The special girl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 nov. 2015
  • Opdateret: 22 maj 2016
  • Status: Igang
Hun er bare en almindelig pige som går på almindelig skole, det er ihverfald det hun selv tror på. Der kommer en ny dreng i klassen og er virkelig tæt på Bell. Bell undre sig over hvorfor han hele tiden er i nærheden. Men det hun ikke for at vide før der er sket nogle alvorlige ting er at den nye dreng ikke er almindelig og at Bell heller ikke er en almindelig pige.. Mange mennesker hader Bell uden nogen grund fordi hun er speciel. Hun kommer ud for fare og kommer til en helt ny verden hvor hun ikke er i sikkerhed på noget tidspunkt. Hun kommer ud på en ufattelig og farlig rejse sammen med 4 drenge og en lille fe som holder hende med selskab. Hun er glad det meste af tiden samtidig med at hun er forvirret... Imens hun er på den farlige rejse sammen med de 4 drenge bliver hun forelsket. Kan hun få drengen og have klaret sin opgave eller?? Håber i kan lide bogen den er lidt lang men håber den er god ;) skriv en kommentar hvad i synes om den vil mægtig gerne høre det;-)

0Likes
1Kommentarer
318Visninger
AA

1. kapitel 1

Jeg stirrede ud af vinduet. Jeg kunne se vinden suse gennem grenene og bladene. Solen skindede og det var temmelig varmt.

Der sker aldrig noget spændende her i mit liv. Alt er som det plejer og jeg hader det.

Bell?

Eller hader og hader, det ville jeg nu ikke sige.

Hallo?!

Faktisk er jeg glad for at have det her liv, jeg har nogle gode venner.

Bell! Jeg stoppede mine tanker og kiggede ligefrem hvor jeg så læreren stå.

"Endelig fik jeg din opmærksomhed! Er det virkelig så kedeligt at være til mine timer? Hvis det er så kan du jo bare gå med dig! Vil kun have de elever der rent faktisk gider at lære noget!" Råbte læreren. Alle kiggede på mig, jeg blev helt nervøs jeg gik en smule længere ned i sædet.

"Eh, det må du undskylde, det vil ikke ske igen."

"Det håber jeg så sandelig heller ikke unge dame!" Han stirrede på mig i nogle få sekunder med et surt ansigt, og så gik han op mod tavlen og fortsætte undervisningen. Jeg kiggede over på min bedste veninde Maria. Hun havde et spørgeudtryk på sig. Jeg kunne ikke forklare hvorfor jeg ikke kunne høre hvad læreren sagde da han snakkede til mig. Maria begyndte at smile og fnise lidt, og jeg gjorde det samme. Bagefter kiggede jeg op på tavlen og fulgte med i timen så tingene ikke bliver mere akavet. Jeg skrev ned i min lille notesbog hvad læreren skrev på tavlen. Nu var jeg med igen.

Klokken ringede og vi havde fri.

"Vent lidt inden i går skal jeg lige sige noget." Alle satte sig ned og lyttede.

"Da vi nu er i juni måned skal vi jo på lejrskole. Lejrskolen kommer til at være den sidste uge her i juni så i har masser af tid til at forberede jer. I får en pakkeliste af mig hvor der står hvad i skal have med så i husker alt." Der var en lille dreng ca på samme alder som mig som rakte hånden op.

"Hvor skal vi på lejrskole henne?" Der begyndte at komme lidt uro.

"Stille allesammen!" Der blev helt stille og alle kiggede op på læreren.

"Godt spørgsmål, vi skal på lejrskole til Miami." Alle kiggede på hinanden og jublede af glæde. Jeg gjorde også. Fantastisk jeg har altid gerne ville ud af landet her, og se verden fra en helt anden vinkel og det gør jeg endelig! Jeg gik over til min bedste veninde Maria.

"Er du ikke bare glad for at vi får chancen til at komme ud af landet og se verden?"

"Jo selvfølgelig, og den bedste bonus med det er at vi begge skal sammen!" Hun havde et stort smil på sine læber. Jeg blev helt overrasket da hun sagde det. Jeg smilte tilbage.

"Shh. Allesammen jeg er ikke færdig med at tale." Der blev stille igen.

"Der kommer også en ny elev her i morgen, jeg fik glemt at sige det til jer i går så derfor siger jeg det først nu, men altså i må tage rigtig godt i mod ham for han kommer ikke rigtig fra området her."

Får vi virkelig en ny elev? Vent, sagde han 'ham'? Så vi får en ny dreng i klassen, er der ikke nok drenge allerede?

"Omg! En ny dreng, det bliver bare bedre og bedre, synes du ikke?"

"Jo, men er der ikke nok drenge allerede? Jeg mener der er 9 piger og 12 drenge."

"Det er da ligemeget Bell, eller hvad?" Hun gav mig et snøret smil og prikkede lidt til mig i siden.

"J-jo det er ligemeget, gad bare godt at have lidt flere piger i klassen." Maria begyndte at fnise lidt igen. Læreren gav os lov til at gå hjem. Da Maria og mig var på vej hjem var jeg lidt i mine egne tanker. Maria snakkede bare selvom jeg ikke hørte efter.

Dreng, hvorfor lige en dreng? Jeg kan ikke være tæt på drenge.. Jeg bliver helt nervøs og begynder at sige dumme ting. Jeg håber bare denne her dreng er anderledes end de andre. Næsten alle drenge er ens og det irretere mig lidt.

"Høre du overhovedet efter?" Kom det lige pludselig.

"Hvad?" Jeg kiggede på Maria, hun så ikke så glad og begejstret ud som da vi lige var gået fra skolen.

"Du må altså holde op ned at dagdrømme eller hvad det nu du gør. Folk regner med at du hører efter. Og især ovre i skolen."

"Det må du undskylde, jeg ved ikke hvorfor men her for tiden er jeg begyndt at være lidt inde i mine egne tænker og jeg glemmer ligesom på en måde virkeligheden." Maria kiggede på mig.

"Det går sku nok, så længe du bare ikke får ballade eller at der lige pludselig sker noget alvorligt."

"Nej bare rolig, det vil aldrig ske så længe du er ved min side." Vi smilte til hinanden og fortsatte med at gå.

"Når men vi ses i morgen Bell, kom nu godt hjem."

"Skal jeg nok og i lige måde, vi ses." Jeg gav hende en krammer og vi gik hver sin vej. Da jeg gik der alene kiggede jeg op mod himlen. Den var blå blandet med lidt rød og orange hist og pist. Himlen var ret flot. Da jeg kiggede op i himlen så jeg ikke at der kom en forude. Vi bumpede ind i hinanden.

"Av," lød det fra os begge, og faldt ned på jorden. Jeg tog min hånd på hovedet hvor det gjorde ondt, og jeg kiggede på den person jeg var stødt ind i og han gjorde det samme. Da jeg så på personen så jeg at det var en dreng.

Åh nej, ikke nu. Hvorfor lige en dreng?

"Er du okay?" Spurgte han forsigtigt.

"J-ja jeg er okay hvad med dig, hvordan klare du dig?" Klare du dig, Seriøst? Han kiggede på mig med et smil.

"Jeg har det fint, det var ikke det store." Han rejste sig og gik over til mig. Han rakte sig hånd frem så jeg kunne tage den. Jeg kiggede på ham, og tog fat i hans hånd. Den var blød og varm. Da han trækkede mig op var vi ca. på højde med hinanden. Jeg så ham ind i øjnene, han havde de mest flotteste lyseblå øjne. Hans hår var brunt og sad helt perfekt. Han havde et sødt og kært smil.

"Jeg håber du er okay, det var ikke min mening at gå ind i dig."

"Det var ikke din skyld, jeg kiggede ikke hvor jeg gik, så du må meget undskylde." Vi stod bare der lidt indtil han sagde noget.

"Når men jeg tror at jeg må videre, men først vil jeg gerne høre hvad de hedder."

"Hvorfor vil de vide hvad jeg hedder?"

"Fordi jeg altid gerne vil have at vide hvad sådan nogle smukke piger hedder." Jeg rødmede en smule.

"M-mit navn er Maria, nej vent ikke Maria, mit navn er Isabel vent nej Bell!" Jeg rødmede endnu mere. Han begyndte bare at grine af mig.

"Hehe, Hej Bell rart at møde dig, mig navn er Alex." Han rakte sin hånd frem. Alex? Sødt navn.

"Hej Alex." Jeg gav ham hånden, og smilte.

"Når men jeg må hellere gå nu, jeg håber at vi vil mødes igen."

"S-Samme her. Farvel." Han gik sin vej. Jeg stod bare der og så ham gå sin vej. Jeg kom til mig selv igen og gik hjem. Han var nu ret sød. Jeg tror ikke det er alle drenge der er ens.

Jeg åbnede hovedetdøren og gik indenfor.

"Jeg er hjemme."

"Det var på tide at du kom hjem. Der er noget jeg gerne vil snakke med dig om." Snakke med mig om? Det plejer far ellers ikke at sige. Jeg satte mig ved bordet og kiggede på min far.

"Jeg har fået en mail om at du ikke koncentrere dig i skolen, at du bare sidder og kigger ud af vinduet og høre ikke efter." Jeg kiggede ned i bordet.

"Hør jeg ved det er hårdt ikke at have mor her mere, men selvom hun er død behøver du jo ikke at stoppede med at lære, stoppe med at være aktiv i timerne."

"Men far, det er ikke på grund af at mor er død, timerne er bare så kedelige og jeg kan heller ikke lide vores lær-"

"Stop bare der. Jeg ved du kan have det svært, også med nogle piger fra klassen og nogle her i naboladdet, men stadig du bliver nød til at passe din skole, hvis ikke kommer du ikke med på lejrskolen eller får lov til at se Maria igen kun i skoletiden og jeg vil komme og hente dig hver dag." Jeg blev sur og løb ud af døren.

"Bell? Kom straks tilbage!" Jeg gad ikke at høre efter jeg løb bare min vej. Hvor er det uretfærdigt. Det kan han da ikke bare gøre. Jeg hader min far, jeg hader skolen, jeg hader alle mennesker! Undtagen Maria.. Jeg vil bare gerne væk fra den her forfærdelige verden! Jeg løb videre indtil jeg ikke kunne mere. Jeg fandt et lille hjørne og satte mig.

"Hvorfor hader alle mig? Jeg ville ønske at du stadig var her mor, du ved hvad jeg skal gøre. Du trøster mig altid og får mig til at grine når jeg er ked af det. Hvorfor skulle du også lige dø?" Jeg satte mit hovedet oven på mine knæ og hænder og græd.

Det var begyndt at blive mørkt og jeg sad stadig i det lille hjørne. Mine øjne var lukkede og jeg tragte vejret dybt.

"Hey prøv at se den der pige." Der var nogle store drenge i nærheden som gik tættere på mig. Jeg var faldet i søvn og vågnede slet ikke.

"Skal vi ikke tage hende med hjem? Hehe og måske torturere hende og få hende til at give os alle hendes families penge." De store drenge gik nærmere og var tæt på at røre mig men så kom der en stemme.

"Lad hende være i fred." Drengene kiggede i den retning stemmen kom fra.

"Hvorfor skulle vi høre på sådan en lille dreng som dig?" De rejste sig og gik væk fra mig.

"Fordi jeg siger det. Jeg vil ikke lade jer krumme et hår på hende." De store drenge kiggede på hinanden og begyndte at grine, men inden de nåede at grine færdig, slog drengen sit knæ op i maven på den ene, og de andre fik et i hovedet.

"Det uretfærdigt, kom og kæmp når vi er parate!"

"Tch, er i parate nu? for her kommer jeg." De store drenge stod parat med deres køller og prøvede at slå ud efter drengen men alle 3 missede. Det var som om de bare slog ud i luften, at drengen slet ikke var der. Drengen slog dem igen samme sted men hårde denne gang.

"Kom drenge vi smutter, hun er ikke det vær!" De store drenge løb sin vej. Drengen kiggede på mig. Han tog mig i sine arme og bar mig hjem. Han ringede på og der blev åbnet med det samme.

"Bell!" Råbte min fat af glæde.

"Hvad er der sket?"

"Ikke noget hun sover bare. Du burde passe mere på hende og lad hver med at være så hård ved hende."

"O-okay tak." Drengen vente sig om og begyndte at gå.

"Hey vent, hvad er dit navn dreng?"

"Alex." Min far kiggede bare på Alex og så gik han ind med mig og lukkede døren..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...