Sorry is not enough

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Igang
Engang var mit liv fyldt med stoffer, penge og uforpligtende sex med piger. Min mor og far var på nakken af mig hele tiden, vi ville råbe af hinanden til en af os på et tidspunkt ville smutte og smække døren efter sig - det var for det meste mig. Forandring skulle til at ske, da jeg var skyld i noget utilgiveligt. Noget som gjorde, at jeg ikke kunne se mine forældre, specielt ikke min mor, i øjnene længe. Det eneste jeg gjorde, var at efterlade en seddel derhjemme, hvor jeg havde forklaret hvorfor, men ikke hvor. Og så forsvandt jeg væk. Det er 2 år siden.

31Likes
5Kommentarer
3156Visninger
AA

1. Prolog

 

Hvis man nu, rent hypotetisk, kan gå tilbage i tiden, vil jeg rette op på et par ting. Men hvem vil ikke det? Hvilken person vil ikke gå tilbage og fikse en akavet date, en misforståelse der ødelagde et godt venskab eller noget som simpelt, snyde i en test? Men jeg er ligeglad med de ting. For at være ærlig er jeg ikke den akavet person, pigerne elsker mig, fordi jeg bare kan snakke løs om alt muligt pjat, som muligvis, nej som helt sikkert aldrig, er rigtigt. Men sådan er jeg, og hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg ikke gå tilbage i tiden og lave det om. Det er jo fantastisk, og så længe det ikke er mit hjerte som bliver knust, så er det jo fuldstændigt lige meget. Og venskaber, uhm, jeg har de bedste venner omkring mig. 3 fantastiske drenge, som aldrig, og jeg mener aldrig, har svigtet mig eller gjort mig fortræd, og jeg har heller aldrig gjort dem noget. Vi er bedste venner, så der er intet der, som jeg ville lave om på. Og snyde i en test? Som om jeg ville have behov for det, jeg får topkarakter og ros efter ros af alle lærerne. Jeg er klog, pigerne elsker mig, mine venner forguder mig, og jeg må indrømme, at jeg nyder en joint lidt oftere end jeg burde, men det bringer motivationen frem og skaber den person jeg er.

Nej, 1 ting vil jeg dog ønske jeg kunne lave om på.

Jeg kan ikke leve i mine forældres hus længere, jeg kan ikke blive boende i denne by mere, jeg kan ikke omgås de mennesker, som jeg holder af længere. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil forlade byen. Forlade mine vidunderlige forældre, mit gode ry, mine fantastiske venner, de dejlige piger, ja endda muligheden for at få en uddannelse og en god fremtid. For det jeg gjorde, det jeg fortryder så hårdt lige nu, grunden til jeg ikke kan kigge mine forældre i øjnene længere, tvinger mig til at forlade alt det som jeg elsker - men også mig selv, jeg kan ikke leve i denne by længere, minderne flyder rundt og min samvittighed giver mig kuldegysninger 24 timer i døgnet. For ikke at glemme de utallige mareridts, der vækker mig op midt om natten, svendende og pustende.

Der er et tidspunkt i ens liv, hvor man fortryder noget, hvor man ikke længere kan kigge sig selv i spejlet, uden at man får kvalme. Det er så nu i mit liv. 19 årige mig. 2 måneder før jeg får min high school uddannelse. Men jeg er bundet, der er intet, som jeg kan stille op. Hvorfor blive et sted, hvor du føler alle hader dig, hvor alle bebrejder dig, hvor dit liv synes at være tomt. Det er der overhoved ingen grund til.

 

Tasken er pakket, pengene er hævet, huset er tomt, sedlen er skrevet, og jeg er smuttet. Mine forældre vil nok få sig et chok, når de opdager, at jeg ikke er der, når de kommer hjem. Men jeg håber, tvivler en del på det, men håber de vil forstå, når de læser mit brev. Jeg går ud af hoveddøren og tager min cykel - bilen lader jeg stå. Mens jeg cykler mod stationen, i dette skinnende vejr, kan jeg ikke lade være med at tænke på den sidste sætning i mit brev:

''Jeg fortryder jeg kørte bil den aften. Undskyld er ikke nok for det jeg har gjort''.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...