Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

8. Hvem er jeg?

 

 

2011

 

Minutterne blev til mange før nogle kom ud til mig på terrassen. Jeg havde troede det var Daven, da virkede som ham at presse på. Han havde altid været meget selvoptaget. Det var tydeligt at se, når han kunne finde på at fri til mig på et tidspunkt som dette, hvor det hele ligesom falder fra hinanden.  Men det var ikke Daven, det var Ethan. Han satte en lille tallerken ved min siden mig, med en bolle smurt med et tykt lag smør på. Han satte sig forsigtigt ned ved min side, og sad der et godt stykke tid før han talte:

“Celine, jeg forstår fuld ud at du er lidt rundt på gulvet, det ville jeg også være.” Han talte så blidt til mig. “ Jeg forventer intet af dig skal du vide. Jeg her for at hjælpe dig, og kun for at hjælpe dig.” Jeg kiggede op på hans unge ansigt der smilede sødt til mig. Han var så utrolig smuk. Jeg ville sådan havde ønskede jeg havde mødt ham på et andet tidspunkt og på en anden måde. Jeg ønskede vi bare kunne stikke af og glemme alt det her. Glemme Daven, og hans dumme frier, glemme UCD og glemme at jeg var anderledes.

Jeg fanget hans blå blik, og for et øjeblik var det som om alle mine drømme kunne komme til virkelighed, ved bare et enkelt kys. Jeg lagde min hånd om hans nakke, og gav ham et fredfyldt og helt vidunderligt kys, men så snart jeg åbnet mine øjne var jeg tilbage i virkeligheden. Det gav mig et sug i maven, og jeg fortrød straks mit valg, samt frygtede de konsekvenser det ville bringe med sig.

“Undskyld, det skulle jeg ikke havde gjort.”  Jeg skulle til at trække mig tilbage, da han tog mig om livet og gav mig endnu et kys, der bragte fryd med sig.

“Nu står vi lige,” Sagde han smilede. Han var ikke spor vred. Det lettede.

“Det her går ikke,” Sagde jeg rystende på hoved. Ligeså meget som jeg ønskede det gjorde, vidste jeg også godt at det ikke var muligt. Ikke nu. Det ville kun bringe flere problemer.

“Det ved jeg godt.” Der var ingen vrede eller skuffelse i hans stemme. Han var så sød. Jeg humret efter mere. Men jeg måtte ikke. Jeg måtte komme i sikkerhed, væk herfra. Jeg måtte finde ud af hvad der skulle ske med mig.

Jeg skyndte mig at tage en bid af bollen, da jeg kunne høre fortrin bag mig og lod som intet var sket. Jeg ønskede ikke at skabe mere drama nu.

“Godt at se du får noget at spise, jeg tror det bliver en lang dag.” Sagde Daven i hans monotone stemme.

 


 

Der var grønne skove og marker, så langt øjet rækker.  Vi havde fået snakkede os frem til at vi ikke kunne blive i hans hus. Der var for stor en risiko for at blive fundet der. Vi måtte et sted hen hvor UCD ikke forventede vi ville være.  Jeg kom i tanke om et forladt motel der lå et godt stykke væk fra  Daven hjem. Da jeg fløj væk fra ham tilbage dengang, fandt jeg det og søgte ly der for nogle uger, før jeg drog videre.  Det var efterhånden nogle år siden, så jeg vidste ikke hvor god tilstand det var længere.

Den dårlige popsang, der spillede i radioen, var ikke nok til at fjerne følelsen af stilhed.  Så tankerne begyndte at løbe løbsk. Selv hvis det var muligt at opholde sig i det forladte motel, kunne vi på ingen måde blive der.  Vi ville blive fundet før eller siden, hvis ikke vi ville løbe tør for mad, vand eller penge først. Vi blev nød’ til at finde et nyt sted på et eller andet tidspunkt.. og et nyt igen derefter. De ville aldrig stoppe med at lede efter mig. Det ville aldrig have en ende…

Hvis bare jeg var normal. Hvis bare jeg var bleven født uden de åndssvage vinger, ville det her aldrig været sket. Jeg kunne have haft en barndom uden frygt, en hverdag med frihed, og et kærlighedsliv der konstant blev ødelagt af 2 bepelset kødklumper. Hvorfor er de der overhoved. Hvem er jeg overhoved. Mit liv har udelukkende handlet om flygte og gemme mig.

“Hvem er jeg?” Ordene vældede ud af min mund og skabte en tomhed inden i mig.

“Hvad mener du?” Spurgte Daven, fra førersædet.

“Jeg er jo ingenting. Alt jeg er, er vinger. Det har aldrig handlet om mig.”  En tomhed bredte sig i mellem os. De havde intet at sige, de truede ikke give mig ret, men vi vidste alle det var sandt.  

“Det er noget pjat Celine, det skal vi ikke snakke om nu. Nu skal  vi bare finde motellet.” Ethan rakte mig hans hånd, og gav mig et klem, da jeg tog den.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...