Port Morant

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2015
  • Opdateret: 9 nov. 2015
  • Status: Igang
Det er slavetid i Australien. Ingen kan føle sig tryk, ingen må føle sig tryk. Englænderne kidnapper hist og her, og man skal holde sig indedøres, men med en syg lillesøster har man så ikke pligt til at forlade huset for at hente hjælp? Det gjorde hun. Hun forlod huset for at redde hendes kæreste minde og hun må igennem en masse for at se hendes søster igen. Alt imens hun prøver ikke at blive slave, og redde sin lillesøster havner hun på et besynderligt spøgelsesskib Port Morant

0Likes
0Kommentarer
70Visninger

1. Port Morant

Slaver var blevet taget fra Australien, siden England invaderede landet i syttenotteogfirs. De kom til vores land, troede de ejede alt og troede, at de bare kunne tage landet fra os. Dog værst af alt troede de bare, at de kunne tage indfødte fra landet, sælge dem til nogle andre og tvinge dem til at arbejde og derved risikere en masse mennesker ville blive pryglet og tortureret. Indfødte i landet blev til slaver. Jeg blev til en slave.

 

Vi befandt os i attenfireogtyve. Det var et par måneder siden, jeg fyldte nitten, og jeg var bosat i det ”skønne” Australien. Landet var fantastisk, natur- og dyrelivet var smukt, men når mørket faldt på, var det et hver barns mareridt. Man kunne ikke gå alene! Man vidste aldrig, hvornår englænderne stod rundt om hjørnet, og efter man nåede at tænke sig om, var man som en genstand på vej til at blive fragtet til et andet land. Jeg var en af dem, der var så dumme at rende ud om natten, men jeg var nødt til det. Min lillesøster Annabeth lå syg, og jeg havde ansvaret for hende; hun var nemlig vokset op uden vores forældre. Så det var bare hende og jeg. Kunne jeg beskytte hende så meget, som jeg gerne ville, eller skulle jeg bare opgive håbet? Hun havde været syg længe, og de midler hun skulle have var svære at få fingrene i. Man skulle nemlig enten gå ud om natten og prøve at stjæle det fra englænderne, eller selv træde frem og prøve at forhandle med dem. Om man valgte den ene eller anden mulighed, ville man højst sandsynligt ende op som en slave.

 

Natten havde overtaget Australien, og det var snart tid for mig til at vandre ud byens mørke gader. Min samvittighed bankede på døren lige inden, jeg skulle til at gå. Kunne jeg virkelig tillade mig at forlade huset, nu hvor hun lå alvorligt syg? Skulle jeg sige til hende, at jeg havde planer om at tage af sted og måske aldrig kom tilbage igen? Eller skulle jeg bare lukke døren og vandre mod englænderne, i håb om at komme tilbage og medbringe noget, der kunne gøre hende rask?
   Samvittigheden skyllede jeg væk fra mit hoved, og besluttede mig for bare at springe ud i det, uden at tænke på konsekvenserne. Jeg ville bare gøre Annabeth rask, intet andet.
Med oprejst pande lod jeg min hånd åbne døren, og mine fødder træde ud af den. Huset forlod jeg med hovedet fyldt med alle mulige forskellige tanker; de tanker, der dog fyldte mest, var positive tanker til Annabeth om at lige meget hvad, der ville ske med mig, så ville hun få det godt igen.

    Gaderne var mørke og tomme, og luften var stille og dejlig. Det var sjældent, at man kunne gå en tur uden, at der var mennesker eller dyr, der larmede. Der var ikke én eneste fuglesang at høre, alle fuglene sov og ligeså gjorde alle menneskene. Som jeg gik der på stien, gik der ikke længe, før jeg mærkede noget hårdt og smertefuldt i baghovedet, og derefter skred mine ben under mig, og jeg lå på jorden uden bevidsthed.

Da jeg vågnede igen, havde jeg en usædvanlig voldsom smerte i baghovedet. Hvad havde dog slået mig? Lys var der ikke meget af i det lokale, jeg var i, hvis man nu ellers kunne kalde det et lokale. Gulvet jeg sad på var som et stengulv, og rummet var så koldt at jeg nærmest ville påstå, at det var en kælder, jeg befandt mig i. Den kolde vind, der kom fra hullerne i muren, gik lige ind mod min krop, som jeg også straks fandt ud af var helt bar. Hvem havde taget mit tøj? Det kolde metal, som var lænker, strammede om mine håndled og mine ankler. Jeg havde slet ikke lyst til at spørge mig selv om, hvad det lige var der foregik, for jeg kunne nærmest selv regne ud, at jeg nu skulle bruge mange år på at være slave.

*

I stedet for kælderen var jeg blevet sat i det, man kunne kalde for en celle, hvor andre slaver også sad rundt om mig. I mit hoved flød tanker kun med hvordan min kære lillesøster havde det, og hvordan hun havde reageret, da hun fandt ud af, jeg ikke var der, og ikke kom tilbage igen. Hvordan ville hun overhovedet kunne klare sig uden mig, når hun var syg? Hvem skulle give hende varme uldsokker på, inden hun skulle sove? Og hvem skulle koge grød til hende? Der var ikke andre end mig til at kunne tage sig af hende, men jeg var fanget dette usle sted.
     Maden vi fik, spiste jeg intet af; jeg ville faktisk hellere dø af sult end at blive sendt ud til et hus og tjene dem, indtil de så ville slutte mit liv eller sælge mig videre. Flere gange var jeg dog ved at bukke under for at få noget at spise eller drikke, fordi min mave sagde det ene svar, men jeg selv sagde noget helt andet. Bukkede jeg under, ville jeg sikkert stikke to fingre i halsen og kaste det hele op igen, for jeg ville ikke have det ned i mit system.

 

Døren ind til alle slaverne blev med et brag åbnet op og mange af mødrene, der stadig med deres børn gemte dem i deres arme af frygt for, hvad der nu skulle ske. Det var meget tydeligt, at det var nogle, der havde været spærret inde i en del længere tid end jeg. Englænderne snakkede et sprog, som jeg ikke forstod. Det var sikkert deres modersprog engelsk, hvorimod mit var Australsk Aborigin al. Slaver blev nu revet ud af cellerne en for en. Dog sprang de over nogle stykker. Dem de tog med, var unge mennesker og børn, der kunne jeg hurtigt regne ud at folk under tyve og over ti nu blev separeret. Så klog var jeg alligevel, visdom havde jeg, men jeg manglede nu den fysiske styrke. Det kunne man godt bruge i denne situation som slave.
     På rækken stod vi tyve unge mennesker, og der manglede kun et spædbarn som skulle tages fra moderen. Det var helt forfærdeligt. Barnet græd, og moderen skreg fra sig og kæmpede imod så hun fik piskesmæld af englænderne. Det fik barnet til at skrige endnu mere, og moderen til at krybe i hjørnet helt tavst, grædende. Tænk at vi levede i en verden, hvor folk ikke kunne leve i fred.
      Vi blev sendt udenfor i en form for karet, men den var ikke stor nok til, at vi alle kunne sidde komfortabelt, så vi måtte ligge ned oven på hinanden, selvom vi alle var bare og stadig havde lænkerne på. Det var ikke specielt behageligt, og det eneste jeg tænkte på, var hvor længe jeg skulle ligge på denne ubehagelige måde og hvor langt væk fra Annabeth, jeg nu kom. Jeg kunne ikke klare, hvis jeg nu skulle transporteres til et andet land, sandsynligheden for det var dog høj. Selvom at det var utrolig ukomfortabelt, var det dog rart at komme væk fra den forfærdelig stank af lig. Nogle var nemlig allerede døde af de forfærdelige forhold. Kryb og alle mulige dyr rendte rundt omkring i cellerne og fordelte forskellige sygdomme som englænderne ikke ville kurerer. Derudover var vi alle bare, og det var utrolig koldt, så mange blev syge og aldrig raske igen. Og dem, der spiste maden, kunne også sagtens gå hen og få det skidt. Jeg var heldigvis ikke en af dem, der hverken var syg eller død.

 

Kareten vi lå i var utrolig ukomfortabel, og hver gang et af hjulene kørte ned i et hul, var der mindst én person der fik et knæ eller en albue i ansigtet. Det var skam ikke en smertefri transport, der blev brugt for at fragte os, men vi kunne vel heller ikke regne med, at vi skulle sidde i kongens kareter.
     Efter et stykke tids transport blev vi transporteret videre til et stort fragtskib, og så vidt jeg hørte rigtigt var vores destination Tasmanien, landet lige under Australien. I skibet var det dog meget anderledes, vi var hverken lænket eller sat i bur, men til gengæld var der rigtig mange engelske vagter på skibet med diverse skydevåben og piske, så ingen af os turde at slå fra sig. Skibet var ikke særlig stort, men stort nok til os slaver under tyve år og så en masse andre varer, der skulle videre rundt i hele verden.

 

Vi havde nok sejlet i tredive minutters tid, da bølgerne var alt for høje til at kaptajnen kunne kontrollere det, og de mange englændere måtte derfor træde i kræft og hjælpe med at få kontrol over skibet, og det var der, jeg fandt min mulighed til at løbe mod en af siderne af skibet og hoppe over bord. Der var utrolig langt ned til vandet, men det var ikke så vanskeligt, nu hvor jeg faktisk var en af de få, der kunne svømme. Jeg kiggede mig ikke tilbage, men prøvede bare at svømme den retning vi kom fra og håbe på, at jeg ville ramme land, inden jeg gik i kramper eller ikke kunne klare at svømme mere. Min fysiske tilstand var jo ikke den bedste.

*

Efter lang tids svømning var jeg efterhånden ved at give op, men jeg hørte en masse stemmer omkring mig og så et stort skib på vej. Det så nærmest helt kongeligt ud. Det var et gigantisk træskib med så mange vinduer, at man slet ikke kunne tælle. Mønstret på skibets langside forklarede nærmest, at det var en eller anden form for adelige, der var om bord. Selvom de måske var lidt fine på den og godt vidste, hvorfor jeg var ude i havet, kastede de alligevel et reb ned for at hive mig op. Da jeg kom op på skibet, kunne jeg godt mærke, at jeg havde svømmet længe, for benene smuttede under mig, og så lå jeg på gulvet, men jeg dog ved bevidsthed.

 

”Hun må have noget væske,” sagde en kvindelig stemme.
”Hun kunne også godt bruge noget at spise,” sagde en mere robust stemme, der lød som en mand. Jeg havde dog ingen energi til at løfte mit hoved og kigge op på dem. Desuden var jeg ærligtalt en smule bange for at få et piskesmæld eller to, hvis nu det skulle være englændere.
     Jeg besluttede mig for at kigge op og et enormt skrig forlod mine læber, og selvom jeg var nede på alle fire formåede jeg at kravle krybende væk fra dem. Det der var foran mig kunne gå for at være to spøgelser. De lignede dog nogle fra denne tid, men de var helt gennemsigtige og grå, og stod ikke på deres ben. Med øjnene blinkede jeg og pludselig var de som mennesker, samme udseende og det hele, men de stod på jorden og var slet ikke gennemsigtige.

 

”Hvad er der galt frøken? ” udbrød kvinden chokeret.

”I var jo-” sagde jeg, men nåede ikke at tale færdig før manden afbrød mig.

”Hun er dehydreret! Hun må have søvn, og noget føde” sagde manden meget bestemt hvilket fik kvinden til at tage fat i mig og hjælpe mig på benene.
     De virkede nu altså meget flinke, fordi de ville hjælpe mig, men der var nu et eller andet mystisk over hele scenariet. Hvorfor var de spøgelser, og så mennesker igen? Det gav ingen mening for mig, og jeg kunne ikke regne det ud. Kvinden førte mig ind i et kammer med en fin seng, og der lå faktisk allerede en kjole fremme på sengen. Vidste de at jeg ankom, og hvorfor lå der en kjole fremme?

 

”De kan påklæde Dem kjolen og få noget søvn. Så sørger jeg for, at der er noget mad til Dem frøken,” sagde kvinden.
     Hendes fornemme toneleje kom meget bag på mig, da jeg jo hverken var kongelig eller adelig. Jeg var egentlig bare noget, de fleste ville behandle som skrald. Hvor disse mennesker kom fra havde jeg meget svært ved at sætte finger på, men de kom i hvert fald ikke fra England. Ellers havde de nok smidt mig overbor igen. Men måske de var fra Indien eller Tasmanien. De kunne godt se sådan ud, og så ville de i hvert fald ikke skade mig, hvilket jeg jo selvfølgelig ville sætte pris på, de ikke gjorde.

 

Jeg fik mig noget søvn, og synes jeg vågnede op til var alt for skræmmende. Trægulvet og væggene var som om det hele var råddent og der voksede grønligt tang over det hele, møblerne var der en masse huller i og en stærk grøn røg strøg gennem rummet, så jeg måtte holde mig for munden. Rummet søgte jeg hurtigt ud af så jeg endte ude på dækket, hvor jeg startede. Mine øjne måtte snyde mig for alt der ude var helt rent og fint som før. Menneskene var mennesker og skibet var, som da jeg ankom. Min hånd lod jeg søge mod dørhåndtaget til kammeret jeg kom fra for at stikke hovedet ind igen, men alt var endnu en gang fint og rent. Dette gav ingen mening.
     Da jeg vendte mig rundt, efter at have lukket døren, forlod et stort skrig mine læber. Skibet var nu helt råddent, og tang groede nærmest over alt. Alle besætningsmedlemmerne var helt gennemsigtige og fløj alle sammen et par centimeter fra gulvet under dem. De havde også alle sammen den grønne tåge flyvende efter sig. Mågerne, der fløj rundt omkring skibet, var kun det, man nærmest kunne kalde et skelet; der var måske en enkelt eller to løstsiddende fjer på dem, men ellers var det et skellet, der fløj rundt. Men den grønne tåge var også efter dem. Den gode mad, der før stod fremme, var nu råddent og uspiseligt og endnu en gang lettede den tykke grønne røg fra det. Det samme var med de døde og ildelugtende mus og rotter, der havde fundet plads rundt omkring. Den grønne røg sværmede også om dem. Hvad var der lige med den tåge? Dette kunne umuligt være virkelighed. Men da jeg rakte min hånd frem for at røre ved et af spøgelserne, tog to hænder fat i mine skuldre og vendte mig rundt.

 

”Hvad er det her for et skib?” spurgte jeg og så på det svævende spøgelse foran mig.

”Det handler ikke om, hvad det er for et skib, frøken. Det er hvor skibet kommer fra, og hvem vi er.”

 

Mystikken forlod spøgelsets blege læber satte gang i mine tanker. Hvor kom skibet egentlig fra, og hvem var de forskellige besætningsmedlemmer? Nogle så ud, som om de levede i Jesu tid, mens andre lignede slaver ligesom jeg selv. Det hele virkede så virkeligt, så jeg kunne kun tro, at det også var det.
     Spøgelset, der netop havde stået bag mig, var forsvundet ud af den blå luft, men i stedet for ham havde den tykke grønne tåge overtaget pladsen og dannede nu et form for billede, for inde i tågen kunne jeg se min lillesøster. Var det et direkte billede, noget der ville ske i fremtiden, eller noget, der allerede var sket? Mine øjne kløede jeg igennem for at se, om det den grønne tåge virkelig viste, var hende, og det var det. Hvor hun befandt sig kunne jeg ikke se, men jeg kunne se at hun var syg, mere syg, end da jeg forlod hende. Hendes lange brune hår var ustyrligt, og det betød, at hun var udenfor. Det var tydligt på skælven ved hendes knæ, at hun frøs. Hvad var hun dog i gang med? Hele scenariet fik et stor drejning, da hun straks begyndte at hoste en helt del og ikke kunne kontrollere det, som hun eller plejede at kunne. Hendes lille krop fandt vej til jorden, og der lå hun. Om hun trak vejret kunne jeg ikke se, men jeg ville skyde på, at hendes tid som levende nu var slut.
     Tårrene løb allerede ned af mine kinder, og jeg måtte holde mig en gang for munden for ikke at bryde ud i en hulken. Et forvirret udtryk på mit ansigt kom til syne, da en tynd grøn tåge forlod Annabeths’ mund. Da røgen var fløjet et stykke væk fra hende, blev hendes hud en smule skallet og efter et par sekunder, blev hun til sand, som vinden blæste væk. Røgen, der netop havde forladt hendes læber, havde så hurtig en kurs mod mig, at jeg grædefuldt måtte dukke mig for ikke at blive ramt af den. Røgen fløj forbi mig og hen til de andre spøgelser, hvor hun pludselig var. Annabeth. Sammen med nogle af de andre spøgelser begyndte hun med det samme at skrubbe gulvet på dækket, hun havde slet ikke lagt mærke til, at jeg var der. Der var et eller andet besynderligt over hende, og dér lagde jeg mærke til det. Hun var helt gennemsigtig og svævede ligesom de andre et par centimeter over jorden. Så var hun virkelig død og var endt på dette skib.

 

”Annabeth!”

”Hun hører Dem ikke,” sagde en stemme bag mig. Det var kvinden fra før, der stadig lignede et spøgelse, men jeg var ved at vænne mig til tanken om, at dette skib altså var fyldt med dem

”Hvorfor? Hvad laver hun her? Hun burde ligge i sin seng, ” sagde jeg forvirret, imens tårrene stadig løb ned af mine kinder. Jeg var en meget følsom pige, når det gjaldt Annabeth.

”Når folk går bort ender de her på dette skib, og der er ingen vej tilbage. Lige meget hvilken tid de er fra. Alle døde sjæle skal hjemsøge dette skib. Hun kan derfor ikke høre Dem. Hun kan ikke se andre skikkelser end spøgelserne”

”Hvorfor skal alle spøgelser hjemsøge netop dette skib? Hvorfor er det så specielt? ” spørgsmålene var uendelige, men de svar jeg ønskede, fik jeg ikke.

 

Efter dette spørgsmål fik hun et meget skrækslagent udtryk på ansigtet, og det var nærmest som om, hun blev bange for det, jeg netop havde spurgt hende om. Hendes blik lod hun søge rundt på skibet, og sorgen var som klistret på hendes ansigt; det var meget tydligt at der var sket noget helt forfærdeligt på dette sted. Hendes blik endte på mig. Det var så tikkende, at jeg nærmest blev utilpas at jeg nærmest kunne mærke, hvad der var sket med dette sted. Noget helt forfærdeligt.

 

”Åh, frøken. De ønsker ikke at høre historien og forbandelsen af skibet Port Morant”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...