Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
988Visninger
AA

10. Tilbage

 

 

2011

 

Han vendte sig om så vi stod ansigt til ansigt. Som jeg så ind i hans isblå øjne, væltede minderne tilbage. Der var mange af dem, men ét stod helt klart frem. Det var han der havde slogt mig tilbage dengang. Det var ham der var skyld i alt det her. Jeg havde brug for at afreagere på det, så jeg gik hen til ham, og gav ham en lussing. Forståeligt nok var han fuldstændig forvirret, så jeg skyndte mig at forklare.

“Det var for at sælge mig!” Nærmest råbte jeg.  Han lavede et lille tip med hoved, nærmest som at sige: det sgu fair nok

“ja,det fortjener jeg sgu oss’.” Derefter forsvandt vreden fra mig, som luften der gik ud af en ballon.  Jeg slog armene rundt ham i et hjertevarmt kram.

“Jeg har savnet dig.” Han gengældte mit kram. “Vi kan ikk’ blive her.” Jeg tog hans hånd og begyndte at trække han med mig ud mod bagudgangen. Men han strittede imod.

“Det kan jeg ikk’ ” Jeg stoppede op.” Celine.. Jeg bliver nød’ til at blive her.”  Jeg forstod ikke. Men før jeg kunne nå at finde en forklaring, braste bagdøren op. Daven og Ethan kom løbende ind, og med hvad der virkede som planlagte bevægelser, tog Daven fat i Anthony og satte en pistol imod hans hoved mens Ethan begyndte at tvinge mig ud.  Hvordan de fandt os, og hvor pistolen kom fra, var spørgsmål som vi ikke havde tid til at besvare.

“Nej vent!” Jeg tvang mig ud af Ethans grab.”Han er en gamle…” ex-kæreste? ven? “..bekendt.”

“Okay, fint. Han kommer med.” Svare Daven i en hast, men fjernet dog ikke pistolen. Han tvang Anthony af sted.

“Celine, nej.”  Bede Anthony, men jeg ignorere det. Det var ikke noget vi havde tid til at diskutere. Han kom med.

 


   

Vi kørte for fuld fart ud af den tomme landevej. Anthony og jeg sad på bagsædet. Daven kørte og Ethan sad på forsædet.  Vi alle sad i en urolig stilhed. Overraskende nok var Anthony den første til at bryde den.

“Celine, det er super dejligt at se dig igen. Du må ikke tror andet.” Forsikrede han mig om før han fortsætte.” Men jeg bliver nød’ til at tage tilbage.”

“Hvorfor?” Hans blik vandret væk fra mig.

“Det var lidt noget jeg havde håbet jeg kunne undgå at fortælle. Men jeg er i seriøse penge problemer.  Min far, han har  været ude for en kæmpe operation og vi har ikke pegene til at betale for den.  Men han ville havde været død uden.” Jeg kunne se på han hvor hårdt han prøvede på at virke stærk, selvom det rørte ham meget. “Jeg blev nød’ til at gøre noget, og den hurtigste måde at skaffe mange penge på var gennem salg af narkotika.” Selvom jeg ikke havde haft noget at gøre med ham i alle de år, gjorde det stadig ondt at høre hvilke vilkår han måtte ud i. “ Alle mine ting, de ligger tilbage på det værelse. Jeg bliver nød’ til at komme tilbage og få dem.”

“Det kan du godt glemme.” Sagde Daven iskoldt.

“Daven!” Råbte jeg frustreret over hans manglede empati.

“Nej! Vi køre ikke tilbage. Der er for stor risiko for at blive opdaget igen.

“Daven, det er alt han har!” Jeg kendte Anthony. Han gør alt for hans far, selv hvis det betyder at opgive den person han næst elsker.

“Det er jeg ligeglad med.”  Han fortsætte med at køre for fuld fart.

“Fint, så stop bilen.”

“Celine lad nu hver.” Ethan prøvede ihærdig på at skabe fred mellem os, men det gjorde mig bare mere fasthold på min mening.

“Nej, så går Anthony og jeg selv tilbage.”  Daven sukkede højlydt og bande lidt for sig selv. Derefter vendte han om.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...