Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
715Visninger
AA

1. Et par øjne

 

 

2011

 

Døren bandt et øjeblik, før den gik op med den velkendte knirken. Jeg smed udmattet mine nøgler på bordet i indtræden. På vej ind i stuen fanget mit blik mit eget spejlbillede, og stoppet op. Mit lysebrune hår var begyndt at flygte fra knolden, og mørke rander havde formet sig under mine hazel grønne øjne. Jeg tog min knold ud, og sukkede. Det kunne ikke passe at en 27 året skulle føle sig så træt  Men nu har mine 27 år hellere ikke lige været som alle andres.

Den indelukkede stank vækkede mig fra min dagdrøm. Jeg åbnet døren ud til altanen for at få luftet ud, før jeg gik i køkkenet.  Jeg åbnet køleskabet til en endnu værre lugt. Jeg sukket og lukkede mine trætte øjne et kort øjeblik, før dørklokken lød. Det var sikkert en af de tosset naboer. De havde det med at komme og klage på de mest mærkelige tidspunkter.

Jeg malet smilet på læberne og åbnet døren, parat på at at få kastede skældsord på mig, men ude foran min dør stod en helt uventede. En høj mand i jakkesæt stod stift med solbriller på, som var han en papfigur, der var blevet fejlplaceret som en joke, midt i min misfarvet gang. Men denne mand var ganske ægte. Han fjernet hans solbriller og kiggede ned på mig, sagde så de ord jeg havde håbet jeg aldrig skulle høre.

“Godt vi fandt dig Celine.”  Jeg smækket døren i med det samme, og låste den, velvidende at han ville komme ind alligevel.  Jeg havde ikke tid til at fundere over hvordan han havde fundet mig, jeg måtte væk.

Jeg flåede min hoodie af og stormet ud på altanen. Bilerne susset forbi i horisonten og gav byen liv, 10 etager fra hvor jeg stod. Jeg kigget ned, og et stik af frygt stak mig i maven. Jeg foldet mine vinger ud. Jeg havde ikke fløjet i flere måneder, det var ikke sikkert at de kunne bære mig.   

Et kraftigt slag fra døren af, sætte min puls op. Det ville ikke være længe før at han var herinde og løbet var kørt. Jeg havde ikke kæmpet så længe bare for at give op nu. Jeg måtte forsøge.  

Jeg tog tilløb, og op lettede jeg. Vinden strøg mod mit ansigt og mind vinder tog greb om den, og et kort øjeblik fløj jeg. En følelse jeg ikke havde oplevet i flere år.

Men det været også kun for et kort stund, før en smerte begyndt i begge mine vinger,  og det blev en kamp om at holde dem udstrakt.  Jeg ramte jorden hårdt, og trods smerten i min krop måtte jeg op og videre.  Jeg tog min hoodie på igen, for ikke at tiltrække mere opmærksomhed.  

Jeg havde frygtet denne dag ville komme længe,men alligevel herskede panikken i min krop. Det var svært at tænke klart. Alt jeg kunne høre var mit hjerteslag og åndedrag, som jeg løb igennem mørket.

Jeg havde konstant følelsen af at nogen var lige i hælene af mig, selvom jeg ikke kunne se nogen. De var parat på at jeg ville flygte. De ville aldrig kun sende en mand, så let ville det ikke være.

Mine tanker fløj forvirret rundt. Jeg måtte gøre noget anderledes end jeg altid gjorde. Jeg måtte gemme mig, et sted de aldrig ville forvente at finde mig. Ligesom tanken strejfede mig, løb jeg forbi et vindue der stod åben. Uden at tænke mere over det, hoppet jeg ind af det, og lanede på noget besynderligt blødt. Der var ikke så langt ned som jeg havde forventet, og noget underligt varmt rørte ved mig,  men jeg havde ikke tid til at tænke over hvad det var, jeg var nemlig stadig synlig fra vinduet af. Jeg lagde mig ned og kom i kontakt med noget bekendt. Jeg kunne ikke finde ud af hvad det var før jeg kiggede ned, og jeg så et par øjne, stirre tilbage på mig.

Jeg skyndte mig at lægge en hånd foran personens mund og til min overraskelse kæmpede personen ikke imod. Jeg lagde mig mig helt tæt ned, så jeg ikke længere var synlig. Ganske som gættet, kom der løbende nogle mænd forbi vinduet. Derefter blev der ganske stille. Det eneste man kunne høre var min og personens vejrtrækning. Jeg kiggede hen på personen.  De krystalblå øjne lå stadig fast på mig.  Jeg rejste mig fra sengen, og stillede mig  ved siden af, fuldstændig akavede over situationen.  Drengen satte sig op i sengen, og afsløret hans nøgne bryst.

“Hvad foregår der?” Spurgte han nysgerrigt.  

“Det er lidt svært at forklare.”  I det svage lys kunne jeg se ham sende mig et blik, der gav mig skyldfølelse, og tvang til at give en ordentlig svar. Mit blik forblev i hans, mens tankerne søgte efter en god søforklaring.  Hans blik flyttede sig pludseligt til noget bag mig. Derefter greb han fat om mit håndled og trak mig ned, så jeg sad på hans skød.  Han lænede sig ind over mig og satte en hånd foran min mund. Jeg frygtede han skulle til at gøre mig ondt, men så forstod jeg. Mændene kom  løbende tilbage forbi vinduet. Derefter gav han slip på mig.   Jeg stirre uforståeligt på ham. Han havde lige reddet mig.  

“Okay,” Sukkede jeg, da jeg vidste der ingen vej var uden om. “Du må love mig aldrig at fortælle nogen om det her.” Han nikkede og jeg rejste mig. Jeg tog en dyb indånding.  Sidst jeg havde afsløret mine vinger, forandret det mit liv. I kort øjeblik tøvet jeg, men jeg havde på fornemmelsen at jeg kunne stole på ham. Jeg tog min hoodie af og foldet mine vinger ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...