Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

5. Ringen

 

 

2011

 

Mørket havde taget sit greb, som vi kørte igennem byen.  Jeg ved ikke hvorfra jeg havde fundet tilliden til lade Daven køre, men det gjorde han. Ethan og jeg sad på bagsæderne. Vi havde ingen ide om hvor vi var på vej hen, men det virkede som om Daven havde et sted i tankerne.

Et gamle popnummer lød over radioen, og afbrød stilheden.Tankerne flød ind over hinanden og var umulige at kontrollere. Hvordan kunne det være at Daven valgte at hjælpe mig,i stedet for at hjælpe UCD. Jeg kunne ikke finde ud om det betød at jeg kunne stole på ham. Og hvad med Ethan? Hvem er han? Og hvorfor vil han så gerne hjælpe mig?

Jeg kiggede over på ham. Gadelysene oplyste hans ansigt skiftevis.   Han bemærkede at jeg så på ham, og smilede. Han virkede sød, men jeg frygtede at det bare var en facade, og han skjulte noget.

“Hvad så?” Spurgte han stille.  Jeg smilet og rystede kort på hoved for at fjerne hans bekymring, om den så var ægte eller falsk.   

“Ikke noget.” Sagde jeg så lavt man knap nok kunne høre det.  Han tog min hånd.

“Det skal nok gå det hele.”  Han var så sikker i hans udtale. Han kiggede på mig med han nærmest fortryllende blå øjne, og det øjeblik troede jeg faktisk på ham. Han slap min hånd igen. Kort tid efter tog søvnen mig.


 

Jeg kunne ikke genkende stedet jeg vågnet op. Jeg befandt mig ikke længere i bilen, men lå i en seng.Nogen havde taget min hoodie af og givet mig dyne på. Sollyset sneg sig forbi gardinet, og lagde sig som en stribe på væggen. Rummet var tidløst og der var ingen personlige genstande.   

Jeg forlod sengen og fandt min taske for enden af den. Jeg skiftede til en grøn langærmet trøje. Jeg genkendte stedet med det samme jeg trådte ud af døren. Vi befandt os i Davens hus, hvilket fik mistroen til at gro indeni mig. Hvorfor var vi her, var det ikke det mest oplagte sted at tage hen.. men mindre de ikke ved at jeg er sammen med ham. Eller måske er det hele en plan. Få mig til at stole på ham og derefter fange mig. Jeg måtte væk herfra, uden de opdaget det.

Jeg fandt Daven og Ethan i sofaen, de var ved at se en eller anden dokumentar om ænder. Daven rejste sig med det sammen han så jeg var vågen, og var over ved mig.

“Godmorgen.” Han gav mig et kram, og i et øjeblik overvejede jeg at skubbe ham væk, men jeg nød hans nærvær, og længtes et øjeblik efter vores fortid. “Lad os finde noget morgenmad til dig.” Han forsvandt ud køkken og vækkede mig for mit flashback. Jeg blev nød til at kontrollere mine følelser. Kærlighed ville kun være en distrahering lige nu.

“Har du sovet godt?” Spurgte Ethan mig henne fra sofaen af. Tv’et kørte stadig, men det virkede ikke til at der var nogen der så det.

“Ja,” Jeg blev nød til at komme væk, nu mens Daven er distraheret.” Jeg, øhm, skal lige på toilet.” Sagde jeg og peget ned imod gange. Jeg var ikke engang sikker på at toilet befandt sig der, men jeg vidste at det var der hoveddøren var.  

Ude på væggen fandt jeg Davens jakke hængende, og begyndte at fiske i hans lommer, i håb om at finde hans nøgle, men fandt noget helt andet. En lille firkantet box fanget min opmærksomhed. Til min frygt var der hvad jeg havde forventede. En ring.  

Det var en rigtig smuk sølv ring, men er form for rød sten. Med det samme jeg så ringen boblede vrede og jalousi op inde i mig.  Jeg trampede ud i køkkenet og kastede boxen hen imod Daven, som jeg råbte

“Hvad fanden er det her?”  Han fumlede rundt med boxen, men da han endelig så hvad det var jeg spurgte ind til, flød ydmygelsen ind over hans ansigt.

“Celine, jeg kan forklare.” Sagde han i en beroligende stemme.

“Nej, hvordan kan jeg overhoved være overraskede. Det er ikke godt at vide hvor mange du har haft noget med i de 4 år jeg har kendt dig, så selvfølgelig er du kommet videre.”

“Celine..” Bede han. Han tog ud efter mig, for at berolige mig men jeg fortsætte med at råbe af ham.

“Hvor vover du så at komme hjem til mig, og sige du savner mig når du har i tankerne at gifte dig med en anden?!” Tårerne sneg sig frem i min øjenkrog, og vreden pressede mig til at slå ud efter ham.  Han greb haft om mine hænder, hvilket fik mig til at skrige.  Kaos væltede ned over mig, som jeg forsøgte at slippe uden om hans hænder for at slå ham, mens tårerne løb ned af mine kinder.  

Nogen tog fat omkring mig bagfra og holdt mig fast. Det var Ethan, og kort tid efter forlod Daven os. Han blev ved med at holde fast om mig, selvom jeg skreg og forsøgte at vride mig fri. Selv da jeg holde op med at kæmpe, holdt han om mig, og lod mig græde ud ved hans skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...