Celine

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 11 nov. 2016
  • Status: Færdig
Celine ligner et helt normalt menneske, men under de langærmede trøjer gemmer hun en hemmelighed, der forevigt vil skabe hende problemer der tvinger hende ud i uventede situationer. Nemlig vinger

2Likes
6Kommentarer
1063Visninger
AA

9. Anthony


 

 

2011

 

Motellet lignet overraskende meget sig selv. Den eneste forskel der var, var at malingen var falmet og planterne havde taget mere overhånd.  Ligesom dengang var der masser af mennesker der. Nu så det bare ud til at de var flyttet ind. Der var ingen af deres ansigter der så genkendelige ud.

Vi parkeret bilen og udvalgte et tomt værelse. Jeg satte mig på sengen og en røgsky fløj op. Jeg sukkede. Sådan her ville mit liv nok fortsætte til den dag jeg døde. Flygte fra den ene klamme sted til den næste. Jeg var fri men stadig fanget. Jeg så op på Ethan og Daven der løftede nogle af de ting vi havde taget med os, ind på motelværelset.  Det kunne godt være jeg var fanget, men det var de ikke. De kunne bare gå hvis det var det de ville. Jeg kunne ikke være bekendt at holde dem fanget.  Jeg havde brug for at være alene.

Jeg gik udenfor og rundt omkring motellet. Kiggede på de forladte ting der lå henkastede alle mulige steder . En lænestol hvor der var en ødelagt fjedre sprang op igennem puden, en stol med kun 3 ben og et smadret kane tilgroet af græs. Som jeg gik i mine egne tanker, et ansigt i det fjerne begyndte at virke genkendeligt. Mit hjerte begyndte med det samme at galopere. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at stirre på ham. Kunne det virkelig være ham? Efter alle de år.

Det var Anthony.  Det lignede han ventede på nogen. Han kiggede i valg fald undersøgende rundt. Men det var lige meget. Jeg blev nød’ til at snakke med ham. Høre hans stemme igen. Måske var det her den eneste chance jeg nogensinde fik. Jeg gik med tunge skridt der over, imens jeg forberedte mig på hvad jeg ville sige.  

Men det øjeblik vi fik øjenkontakt blev jeg fuldstændig mundlam. Han stirrede på mig, som han ikke kunne tro sin egne øjne.

“Celine..”  Han kunne genkende mig. Det fik smilet frem i mig. “Det er virkelig ikke et godt tidspunkt lige nu.”  Jeg forstod ikke hvad han mente. Vi havde ikke set hinanden  i næsten 5 år, og dette var måden han møde mig på. Der, i dette sekund, spottet jeg pistolen i hans bælte. Men før jeg nåede at spørge ind til den, blev vi distraheret af en bil der kørte ind på parkeringspladsen.  Ud derfra kom soldater løbende med store mærket bogstaver på deres ryg.  UCD.

Jeg kiggede panisk over på Anthony.

“Du bliver nød’ til at hjælpe mig.”

“Hvad?”  Han kiggede helt forvirret tilbage på mig.

“UCD. Du må ikke lade dem tage mig.” Ikke igen.   Hans forvirring blev straks forvandlet ind til handlekraft. Ligesom da soldaterne nåde os, træk Anthony hans pistol og rettet den imod mit hoved.  I et kort sekund frøs mit blod til is.

“Et skridt nærmere, og jeg skyder hende!” Råbte Anthony. De stod alle fire tøvende omkring os.  Vi begyndte at bakke tilbage mod et tilfældig værelse. Da vi nåede hen til døren, tog han mig ud af hans jerngreb og kastede mig ind på værelset. Derefter skød han tilfældigt ud efter soldaterne. Jeg nåede akkurat at se en falde sammen før han lukkede døren efter sig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...