Uren

I mange trosretninger ses kvinden som uren, når hun har sine blødninger. Tit bliver hun gemt væk, tit i specielle hytter, og ingen vil, i den periode blødningen varer, nærme sig eller røre ved personen. En ung kvinde fra Melanesien får sin første blødning, men hun føler sig langt fra klar. //Historien kan indeholde beskrivelser og/eller scener, der kan virke stødende på sarte sjæle. Læsning er på eget ansvar.//

4Likes
5Kommentarer
114Visninger

1. Uren

Uren

”Naturånderne hader mig,” hviskede jeg sagte til mig selv, da jeg betragtede blodet på min hånd. Jeg førte hånden op til næsen, lugtede til den mørkerøde væske og fjernede væmmende hånden igen. Mørket skjulte min spinkle krop, da jeg endnu engang førte min hånd op til mit underliv. Det varme blod strømmede ud mellem mine ben og flød som en lind strøm ned på det ru underlag under mig. Tårer samlede sig i mine øjenkroge. Løb så ned over mine runde kinder, da de ikke længere kunne holde sig tilbage. Jeg lagde mig ned og krøllede mig sammen - som et foster i sin moders bug. Stødende smerter borede sig ind i siderne på mig, og jeg stønnede lavt - og græd.

”Naturånderne hader mig! De hader mig!” hulkede jeg ned i mine blodige hænder, mens smerterne tog til i styrke. Mørket lå tungt i hytten, skjulte urenheden, der flød fra mig som en strøm ad varmt, klistret blod. Lyset, der trængte igennem dørsprækkerne mindede mig om, at der var et liv ude i lyset og, at jeg blev nødt til at gå derud. Det måtte dog blive på et andet tidspunkt, jeg kunne umuligt gå ud sådan her - i denne tilstand.

Forsigtigt rejste jeg mig fra gulvet og samlede de stride skind, jeg havde ligget på, op. Det størknede blod havde gjort hårene stive og stride. Jeg bed mig nervøst i læben, jeg måtte finde en måde at få skindet rent på. Jeg rullede det sammen og bandt en hørsnor om den. Smed den derpå op på loftet, hvor jeg gemte den under en høstak. Jeg betragtede mine hænder. Mindst lige så blodig, som min samvittighed. Jeg skyllede dem rene i gammelt gedemælk. Blodet på indersiden af lårene fjernede jeg med spyt og en håndfuld hø. Mens jeg fandt noget, der kunne opsuge mine blødninger, tænkte jeg på, hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle gøre - om jeg overhovedet skulle sige noget. Jeg var bange. Jeg havde den rigtige alder, det vidste jeg, så det passede ikke dårligt, at jeg fik min første blødning nu. Men jeg var bange - for blod, for mænd og endda for mig selv.

Jeg var uren.

Foragtet.

Jeg satte en pølse lavet af uld op imellem benene. Så ville ingen opdage, at jeg var begyndt at bløde. Jeg var ikke klar til det her. Jeg var ikke klart til at bløde, ikke klar til at blive givet bort - og i den grad ikke klar til at være en kvinde! Jeg var kun sølle 11 år! Min mor var allerede begyndt at tage sorgerne - det gjorde hun for et par måneder siden. Hun bedte hver dag - morgen, middag og aften - og hun bad ikke kun til naturånderne, men hun messede også til forfædrene og demaguderne. Det gav mig sorg i sinde, at jeg voldte min mor så meget frustration, men jeg kunne jo trods alt ikke gøre for det. Det var en straf - fra guderne til kvinderne. For evigt skal vi bløde og føde i smerte - alt på grund af et åndssvagt æble!

Min sorg blev snart erstattet af vrede. Det var ikke retfærdigt! At kvinder skulle lide, som de gjorde. Min mor og min storesøster led - hver måned, når de selv blev urene. Da sørgede mandsforbundet at gemme dem væk i mørket, og ingen hverken snakkede med dem, rørte dem eller så meget som nærmede sig dem. Og landsbyens kvinder sørgede for, når de ikke selv var urene, at holde mig lagt væk fra ”De urenes hytter”. Og når de så endelig kom ud derfra igen, snakkede de næsten ikke, for ensomheden var malet i deres øjne, i deres ansigt - den var for evigt indprentet i deres sind.

Jeg var ikke klart til dette!

Med mit hjerte bankende i halsen trådte jeg ud af hytten. Lyset skar som knive, og jeg følte mig med et blottet. Det var som om, at alle kunne se det. Min urenhed. Følelsen gav mig kvalme. Jeg tog del i det daglige arbejde som om intet var hændt og begyndte at malke gederne. Det var den bedste måde at undgå snak på. Men efter malkningen måtte jeg hjem. Det vidste jeg, at jeg måtte, for min mor ventede mig, og hun hadede, når jeg blev væk i alt for lang tid. Jeg tog gedemælken med hjem som en gave i håb om, at hun ikke ville spørge ind, om jeg egentlig ikke snart ville få min første blødning.

Men jeg vidste godt, at jeg ikke kunne holde sådan noget skjult for min mor. Hun var som et rovdyr, hun kunne lugte alt. Sandheder og løgne - endda sorg og glæde. Men her i dette tilfælde var det ikke kun pga. hendes åndelige evner, at hun lugtede sandheden, men fordi blodet faktisk stank. Stank af forrådnelse - og urenhed. Hun trak mig ind til sig, så hårdt, at jeg tabte gedemælken, så den plaskede op om mine ben. Hun betragtede mig indgående med sine indsunkne øjne, og rynkerne i hendes gamle hud strakte sig ud i et følelsesløst ansigtsudtryk.

”Du har blødt. Har du ikke?” Hendes underlæbe bævede, og jeg slog blikket ned i jorden, da jeg langsomt nikkede. Hastigt løftede hun min nederdel op og opdagede uldpølsen mellem mine ben. Hurtigt skubbede hun mig væk, som havde hun brændt sig på mig. Hendes pegefinger rystede, da hun slog et kors for sit bryst og pegede på mig.

”Uren!” Hun løb udendørs til den nærmeste vandpumpe og pumpede vandet ud over sig selv i store strømme, mens hun skrubbede, skreg og græd i vilden sky. Folk samlede sig om hende, og jeg så hende pege beskyldende på mig, og det eneste jeg kunne gøre var at kigge sørgeligt ned i jorden.

Aldrig havde jeg troet, at min mor ville udgive mig på denne måde - selvom at jeg inderst inde nok havde forventet det i en eller anden grad. Hun havde trods alt reageret på samme måde med min storesøster. I næste nu fandt jeg mig selv i én af ”De urenes hytter”, grædende og hikstende og ensom som aldrig før. Mørket var altopslugende, og lergulvet var støvet og beskidt. Smerten var et grådigt, kødædende monster, der færtærede mig indefra. Det rev min bug og mit underliv op, og jeg skreg af smerte. Så hørte jeg pludselig en spinkel stemme sige:

”Er det din første gang?” Jeg vendte mig mod hjørnet af hytten, overrasket for jeg havde troet, at jeg var alene. Det var for mørkt til, at jeg kunne se hendes ansigt, men jeg kunne ane hendes robuste krop. Jeg nikkede snøftende, og mørket smilede.

”Det virker ulideligt nu, men du vender dig til det. Bare rolig.” Jeg forstod hende ikke. Hvordan kunne man nogensinde vende sig til sådan en ulidelig smerte? Jeg nåede ikke at sige noget, før at kvinden supplerede med:

”Eller det vil i hvert fald blive lettere. Med alderen.” Jeg nikkede sagte. Jeg ville gerne tro hende, men det var svært, for alt dette var nyt, stort og ensomt. Men denne kvinde - jeg vidste ikke, hvor gammel hun var, men hun talte med erfaring.

Jeg kiggede op mod loftet. Mørke. Så satte jeg mine hænder sammen, lagde mig i fosterstilling og græd mine bønner ud i intetheden.

Efter 8 dage blev jeg lukket ud af hytten, og efter det, blev mit liv aldrig det samme igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...