The Truth About Long Sleeves

Jeg kan huske hvordan jeg langsomt panikkede indeni, hvordan min mave snørrede sig sammen, og hvordan jeg næsten faldt i forsøget på at tildække rifterne med tonsvis af plaster.

4Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

2. Jeg traf et valg.

Jeg kan stadig huske, første gang jeg trak en kniv hen over min underarm. Jeg kan huske hvordan jeg så blodet løbe ned over min lukkede hånd, ligge sig som floder i vær en fordybning. Jeg kan huske hvordan jeg langsomt panikkede indeni, hvordan min mave snørrede sig sammen, og hvordan jeg næsten faldt i forsøget på at tildække rifterne med tonsvis af plaster. Jeg fortsatte sådan i en måneds tid, i troen og håbet om, at det ville få smerten til at gå væk, selvom jeg indeni godt vidste den egentlige grund til det. Det var håbet om at nogen ville opdage det, tage sig af mig og få det hele til at stoppe.

Til sidst blev jeg træt af det hele, jeg stoppede med at ødelægge den krop mine forældre har skabt, stoppede med fysisk at ødelægge mig selv. Jeg stoppede i et stykke tid.

Jeg fik det bedre, begyndte at snakke med folk, få venner. Arene blev utydelige, og jeg begyndte at gå med korte ærmer igen. Jeg fik en kæreste, hun støttede mig, var der for mig.

Et år senere gik det galt, dog ikke med skarpe genstande, men med elastikker. Det tilfredsstillende ved at lade en elastik ramme din hud og efterlade den rød. Se hvor langt fra man kunne slippe elastikken før huden blevet ødelagt og begyndte at bløde. Jeg blev besat af det. Det gav mig liv. Jeg fik følelsen af kontrol, det at kunne påføre sig selv følelsen af smerte når man ville, gav en magt. Gav en magten over sine egne følelser, sin egen krop og tankegang.

Mine arme og ben var hudløse og ildrøde, men jeg fortsatte. Mine forældre opdagede intet, da jeg ikke efterlod permanente mærker på mig selv.

Sådan forsatte jeg et år, et helt år.

Min hjerne blev mere og mere ødelagt.

Men så stoppede jeg, jeg gav op. Jeg nægtede. Jeg ville ikke længere påføre mig smerte. Smerten afskyede mig. Det var en vulgær tankegang. Den måde smerten førhen havde tændt mig, lyst mit sind op. Det skræmte mig.

Jeg traf et valg, jeg åbnede øjnene og så hvilken tilstand jeg var i, opdagede hvordan intet af det hjalp. Hvor svag jeg virkede. Hvor svag jeg var. Jeg traf valget at holde op, da jeg indså hvor egoistisk jeg var, at ødelægge det mine forældre havde skabt.

I kan også traffe det valg, i kan også være stærke.

Jeg valgte en tusch frem for en kniv. Vær gang jeg hungrede efter selv destruktion, tegnede jeg på mig selv istedet. Mine arme og ben blev til et kunstværk på få uger.

Vær stærk, vær stærk nok til at hjælpe dig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...