Sorry is not enough

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 nov. 2015
  • Opdateret: 12 nov. 2015
  • Status: Igang
Engang var mit liv fyldt med stoffer, penge og uforpligtende sex med piger. Min mor og far var på nakken af mig hele tiden, vi ville råbe af hinanden til en af os på et tidspunkt ville smutte og smække døren efter sig - det var for det meste mig. Forandring skulle til at ske, da jeg var skyld i noget utilgiveligt. Noget som gjorde, at jeg ikke kunne se mine forældre, specielt ikke min mor, i øjnene længe. Det eneste jeg gjorde, var at efterlade en seddel derhjemme, hvor jeg havde forklaret hvorfor, men ikke hvor. Og så forsvandt jeg væk. Det er 2 år siden.

31Likes
5Kommentarer
3155Visninger
AA

2. kapitel 1

 

2 år senere

 

''Bord 3, Justin!'', råbte min chef efter mig, og jeg kunne næsten gætte, at han muligvis havde råbte et par gange før det, da han lød utålmodig og en smule irriteret.

Han var ikke altid et menneske med humør og en glad personlighed, men nu ejede han også en 4-stjernet restaurant, så var der nok en del stress. I fik vel fat i, at jeg sagde ''ikke altid'', yup, han kunne være sjov og hyggelig, men det var for det meste, når der var firmafest, og han havde fået lidt for mange øl. ''Jeg håber virkelig ikke, at du er påvirket igen, jeg har advaret dig Justin'', dette sagde han dog stille og diskret til mig. Det var lidt underligt, for han var ret okay, på en eller anden måde, med at jeg røg en gang imellem, og nu snakker jeg ikke om camel smøger. Han burde have fyret mig for lang tid siden, men jeg var en fandens god tjener, og jeg fik altid kunderne til at bestille mere, end de lige havde forstillet sig, så ja, jeg var god for hans forretning.

''Nej, jeg har ikke røget'', jeg kiggede ham ind i øjnene, så han kunne se, at jeg talte sandt. Da han havde tjekket, nikkede han og satte sig ned ved siden af mig. Jeg havde siddet der i et stykke tid, hvilket var underligt, taget i betragtning af, at der var en helvedes masse mennesker.

''Er der noget, som irriterer der, noget som forhindrer dig i at gøre dit arbejde'', jeg kunne godt mærke på ham, at han ikke var helt tilfreds med, at jeg bare sad der.

Jeg rejste mig op og smilede.

''Nej selvfølgelig ikke'', løj jeg.

Han nikkede og lavede et tegn, der hentydede til, at jeg skulle komme i gang med det arbejde, som gav mig mad, en lejlighed og en lille nydelse et par gange om ugen. Jeg havde været lidt afhængig af hash, siden jeg var 14, og jeg kunne simpelthen ikke stoppe nu, specielt ikke, når jeg boede her i Brooklyn, hvor der var dealere overalt. Men hvorfor skulle jeg stoppe?

Jeg smuttede ind på restauranten, hvor mine medarbejde var i fuld gang. Jeg lagde specielt mærke til Sofia. Hvordan kunne man ikke det? Hendes elegante måde at server på, hendes million smil, der fik alle kunder til at bukke under for hendes charme, hendes duft, der på mange måder fik mig til at svæve; hun var perfekt på den mest perfekte og fuldende måde. Jeg havde en teori om, at denne restaurant kun ansatte medarbejder, som kunne charmerer kunderne. Altså, de ansatte pæne, unge, charmerende, imødekommende mennesker. Vi havde mig, ja jeg var fandens charmerende, vi havde Sofia - jorden gudinde, Jake - en nuttet, men alligevel høj og maskulin dreng på min alder, 21, så havde vi Louise, hun var 26, så hun var faktisk den ældste tjener, men vi skulle også nå ud til alle målgrupper, og så havde vi Kent, 23 årige, jeg havde en teori om, at han var model, for selv jeg blev blød i knæene over ham og hans blonde hår. Ja, det var en ret stor indrømmelse, ud over den kompliment, så var han en idiot, og jeg kunne ikke udstå ham.

Men vi var teamet, og ja, man skulle tro at vi alle var en stor familie, men nej ikke rigtig. Jake og jeg var ret gode venner, og da Sofia var hans søster, så hang hun tit ud med os, Louise snakkede nogen gange med os, men hun vidste godt, at hun var et helt andet sted i hendes liv. Og med Kent at gøre, så hadede han mig, han så mig som en konkurrent, som vil stjæle hans spotlys - månedens medarbejder, som får en bonuslån og sit billede op og hænge, så alle kan se det. Da jeg begyndte at arbejde her for 1 år og 5 måneder siden, kunne jeg allerede mærke, at han ikke kunne lide mig, men jeg var ligeglad. Men da jeg begyndte at vinde prisen for månedens medarbejder, så blev jeg pludselig hans konkurrent, da han åbenbart havde vundet hver måned i 7 år.

''Dude, pas nu på, han fyrer dig nok snart, '' hviskede Jake til mig, da vi gik forbi hinanden. Han vil muligvis nok blive trist, hvis jeg blev fyret, da vi havde det ret sjovt på arbejdet. Og vi var også ret gode venner, og hvem ville se sin bedste ven blive fyret?

Jeg sukkede og gik videre, bord 3.

''Du burde stoppe med det weed, det vil være så ærgerligt, hvis du blev smidt på gaden. Men på den anden side, så hører du også til der, ''. Hvorfor vidste alle det bare. Jeg var væk i 3 minutter og straks tror de alle sammen, at jeg havde røget. Shit.

Da jeg skulle hente min bestilling, stod Kent der tilfældigvis, og han skulle selvfølgelig lige kommenter på det. Jeg kiggede på ham, og derefter kiggede jeg over på mit billede der hang på vægen, hvor der nedeunder stod ''månedens medarbejder''. Og så smilede jeg.

''Jeg tror ikke jeg bliver fyret lige pt, ''.

Jeg tog maden, som jeg fik leveret fra køkkenet og smuttede ned til bordet, som havde ventet lidt for lang tid. Men med min charme skulle de nok blive gode igen.

Det var bare en emotionelt dag, i dag for 2 år siden, var ikke en helt normalt dag. Det var nemlig den dag, hvor jeg fandt ud af, at jeg var kommet ind på det college, som jeg altid gerne ville gå på. En forandring som vil ændre alt i mit liv, men jeg kunne selvfølgelig kun gå der, hvis jeg fik min high school uddannelse, og da jeg aldrig fik gjort det færdigt, forsvandt min store mulighed, og jeg må arbejde her, nok resten af mit liv.

Jeg havde altid drømt om at gå der, lige siden jeg var helt lille. Det var en af grundene til, at jeg knoklede så hårdt i skolen. For ja, jeg var en lidt ubehøvlet, ondsindet, hjerteknusende, hash-rygende dreng, men jeg havde en drøm om at blive noget stort en dag. Som jeg engang sagde: ’’Det er ikke kun nørderne, som sidder hjemme hver weekend og studerer, som får et godt og velbetalt job’’. Nu begynder jeg bare at tro, at jeg tog fejl.

''Justin, hvad siger du til en bytur i aften?'', spurgte Jake mig. ''Sofia tager også med'', jeg havde aldrig fortalt ham om min lille forelskelse på hans søster, men hans vidste det. Og han var tydeligvis helt okay med det. Nu havde vi også kun kendt hinanden i lidt over 1 år, så det store, trætte venskab havde vi ikke helt endnu. Men vi var gode venner, han var faktisk min eneste ven her i byen, siden jeg forlod mine andre venner.

Jake var anderledes end dem. De var rige, ubehøvlet, flabet, røg hash og drak 4-5 gange om ugen - ja, sådan var jeg jo også engang. Men Jake var ikke opvokset i den slags miljø, han måtte arbejde for at få penge, hvor mine venner og jeg bare kunne få og få, indtil vi ikke gad have mere. Det var sindssygt underligt at se forskellen på mine gamle venner og så Jake, også fordi jeg fakede mit liv - Jake troede jeg var ligesom ham, selvom jeg faktisk plejede at være det modsatte.

''Ja, det kan vi vel godt, '' jeg trak på skulderne og prøvede at se ud som om, at jeg var fuldstændig ligeglad med, om Sofia tog med eller ej. Men vi vidste begge, at det var jeg ikke.

''Vi kan starte klokken 9 hjemme hos os, ''.

Han smuttede hurtigt, da han så chefen komme over mod os. Typisk.

''Justin, kom så i gang, ''.

Han mindede meget om min far, var altid på nakken af mig. Men jeg skulle jo arbejde, og ikke stå og snakke med Jake. Men jeg glædede mig til i aften. Bare os sammen hjemme i deres lejlighed, alkohol, musik. Måske fik jeg endelig sagt det til hende? Eller måske blev det som alle de andre gange, hvor jeg havde chancen, men spildte den.
Jeg kiggede rundt på restauranten og fik et overblik over alle gæsterne. Alle havde fået der mad og ingen ledte efter en tjener. De andre var her jo, hvis nu en fik en stor tvang til et glas vin mere. De vil muligvis nok ikke lægge mærke til, at jeg lige smuttede ud for at trække lidt luft.

Jeg sørgede for, at absolut ingen så mig, da jeg smuttede ud af bagdøren, som førte ud til en slags smal, lille gyde, hvor man som regel stod for at få luft efter en heftig dag. Jeg trak pakken op af lommen og placerede den lille rulle mellem min pegefinger og langefinger, derefter tænkte jeg ild i enden af den, og så begyndte at jeg at ryge. Det var ikke en joint, men bare en helt normal smøg. Jeg var lidt tvunget til at ryge smøger, så jeg kunne lindre min lyst til weed, for tro mig når jeg siger det, jeg ville ikke tilbage til dengang, hvor jeg var påvirket af weed hver dag - jeg fattede ikke, at jeg gjorde det, for det svækkede mit sind, og jeg kunne dårligt nok huske noget fra dengang jeg var påvirket. Og jeg syntes det var vildt trist, da det var en stor del af mit liv, som jeg ikke lige huskede. Og når jeg var skæv, så var det ikke bare når jeg sad derhjemme alene en aften, nej det kunne være en halv time før jeg skulle i skole, til en fest, ja, endda min bedstemors 70 års fødselsdag, som jeg intet husker af. Nogen fortalte mig, at jeg stod med hovedet nede i vasken, mens vandet kørte ud af hanen - man bliver jo ret tørstig af det. Men pointen var, at jeg slet ikke kunne huske det, og det var vildt underligt, at jeg manglede nogen brikker i mit liv. Derfor røg jeg. Gule Camel.

Gyden var ikke speciel køn eller hyggelig på nogen måde. Jeg fattede ikke, at de ikke havde prøvet at gøre bare et eller andet ved den. For vi var ret mange, som benyttede den. Måske var det vores chefs hensigt, at den ikke skulle være hyggelig, for så kunne det blive til et opholdssted, og de har det med at holde på folk, selvom deres pause for længst var overstået.

Jeg kiggede på mit guldur på mit håndled - det havde jeg fået til min 18 års fødselsdag af mine forældre. Jeg syntes stadig, at det var vildt underligt, at de havde givet mig sådan en dyr og lækker gave, når man tænkte på, hvor rædsom jeg var dagen før. Skolen havde opdaget, at jeg var underlig i skole, muligvis nok fordi jeg var hoppet op på bordet midt i timen og begyndte at synge Britney Spears, og fordi jeg var faldet i søvn i 3. time, og de kunne overhoved ikke vække mig, så det enten med at de tilkaldte sygeplejersken, der fortalte dem, at jeg var påvirket af et eller andet - jeg fortalte dem, at det var alkohol, fordi jeg vil blive bortvist lige med det samme, hvis de vidste hvad det i virkeligheden var. Men mine forældre blev sure, og fortalte mig, at jeg skulle se at tage mig sammen, hvis jeg ville udrette noget stort i livet. Derefter startede et skænderi om, at de ikke skulle blande sig, og at de ville tage min telefon og computer, og det blev ret voldsomt. Så det undrede mig meget, at de gav mig sådan en fin gave. Jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde regnet med en gave fra dem, så ja, jeg blev helt rørt - men det så de selvfølgelig ikke. Klokken var kvart i 20, hvilket vil sige, at der snart kom en og udskiftede mig. Jeg havde arbejdet siden kl. 10 i formiddags, så det eneste jeg bare havde lyst til var at komme væk fra alt det stress.

Jeg slukkede min smøg og sneg mig ind igen, hvor de tydeligvis ikke havde opdaget mig. Jeg var nok den medarbejder med flest pause, og med flest advarsler, men jeg var da her endnu. Han kunne sikkert ikke leve uden sådan en fantastisk tjener som mig, det var jeg 75 % sikker på.
 

 

..--..--..

 

Jeg låste min cykel og småløb op af opgangen, mens jeg holdte på mit sorte slips, der dinglede frem og tilbage - fandens uniform, men man skulle jo se fin ud. Jeg låste min dør op og smuttede ind i min lejlighed. Min lejlighed bestod af en entre, hvor det næste rom bestod af en mellemstor stue, hvor der var vedhæftet 4 døre til: til mit soveværelse, til badeværelset, til køkkenet og til en opholdsrom, hvor jeg for det meste opholdte af det, som jeg ikke lige vidste hvor skulle være henne. Lejligheden var okay stor, når man tænkte på det kun var mig, dejlig stor stue, dejlig stort køkken og mit soveværelse var helt fantastisk. Men nu arbejdede jeg også fuldtid på en fancy restaurant, så tjente jeg en del. Jeg tjekkede klokken ud og fandt hurtigt ud af, at jeg havde travlt. Den var kvart over 20, og jeg havde præcis 3 kvarter til gå i bad, tage tøj på, fikse mit hår, finde en perfekt parfume, tjekke mig igen om alt er perfekt, cykle 3 kilometer og så være til stedet, hvor drømme finder sted.

Jeg havde travlt.

Jeg smed hurtigt mit tøj, så det kom til at ligge og flyde, ligesom alt andet gjorde i min lejlighed - jeg havde ingen grund til at rydde op. Jeg gik ind på badeværelset, tændte vandet og lod det rengøre min krop. Normalt vil jeg stå i 20-30 minutter og filosofere over mit liv og alle de muligheder, som jeg ikke havde, men sådan en opmuntring havde jeg ingen tid til nu. Jeg vaskede hurtigt mit hår med en god shampoo, der fik mit hår til at dufte og se så fandens perfekt ud.

Hvad skulle jeg tage på? Hvad ville imponere Sofia og få hende til at indse, at jeg er den rigtige? Det var faktisk lidt morsomt, fordi jeg plejede at kunne få alle piger, uanset hvad, men Sofia var lidt sværere, og jeg vidste ikke helt hvorfor. Det var som om, at hun bare så os som venner, og derved hang vi tit ud som venner, hvilket fik mig til at indse hvor cool hun var. Måske var det også derfor, at jeg så desperat gerne ville have hende; hun var svær at få.
Skjorte og bukser var altid et godt valg.

Jeg gik ud af bandet, tørrede hurtigt kroppen og håret, og bandt håndklædet rundt om mit liv. Jeg gik ind i mit soveværelse, hvor der var en uredt seng, tøj over alt og bare genert en del rodet. Men min yndlingsskjorte var dog i sikkerhed inde i skabet. Jeg tog en lyse grå skjorte ud af skabet og et par sorte bukser. Det virkede bare perfekt. Jeg placerede det på sengen og gik over til mit spejl. Jeg lignede et rod. Mit hår lå sjaskede ned over mit ansigt. Men jeg skulle bare ordnes. Først fandt jeg den perfekte parfume - Hugo Boss. Sprøjtede det ud over mig selv, så det vil sidde fast i flere timer. Håret fik jeg hurtigt ordnet, så det sad perfekt og fik mig til at se utrolig godt ud. Så slap jeg håndklædet og fandt et par underbukser frem, jeg placerede dem der, hvor de skulle være og stillede mig foran spejlet. Jeg havde intet at skamme mig over. Måske havde jeg ikke de største muskler i verden, men min krop var markerede en smule, nok til at se, at jeg bekymrede mig om den og trænede 1 gang om ugen - ja, det var ikke nok, men når man arbejdede som jeg gjorde, havde man sku aldrig tid til det.

Jeg tog mine bukser og skjorte på, og som en prik over i'et, tog jeg også nogle sokker på. Jeg var helt perfekt og klar til at score min drømme pige. Jeg fandt mine sneakers inde i skabet, sorte, og helt nye. Jeg satte mig på sengen og tog dem på, derefter rejste jeg mig op og smilede. Jeg nåede det.

Jeg tog min cykelnøgle, min pung og min jakke og gik mod hoveddøren. Denne dag kunne ikke blive bedre. Jeg var lige ved at tage fat i håndtaget, da jeg syntes jeg hørte en lyd fra køkkenet. Det fik mig til at stoppe op og lytte en ekstra gang, og der var lyden igen. Underligt. Jeg gik forsigtigt ud i køkkenet, langsomt, mens min vejrtrækning blev en smule tungere og hurtigere. Hvem kunne det være? Jeg kom ud i køkkenet og så absolut ingen. Jeg sukkede og tog mig sammen, og lige da jeg vendte mig om, stod der en lille dreng foran mig med et tomt blik i øjnene og sagde: ''Hvordan kan du smile?''.

Han løb væk, og jeg løb chokeret - og nysgerrigt - efter ham, men da jeg vendte rundt om hjørnet ind til stuen, var han forsvundet. Jeg tog mig til hovedet og tænkte, at det ikke kunne lade sig gøre. Min vejrtrækning blev igen ukontrollerende, og jeg anede ikke, hvad jeg selv skulle tro. Jeg gik rundt i lejligheden, bare for at se om det virkelig kunne være ham, men ligesom jeg forestillede mig, så var det en illusion. En illusion, jeg aldrig havde forestillet mig skulle komme. Jeg stillede mig op af vægen og prøvede at få forstanden tilbage. Jeg stirrede ned i gulvet og lyttede, måske var han her stadig? Men nej. Ingen lyd, ingen lille dreng, slet ingen lille dreng. Han eksisterede jo ikke. Jeg kiggede op og sukkede, mens jeg lukkede øjnene i nogle sekunder og tænkte:

’’Det er så lang tid siden, hvorfor skulle jeg blive mindet om det lige nu? ’’. 

Jeg tog mig sammen og fik forstanden tilbage. Det var ikke virkeligt, det kunne det jo ikke være. Jeg skyndte mig hurtigt ud af døren og ned af trappen. Jeg skulle bare væk, ikke fordi jeg troede, at han stadig var der, fordi det vidste jeg, at han ikke var - det ville være umuligt. Nej, fordi nu skulle jeg bare have noget vodka ind, og det kunne ikke gå langsomt nok.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...