Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
715Visninger
AA

3. Hjælp

 

 

 

2011

 

Han kiggede længe på mig, som skulle han lige opfatte at hvad han så, var virkeligt. Men så vendte det, så det var mig der blev overraskende, da han sagde :

“Celine?” Spurgte han mig.  Hvordan? Ordet formeret sig på mine læber, men blev aldrig til en lyd.“Internettet.” Svaret  han, som var det det mest åbenlyse.

“Selv efter 5 år” Måbende jeg.  En isnende fornemmelse flød hen over min krop. Jeg havde gået offentligt på gaden, i flere måneder efterhånden, uden nogen problemet, men det kunne være det ville forandre sig nu. .

“Intet bliver nogensinde glemt på internettet.” Sagde han, nærmest spørgende, som om jeg ikke selv vidste det.  Det betød kun at der var større sandsynlighed, for at jeg ville blive opdaget og fanget. Jeg måtte sluge forbløffelsen og videre. Jeg tog min hoodie på igen og gik hen til vinduet.  

“Jeg bliver nød’ til at komme væk.” Jeg satte en hånd mod vindueskarmen, som jeg skulle til at løfte mig selv op, og ud, men blev stoppet af drengen der tog fat i mit håndled.  

“Vent, lad mig hjælpe dig.”  Nærmest tiggede han. Jeg havde det bedst med at være alene. Alle de gange jeg kom for tæt på nogen, gik det galt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige nej.

“Hvordan kan jeg vide, at jeg kan stole på dig?” Spurgte jeg om, enelig kun for at finde på en bedre undskyldning, for at han ikke kunne komme med.  

“Jeg har lige hjulpet, selvom jeg ikke vidste hvem du var. Du kunne ha’ været en seriemorder!” Hans stemme var meget bestemt, selvom det var morskab i hans ord. Jeg kigget utilfreds  tilbage på ham, velvidende at jeg ikke kunne sige nej nu.  

“Okay, jeg skal først hjem og hente nogen ting, så tager vi afsted.”

 


 

Døren stod gabende åben da jeg vendte tilbage til min misfarvet gang. Det var ubehagelige at være her.  Jeg havde altid hadet det her sted,  men aldrig lige så meget som jeg gjorde nu.

Drengen fulgte med mig ind i lejligheden.  Jeg peget hen imod stuen, og sagde til ham, at han bare sætte sig i sofaen imens jeg pakkede. Jeg trådte ind på mit værelse og beundret de nøgne vægge, da jeg vidste jeg aldrig kom til at se dem igen.  Jeg gik over for at åbne mit klædeskab, men så råbte han efter mig.  Jeg gik irriteret ud til ham, mens jeg fortrød at jeg ikke bare havde været kold overfor ham.  Men min irritation blev lynhurtigt forvandlet til overralskense.

“Daven?!”  Synet af ham, midt i min sofa, sendte blandet følelser i min krop.  Hans tilbage slikket hår var faldet ud af form, men hans altid alvorlige ansigt lignet sig selv. En underligt gnist af glæde vidste sig, men jeg måtte forholde mig kold overfor ham

“Celine…” Sagde han kærligt til mig, som han rejste sig op.  

“Jeg har ikke tid til det her Daven.” Jeg forventede at de kom tilbage når som helst. Det var ikke sikkert for mig at være her. Hans varme brune øjne kigget hen på dregen bag mig.  

“Hvem er din ven?” Spurgte han, og jeg fornemmet med det samme jalousi, selvom han ingen viste.

“Når, det er..” Sagde jeg i en provokerende selvsikker stemme, indtil det gik op for mig, at jeg heller ikke vidste hvad han hed.

“Ethan.” Svaret han selv, og vinkede en enkelt akavede gang.  Han var endnu smukkere i fuld belysning . Jeg smilede selv et akavede smil, i forhåbninger om at jeg virkede selvsikker.   

“Jeg har savnet dig.”  Ordene sparkede mig i maven, og jeg kæmpede for at holde masken. Han begyndte at gå hen imod mig, men jeg stoppet ham, med min hånd.  

“Du bliver nød’ til at gå nu.”  Det skar mig i hjertet af afvise ham, men jeg nød’ til at forholde mig fokuseret.  

“Jeg kan hjælpe. Jeg har en bil.” Sagde han. Han vidste udmærket godt at jeg lige  var blevet angrebet. Et kort øjeblik spekuleret jeg på, om han var med til at opspore mig. “Skal jeg huske dig på at du fik mig fyret?”  Jeg vidste ikke med sikkerhed at han var blevet fyret, men jeg havde det godt på fornemmelsen, da han var hovedansvarlig for mig.  

Det var en mulighed jeg ikke kunne sige nej til. Det var også nemmere at stikke af,når der var flere. Jeg tog en dyb indånding, før jeg svaret.

“Okay.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...