Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
734Visninger
AA

7. Ethan

 

 

2011

 

 

Vi blev siddende sådan i lang tid. I total stilhed, mens tankerne bare strømmede igennem mit hoved.  Først da mine tårer var helt indtørret, og mit hjerte slog i normalt tempo, tog jeg øjenkontakt med Ethan. Hans lysende blå øjne så rolig på mig. Han smilede ikke, men der var stadig varme i hans ansigt.

“Er du okay?” Spurgte han og brød den længe været stilhed. Jeg nikkede og forsøgte at sige ja, men ingen lyd kom. Først der, gav han slip på mig.

“Jeg gå lige på toilettet, okay?” Jeg nikkede som svar. Jeg var bleven helt døsig efter at havde skreget så meget, og ønskede bare noget tid for mig selv. Men stilheden været kun et øjeblik. Jeg hørte Davens stemme lød bag mig.

“Den var til dig.” Jeg vendte mig op, og så Daven stå et godt stykke væk fra mig. Som om han frygtet jeg skulle angribe igen. Han stod krympet sammen og hans øjne flakkede fra mine til gulvet. Han virkede nervøs og usikker. Det var første gang jeg havde set ham ude af kontrol.

“Hvad?” Spurgte jeg forvirret. Han fniste kort, og rystede på hoved. I et kort øjeblik troede jeg at han skulle til at græde.

“Ringen… Den var til dig.” Han rejste sit blik.  “Jeg havde tænkt mig at fri den aften, hvor du stak af. Jeg har sidenhen altid haft ringen på mig som minde om dig. I håb om jeg en dag ville finde dig, og den dag ville jeg be’ dig om at gifte dig med mig.”

Jeg var totalt mundlam, mens skyldfølelse skyllede ned over mig. Her gik jeg med frygten om han ville fange mig og bringe mig tilbage til UCD,  men han havde i virkeligheden havde tænkt sig at fri. Ligesom han ville have gjort til mig tilbage den aften… Hvor jeg stak af. Jeg stak af. Hvis jeg bare havde bleven kunne min verden havde set helt anderledes ud. Jeg kunne ha’ været lykkelig gift med Daven, uden at skulle leve i frygten om at blive fanget hele tiden. Jeg var glad. Men jeg ville have mere. Jeg fik en kæmpe klump i halsen, og jeg frygtede tårerne ville komme tilbage.  

“Men det  er lige meget nu. Jeg kan godt se løbet er kørt.  Bare jeg havde vidst det noget før.”

“Hvad snakker du om?” Forvirringen lod tydelig i min stemme.

“Dig og Ethan.”  

“Ethan?”  

“Ja, det er da så tydelig at han er forelsket i dig .” Sagde han og peget tilbage hvor Ethan stod. Jeg havde ikke engang hørt ham komme ind. Han stod og så så uskyldig ud. Jeg vendte mig imod ham og spurgte ham:

“Er det sandt?” Jeg havde aldrig selv tænkt den tanke. Jeg havde haft for travlt med at holde øje med Daven.

“Altså, ja, det er det.” Indrømme han, og skyndte at tilføre: “Men det er ikke noget du behøver at tage stilling til.”  Det føles som om jeg fik en mavepuster. Jeg kunne ikke få luft og mine øjne begyndte at flakke. Ethan rakte ud for at hjælpe mig, men jeg skubbe hans hænder væk og gik ud i baghaven.

Den friske luft hjælp mig til at trække vejret igen.  Jeg satte mig ned på kanten af hans terrasse og tog mit hoved i mine hænder. Jeg satte mig til at reflektere over min situation.  Jeg var blevet opdaget UCD og de kunne være her når som helst. Daven har nærmest friet til mig, imens Ethan indrømmet hans forelskelse...Hvad er det dog for noget rod det her.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...