Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
733Visninger
AA

2. Hemmelighed

 

 

2007

 

Han kysset mig blidt mod min hals gentagende gange, som han lod sine fingre snige sig under min langærmet trøje.  Hans fingre mod min bare hud pirret mig, og satte mit hjerte igang. Mine arme lå om hans nakke, som han kysset min mund.  Jeg nød det, lige  indtil hans hænder nåde til enderne af mine vinger. En gnist af frygt, fik mig til at stoppe hans hænder.

“Vent.” Sagde jeg. Hans isblå øjne kiggede kærligt på mig. Jeg havde elskede hans øjne, fra det første øjeblik jeg så dem, til møderne for ‘Børn med kræftramte forældre’. Jeg huskede hvordan han begyndte at græde da han fortalte om hvordan hans mor var død af det, og hvordan hans far stadig kæmpede med det.  Hans ulykkelige og uskyldige ansigt fik han til virke interessant.  

“Jeg ved godt du er jomfru.”  Han lå stadig halv ovenpå mig.

“Det’ ikke det,” Sagde jeg nervøst og satte mig op, og han gjorde det samme. “Der er noget jeg ikke har fortalt dig.” Jeg havde altid brugt undskyldningerne  at jeg nemt frøst og var blufærdig, til at skjule at jeg havde vinger. Jeg vidste ikke hvordan han ville reagere.  Jeg havde altid fået af vide fra mine adoptivforældre, at jeg skulle holde dem hemmelige.  Han tog mine hænder.  

“Du kan fortælle mig alt Celine. Jeg elsker dig, præcis som du er.”  Mit blik flakkede imellem hans ansigt og vores hænder. Jeg elskede ham, men jeg vidste ikke hvor længe hans tålmodighed ville vare.

“Anthony…” Jeg kiggede ham i øjnene og tog en dyb indånding. “Jeg har vinger.”  Hans ansigt fordrejet sig i forvirring.  Derefter til vrede.

“Du kunne bare ha’ sagt hvis du ikke er klar, eller ikke har lyst. Det der er bare latterligt.”  Han rejste sig fra sengen i vrede og var på vej væk, som jeg nærmest hoppet op fra sengen. Jeg fanget hans arm og vendte ham om.

“Nej, jeg mener det.” Jeg tog nervøst min bluse af og foldet mine vinger ud. En underlig følelse brede sig i hele min krop. Det var rart endelig at sige det, at vise dem.  Jeg kiggede op på Anthonys måbende ansigt, og jeg kunne ikke lade hver med at smile.

Derefter faldt han i gulvet.


 

Jeg er glad for du har vænnet dig til dem.”  Det var godt 2 måneder siden jeg havde fortalt ham om vingerne. Han havde sidenhen bedt om at se dem utallige gange. Bedt mig om at bevæge dem, og få lov til at røre dem. Til sidste tror jeg bare at han spurte for at se mig i bh.   

Vi sad hånd i hånd i en park. Han smilede kort som svar, derefter kigget omkring, som forventede han at finde nogen.  

“Er alt okay?” han havde aldrig virket så fjern før. Han rettet sig imod mig, og skulle lige til at sige noget, da vi blev afbrudt af en mindre året dreng.  

“Hey!” Nærmest råbte han mig op i ansigtet. “Jeg har set dig før, på internettet. Du er hende der, englen”  Jeg presset min overraskelse væk og puttet en forvirret ansigtsudtryk på.

“Heh,” Grinede jeg kort, som om det ikke rørte mig. “Hvad snakker du om?”  

“Englen! Det’ dig!” Råbte han så højt, at panikken begyndte at brede sig, og folk begyndte at kigge.  Anthony rejste sig.

“Kom skat, det gider vi ikke høre på.” Men inden jeg kunne nå at rejse mig ordentlig op, tog knægten fat i min cardigan og begyndte at rive mig bagover.  Jeg kæmpede intenst for at holde den på, men tabte.  Jeg var ved at falde forover, og af ren refleks foldet mine vinder sig ud, for at holde balancen.

I det sekund var det som om verden omkring mig gik i stå, for derefter at fortsætte i slowmotion.  Alles blikke blev rettet imod mig og,kort tid efter begyndte blitzene fra kamera at blinde mig.  Jeg så glip af mænd og kvinder smide sig for bedene foran mig, som var jeg guds engel, der var kommet for at skabe mirakler.

Alle snakkede højlydt omkring mig, men det eneste jeg kunne høre var min egen hjertebanken. Jeg ledte efter Anthony, men kunne ikke finde ham, eller bevæge mig.  Pludselig kom disse mænd, og begyndte at skubbe folk væk.  Jeg kunne ikke rigtig se dem, det hele stod stadig utydelig.   

Der var en som lagde et tæppe omkring mig for at skjule mine vinger, og skubbede mig væk derfra.  Jeg blev vist hen i en bil.  Jeg kravlede ind på bagsædet, så langt ind som jeg kunne komme, før jeg tog fat om tæppet og klamrede mig til det og tog mine ben op på sædet.  

Så begyndte tårerne og hele mine krop at ryste. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad sådan. Der gik lang tid, selv efter jeg var stoppet før jeg opdaget hvor jeg befandt mig.  Det var en minibus, med 4 mænd i.  2 af dem sad på forsædet og de 2 andre sad ved et bord foran mig.  Den ene mand bemærket jeg undersøgte hvor jeg var.  Han kom ned og satte sig på hug foran mig.

“Hey.” Sagde han. “Mit navn er professor Daven, og jeg har fået æren af at tage mig af dig.  Jeg forstå hvis du er smule forvirret lige nu.”  trods hans venlighed, vidste hans ansigt ingen følelser.

“Vi så et billede af dig online, og tog kontakt til egen af fotografiet. En hvis Anthony Lockstone. Han var villig til at give os oplysninger, til hvordan vi kunne komme i kontakt med dig, for et hvis pengebeløb. Ser du, vi kommer fra UCD, Unknown Creatures Department. Vi vil tage dig med i sikkerhed, indtil alt det her er glemt, og imens kan vi jo tage et kig på dig. “  

“Vent, Anthony..” Stammede jeg, i benægtelse for mig selv “min kæreste Anthony Lockstone?”  

“Jeg er ked af at sige det, “Sagde han, stadig helt kold. “ Men din kæreste har lige sold dig.”


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...