holdte smykket ind til mig og lukkede mine øjne. Pludselig var jeg faldet i søvn. Min far bankede på og åbnede døren og så at jeg lå og sov. Han smilte og gik ind og tog dynen op over brystet. Han så at jeg havde smykket i hånden. Han gik ud og lukkede døren.

"Hun savner dig virkelig meget Natasja. Hun mangler virkelig sin mor, hun er snart så gammel at hun skal have det at vide, men jeg kan ikke finde ud af at forklare det. Det er kun dig der ved det meste af det.. Bare du stadig var her." Han fik lidt tårer i øjnene og gik så ind på sit eget værelse..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...