Sorry is not enough

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Igang
Engang var mit liv fyldt med stoffer, penge og uforpligtende sex med piger. Min mor og far var på nakken af mig hele tiden, vi ville råbe af hinanden til en af os på et tidspunkt ville smutte og smække døren efter sig - det var for det meste mig. Forandring skulle til at ske, da jeg var skyld i noget utilgiveligt. Noget som gjorde, at jeg ikke kunne se mine forældre, specielt ikke min mor, i øjnene længe. Det eneste jeg gjorde, var at efterlade en seddel derhjemme, hvor jeg havde forklaret hvorfor, men ikke hvor. Og så forsvandt jeg væk. Det er 2 år siden.

31Likes
5Kommentarer
3153Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

 

Pengene strømmede engang i lange baner for mig. Engang kunne jeg have flere tusinde på min konto, uden at jeg faktisk skulle arbejde for det. Det var muligvis ikke fair, men det var fedt. Mine forældre ville nemlig hellere have, at jeg fokuserede på min uddannelse og min fremtid, i stedet for at arbejde for noget, som de nemt kunne give mig, da de havde pengene til det. For de var stenrige.

Derfor undrede det mig lidt, at de ikke havde fundet mig endnu? Jeg boede før i Palmdale, og ja det var da langt væk i forhold til Brooklyn, men de var meget rige, og de havde råd til at finde mig. Faktisk havde de så mange penge, at de kunne finde mig og finde ud af alt, hvad jeg havde lavet. Jeg fattede det simpelthen ikke. Men de havde sikkert ikke tilgivet mig for det jeg havde gjort, hvordan kunne de også? Måske var de lykkelige over, at jeg ikke længere var der? Jeg var jo kun en belastning, som gjorde dem ulykkelige. Hvis bare...

 

Jeg vågnede pludselig op fra min filosoferende og konkluderende drøm, der virkelig fik mig til at tænke på, om mine forældre overhoved bekymrede sig om mig, om de overhoved ledte efter mig eller om de overhoved elskede mig, efter det jeg gjorde.

Jeg hørte lyde ude fra køkkenet, og det fik mig selvfølgelig til at sætte mig hurtigt op i sengen. Sidste gang jeg hørte lyde derude fra, stod der en lille dreng, som faktisk ikke eksisterede. Jeg rejste mig fra sengen og listede ud af soveværelset, i kun undertøj, det sov jeg altid i. Jeg gik ind i køkkenet og fik noget af et chok, på en lidt positiv - men dog forvirrende - måde. Der stod en smuk brunette i min yndlingsskjorte og lavede noget som lignede morgenmad.

''Godmorgen, '' smilede hun og tog fat i to tallerkner, der var fyldt med lækker morgenmad. Noget som jeg ikke havde fået siden jeg boede hjemme - æg, bacon, pølser og ristet brød.

''Wow, '' mumlede jeg og fulgte efter hende over til bordet, hvor hun satte sig ned og placerede maden på bordet. ''Godmorgen, '' grinede jeg smilende og satte mig overfor hende.

''Det var hyggeligt i går, '' sagde hun og tog en bid af hendes mad. Jeg var også begyndt at spise, for jeg var faktisk ret sulten. Normalt ville jeg bare købe en pizza eller noget efter en bytur, men det her var meget bedre.

''Ja, det var det, '' sagde jeg mens min mund var fyldt med lækkert mad. ''Shit du er god til at lave mad, ''.

''Tak, '' grinede hun og rødmede lidt.

Jeg huskede faktisk meget fra i aftes. Jeg huskede, at jeg mødte hende og at vi snakkede i meget lang tid. Jeg huskede at Sofia sagde farvel til mig, og at hun fortalte mig, at jeg burde beholde hende der - hun hentydede til den smukke brunette. Men jeg huskede ikke, at vi gik hjem. Vi må have drukket en del mere alkohol efterfølgende, som gav mig blackouts.

''Jeg må lige indrømme noget, '' jeg lagde bestikket ned og kiggede en smule alvorligt på hende. ''Jeg kan ikke huske, at vi tog hjem til mig? Og jeg kan ikke huske dit navn, '' jeg følte mig en smule flov. Hvordan kunne man ikke huske, hvad sådan en smuk pige hed, og hvordan i alverden kunne man ikke huske, om man havde haft sex med hende eller ej.

''Okay. Uhm, Justin, jeg hedder stadig Juliet, omkring kl. 6 spurgte du, om vi skulle tage hjem til dig, da jeg fortalte dig, at jeg ikke kunne få fat i en taxa. Og nej, vi havde ikke sex, fordi du faldt i søvn med det samme, '' sukkede hun. Shit, hvordan kunne jeg bare falde i søvn? Det havde jeg aldrig gjort før.

Jeg kunne mærke, at mine kinder blev en smule røde. Hvor var det pinligt. Endelig scorede jeg en smuk pige, og så faldt jeg i søvn, før jeg kunne tilfredsstille hende.

''Det må du undskyld, '' smilede jeg og prøvede at få hende til at smile igen. Men jeg kunne godt mærke, at hun var en smule såret, måske fordi jeg ikke kunne huske hendes navn - det blev de tit sure over. ''Du er en virkelig smuk pige, og jeg er evig taknemlig for, at du er her hos mig nu. Du må virkelig undskylde, men jeg er dårlig til at huske navne, ''.

Hun sukkede, og så rejste hun sig op og kiggede alvorligt på mig.

''Jeg har skrevet mit nummer på et stykke papir, hvis du nu godt kunne tænke dig at se mig igen, så ringer du, hvis du bare vil spilde min tid, så lader du være, '' det lød som om, at hun var vant til drenge, som bare udnyttede hende. ''Jeg går ind og skifter, min taxa kommer om 5 minutter, håber du nød din mad, ''. Så gik hun ind i mit soveværelse.

Jeg blev siddende og tænkte. Tænkte om det her var en slags test, som jeg skulle bestå for at vinde hende. En dreng måtte først ringe til en pige 2-3 dage efter de havde set hinanden sidst, men hende her var mere stædig, og det lod som om, at jeg skulle tænke hurtigt og fornuftigt for at få en chance til.

''Jeg håber du tager den rigtige beslutning, ''. Bang, døren smækkede og den smukke brunette forlod mit hjem. Hvordan kunne pigerne i Brooklyn være så besværlige, sådan var de slet ikke i Palmdale, men det var nok fordi jeg var rig og populær - det ville alle piger have.

 

Jeg sad længe og kiggede ud i luften og tænkte på Sofia - ja Sofia, og ikke den sild, som jeg muligvis havde en større chance med end Sofia. Mon de tog hjem til ham og tilbragte natten der? Mon hun havde håbet på, at jeg havde kysset hende, da hun sagde farvel? Jeg vidste udmærket godt, at sådan en beslutning ville ødelægge alt mellem os. Jeg sukkede og tog fat i tallerken, jeg måtte vel hellere rydde op.

Jeg rejste mig op, og i samme øjeblik, jeg rejste mig op, stod illusionen foran mig igen. Jeg fik det største chok, jeg satte mig hurtigt ned igen og kiggede ham lige ind i øjnene. Blikket var så tomt. Man siger jo, at sjælen viser ens sjæl, vil det så betyde, at han ingen sjæl havde, siden det var helt tomt?

''Hvordan kan du bare flygte fra det?''.

Hans tilstedeværelse var ufattelig underlig, og jeg fattede ikke, hvordan han kunne se så virkelig ud. Jeg rejste mig og prøvede at gå væk fra ham.

''Du kan ikke flygte for det, du har gjort, ''.

Jeg blev bare ved med at gå. Han var ikke virkelig, så det måtte vel betyde, at han ville forsvinde på et tidspunkt. Men han skræmte mig.

''Justin!''.

Jeg løb ind på mit værelse og lukkede døren, mens jeg stod op af den. Du var ikke virkelig, du var ikke virkelig, du var ikke virkelig. Der var intet andet, som jeg kunne tænke. Jeg prøvede at koncentrere mig, måske fik det ham til at forsvinde?

''Justin, hvordan kunne du gøre det imod mig?''.

''Gå nu med dig!'' råbte jeg højlydt og lukkede mine øjne. Min vejrtrækning var helt oppe at køre, og mit hjerte hamrede meget mere, end det burde. Jeg rystede en smule, mens jeg holdte på døren, også selvom han ikke prøvede at komme ind.

Da jeg åbnede øjnene igen, syntes jeg ikke, at jeg kunne høre lyde af ham længere. Jeg åbnede døren og opdagede, at han var væk, igen. Hvordan kunne det her være muligt? Jeg gik 2 skridt ud fra mit soveværelse og kiggede rundt. Der var lyst, som kom fra solen, der skinnede igennem vinduerne, men ingen lille dreng. Det eneste man kunne høre, var mit vejrtrækning. Jeg vendte rundt og gik ind på mit værelse igen. Jeg prøvede hårdt på at få kontrol over mig selv igen, men det var svært efter sådan en hændelse.

Jeg lukkede døren til mit soveværelse og lagde mig i min seng. Jeg var træt, det var derfor, jeg så ham. Det måtte da være grunden? Min underbevidsthed var ikke til at stole på lige nu. Jeg lukkede øjnene og tænkte, at jeg måtte være skør. Normale mennesker ville da ikke se noget, som ikke eksisterede? Hvorfor gjorde jeg? Var det skyldfølesen som hjemsøgte mig? Og noget som jeg virkelig ikke kunne forstå var, hvorfor nu?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...